BT opfordrer til Berufsverbot

BT bringer i dag et fantastisk stykke “investigative journalism” – om undertegnede. Vinklen på historien er det problematiske i, at jeg, der i min fritid – på sider som Liberator og gennem mit engagement i Libertas – advokerer for liberalisme og det statsløse samfund, til dagligt arbejder i Borgmester Søren Pinds Sekretariat på Københavns Rådhus.
Da sagen i bedste fald kan tiltrække lidt opmærksomhed her til Liberator – især fra folk, som ikke normalt frekventerer disse sider – tænkte jeg, at jeg ligeså godt her kunne bringe mit syn på sagen, samt til almen oplysning forklare lidt om, hvorfor folk som jeg selv mener, det vi gør. Journalister og andre er velkomne til at citere – så længe de blot angiver Liberator som kilde.
“Bræstrup-gate”
Jeg arbejder til dagligt i Søren Pinds Sekretariat på Københavns Rådhus – sammen med ca. 20 andre ansatte, hvis samlede rolle bredt kan beskrives som at betjene Borgmesteren, det politiske udvalg (Bygge- og Teknikudvalget) og den Administrerende Direktør for Bygge- og Teknikforvaltningen, herunder udføre visse koordinerende opgaver på tværs af de forvaltningsenheder, som tilsammen udgør den samlede Bygge- og Teknikforvaltning.
I dette sekretariat er det så min arbejdsopgave at fungere som en slags akademisk direktionssekretær, som det kendes fra de fleste større private virksomheder. Mere specifikt forbereder jeg Borgmesterens møder (sørger for at resume, dagsorden og den slags er på plads, samt at der er indhentet de nødvendige bemærkninger fra de forvaltningsenheder, som måtte have noget interessant at sige om et bestemt dagsordenspunkt). Det er derudover min opgave at indhente og samle forvaltningsudtalelser i forbindelse med borgerhenvendelser til Borgmesteren, som f.eks. berører mere end én forvaltningsenhed. Det er min opgave at gennemse taleudkast for Borgmesteren, som er forberedt af de enkelte forvaltningsenheder – og om nødvendigt omskrive dem til lidt mere “dagligdagstale”, hvis de skulle være blevet lidt for tekniske i skyndingen. Endelig er det min opgave at deltage i enkelte af borgmesterens møder med borgere, og sørge for at resultaterne fra disse møder når ud til de relevante forvaltningsenheder. Og når Pressechefen – som jeg deler kontor med – er på ferie eller af anden årsag er ude af huset, så er det mig, der som regel (men ikke altid) tager hans telefon, og videreformidler eventuelle pressehenvendelser til Borgmesteren.
Det er disse funktioner, Povl Arne Petersen finder det problematisk, at jeg udfører, når jeg samtidig tillader mig – i min fritid – at have en politisk overbevisning anderledes end Povl Arne Petersens.
Der findes kun ét ord for det, Povl Arne Petersen tilskynder til: Berufsverbot! Lad mig citere de første par linier fra det første on-line leksikon, som dukker op, når man “googler” ordet: “> – eller erhvervsforbud, beskæftigelsesforbud, beskæftigelsesbegrænsning – er et fænomen, der indebærer at personer, p.g.a. deres politiske overbevisning, enten ikke kan få beskæftigelse indenfor staten eller i kommunerne, eller bliver afskedigede”. Tankerne ledes automatisk hen på kommunistforfølgelserne i 1950’ernes USA – og i det hele taget er det direkte skammeligt, at BT vil lægge navn til en artikel, som helt utilsløret advokerer for – ja kalder på: Politisk forfølgelse af anderledes tænkende. For det er præcis, hvad Povl Arne Petersen gør.
Hvad jeg laver eller ikke laver i min fritid, er da fuldstændig min egen sag, så længe jeg ikke blander det sammen med mit arbejde – og jeg har hidtil ingen klager fået. Om jeg er fritidsdykker, cross dresser, kommunist eller liberalist vedkommer ikke min arbejdsplads. Jeg kunne til nøds forstå, hvis sagen drejede sig om, at jeg var medlem af Venstre – og at der i den henseende kunne være problemer med at arbejde i Sekretariatet hos en Venstreborgmester. Men jeg er ikke – og har aldrig været – medlem af et politisk parti som sådan (her vælger jeg at se bort fra et par års medlemskab af Konservative Studerende i København tilbage i midten af 90’erne).
Jeg kunne i teorien udføre det job, jeg gør, præcis lige så godt under en socialdemokratisk – ja selv socialistisk – borgmester. Noget andet er, at jeg aldrig kunne finde på at gøre det – men det er af samme årsag, som jeg ikke ønsker at arbejde for en landminefabrikant. Men det handler om mine personlige bevæggrunde for at arbejde, hvor jeg gør – og det vedkommer så at sige ikke det øvrige Danmark (selvom jeg da gerne tager en debat om det moralsk forsvarlige i overhovedet at arbejde for det offentlige, når man har mine holdninger – men det skulle i øvrigt til dels også fremgå af det interview, BT bragte med mig, og af nedenstående).
Hvad er så mine holdninger?
Jeg plejer at beskrive mig selv som filosofisk anarkist – men pragmatisk liberalist. Dette skal forstås på den måde, at jeg ikke rent filosofisk kan forvare at anvende tvang for at få andre mennesker til at gøre noget, de ellers ikke havde tænkt sig at gøre (eller omvendt), så længe dette “noget” ikke omfatter brud på andre individers ret til liv og ejendom. Som logisk konsekvens heraf kan jeg selvfølgelig ikke – rent filosofisk – forsvare oprettelsen af en “stat” (således som vi kender dem i dag), da en stat per definition konstituerer et brud med mit filosofiske udgangspunkt, som beskrevet ovenfor.
Når jeg så samtidig betegner mig selv som “pragmatisk liberalist”, så skyldes det, at jeg ikke sådan i min hverdag går og bruger al min tid til at fantasere om det statsløse samfund (om end jeg nok bruger mere tid end de fleste). I stedet er min tilgang til specifikke dagligdags politikspørgsmål mere pragmatisk – om end frihedssøgende: Hvorfor reguleres dette område af staten? Ville dette politiske problem ikke kunne løses bedre ved at give folk lidt mere frihed – frem for at tage endnu mere frihed fra dem? Hvis skatten var lavere, ville samfundet så ikke blive rigere og dermed bedre i stand til at tage sig af de fattige og svage?
Min skepsis overfor demokratiet følger naturligt af min liberale grundholdning. Jeg plejer at sige, at jeg intet har imod demokrati… – i forsamlinger på op til to personer! Går vi derudover, bliver demokrati – som det så populært er blevet formuleret af andre før mig – som når to ulve og et får stemmer om, hvad de skal have til aftensmad. Det er ikke demokratiet, der har gjort Vesten til det bedste sted i verden at leve i dag. Men derimod troen på og respekten for individuelle frihedsrettigheder, som ingen – selv ikke flertallet – kan knægte. Glemmer vi det, saver vi den gren af, vi selv sidder på.
Hvad angår de i BT gengivne citater om fattige og mad, så har jeg såmænd kun én anke: Jeg har aldrig sagt eller skrevet “Lad de fattige sulte ihjel” – for det synes jeg ikke, at vi skal! Men jeg synes heller ikke vi skal anvende tvang og gøre nogle mennesker til vores slaver, for at de fattige kan få mad. Jeg synes vi alle hver især bør bidrage frivilligt til at de svageste i samfundet får et tåleligt liv. Jeg er imidlertid også realist: Hvis ikke der er nok frivillig hjælp, så er det klart at nogen vil sulte. Men det er jo ikke anderledes end i dag, hvor de fattige jo også sulter, hvis ikke 51 procent af befolkningen synes, de skal hjælpes.
Og jeg er ikke i tvivl: I et frit samfund vil der være mere – ikke mindre – hjælp til de allerfattigste. Og den vil være tilrettelagt på en måde, så den mest mulig tilskynder de fattige til ikke at forblive fattige, men at skabe sig en værdigt liv, hvor de ikke lever på andres nåde.
Kald mig bare naiv – men kald mig ikke ond! For når jeg mener, som jeg gør, så er det jo lige netop ikke fordi jeg vil det onde – tværtimod. At være liberalist er at have en grundliggende tiltro til det gode i det frie, selvstændige menneske. Et gode, som det ikke kræver politikere og bureaukrater at få frem. De skal blot være heldige, hvis de ikke får vendt det til et onde!
Alt i alt: Jeg står ved et hvert ord jeg har sagt og skrevet! Her på Liberator og andetsteds. Jeg har aldrig – når jeg dyrker min fritidsinteresse – lagt skjul på mine arbejdsmæssige forhold (derfor fremgår mit arbejde da også af min korte profil her på sitet), ligesom jeg aldrig på mit arbejde – overfor kollegaer og foresatte – har lagt skjul på, hvad min fritidsinteresse er.
Jeg advokerer med åben pande for de politiske holdninger, jeg tror på. Jeg har aldrig advokeret for at anvende vold i kampen for et friere samfund. Alligevel må jeg se mig hængt ud i pressen af en journalist, som i sin iver for at ramme en borgmester, han tilsyneladende har set sig sur på, er villig til at opfordre til politisk sindelagskontrol. Jeg væmmes!