Kulturel regression

[Redaktionel note: Dette er David B. Karsbøls bidrag til Den Konservative Årstid, som er en antologi om konservatismens udfordringer i det nye århundrede. Den Konservative Årstid er redigeret af Brian Mikkelsen og er just udkommet på forlaget Hovedland]
Allerede i 1956 sagde en fremtrædende socialdemokratisk embedsmand, Henning Friis, om velfærdsstaten til Jens Otto Krag: ”at den svækker bistandsmodtagernes ansvarsbevidsthed, at den svækker de virkelystnes initiativ og opsparingsvilje, at staten ved at tage med den ene hånd og give med den anden optræder som formynder, at betoningen af materiel tryghed svækker interessen for kulturelle og åndelige værdier, at trygheden i sig selv gør folk apatiske og sløve, samt endelig at fornemmelsen af personligt ansvar undergraves”.
Velfærdsstaten blev som bekendt indført på trods af disse alvorlige kritikpunkter. I dette indlæg vil jeg forsøge at holde Friis’s bange anelser op mod den reelle udvikling under velfærdsstaten. Det er min opfattelse, at der stort set ikke findes et alvorligt socialt problem, som ikke har vokset sig større i denne periode. Som Friis frygtede har Danmark under velfærdsstaten været udsat for et monumentalt skred i den offentlige moral. Fremkomsten af velfærdsstatens institutioner i specielt slutningen af 1960’erne har i historisk grad sat sig sine spor i dansker-nes tænkemåder og vaner. Familiemæssig disintegration, kriminalitet, nutidsorientering, tan-keløs hedonisme, uselvstændighed og moralsk og mental retardering har været velfærdssta-tens forudsigelige, men utilsigtede følgesvende. Er det noget tilfælde, at (specielt unge) danskere i dag laver mere hærværk, end danskere gjorde for 50 år siden, samt at danskere i dag er federe og mere udannede end før?
Jeg vil i dette bidrag argumentere for, at dette ikke er resultaterne af tilfældigheder. Danmark har i denne periode gennemgået en omfattende kulturel destruktion – de værdier, som af alle anses for at være civilisationens bærepiller, er blevet eroderet. Sociale problemer har vokset sig større som følge af større statslig indblanding, omfordeling og ansvarsfritagelse.
Det er mit håb, at mange konservative har den samme opfattelse som jeg; at der vitterlig er gået noget galt, og at udviklingen stadig er negativ. Hvis de konservative og liberale me-ningsdannere i Danmark vil vinde den af regeringen lancerede kulturkamp, er det bydende nødvendigt, at de bliver bedre til at formulere og retorisk håndtere de udfordringer, som den negative kulturelle udvikling repræsenterer. Hidtil har borgerlige politikere i udtalt grad veget udenom disse udfordringer. Enten har de ikke lagt mærke til den, eller også har de været ude af stand til at formulere en borgerlig kritik af det bestående. Begge forklaringer viser, hvor dårligt den borgerlige sag faktisk står i Danmark.
Efter min mening har der således været tale om et borgerligt retorisk-intellektuelt tomrum. Selvom sådanne begreber som ”offentlig moral”, ”vaner” og ”kultur” osv. er flygtige og van-skeligt kvantificerbare størrelser, er det i al ydmyghed mit håb at hjælpe til at udfylde dette tomrum ved at formalisere og forklare det civilisatoriske tilbageskridt i den danske (og vestlige) kultur, som specielt har udspillet sig siden velfærdsstatens fremkomst.
I den forbindelse er det nødvendigt med et kort historisk tilbageblik på velfærdsstatens og demokratiets institutioner, som forhåbentlig skal illustrere, at Danmark er gået fra at være et meget liberalt land til et land med en omfattende statslig indblanding, samt at de problemer, som vi i dag oplever, skyldes velfærdsstaten snarere end mangel på statslig kontrol, regulering, skatter osv. En sådan illustration må nødvendigvis ske gennem evaluering og overvejel-ser af velfærdsstatens institutioner. Dernæst gennemgår jeg en række indikatorer for livet un-der velfærdsstaten. Det burde fremgå, at velfærdsstaten på alle væsentlige områder har skabt flere problemer end den har løst, samt at disse problemer har givet anledning til en civilisato-risk deroute uden sidestykke i Danmarkshistorien. Slutteligt vil jeg fremføre nogle forslag til løsninger på den manglende borgerlige formåen i den standende borgerlige kulturkamp.
Evaluering er nødvendig
I økonomisk teori er det ganske anerkendt, at en bestemt adfærd kan fremmes, hvis den subsi-dieres af staten. Omvendt kan en bestemt adfærd hæmmes ved at beskatte den. På en eller anden måde er denne – ganske logiske og teoretisk og empirisk velfunderede – sammenhæng konsekvent blevet omgået, når diskussionen har drejet sig om velfærdsstatens ydelser. Stort set alle velfærdsstatens fortalere har konsekvent nægtet eller ignoreret, at statslige institutio-ner og ydelser kunne have indflydelse på befolkningens adfærd, moral og vaner.
Der er derfor i dag mere end nogensinde behov for, at betragtningerne om incitamenter ind-drages i diskussionen om velfærdstatens ydelser og disses konsekvenser. Spurgte man for 100 år siden en tilfældig mand (selv en socialdemokrat) på gaden, om det ville være fornuftigt at indføre en sociale ydelser, som svarede til eksempelvis 80 pct. af en gennemsnitlig arbejders lønninger, kan man være forvisset om, at det ville blive blankt afvist. Begrundelsen ville væ-re, at en sådan bistandshjælp ville virke demotiverende, så modtagerne af sådanne ydelser ville være tilbøjelige til at forblive på passiv forsørgelse, samt at de med tiden ville erhverve sig anti-sociale værdier, som eventuelt kunne påvirke deres børn negativt.
Som følge af, at danskerne og danske politikere i over 40 år har negligeret denne basale indsigt, er velfærdsstatens omfang eksploderet. Fra at være et meget liberalt samfund for omkring 100 år siden er Danmark i dag gennemsyret af en socialdemokratisk dogmatik, som selv venstreorienterede socialdemokrater i mellemkrigstiden ville have været arge modstandere af. Men hvordan er det kommet så vidt, at befolkningen og politikerne i særdeleshed har mistet interessen for og forståelsen af disse sammenhænge?
Det liberale demokratis paradoks
Den karakteriserende styreform i Vesten – herunder Danmark – har i omkring halvandet århundrede været det liberale demokrati. Denne styreform fremkom i kølvandet på 1800-tallets radikalt liberalistiske strømningers krav om selvbestemmelse, fred og privat ejendomsret. Med de enevældige monarkiers fald kunne man med Francis Fukuyamas ord have spurgt, om historien endte dér. Ville menneskeheden i fremtiden været velsignet med endeløse forbedrin-ger i levevilkår og stadig højere civilisatoriske stadier i endnu højere grad, end det hidtil i sto-re træk havde gjort sig gældende?
Svaret er nej. De liberale demokratier har vist sig at være for tolerante. Det var meningen med demokratiet, at det skulle være en vedvarende lakmusprøve for ideerne. I denne konkurrence ville dårlige ideer tabe, og gode ideer ville vinde. Demokratiet som institution ansporede til at betragte alle ideer som ligeværdige og lige gode. Den universelle hyldest, som demokratiet har nydt er med tiden i realiteten blevet til en hyldest af den ultimative kulturelle relativisme. Så grelt står det til i dag, at ledende intellektuelle, undervisere i uddannelsesinstitutioner, me-dier og politikere osv. uden blusel fremhæver denne amoralske kulturelle relativisme som et særligt tegn på civilisatorisk fremskridt. Men der er forskel på ideer. Nogle ideer er gode. Nogle ideer er dårlige.
Demokratiets grundlæggere undervurderede den opgave, det har været at holde ideen om frihed og ansvarlighed i live. Hvad demokratiets grundlæggere ikke havde indset var, at menneskets egennytte ville stå i vejen for de gode (borgerlige) ideer. Overalt, hvor stemmeretten udbredtes, gav det større og større andele af befolkningen mulighed for at stemme om anvendelsen af andre menneskers aktiver og indkomster.
I begyndelse var den private ejendomsret og retten til selvbestemmelse for højt respekterede til, at det gav sig udslag i store forandringer, men incitamentet eksisterede hele tiden, og med de fortløbende ændringer i valg- og grundlovene viftedes anløbne elementer i befolkningen i stigende grad om næsen med muligheden for at bestemme over eller tilrane sig andres liv og ejendom gennem valgprocessen. Resultatet har været en statsmagt, hvis størrelse kun i ganske korte årrækker har set sin mage i verdenshistorien, og som har blandt de vestlige befolkninger har ledt til en kamp for at bevare de sidste rester af den civilisation, som tidligere udgjorde grundlaget for en historisk kulturel fremgang. Fra at være fremtidsorienterede, driftige og sparsommelige har vi som samfund de sidste 100 år – og specielt siden velfærdsstaten – udviklet os til at blive nutidsorienterede, apatiske og forbrugsorienterede.
Tidspræferenceraten som indikator for civilisation
Et dyr tænker ikke på i morgen. Dets tanker – i det omfang det kan siges at have nogen – går på nutiden. Redebyggeri og forrådskamre osv. må i vidt omfang siges at være resultatet af dyrets instinktive drifter mere end overvejelser om fremtidens overlevelse og velfærd. Dyr lever i nuet, og det er bla. herved, at mennesker adskiller sig fra dyr. Mennesket tænker, og det tager så mange eventuelle fremtidige udviklinger med i dets nutidige overvejelser som muligt. Fordi mennesker tillægger fremtiden betydning, opspares og investeres resurser for at give bedre muligheder for større behovstilfredsstillelse i fremtiden. Antallet af resurser, som et individ er villig til at afstå i nutiden for at kunne opnå en bedre behovstilfredsstillelse i fremtiden, karakteriseres af økonomer som individets tidspræferencerate. Jo højere en tidspræferencerate, jo mere skal individet kompense-res for at udskyde sit forbrug.
Et spædbarns såvel som et dyrs tanker gælder udelukkende nutiden. Hvis et spædbarn derfor skulle vælge mellem behovstilfredsstillelse nu eller i fremtiden, skulle det have en uendelig kompensation for at udskyde sit forbrug. Som barnet vokser op, vil det imidlertid lære at tæn-ke mere og mere på fremtiden, dets tidspræferencerate vil falde, og det vil derfor i denne forstand fjerne sig fra dyrenes og barbarens stadie. Jo ældre barnet bliver, jo mere forstår det derfor nødvendigheden af at gå i skole og tilegne sig viden, at tage et arbejde, skaffe sig en indkomst osv.
Et individs tidspræferencerate afhænger bla. af individets økonomiske overskud. Jo flere økonomiske resurser, der står til rådighed, jo bedre vil man kunne overkomme at tænke på og opspare resurser til fremtiden. Har man i hele livet sparet op, vil renterne af opsparingen eksempelvis forstærke faldet i tidspræferenceraten, fordi ens økonomiske råderum vil blive større, og fordi man derfor vil have endnu større overskud til at afsætte resurser til opsparing. I denne forstand er en faldende tidspræferencerate selvforstærkende.
Hvis barnet som voksent desuden bekymrer sig om sine egne børn, vil dets tidspræferencerate pga. opsparingen falde gennem hele livet, og det vil således kunne lade sine egne børn arve, så deres tilværelse vil være sikrere og mere behagelig. Derved vil en stadigt faldende tidspræferencerate i mere end én forstand være selvforstærkende.
Som historien henruller, vil forældre nemlig for det første kunne hjælpe deres børn i større og større udstrækning, og de vil efterlade sig større og større arve, som vil give fremtidige gene-rationer større og større overskud til at tænke på fremtiden osv. Den sociale tidspræferencerate (dvs. alle individers samlede tidspræferencer) vil derfor falde generation efter generation og give plads til stadigt større civilisatoriske fremskridt.
For det andet kan selv fattige, uintelligente og/eller uciviliserede individer ikke undgå at blive påvirket af denne proces. En stadig større opsparingsvillighed vil gøre stadig flere investeringer mulige. Samfundets arbejdsdeling, kapitalapparat og specialisering vil øges. Som følge heraf vil varerne blive kontinuerligt billigere, og værdien af arbejdskraften (reallønnen) vil derfor samtidig stige, fordi arbejdskraften kan producere mere per time. Fordelen ved at tage et arbejde i stedet for at stjæle, være uproduktiv eller på anden vis udvise antisocial adfærd vil derfor med tiden blive større og give selv uciviliserede, dovne eller uintelligente mennesker med høj tidspræferencerate både mulighed for og større lyst til at blive produktive og tilvejebringe værdi ved at arbejde i samfundets interesse.
Som følge af denne vigtige dynamik har menneskehedens historie generelt været kendetegnet af kontinuerlige civilisatoriske fremskridt og stadigt lavere tidspræferencerater. Selvfølgelig har denne dynamik til tider midlertidigt været afbrudt af krige, sygdom eller naturkatastrofer, men den positive inerti er blevet genoptaget under fredeligere og mere fordelagtige betingelser, så menneskehedens sociale tidspræferencerate i det hele taget generelt er faldet uafbrudt.
Noget tyder imidlertid på, at der er sket en afgørende ændring for omkring 100 år siden med fremkomsten og udbredelsen af det totale demokrati. En grov – men den eneste rimelige – indikator for samfundets sociale tidspræferencerate (opsparingsvillighed) er den rente, som det har kostet at låne penge til et ”sikkert” lån. For omkring 2.600 år siden skulle man i Athen betale ca. 16 pct. om året for et ”sikkert” lån. For omkring 700 år siden skulle man generelt i Europa betale 8 pct. om året. Ved slutningen af 1800-tallet skulle man betale mindre end 2,5 pct. om året. Igennem menneskehedens historie har der altså – målt ved renten – generelt væ-ret tale om lavere og lavere tidspræferencerater og kontinuerlige civilisatoriske fremskridt. Der er ingen tvivl om, at renten også i dag varierer kraftigt, men efter flere tusinde år med faldende renter skal man i dag generelt betale i omegnen af 5 pct. om året for et ”sik-kert” lån. Selv når der korrigeres for inflation, er dette billede så godt som entydigt; opspa-ringsviljen er faldet (særligt i forhold til vores økonomiske stadium), tidspræferenceraten er steget, civilisationen er blevet eroderet de sidste 100 år – og specielt de sidste 50 år. Hvad kan dette skyldes?
Velfærdsstatens dynamik
Kravet om højere offentlige udgifter hidrørte i velfærdsstatens spæde start primært fra den fattigste halvdel af befolkningen, men i dag er det anderledes. I dag findes den mest fremtrædende støtte til velfærdsstaten blandt højtlønnede grupper. Velfærdsstatens institutioner er blevet kapret af en venstreorienteret intelligentsia, som gennem årene har haft held til at opbygge et omfattende og uproduktivt – og i alt for mange tilfælde direkte kontraproduktivt – bureaukrati.
Fra universiteterne og et hav af halvstatslige institutioner fortæller den venstreorienterede intelligentsia om kommercialismens fortrædeligheder, om farligheden af børnereklamer, om koncentrationer af kunstigt frembragte stoffer i maden eller i jorden og om erhvervslivets manglende etik. Det slet skjulte budskab er, at alting er farligt og skal reguleres af staten, så den venstreorienterede intelligentsia kan udvide sit imperium.
Fra ministerierne udgår hvert år love, bekendtgørelser, obligatoriske spørgeskemaer og latterlige ligegyldigheder, hvis detaljeringsgrad ikke engang bureaukraterne selv kan overskue. Bureaukraternes papirer forpester livet for private næringsdrivende ved i realiteten på det nærmeste at kræve universitetsuddannelser hos de personer, som skal læse, udfylde, efterleve og forholde sig til papirerne. Dermed har velfærdsstaten i udtalt grad hæmmet den sociale mobilitet, som den var sat i verden for at fjerne.
Fra kommuner udgår bestemmelser om, hvordan familielivet skal leves. Budskabet er, at in-telligentsiaen bedre end forældrene ved, hvordan man opdrager børn. Tvangsfjernelser, -anbringelser og overværet samvær er resultatet af manglende efterlevelse af kommunernes påbud og forbud. For nylig har en nordsjællandsk kommune foreslået at udvide dette i forvejen frygtindgydende repertoire med tvangssteriliseringer. Uanset hvad man måtte mene om tvangsfjernelser af børn, bliver man nødt til at forholde sig til den kendsgerning, at velfærds-statens institutioner i sig selv har været med til at skabe endnu flere sociale tabere og forstærke disse problemer.
Den venstreorienterede intelligentsia har ellers ikke være sene til at fange og benytte netop disse selvkreerede problemer i deres argumentation for yderligere beføjelser og forøgelse af deres budgetter. Inden vi indrømmer dem nødvendigheden af noget sådant, er det dog vigtigt, at vi evaluerer de foreløbige resultater af velfærdsstaten.
De kvantificerbare resultater af velfærdsstaten
Når alle stemmer om anvendelsen af hele samfundets resurser, er det forudsigelige resultat, at de offentlige udgifter vil stige. Finansieringen til de øgede offentlige udgifter har bestået af en permanent højere inflation, dramatisk øget statsgæld og ekstremt høje skatter og afgifter på stort set alt. For 100 år siden førte centralbankerne – under den såkaldte guldstandard, hvor penge var indløselige i guld – en langt mere konservativ (mådeholden) pengepolitik. Danskerne oplevede derfor en lille, men konstant deflation – dvs. faldende priser. Derved belønnedes opsparing, mens lånefinansiering straffedes. I skarp modsætning hertil står specielt vore dages permanente inflation, de høje kapitalskatter og fradraget fra renteudgifter. Disse forhold har dramatisk ændret danskernes villighed til at spare op og tænke på fremtiden, hvorved den sociale tidspræferencerate er blevet øget. De utallige skatter på formue, indtægter og handel har ligeledes betydet et lavere overskud til at tænke på fremtiden, hvorfor denne dynamik er blevet forstærket yderligere. Den bemærkelsesværdige stigning i den sociale tidspræferencerate, vi har set de sidste 100 år kan i betydelig grad forklares ved ændringerne i skattestrukturerne og den generelle forøgelse i skattetrykkets størrelse. Resultatet er øget nutidsorientering, en bekymringsløst forgældet befolkning og permanent lav vækst.
Mens tidspræferenceraternes kontinuerlige fald gennem menneskehedens historie derfor har haft sin egen positive dynamik, har fremkomsten af det totale og altomfattende demo-krati haft sin egen negative dynamik, som med tiden er kommet til at dominere de civilisatoriske fremskridt eller i sin mest fremskredne form direkte har ført til civilisatoriske tilbageskridt og kulturel regression. Eksemplerne herpå er legio.
Lav arbejdsmarkedsdeltagelse
Kvindefrigørelsen i 1960’erne og 1970’erne ledte til en øget arbejdsmarkedsdeltagelse blandt kvinder, og denne udvikling tillod en endnu højere specialisering på arbejdsmarkedet samt en større arbejdsstyrke, som kunne frembringe en højere levestandard. Men på trods af denne enorme tilvandring til arbejdsmarkedet er den antallet af modtagere af sociale ydelser i dag større end nogensinde. Af landets ca. 5,4 millioner indbyggere er omkring 3,5 millioner i den arbejdsdygtige alder (16 til 64 år). Men af disse 3,5 millioner er den ene million ansat i stats-lige institutioner, og yderligere (næsten) en million i den arbejdsdygtige alder lever af andre menneskers arbejde gennem offentlig forsørgelse!
I dag svarer alene diverse omfordelende ordninger til omkring en fjerdedel af Danmarks bruttonationalprodukt. Overførselsindkomsterne er i Danmark blevet så høje, at Fi-nansministeriet for et par år siden estimerede, at en kvart million mennesker tjente under 500 kr. om måneden på at tage et arbejde i forhold til at lade være. Disse tal er endnu værre, når man tager de mange ikke-arbejdssøgende med i billedet.
Permanent lav vækst
Som et direkte resultat af det høje skattetryk og den derfor højere tidspræferencerate er kapi-talakkumulationen, arbejdsdelingen og specialiseringen i den danske økonomi langt langsommere og mindre sofistikerede, end de kunne have været, hvis skattetrykkets størrelse havde været konstant på størrelse med mellemkrigstidens niveau. Derfor er den sociale mobilitet blevet hæmmet, og den økonomiske vækst under velfærdsstaten har været langt lavere end i de første år i efterkrigstiden. Fra 1945 til begyndelsen af 1970’erne oplevede Danmark en årlig økonomisk vækst på omkring 4 pct. Men fra midten af 1970’erne og fremefter har den ligget relativt konstant på omkring 2 pct. Denne forskel er meget betydningsfuld over så lang en årrække. Havde vi formået at fastholde en lille stat og derved en vækst på 4 pct. om året eller mere, havde det danske samfund i dag været ikke mindre end 80 pct. rigere, end vi er. På trods af denne enorme forskel ignoreres betydningen af høje skatter og omfangsrig offentlig indblanding konsekvent i de offentlige uddannelsesinstitutioner, i medierne osv. Det hedder sig i stedet, at velfærdsstaten måske hæmmer væksten, men at dette ikke sker i nævneværdig grad, og at andre faktorer, som ikke kan gøres op i økonomisk forstand, bliver fremmet at velfærdsstatens institutioner. Lad os kigge på nogle af disse faktorer.
Familiemæssig disintegration
Fertiliteten er de sidste 100 år faldet fra omkring 4,2 børn per kvinde til omkring 1,75 børn per kvinde. Efter et faretruende fald fra 1900 til 1940 så fertiliteten i efterkrigsårene ud til at stabilisere sig på en anelse over reproduktionsniveauet. Men ved velfærdsstatens fremkomst (og legaliseringen af abort) faldt fertiliteten til langt under reproduktionsraten. Mens en faldende fertilitet må siges at være en naturlig karakteristik af et moderne samfund, kan det umuligt siges at være et sundt træk, at den falder til under reproduktionsraten. Antallet af skilsmisser er steget voldsomt igennem velfærdsstatens historie. I 1975 var 18 pct. af ægteskaber fra 1950 endt i skilsmisse. I 1990 var hele 36 pct. af ægteskaber fra 1975 endt i skilsmisse. Der har altså været tale om en fordobling af antallet af skilsmisser. Ægteskabet som institution er blevet undermineret af velfærdsstaten – også antallet af indgåede ægteskaber vidner herom. I 1960 var hele 91 pct. af alle 30-årige kvinder gift. I dag er der ikke engang tale om hver anden. Resultatet har været fremkomsten af ikke-traditionelle og ”løsere” familieformer og en rodløs søgen efter værdi, mening og bekræftelse i andre typer af sociale enheder. Det er derfor formentlig ikke noget tilfælde, at de senere år har budt på en øget interesse for okkultisme, selv-opfundne religioner samt en drastisk udbredelse af ”single-kultur” osv.
Den mest indlysende årsag til denne fatale udvikling har været, at velfærdsstatens institutioner i stigende grad har insisteret på at overtage familiernes ansvar. Ved at tilbyde sociale ydelser og ved med lovgivning at blande sig i familiernes interne anliggender har velfærdsstaten ikke blot skabt en markant højere arbejdsløshed, men også eroderet familien som social enhed ved at mindske de relative fordele ved at forblive tæt knyttet til sin familie. Denne udvikling er den mest katastrofale, et samfund kan stå overfor. Historien viser entydigt, at hvor omnipotente stater gennem indoktrinering, lovgivning og udhulning af familiens funktioner har formået at opløse ellers velfungerende familier, har det skabt kulturel regression og øget afhængighed af statslige institutioner.
Familier har en naturlig interesse i at hjælpe medlemmer, som er kommet i knibe, og de har specielt en interesse i at forebygge sociale problemer, inden de vokser sig for store. Forældre har i særdeleshed en interesse i, at deres børn erhverver sig civilisationsbærende værdier som flid, disciplin, betænksomhed, rettidig omhu og respekt for andre mennesker og deres ejendom. Prægningen af børn og videreformidlingen af sunde værdier vanskeliggøres imidlertid dramatisk, hvis forældrene lever af andre menneskers indkomst gennem sociale overførsler, og hvis børnene med sindsro kan se frem til en lignende tilværelse. Hvordan skal unge men-nesker kunne indse nødvendigheden af at lave lektier, (evt.) læse videre, tage et arbejde og udvise flid og målrettethed, når forældrene har klaret sig udmærket uden?
Modsat familiens genetiske fællesskab og naturlige samhørighed står socialindustriens anonyme bureaukrater. Sådanne bureaukrater må som alle andre mennesker antages at handle ud fra egne interesser. Vi kan nøjes med at konstatere, at bureaukrater i den efterhånden ganske omfattende socialindustri ville blive arbejdsløse, hvis de rent faktisk løste de problemer, de er ansat til at løse.
En af de ganske få væsentlige indsigter, som sociologer har bidraget med, er, at børn af enlige forsørgere klarer sig ringere end andre børn. Det har altid været hårdt at være enlig forsørger, men det må være indlysende, at man i det lange løb kun skaber flere sociale tabere ved at sub-sidiere denne familieform. Antallet af sociale tabere er derfor – ganske forudsigeligt – steget støt gennem velfærdsstatens historie – sammen med antallet af børn af enlige forsørgere.
Det samme er antallet af enlige ældre. Hvor man tidligere eventuelt måtte belave sig på sine børns hjælp og støtte i den ældre alder, har et (fuldstændigt ufinansieret) statsligt pensionssy-stem og et statsligt udbud af en katastrofalt ringe ældrepleje overtaget disse roller. Blandt ind-vandrere, som for visses vedkommende er flygtet fra tortur, ufrihed og håbløs fattigdom, er det at blive gammel i Danmark frygtet som intet andet. Danske politikere bryster sig ofte af vor høje civilisatoriske stadium, men det klinger hult, når de ensomme ældres krykker slår mod gulvet på de kommunale og ofte direkte menneskefjendske plejehjem, som så vidt muligt er blevet ”skånet” for markedets ubønhørlige logik. Hvis private plejehjem ydede en service, som normale statslige plejehjem i dag udfører, ville de i løbet af kort tid gå konkurs. Der er en ufattelig forskel på, hvad mennesker vil finde sig i, når staten tilvejebringer en ydelse i for-hold til, hvis en privat virksomhed gør det.
Den offentlige moral
Resultatet af velfærdsstaten kan meget vel være, at få mennesker i Danmark oplever alvorlig fattigdom. Til gengæld har den af velfærdsstaten skabte familiemæssige disintegration i værdimæssig forstand forarmet den danske befolkning og skabt et værdimæssigt proletariat. Mens sociale og økonomisk velfungerende familier fra middelklassen sjældent kommer i kontakt med de sociale systemer, påvirkes mindre privilegerede grupper langt lettere af den negative dynamik og familieundergravende karakter. Familiernes naturlige incitamenter til at hjælpe de kommende generationer ved at indpode dem sunde (borgerlige) værdier og mellemmenneskelig respekt bliver ødelagt af velfærdsstatens institutioner.
Sammenbruddet i den offentlige moral føles ikke bare inden for familien. Man kan spørge en hvilken som helst person, som er født før eller umiddelbart efter Anden Verdenskrig, om den offentlige moral er blevet forværret siden vedkommendes barndom. Historierne fra busser, toge, trafikkøer, biografer, TV osv. taler deres tydelige sprog. Sproglig og kulturel vulgarisering, ”Road-rage”, umotiveret hærværk og meningsløs forulempelse er mere fremherskende end nogensinde før. Mennesker kan i dag blive overfaldet eller sågar voldtaget i offentlighed, uden at nogen griber ind. Situationen var utænkelig for bare 50 år siden. Ved at straffe individuel foretagsomhed og belønne dovenskab og uansvarlighed har velfærdsstatens institutioner skabt et klima af kronisk apati. Det stort set eneste, der kan virke oprørende på offentligheden, er, hvis nogen ikke har fået en bestemt statslig ydelse, som de juridisk kvalificerede sig til.
I den offentlige optik bliver misdædere derfor ikke længere holdt ansvarlige. Således roses middelmådighed og halvhjertet indsats, mens fordummelse, kriminalitet og primitivisme und-skyldes og bortforklares med udøvernes ofte problematiske sociale baggrund. Men for et hvilket som helst individ vil resultatet af ansvarsfritagelse være en forøgelse af anti-sociale adfærd. Et individ, som aldrig møder fordømmelse for sine misgerninger eller som roses for sin middelmådighed, vil miste evnen til at skelne mellem godt og ondt, mellem rigtigt og for-kert og mellem smukt og grimt. Derfor vil vedkommende også miste evnen og den moralske retfærd til at kunne retlede andre med sin fordømmelse eller påskønnelse. Resultatet er endnu mere anti-social adfærd.
Dramatisk øget kriminalitet
Den venstreorienterede intelligentsia har ofte fremført, at kriminalitet er et resultat af fattigdom og/eller ulighed. I Danmark er fattigdom i al meningsfuld forstand uryddet af velfærds-statens overordentligt generøse ordninger, og vi har fået etableret et af de mest egalitaristiske samfund i verdenshistorien. Hvis man anvender den venstreorienterede intelligentsias egen teori, burde kriminaliteten være faldet konstant i takt med velfærdsstatens fremmarch. Men hvordan er det rent faktisk gået?
Fra 1960 til 2002 er antallet af straffelovsanmeldelser steget fra ca. 27 per 1.000 indbyggere til ca. 90 (en stigning på 233 pct.). Antallet af anmeldte ejendomsretsforbrydelser er i samme tidsrum steget fra ca. 26 til ca. 87 per 1.000 indbyggere (en stigning på 234 pct.), og antallet af anmeldte voldsforbrydelser er steget fra ca. 0,48 til ca. 3,15 per 1.000 indbyggere (en stig-ning på 556 pct.). Disse tal dækker formentlig over en øget anmeldelsestendens, men der er næppe tvivl om, at kriminaliteten er steget markant igennem velfærdsstatens relativt korte historie.
Velfærdsstaten og dens fortalere har systematisk lagt den private ejendomsret for had. Desu-den har resultatet af velfærdsstatens institutioner været arbejdsløshed, social marginalisering, familiemæssig disintegration og destruktion af familien som kilde til civilisationsbærende værdier. På denne baggrund er øget kriminalitet og manglende respekt for andre menneskers ejendom og integritet en forudsigelig konsekvens.
Livsstilssygdomme, fedme og usundhed
Selvom danskernes gennemsnitlige levetid har været konstant stigende, har udviklingen ikke været imponerende, når den sammenlignes med udviklingen i andre industrialiserede lande. Danskerne dør for ofte af livsstilssygdomme og pga. dårlig behandling i de offentlige sygehu-se. Danskerne er federe end nogensinde før, og flere unge bliver kasseret til session end på noget andet tidspunkt i historien. Årsagen er selvsagt, at sundhedsydelser er offentligt finansierede og i det store hele uafhængige af modtagernes livsstil (modsat private forsikringskun-der, hvis præmier vil stige, dersom de udsætter sig selv og deres ejendom for større forsik-ringsmæssige risici). Det bureaukratiske sundhedsvæsen har i mange år kunne betragtes som en farce, og den behandling, som danskerne modtager kan i alt for mange tilfælde sammenlignes med hvad befolkningerne i ikke-industrialiserede lande må tage til takke med.
Er velfærdsstaten årsagen?
Der kan ikke være nogen tvivl om, at en række betydningsfulde indikatorer for civilisation og levestandard har udvist en negativ tendens igennem velfærdsstatens historie. Tallene for kriminaliteten, den økonomiske vækst, arbejdsløsheden, fertiliteten, den familiemæssig disinte-gration og tidspræferenceraten (renten) taler deres tydelige sprog. Men man kunne fremhæve, at disse indikatorer er påvirket af udefrakommende faktorer, og at udviklingen er sket på trods af velfærdsstatens institutioner og ikke på grund af disse. Givet, at der næppe er nogen enkeltstående faktor, som har været lige så betydningsfuld og omfangsrig i den betragtede periode, som fremkomsten af velfærdsstaten, må forklaringen rent statistisk formodes at finde sin baggrund i velfærdsstatens vækst. Jeg håber tilmed at have skitseret en række plausible forklaringer på disse forhold i det foregående, om end pladsen har været knap, og meget stadig kunne siges om disse forhold.
Den konservative udfordring
Hvad skal der til for at vende den borgerlige kulturkamp? Hvad skal borgerlige intellektuelle og politikere gøre for igen at sætte sådanne begreber og værdier som flid, ansvarlighed, opbyggelighed, frihed og respekt for andre mennesker i højsædet? Jeg håber at have skitseret de væsentligste mekanismer bag den kulturelle regression, og at denne formalisering vil kunne hjælpe til at skærpe den borgerlige retorik. Derudover må et borgerligt program for at kunne afmontere velfærdsstatens skadelige institutioner indeholde en række dagsordener, som har til hensigt at imødegå de vigtigste af disse mekanismer.
For det første må respekten for den private ejendomsret nødvendigvis genindføres i den bor-gerlige retorik. Respekten for den private ejendomsret er et moralsk standpunkt og ikke blot et spørgsmål om effektivitet, som visse borgerlige politikere tilsyneladende mener. Privat ejen-domsret og civilisation er hinandens forudsætninger. Intet samfund i verdenshistorien har kunnet opretholde en civilisation uden privat ejendomsret.
For det andet må konservative i kulturkampen kæmpe for at få reetableret familierne som ci-vilisationens naturlige grundpiller. Vi må insistere på, at familien er langt bedre til løse socia-le problemer end staten er, fordi familierne modsat bureaukraterne har en naturlig interesse heri.
For det tredje må konservative for at vinde kulturkampen kræve, at konsekvenserne af velfærdsstatens tjenester og ydelser evalueres, så de reelle konsekvenser eller deres manglende potens kommer for en dag. Henning Friis’s formodning om velfærdsstatens konsekvenser holdt i det store hele. Velfærdsstaten var ikke kompatibel med værdier som opsparingsvilje, virkelyst og personligt ansvar. Da velfærdsstaten blev indført, var det et oprør mod den sunde fornuft og skepsis som endnu herskede i store dele af befolkningen. Nu er det på tide, at vi kræver eksperimentet stoppet, så vi igen kan blomstre som civilisation.