Velkommen til det socialdemokratiske tusindårsrige

[Redaktionel note: Denne artikel har tidligere været bragt som kulturkronik i Jyllands-posten]
Med øst-udvidelsen af EU den 1. maj fuldbyrdedes en udvikling imod europæisk integration, som liberale og borgerlige kræfter har opmuntret til og ønsket i mange år. En af de mest prominente fortalere for denne integration har været den østrigsk fødte økonom og filosof, Friedrich August von Hayek (1899-1992), som fik Nobelprisen i økonomi i 1974. I år er det 60 år siden, at Hayek udgav sin indflydelsesrige bog; Vejen til trældom.
Selvom bogen er præget af at være skrevet under krigen, har Hayeks analyser stadig stor relevans, idet den beskriver, hvordan den politiske beslutningsproces invaderer markedet med reguleringer og skatter og derved skaber større problemer, som tilsyneladende kun kan løses med endnu mere regulering osv. Den logiske følge af statsligt frembragte problemer er større centralisering, som skal “løse” problemerne. I sidste ende, siger Hayek, leder statens initiale indgreb i markedet til kravet om en diktator, som kan “rydde ordentligt op” og tvinge befolkningen til at efterleve de statslige planer til “alles bedste”.
Hayek ønskede udviklingen mod europæisk integration og samhandel, og han fremførte, at netop kun større europæisk integration ville kunne hindre, at nye, destabiliserende krige kunne bryde ud på det europæiske kontinent. I Hayeks øjne var integration synonymt med gensidig forståelse, tolerance og frihed grundlagt i handel til gensidig fordel. Handel er i sig selv integrerende; gennem frivillige transaktioner skabes en gensidig kulturel forståelse og tolerance, og selve handlen forudsætter respekten for andres ejendomsret, hvorfor den befordrer fred. Et frit samfund baseret på privat ejendomsret, med gennemskueligt statsinstitutioner og med forudsigelig lovgivning vil således i længden borge bedst om freden.
Man kan hævde, at handelsrelationerne mellem EU’s oprindelige og nye medlemslande nu normaliseres – efter i 90 år at have været afbrudt af krige, protektionisme og nedbruddet i den internationale arbejdsdeling. Desværre sker denne normalisering på helt andre vilkår end den handel, som fandt sted før Første Verdenskrig, hvor handlen i det store hele var fuldstændigt ureguleret. EF-pakken og vedtagelsen af det indre marked i 1972 var i god overensstemmelse med Hayeks ideer, men i dag ville Hayek ikke bifalde udviklingen. På trods af deres fortrinsvis markedsorienterede retorik har europæiske politikere næppe læst Vejen til trældom – og endnu færre har tilsyneladende forstået dens alvor.
Nogle politikere siger ligeud, at målet er at skabe et modpol til USA ved at bygge en statsdannelse med amerikanske institutioner som forbillede, men med “europæiske” værdier som inventar – “europæiske” skal i denne forbindelse forstås som “socialdemokratiske”. Hvor europæiske politikere i dag måske taler om det gavnlige i markedsøkonomi, er de besat af tanken om at “hjælpe” markedet til at fungere bedre samt at sørge for, at konkurrencen mellem forskellige lande sker på et “rimeligt” grundlag. Dette er årsagen til, at de europæiske institutioner hverken har eller vil fostre(t) den vækst, som har gjort USA til verdens mægtigste nation.
Hvor den amerikanske statsdannelse og konstitution var bygget for at respektere individet, dets selvbestemmelse og den private ejendomsret, er den europæiske statsdannelse det nærmest stik modsatte. Hvis man læser udkastene til en EU-traktat, er den nærmest karakteriseret ved at være det modsatte af en konstitution. En konstitution skal sikre individets rettigheder imod statens almægtighed, men den europæiske, politiske elites udkast til en traktat omhandler i langt større grad alt det, staten (EU) gerne må eller ligefrem skal.
Den danske såkaldte højrefløj har således svigtet fatalt ved at tillade afgivelsen af dansk suverænitet til et gigantisk og fuldstændigt ukontrollabelt bureaukrati – ethvert bureaukrati kan kun holdes i kort snor af befolkningen, hvis denne kan overskue dets institutioner, forretningsgange og aktiviteter. Hvis man dog tager en tilfældig dansker, vil vedkommende knap nok kunne nævne et eneste navn på et dansk medlem af EU-parlamentet, og det er helt sikkert, at vedkommende intet kender til bureaukratiets forretningsgange, endsige aktiviteter.
Man må også spørge den hjemlige “højrefløj”, hvornår det er blevet et borgerligt standpunkt, at man bør lægge sin skæbne og selvbestemmelse i andres hænder? Svaret vil ofte være et usammenhængende argument for nødvendigheden af større “europæisk integration”, men hvor denne tidligere blev forstået som integration i Hayeks øjne, er ordet i dag blevet kapret af den politiske elite til at betyde noget helt andet; nemlig statslig kartellisering. I modsætning til den amerikanske konstitution og statsdannelse er EU nemlig en cementering af statens magt over individet, markedet og medlemslandene.
Mens de fleste kan forstå det skadelige i, at private virksomheder gives monopoler på deres produktion, services osv., er indsigten om statslige monopoler i katastrofal grad fraværende i den politiske debat. Faktisk antages det vidt og bredt, at det er sundt, når lande ikke skal konkurrere om at tiltrække kapital ved at have lave skatter, at behandle deres borgere ordentligt og have sunde og forudsigelige lovgivninger. Men det er en ganske banal politologisk indsigt, at politiske enheder som stater, der lever i intens konkurrence med hverandre, vil levere bedre og billigere ydelser end stater, som kan slumre i vished om, at de aldrig vil blive truet på levebrødet (skattegrundlaget).
Hele den vestlige kulturs fremskridt og (endnu) høje stadie hviler på den kendsgerning, at middelalderens Europa var præget af en intens landekonkurrence. Den konkurrence, som tidligere gjorde sig gældende mellem europæiske småstater, tvang bla. gennem den såkaldte fejderet statslederne til at holde skattetrykket på et moderat niveau (ofte under 7 pct.) og ikke give sig i kast med for mange uproduktive militære eventyr. Således fostrede Europa som det første sted i verdenshistorien ideen om det suveræne individ – eller ideen om politisk og økonomisk frihed, om man vil. I sammenligning med andre dele af verden har Europa derfor oplevet en usammenlignelig stigning i levestandard og politiske og økonomiske frihedsrettigheder. Man kunne kalde det “det europæiske mirakel”. I Tyskland alene var der før Bismarks katastrofale centralisering, som fuldbyrdedes i 1871, flere hundrede selvstændige, politiske enheder. Italien var før Garibaldi tilsvarende centralisering velsignet med et lignende udgangspunkt. Centraliseringerne fik som bekendt begge steder fatal udgang.
Overalt i Europa har der siden monarkiernes fald været tale om en betydelig udvikling imod centralisering. Vi er i virkeligheden i fuld gang med at destruere de institutioner, som i så mange århundreder har betydet, at vore kulturer og befolkninger i alle henseender var de mest fremgangsrige i verden. Den tyske filosof, Gerard Radnitzky, har ligefrem argumenteret for, at dannelsen af EU er “det europæiske mirakel i tilbagegang”, og at Hayek – hvis han stadig var hos os – i dag ville skrive en epilog til “Vejen til trældom” med titlen “Vejen til et globalt skattekartel”.
Med tiden er den europæiske, politiske elite blevet frækkere og mere aggressiv – på trods af, at den folkelige opbakning til deres projekt oftest er fraværende. Mens Danmark, Sverige, Norge, Schweiz og England har kunnet forhandle sig til en løsere tilknytning til EU og adgang til de europæiske markeder, levnedes de østeuropæiske lande ikke denne mulighed. Beskeden fra Bryssel var: “bliv fuldgyldige medlemmer, eller bliv helt væk”. Hvilken betydning vil dette medlemskab så have for østlandene?
De 10 nye østeuropæiske medlemslande har siden murens fald mærket betydningen af frihed. De har snuset til det europæiske mirakel. Men mere skulle det åbenbart ikke blive til. Efter årtiers socialistisk barbari og en svær, men nødvendige omstillingsproces imod liberalisering, frihed og privat ejendomsret, lokkes de nu ind i den europæiske, politiske elites forsøg på at skabe et paneuropæisk, socialdemokratiske statskartel, hvor alle lande skal opkræve høje skatter, levere de samme storladne ydelser og regulere deres borgere og erhvervsliv på samme nedladende vis.
Estland har været tvunget til at introducere ikke mindre end 10.794 nye toldtariffer på varer importeret fra lande uden for EU. Selv EU-kommissionen estimerer, at de hysterisk restriktive miljøstandarder i EU kommer til at koste de nye medlemslande mellem 2 og 3 pct. af BNP. De nye medlemslande skal forholde sig til ikke mindre end 97.000 sider EU-regler og direktiver, som for størstedelens vedkommende vil hindre de nye EU-lande i at benytte deres komparative fordel i konkurrencen med de oprindelige medlemslande.
Som Hayek forudsagde vil staternes initiale interventioner i markedet blot lede til mere centralisering og intervention for at “løse” de selvskabte problemer. Statslig kartellisering er den logiske konsekvens af de europæiske velfærdsstaters skadelige institutioner.
Vi kan således ønske de østeuropæiske lande tillykke med at de slap for Øst-socialismens barbari. Til gengæld kan vi byde dem velkomne til et Vest-socialdemokratisk lavvækstområde med stigende sociale problemer, hvor ingen må beskatte deres borgere for mildt, hvor arbejdsgivere nidkært kontrolleres af et aggressivt bureaukrati, og hvor arbejdstagere skal holdes uden for arbejdsmarkedet med rundhåndede sociale ydelser samt prohibitivt høje sociale arbejdsgiverudgifter. Velkommen til det socialdemokratiske tusindårsrige.