[Redaktionel note: Denne artikel har tidligere været bragt som kommentar i Berlingske Tidende]
Forestil Dem en virksomhed, som havde en personalepolitik, hvor alle ansatte fik alt, hvad de pegede på – bortset fra store lønforhøjelser. Hvad ville de ansatte ønske?
Først og fremmest, ville det som ansat være en god ide at afskaffe alle former for evalueringer af arbejdet. Jo vanskeligere, det er for arbejdsgiveren at overskue produktiviteten, jo færre kræfter behøver man at lægge i arbejdet.
Det vil også være en god ide at ændre selve arbejdsbeskrivelsen, så denne antog en ændring fra svære, nødvendige, kedelige og anstrengende opgaver til lettere og mere indholdsløse og overfladiske. Derfor vil de ansatte kræve, at en større del af arbejdstiden skal gå til tværfaglige møder, organisering, koordinering, orientering, workshops samt til evaluering af alt muligt andet end kvantificerbare forhold.
De ansatte ville naturligvis også kræve øget fritid, indtil de skammede sig. Det ville være en god ide at argumentere for, at noget af arbejdet udførtes i hjemmet, og at den ansatte derfor skulle kompenseres herfor.
Men det vigtigste – det allervigtigste – ville være, at det skulle være vanskeligt at fyre medarbejdere. Jo større kompensation en arbejdsgiver skal betale for en fyring, jo mere besvær han ville have med de øvrige medarbejdere, og jo større dokumentationskrav der stilles til berettigelsen af en fyring, jo lettere kan de ansatte tage på deres arbejde.
Hvad vil resultatet af en sådan personalepolitik være? Produktiviteten ville kollapse. Den reelle arbejdstid ville falde dramatisk, og den tid, hvor arbejdet faktisk fandt sted, ville den fortrinsvis blive anvendt til ligegyldigheder i stedet for nødvendigheder.
Men resultatet vil også være en støt forringelse af arbejdsmiljøet. Som følge af, at kravene og fagligheden faldet til det absolutte minimum, vil medarbejderne oparbejde en indre frustration – de ved og føler, at deres præstation er middelmådig. De vil vide, at deres arbejde for en stor dels vedkommende er værdiløst og organiseret spild af tid. Der er derved ikke noget at være stolt af. At alle på en arbejdsplads oplever frustrationer og mangler stolthed over deres indsats, kan være slemt nok i sig selv, men når andelen af decideret uengagerede, fagligt ukvalificerede og kontrære medarbejdere ligefrem stiger som følge af personalepolitikken, vil det med stor sandsynlighed føre til et ringere arbejdsmiljø.
Ovenstående eksempel skal tjene til at illustrere situationen for landets små hundredtusind folkeskolelærere. I de sidste år har en række undersøgelser påpeget et usædvanligt ringe arbejdsmiljø og hastigt faldende faglige standarder blandt lærere (og elever). Nyuddannede lærere vil ikke længere være lærere, og folkeskoleansatte søger væk fra undervisningen til fordel for administrative og sekundære funktioner.
Hvem er de skyldige? Som sædvanlig, når noget er gået galt, kan skylden til dels placeres hos politikere og bureaukrater. De forhandlinger mellem lærere og myndigheder, som skulle fastlægge rammerne for folkeskolen og dens lærere kan vanskeligt kaldes personalepolitik. De har helt åbenlyst haft mere karakter af gensidigt rygklapperi samt kollektivt indtag af højtbelagt smørrebrød efterfulgt af kaffe og gulerodskage.
Eftersom det er temmelig dyrt at betale næsten en million mennesker i den arbejdsdygtige alder for at holde sig fra arbejdsmarkedet, kan der ikke også være råd til store lønstigninger til folkeskolelærere. Til gengæld har Danmarks Lærerforening fået stort set alt andet, de har peget på. Hvem har nogensinde hørt om en lærer, som blev fyret pga. manglende engagement, manglende faglige kundskaber eller en kontrær indstilling? I dag er de stort set eneste fyringsårsager som lærer, at man tager af kassen, eller at man er pædofil. Og det sidste kan endda diskuteres. At Danmarks Lærerforening er faglighedens værste fjende har længe været åbenlyst, men nu må det også stå klart, at de i arbejdsmiljømæssig forstand har sejret ad helvede til.
At sejre ad helvede til
