Berlingske tidende – denne bastion udi borgerlighed – har valgt at dedikere dagens forside (27. juni) til et angreb på den voksende praksis med at sælge ejendomme i licitation. Man kunne hurtigt foranlediges til at tro, at Berlingeren – ligesom Jyllandsposten – har fået sommerkuller, hvorfor de to dagblade har valgt at duellere på at sætte den rødeste dagsorden.
For hvad er det nu lige, der er galt med licitationer (at interesserede huskøbere afleverer deres bud i lukkede konvolutter og sælgeren derefter vælger, hvem der får lov at købe)? Jo – siger Berlingeren – licitation medfører ofte, at køberen (altså den byder der ender med at få huset) betaler meget mere, end vedkommende havde behøvet! Således kan avisen viderebringe en gruopvækkende historie fra det virkelige liv, hvor en køber tilbød – og betalte – 500.000 kr. over den fastsatte pris, mens nærmeste konkurrent kun bød 100.000 over. “På den måde ryger der 400.000 kr. lige ned i lommen på sælger…”, som Advokaten Allan Ohm kan forklare de af os, der ikke lige kunne gennemskue det.
“And so fucking what?”, fristes man til at spørge. Vi må antage, at omtalte køber ikke bød mere, end han selv mente huset var værd (ellers var han i hvert fald godt dum). Og var huset blevet solgt til køber for blot 100.000 over “den fastsatte pris” (hvad der så end ligger i den betegnelse), ja så havde det jo blot været “400.000 kr. lige ned i lommen på køber”. Havde det været mere rimeligt?
At man kan have noget som helst imod licitationer – ja ligefrem (som det sker i Berlingske) opfordre til at praksisen forbydes – vidner om en udbredt manglende forståelse af, hvordan et marked fungerer: Ethvert gode (inklusiv huse) har en given værdi for alle mennesker, målt som den mængde alternativer de er villige til at opgive for at få / beholde godet. Hvis ejeren af godet kan finde én, som tillægger godet mere værdi end ejeren selv, kan en handel finde sted. Det eneste vi kan sige om prisen på godet er, at den vil ligge et eller andet sted mellem godets værdi for ejeren og den værdi godet tillægges af potentielle købere. Men der findes ikke en “fair” eller “rigtig” pris mellem disse to yderpunkter. Og selv hvis man antog, der fandtes en sådan, giver det ingen som helst mening, at forsøge at finde frem til den, da både køber og sælger i så fald vil finde en interesse i at sløre deres præferencer (hvad de i øvrigt allerede har).
På husmarkedet – som på et hvert andet marked – må ejeren af et gode (et hus) være fri til at forsøge at lokke de sande præferencer frem i potentielle købere på hvilken som helst måde, han måtte ønske (så længe han ikke anvender tvang). Om han ønsker at benytte sig af licitation er da fuldstændig hans egen sag – og de potentielle købere, som ikke bryder sig om det, kan da bare holde sig væk – eller nøjes med at byde “den fastsatte pris”.
Men ellers er det da korrekt, at området trænger til regelændringer – nemlig således at alle mulige andre auktionsformer også bliver tilladt. Om man som boligsælger ønsker at anvende åbne auktioner, lukkede licitationer, trække lod eller lægge tarrotkort for at finde frem til en køber, er ikke noget, hverken forbrugerrådet eller nogen andre skal blande sig i.
Ja tak til bolig-hasard
