Tanken var, at narkomaner skulle have et fristed hvor de kunne få fornøden omsorg og desuden lovligt indtage deres stof.
Bag forslaget ligger der politisk mod og sympatisk tankegang – hvorfor nu ikke tænke tanken til ende?
Narkomaner i dagens Danmark lever, hvad der synes som en rædselsfuld tilværelse. Som medicinsk afhængige af et stof, som distancerede politikere har bestemt, at kriminelle karteller skal have monopol på at sælge, turer de rundt på deres evige jagt for at skaffe penge til det næste fix.
Det er medicinsk faktuelt, at man ikke dør af at indtage stoffer såfremt disse er forarbejdet korrekt, man anvender sterile kanyler og injektionssprøjter, husker at spritte huden af – med andre ord – gør som enhver sukkersygepatient er i stand til uden lægelig bistand.
Derimod dør man af at skylde sin pusher penge. Ens livskvalitet bliver drastisk nedsat af, at blive rodet ind i et betændt miljø hvor renterne på kassekreditten er noget højere og konsekvensen ved, at ”glemme” et afdrag er noget mere hårdtslående end i de fleste pengeinstitutter.
For få år siden gik Københavns Politi i gang med en af de mest kortsigtede og totalt usympatiske aktioner der længe er set – at stresse narkomaner.
Aften efter aften kunne man i den bedste sendetid opleve politiets ledelse fortælle, hvordan man med et vanvittigt ressourceforbrug formåede, at stresse narkomanerne bort fra Vesterbro. Alt imens indbrudstyve, bankrøvere, voldtægtsforbrydere og mordere oplevede et sandt Xanadu brugte politiet tusindvis af mandetimer på, at gøre livet surt for mennesker, der allerede må have meget svære livsvilkår.
Aktionen er interessant set med politiske briller. Udover at lægeambulancerne fra HS kørte i pendulfart fra hovedbrandstationen til Vesterbro, og en del narkomaner døde af overdoser, fejlinsprøjtninger mv., har selv ikke politiet kunne påvise noget resultat af indsatsen – udover højere bevillinger til dem selv ved det efterfølgende politiforlig.
Lars Holmberg har i 1999 udgivet sin PhD-afhandling, der netop sandsynliggør dette kunne være en medvirkende årsag til aktionen. Den korte konklusion i Holmbergs afhandling er, at politiet i meget høj grad anvender ressourcer på, at agere som offentligheden forventer et politi skal agere på, uden der på nogen måde indgår et kriminalitetsbekæmpende aspekt.
Interessant er det også, at narkomaner i udgangspunktet – såfremt deres stoffer var lovlige og tilgængelige – formentlig ikke ville være mere eller mindre kriminelle end den resterende befolkning.
I Danmark straffer vi kriminalitet. Det giver god mening, at der er konsekvenser forbundet med at krænke andres rettigheder. Men hvilke rettigheder krænker ens præferencer for narko i sig selv?
Det er almindelig kendt blandt økonomer, at risici koster en præmie. Med andre ord, hvis jeg smugler narko og er i fare for at få en længere fængselsstraf, så vil jeg have penge for den dermed forbundne risiko. Det samme vil enhver anden der håndterer stoffet frem til slutbrugeren. Dertil kommer kompensationen for den del af narkoen, der bliver snuppet af myndighederne.
Resultatet: At en narkoman skal skaffe et større beløb hver dag til, at kunne betale sine leverancer af stof. Det kan sjældent lade sig gøre, hvorfor stationsnære bebyggelser i de bedre kvarterer ret ofte er hjemsøgt af narkomaner på evig jagt efter værdier.
Principper kalder man det, når man hvert år ofrer menneskeliv og helbred på en kamp der aldrig kan vindes – nemlig kampen mod nogen menneskets præferencer. Hvilket princip står over retten til at leve sit eget liv? Eller spurgt på en anden måde: Er man ikke valgt til folketinget for at sikre det bedst mulige liv for den enkelte med respekt for dennes valg?
I Schweiz, hvor snæversynet er mindre, har man lavet forsøg med heroinmisbrugere. Det viser sig, at en heroin-bruger der får sit stof jævnligt har stort set samme arbejdsdygtighed som en ikke-bruger. Interessant læsning, ikke?
I Danmark har der de sidste 40 år– uanset hvilke tiltag der er blevet udført – været ca. 10.000 brugere af narkotika. Det vil der formentlig også være de næste 40 år. Ingen politiker eller institution har formået, at fjerne narkotika fra samfundet.
Narkomani er et socialt problem – ikke et retspolitisk. Det er ikke politiet eller politikerne der forhindrer mig i at forlade mit skrivebord og forsumpe på Vesterbro med en sprøjte i armen om en time eller to…
Mogens Lønborg har ret – han skal bare gå hele vejen!
