Forleden dag talte jeg med en af mine bekendte. Han er en heldig mand. Han har mødt en sød pige og forelsket sig i hende. For mig at se er det en af de største mirakler man kan opleve hér i verden, at man møder en som man føler stor kærlighed overfor, og når det endda er gengældt..ja, så kan man vel ikke ønske sig meget mere?
Eller kan man?
For min bekendt var ikke udelukkende heldig. Hans udkårne kommer nemlig fra et andet land. Ganske vist et europæisk land, men ikke et EU-land. Det var imidlertid ikke noget problem, for han havde ofte været på besøg hos hende, når han havde tid og råd til at rejse til hendes land.
Nu fik han så den idé at det kunne være hyggeligt hvis hun kom og besøgte ham og oplevede en dansk jul, mødte hans familie, osv. Ikke noget problem skulle man mene, for en hårdtarbejdende, ærlig og redelig fyr som min bekendte skulle man måske mene. Men han havde desværre ikke forestillet sig præcist hvor latterlig og bureaukratisk de danske myndigheder havde gjort adgangen til et turist-visum.
Han vidste dog godt at det var en god idé at være i god tid, så allerede i oktober måned indleverede han en bunke papirer på den danske ambassade i sin kærestes hjemland. Blandt det der skulle leveres var forskellige spørgeskemaer, oplysninger om kærestens forældre og søskende, kopi af min bekendtes pas,samt alle de stempler der var i det, billeder af dem sammen, kopi af telefonregninger, kopier af personlige breve der understregede at de to kendte hinanden og meget andet. Jeg beder læseren huske på at det ikke drejer sig om immigration, men om at komme på besøg til jul, så hvorfor han skulle udlevere sin personlige post er mig en gåde, men statens veje er som bekendt uransagelige.
Under alle omstændigheder tror han nu at sagsbehandlingen er i gang. Men efter nogle uger, så modtog han brev fra Udlændingestyrelsen hvor der stod at han skulle aflevere det hele en gang til, bare til de bureaukrater der sidder derinde denne gang. Så han måtte endnu engang finde kopier af telefonregninger, billeder, osv. frem og oven i købet udfylde et nyt otte-sider spørgeskema og aflevere dette.
Efter et stykke tid, så kom der endnu et brev fra Udlændingestyrelsen. Denne gang meddelte de at kæresten ville få visum, så fremt at min bekendt kunne stille en bankgaranti på 50000 kr. Man kan undre sig over hvorfor staten skal have en garanti af den slags, eftersom min bekendt jo i forvejen havde taget sin kærestes ophold på sig da hun jo skulle være hans gæst, men det mener de åbenbart at de er i deres gode ret til. Og eftersom det er dem der sidder på voldsmonopolet, kan det nok ikke betale sig at diskutere med dem, så min bekendt betalte troskyldigt. Der gik under 24 timer, så havde han talt med sin bank og de havde straks ordnet en garanti og sendt den afsted til Udlændingestyrelsen.
Nu skulle alt være i skønneste orden, troede han. Men ak, efter 14 dage fik han at vide at bankgarantien ikke var god nok. Udlændingestyrelsen påstod at der skulle stå på den at “Garantien er uopsigelig i gyldighedsperioden”. Noget der ikke giver nogen mening, da bankgarantier er uopsigelige i sig selv. Det er jo trods alt ikke meget af en garanti hvis den er opsigelig, vel?
De venlige mennesker i hans bank ordnede straks en ny bankgaranti til ham , der med det samme blev sendt afsted til bureaukraterne. Men denne gang var den heller ikke god nok, sagde de. Grunden var dog ikke at den var mangelfuld, nej, det var at den var for godt udfyldt!! Angiveligt mindede den mere om en familiesammenføringsbankgaranti end en visumansøgningsbankgaranti. Hvad forskellen er, er der vist ikke nogen der er sikre på.
Min bekendtes bank blev nu for alvor forvirrede og kontaktede nu Udlændingestyrelsen for at spørge hvad det egentlig var de ville have. Det kunne de slet ikke svare på, for de vidste det ikke! Der var trådt nye regler i kraft og man havde ikke gennemtænkt den praktiske side af det! Til sidst måtte de tage fat i chefen for Udlændingestyrelsen og gå det igennem med ham, og efter megen møje og besvær og mange, mange, mange telefonsamtaler er det vist endelig lykkedes , i allersidste øjeblik, for min bekendt at få sin kæreste på besøg i Danmark i julen.
En ganske grotesk historie og jeg må indrømme at det gørondt på mig, når jeg tænker på hvor mange mennesker der får gjort deres liv surt eller måske endda ødelagt af immigrationsregler, 24-års regler og hvad ved jeg, på trods af at de er ærlige, arbejdende mennesker, der ikke ligger til last for andre.
Jeg har set Bertel Haarder sidde og forsvare regler som denne i TV med arrogante kommentarer, og det giver mig næsten kvalme at han skal betegne som liberal. Retten til at associere frit er ikke noget man bør gå på kompromis med. Til en hver tid bør jeg have ret til at kunne invitere hvem de vil til at besøge sig, arbejde for sig, osv. Så længe de ikke gør krav på sociale overførselsindkomster (noget de i øvrigt slet ikke kan gøre krav på), så kan jeg ikke se at det kan være et problem.
Man kunne ønske sig at Bertel Haarder og andre fra, det såkaldt liberale parti, Venstre, ville få noget liberal lekture i julegave der kunne minde ham om at retten til fri association er en del af ejendomsretten, fundamentet for liberal tankegang og fundamentet for friheden. Samtidig kunne den “gode lutheraner” (som Haarder ynder at kalde sig), passende konvertere til katolicismen, da han så måske ville begynde at kunne se det fornuftige i at gøre en god gerning af og til. Det ville klæde ham.
Hvad angår min bekendte, så håber jeg at det går godt med hans kærlighed, selv om jeg ikke tør tænke på hvad der kan ske hvis de beslutter sig for at gifte sig.
God jul.
God jul, perker.
