I seng med fjenden

Liberale tænkere er ikke altid enige om, hvordan en liberal verden skal se ud, eller hvilken prioritering man skal foretage for at nå til det ønskede mål. Det, selvom man er enige om det centrale i liberalismen.
Et af de hyppigst diskuterede emner, hvor liberale kan være ganske uenige indbyrdes, er spørgsmålet om indvandrer og integration; især er dette et hot-topic i Danmark og på disse sider – og debatten for eller imod fri indvandring kan til tider blive ganske heftig.
Den primære årsag til denne uenig er som oftest et spørgsmål om prioritering: Skal vi lade folk komme frit til Danmark fra i morgen, eller vente til vi har løst problemet med den massive velfærdsstat. Der er således tale om ”second-best” diskussioner: Hvilken politik vil være mest i tråd med liberale principper, givet den situation vi står i nu?
Et af problemerne i denne debat er at liberale modstandere af fri indvandring kan ende i samme grøft som visse populistiske modstandere af indvandring (ingen nævnt, ingen glemt). Heldigvis sker dette dog sjældent – andet end når liberale diskuterer med hinanden.
Langt værre er det, når vi kommer tættere til kerne spørgsmålene, hvor tolkningen af liberalisme kan lede til forskellige svar, som for eksempel spørgsmålet om intellektuel ejendomsret: Der er liberale, der mener, at en sådan ejendomsret er ikke-eksisterende, og der er liberale, der mener, at den intellektuelle ejendomsret er ligeså reel som den materielle ejendomsret. For at komplicere debatten er argumenterne for den intellektuelle ejendomsret eksistens ikke altid de samme.
Denne uenig kan også føre til gode diskussioner mellem liberale om emner som patenter, varemærker og copyright. For visse modstandere af intellektuel ejendomsret kan det lede til det noget absurde argument, at det er ok at downloade den seneste Britney Spears CD fra f.eks. Kazaa og brænde den til en ny CD, eller at kopiere en købt CD; men at det er dybt forkasteligt at gå ind i Fona og stjæle den samme CD. For resten af verden er dette dog nok mere et kuriosum, end noget som egentligt holder dem vågne hele natten.
Langt mere problematisk bliver det, når liberale modstandere af intellektuel ejendomsret flytter fokus over på software patenter og open source. De følger naturligvis de logiske følger af deres holdninger, men at slutte op bag open source bevægelsen er ikke uden risici – heller ikke selvom støtten er betinget i tekniske ønsker.
Problemet er, at når man støtter op bag open source folk, så er det – for langt de flestes vedkommende – som at gå i seng med fjenden. Den agenda og politisk/økonomiske forståelse (som jeg ser nærmere på i to kommende artikler) der præger denne kreds af folk er ganske enkelt ikke konsistent med et frihedsorienteret livssyn.
Open Source folk søger primært to politiske mål:
1) Afskaffelse af software patenter og indførsel af open source på alle programmer.
2) En køb-open-source klausul hos offentlige institutioner. Argumentet er, at Open Source programmer er billigere end patenteret software (ganske ofte skyldes denne konklusion dog en ufyldestgørende cost-benefit analyse).
Jeg bør nok for en god ordens skyld pointere, at jeg intet har imod open source programmer som sådan. Jeg har noget imod forsøget fra open source folk på at begrænse mine og andre valgmuligheder.
Open source folkene har blandt andet haft held til at få Nordisk Råd til at operette hjemmesiden nordicos.org/, som fortæller om fortræffeligheder ved open source software. En effektiv – om end ikke så kendt – reklameportal.
En sådan reklame portal er bestemt ikke noget, tilhængere af det fri marked kan støtte op om. Produkter bør kunne klare sig under lige vilkår på markedet, dvs. uden støtte fra den ene eller anden offentlige pulje.
Nordicos ligger i direkte forlængelse af open-source folkets ønske om en køb-open-source klausul. En klausul, som i den grad er til skade for skatteborgerne. Indkøbere i den offentlige sektor bør ikke have begrænsninger på hvilke varer/tjenesteydelser, som de må købe, da dette uundgåeligt vil tvinge omkostningerne op.
Problemet, som open-source folk ofte overser, er nemlig, at indkøbsprisen – som ofte er lavere på open-source software – ikke er den eneste omkostning ved en investering i ny software. Dertil skal lægges omkostninger til installering, træning af medarbejdere, og muligvis omformatering af filer på computeren og netværket.
Dette kan blive til ganske væsentlige omkostninger, da open source produkter er mindre udbredt, og dermed skal træningen være større. Dertil kommer, at open source software som oftest er udviklet ud fra hvad den enkelte programmør har fundet relevant eller interessant. Da programmørerne yderst sjældent tjener penge på produktet er det sjældent kundens behov, der tilfredsstilles, men oftere producentens.
Den agenda, som open source folk forfølger, er ganske enkelt uforenelig med tanker om et frit marked og respekt for skatteborgernes penge. Men det kommer næppe bag på folk, som har talt med dem. For som en af dem sagde til mig: ”jeg stoler mere på staten og politikere end jeg gør på markedet, når det kommer til offentlige goder.”