Følgende er d.d. sendt til Skov- og Naturstyrelsen.
Til Skov- og Naturstyrelsen
Afdelingen for bødeforlæg
Vedr. drab af frø.
Som en stor ynder af natur går jeg tit ture i det danske landskab. Således vandrede jeg sidste weekend omkring Gurre Sø (ved Helsingør), som er et meget smukt område. Uheldigvis kom jeg til at træde på en lille frø (ca. 3 cm. lang fra snude til ende). Efter min bedste overbevisning drejer det sig om en løgfrø (Pelobates Fuscus), men det var svært at se, for den var i en meget dårlig forfatning, da jeg fjernede foden fra den.
Da jeg ikke kan tåle at se dyr lide, skyndte jeg mig desuden at kaste en ca. 1½ kilo tung sten på den to gange, så jeg var sikker på, at den var død. Det vanskeliggjorde selvsagt også muligheden for at afgøre dens art, men det står dog fast for mig, at der var tale om en frø – og ikke en tudse.
Idet min nydelse af natur næsten kun overgås af min lovlydighed, og idet frøer i Danmark er fredede og således kun ulovligt kan slås ihjel, skal jeg hermed melde mig som misdæderen af denne kriminelle handling. For at få tynget min samvittighed beder jeg derfor om forladelse og stiller mig nu afventende overfor, hvad lovens bogstav foreskriver i mit usle tilfælde.
med venlige dyrehilsner
David B. Karsbøl
Stolbjergvej 26 b
3070 Snekkersten
Læs også tråden Frøerne kommer! i debatforummet.