Den rigtigt grove 2003/2004

[Redaktionel note: I årets løb kan man som libertarianer oparbejde en grusom frustration over tingenes tilstand. På Liberator forsøger vi at holde frustrationen i ave og levere artikler af en lødig kvalitet (vi ved godt, at ikke alle er enige i, at dette lykkes for os). Med indførelsen af den årligt tilbagevendende event-artikel, ”Den rigtigt grove”, som markerer overgangen til et nyt år, er det meningen, at vi vil tage noget af trykket af frustrationen ved at give udtryk for vor fuldkomment uforbeholdne mening om visse grupperinger, foreteelser eller synspunkter. Artiklen kan også ses som vores ”nytårstale”, og den er noget mindre politisk korrekt end statsministerens…]
Den tidligere amerikanske præsident, Andrew Jackson, er den eneste præsident i den amerikanske historie, som afbetalte statsgælden fuldstændigt og i øvrigt forstod vigtigheden af at have et sundt og hæderligt pengevæsen. Han anså papirpenge for at være falskneri og afskaffede i øvrigt forløberen til den amerikanske centralbank, så den amerikanske republik kunne vende tilbage til et stabilt pengevæsen – ”hard money”. Ved sin tiltrædelse kaldte han en delegation af centralbankøkonomer til sig og sagde følgende til dem:
”I er slangernes og tyvenes hule. Det er min intention at rive jer ud med rode, og med den evige Guds nåde, vil det lykkes mig!”
Andrew Jackson var desværre den sidste politiker, der for alvor gjorde noget ved et af det moderne samfunds største forbandelser; centralbankerne og deres destruktive monopol på pengeudstedelse.
Det er en kendt sag, at centralbankøkonomer er blandt dem, som har fået høje karakterer på deres studier, men at de desværre alligevel hører til blandt dem, som forstår mindst af det, der foregår omkring dem. Keynesianismen – den mest idiotiske af alle økonomiske doktriner – er mao. rendyrket i deres hoveder, og de vil ikke helme, før alverdens økonomier er inflateret ad helvede til. Mængden af studier, som man empirisk bliver dummere af at gennemføre, begrænser sig altså ikke kun til sociolog- eller pædagogstudiet…
I virkeligheden er det ufatteligt nemt at være centralbankøkonom. Man kan faktisk argumentere for, at en veltrænet chimpanse ville kunne gøre det lige så godt – eller endda betydeligt bedre end de nuværende kriminelle, jakkesætsklædte kraftidioter.
Alle er nemlig enige om én ting. Hvis der opstår et problem i ”økonomien”, er det rigtige svar med en til vished grænsende sandsynlighed altid, at pengemængden skal udvides endnu mere, eller ækvivalent hermed; at renten skal sænkes.
Stiger olieprisen? Sænk renten.
Falder væksten? Sænk renten.
Falder beskæftigelsen? Sænk renten.
Er du impotent? Sænk renten.
Hver gang renten sænkes, applauderer et velvilligt og billigt heppekor af byens afskum; mainstream-medierne, politikerne, bankerne og erhvervslivet. Også befolkningen klapper begejstrede i hænderne. Både mainstream-medierne og politikerne tror på alt, hvad keynesianske økonomer fortæller dem. Erhvervslivet tror fejlagtigt, at de får billigere adgang til input i deres virksomheder. Bankerne ved, at de kommer til at tjene flere penge gennem det store pyramidespil, som fractional reserve banking udgør. Og befolkningen forstår tilsyneladende ikke, at lavere renter betyder, at det bliver dyrere at købe et hus. Rentebetalingen ved huskøb falder, men afdragene stiger.
Siden guldstandarden og hvad der i Danmark blev kaldt ”ærlige penge” blev afskaffet, er priserne steget konstant. Renten har nærmest konsekvent ligget under dens naturlige niveau – dvs. det niveau, som afspejler tidspræferenceraten hos økonomien agenter. Hvad er implikationen heraf?
Betydningen af lave renter
Hvis vi forudsætter en produktivitetsudvikling på omkring 2 pct. årligt, burde priserne alt andet lige falde med 2 pct. årligt. I stedet har vi siden 30’erne haft en inflation på mindst 3 pct. årligt. Centralbankerne har i tre-fjerdedele (faktisk længere tid, men det er en anden sag) af et århundrede årligt stjålet 5 pct. af produktionen og igennem vores kriminelle banksystem gjort den tilgængelig for alle, som ville starte et projekt, som ikke kunne betale sig at gennemføre ved den naturlige (højere) rente.
Resultatet er virksomheder, som producerer varer der ikke er efterspørgsel efter, og som med tiden går konkurs, når inflationen kommer til byen, og renten bliver hævet igen (trods alt har centralbankøkonomerne forstået, at høj inflation er skadeligt). Alligevel har de formået at skabe et økonomisk klima med permanent inflation. Inflation begunstiger debitorer på bekostning af kreditorer ved at udhule pengenes købekraft over tid. I et klima med høj inflation gælder det om at låne så mange penge som muligt.
En lav rente og permanent inflation medfører, at virksomheder, befolkning og stater kan og vil låne flere penge. Gælden stiger. I løbet af de sidste 40 år er statsgælden i G7-landene blevet fordoblet, så den nu udgør omkring 80 pct. af BNP. Ved underskudsbudgettering er det blevet muligt for politikere og bureaukrater at ekspandere statens størrelse, udgifter og virkeområder, mens regningen gennem dette infame generationsrøveri skubbes foran, så vore børn og børnebørn kan betale for fortidens synder og organiserede idioti.
Men underskudsbudgetteringen sker ikke kun på det nationale plan. En kunstigt lav rente har over generationerne og tiden afgørende indflydelse på vores måde at tænke på og på de værdier, som vi søger at holde i hævd og videreformidle til vore børn. At gøre det mere attraktivt at lånefinansiere medfører rent økonomisk, at det bedre kan betale sig at tilfredsstille sine behov nu frem for i fremtiden. Det kan bedre betale sig at forbruge – frem for at spare op. Individer kommer derved til at ”leve i nuet” og skubber betalingen foran sig i fremtiden.
Der er mange eksempler herpå. Udbetalingen ved huskøb for førstegangskøbere er historisk lav. Forbrugslånene er historisk høje. Dumme mennesker køber dyre forbrugsvarer på afbetaling som aldrig før. Et højt gældsniveau skaber afhængighed og uselvstændighed. At have deponeret sin skæbne hos banken knækker stoltheden og selvstændigheden.
Et større forbrug i løbet af livet og derfor en mindre personlig opsparingsrate medfører, at sandsynligheden for at opnå økonomisk uafhængighed som ældre bliver mindre. Derved formindskes muligheden for at hjælpe familien og børnene, hvis disse skulle komme i en uheldig situation. Afhængigheden af og efterspørgslen efter statslige ydelser næres derfor af en kunstigt lav rente.
Nutidsorientering og tankeløs hedonisme
Der er i sig selv intet galt med hedonisme, men når den bliver tankeløs, medvirker den til at nedbryde civilisationen. De dele af den moderne verden, som har opnået den største grad af civilisation har dyrket og næret tanken for fremtiden. Opsparing har været en dyd og muligheden for at videregive værdier til sine efterkommere har været efterstræbt. Tag en uddannelse, pas dine studier, arbejd hårdt, skab dit eget udkomme, undgå lån. Selvom disse ord også forekommer i dag, er de med tiden blevet udvandet af en stigende nutidsorientering og præferencer for umiddelbar og nutidig behovstilfredsstillelse, hvilket over tiden har destruktive konsekvenser for den velfærd og produktivitet, som alle ønsker at leve af.
Det kræver betydelige resurser at starte og udvikle en virksomhed; opsparing, tid, flid, dygtighed og indsigt. Disse resurser kan kun erhverves i et værdimæssigt klima, hvor tanken for fremtiden holdes i hævd, hvor lysten til umiddelbar behovstilfredsstillelse udskydes til fordel for opsparingen, og hvor nutidige indtægter forbigås for at tilegne sig viden.
Hvad ser vi i stedet i dag? De fleste ældre mennesker kan huske et samfund, hvor hærværk var stort set ikke-eksisterende, hvor vold var en fremmed tanke, og hvor selv de mest banale tyverier nærmest blev omtalt i landsdækkende medier. Der kan selvsagt være flere årsager til, at vi i dag ser langt flere voldsforbrydelser end for bare 50 år siden, at unge i dag begår langt mere hærværk, og at der er flere arbejdsløse og folk på offentlig forsørgelse, men en del af forklaringen kan givetvis findes i centralbankernes skadelige pengepolitik.
Resultatet af den kunstigt lave rente har på længere sigt været en erodering af civilisationens bærepiller, som kun kan stoppes ved at reformere bankvæsenet og kræve 100 pct. reservedækning samt kræve en stabil pengemængde af centralbanken.
Grib og antænd de store fakler!
Det er på tide, at vi griber vore store fakler og antænder dem. Nu skal centralbankøkonomerne drives ud af deres kontorer og ud i den mørke skov, hvor de kan leve af rødder og vilde dyr resten af deres usle liv.
/DBK