De Bliver Rige Uden At Lave Noget

Nej, det er det ikke. Det hedder ejendom og egenrisiko. Man besidder noget, og at andre skifter præference overfor det, er den risiko, der er ved at holde varen med henblik på salg. Fx et stykke land. Hvis man erhverver et stykke land, så bliver man ikke uberettiget rigere af, at andre utrolig gerne vil have det, fordi kommunen har godkendt området til fx boligbyggeri. Hvordan skulle det på nogen som helst måde kunne begrundes, at værdistigningen skal tilfalde nogen anden?
”Jo, det kan det fordi, han ikke arbejdede for at værdien skulle stige.” Den begrundelse er en hulemands bekendelser. Både, hvis konsekvensen er, at køber skal score hele værdistigningen og hvis konsekvensen er, at ”the community” skal score gevinsten. Overvej konsekvensen generelt: ”Når noget, man har, bliver mere værd for andre, skylder man disse andre penge.” Eller: ”Når noget, man har, bliver mere værd for andre, så skylder man alle andre i hele verden penge.” Hvis den primitive begrundelse om arbejde/omkostninger skal stå til troende skal vi hele tiden omfordele således:
Jeg har en bil og min nabo smadrer sin. Dermed stiger værdien af min bil, og jeg skal give ham penge, fordi han fik værdien af min bil til at stige.
Jeg har en taxa og min nabo køber sig en taxa. Nu falder værdien af min taxa og min nabo, eller alle i ”the community”, skylder mig penge.
Jeg har noget land, og min nabo hælder benzin ud på sin jord. Nu stiger værdien af min jord, fordi hans ikke kan bruges, og jeg skal betale penge til ”the community” eller min nabo, fordi min nabo fik værdien til at stige.
Jeg har noget land, og min nabo dyrker hvede, hvilket ingen havde tænkt på, at man kunne. Nu stiger værdien af mit land og jeg skylder min nabo, eller hele ”the community”, penge.
Jeg har noget land og Dansk Supermarked vil bygge et center på den. Nu er Dansk Supermarked helt vilde med at købe min jord. Ifølge hulemanden, skal jeg give Dansk Supermarked pengene tilbage, idet de køber jorden, fordi det var dem, der fik jorden til at stige i pris. Jeg kan kun sælge til mine egne omkostninger. Med andre ord ejede jeg aldrig landet.
Jeg har min arbejdskraft. Uden at ændre den, bliver den nu mere værd, fordi andre får mere brug for den. Ifølge hulemanden skal jeg nu give hele handelsværdistigningen til køber eller til ”the community”. Dette kan følges tilbage til da min arbejdskraft var nul værd og en planøkonom skal nu udregne, hvad jeg må få for det besvær, jeg har haft med at uddanne mig. Resten skal tilgå køber eller ”the community”.
Som det fremgår, er det grotesk, at ejere skal dele med anden mand i en handel, blot fordi den anden virkelig gerne vil have det, man besidder. Ligeså primitiv er tanken om, at man skal dele med tredjemand – the community – som intet har med handelsværdistigningen at gøre.
Svaret er altså: Er det et problem, at folk kan sælge noget til en anden pris, end det har kostet dem? Nej, det er et problem, hvis det ikke netop kun er ejeren, der modtager afkastet af hans ejendom.
“Landlords grow richer in their sleep without working, risking or economising. The increase in the value of land, arising as it does from the efforts of an entire community, should belong to the community and not to the individual who might hold title.”
Dette citat er i isoleret form vanvid. Den fulde konsekvens er, at man ikke kan få mere for noget, end omkostningerne ved erhvervelsen. Fx ens egen arbejdskraft, hvis handelsværdi jo stiger pga. ny teknologi mv., andre implementerer. Men andres handlinger og præferencer begrunder ikke konfiskationen af din ejendom. Derfor er citatet vanvid.
Tankegangen om at man ikke må få afkast af jord, er lig ophævelsen af ejendomsretten for jord. Tankegangen om, at man ikke må få afkast af noget som helst, er lig ophævelsen af al ejendomsret og dermed af menneskets selvejerskab. Diskussionen kan derfor reduceres til diskussionen om, hvorvidt noget bestemt er ejendom.
Note:
Ideen om at man kan afgøre, hvor meget man fortjener i en handel, udfra omkostningerne man havde ved at skaffe/skabe det, kan illustreres med ligeså groteske eksempler som ovenfor. Det er værdien for andre, der afgør, hvor meget man kan fortjene.