[Artiklen er forfattet i samarbejde med Rasmus Jarlov, der er kandidat til Borgerrepræsentationen i København.]
Eva Kjer Hansen fik for nylig middelmådigheden at føle, fordi hun tillod sig at mene, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det faldt ikke i god jord hos medierne og derfor ej heller hos den borgerlige regering og til slut måtte ministeren vælge mellem sin ministerpost og sine holdninger. Sagen er et symptom på, at der er noget helt og aldeles galt i dansk politik i almindelighed og på den borgerlig- liberale fløj i særdeleshed. Det er muligt, at det skurrer i en Spindoctors ører, når nogen siger, at uligheden teoretisk set bør stige. Men så må vedkommende Spindoctor, statsminister eller Beskæftiglsesminister lægge sig ekstra hårdt i selen for at forklare, at det rent faktisk skal kunne betale sig at arbejde og at de der ikke gider skal kunne mærke det på deres indkomst.
Jovist har begrebet liberalisme fået en uforståelig negativ klang i befolkningen og ikke mindst i det pressekorps, der bevidst og uimodståeligt eftersnakker kollektivister og andre socialister til den helt store guldmedalje. Det gør bestemt udfordringen større, men vi har ikke bare en god sag men også en nødvendig en.
Allerede nu er der titusinder af job, der ikke kan besættes og endnu flere, der aldrig bliver skabt. Hele plejesektoren er ved at bryde sammen pga.
manglen på arbejdskraft. Generelt lider lavtlønssektoren under arbejdskraftssmangel, mens sektorens hårdeste konkurrenter, sagsbehandlerne er ved at bryde sammen under arbejdspresset fra de mange, der har fundet ud af, at det er en dårlig forretning at gå på arbejde (dette er dokumenteret af Rockwool Fonden).
Men ikke kun lavtlønssektoren er ved at drukne i en kombination af verdens højeste skatter på lave lønninger og de måske mest generøse betalinger for ingenting at bestille – også vidensindustrien lider under afvandring fra arbejdsmarkedet, nærmere betegnet fra Danmark til mere lukrative højtlønsmarkeder.
Det er almindeligt kendt, at der sker en aldring af arbejdsstyrken og der derfor vil ske en naturlig indskrænkning af arbejdsstyrken, hvilket kunne have været mindre presserende om de nye danskere havde fået lov til at klare sig selv, i stedet for at blive presset ind i det omklamrende sociale system.
Det er derfor ganske utidigt, at regeringen ikke tager fat på de presserende problemer riget står overfor, qua de høje skatter og de mange voksne (næsten en million uden for arbejdsstyrken i aldersgruppen 16-65). Der behøves ikke nogen rapport fra en velfærdskommission for at dokumentere behovet for liberale reformer. Der behøves ingen socialdemokratisk accept af, at de selv har skabt et forskruet skattesystem. Det ved vi allerede og det ved regeringen så sandelig også.
Betyder det så, at man som liberal eller konservativ og engageret medlem af et regeringsbærende parti, ikke kan se nødvendigheden af at implementere reformer i et tempo befolkningen kan kapere? Jo naturligvis, men i det nuværende tempo vil vi stadig være velfærdsslaver, selvom regeringen skulle blive siddende til Anders Fogh Ramussen når efterlønsalderen.
Det er ydermere vanskeligt at få øje på risikoen ved at udfordre en bovlam opposition, hvoraf socialdemokraterne synes i en ustoppelig dødsspiral og de radikale er blevet langt mere liberale end Venstre, men ikke desto mindre insisterer på kun at reformere, hvis Lykketoft ønsker det.
Det er en gåde grænsende til den, der omgærder pyramidernes konstruktion, at en borgerlig-liberal regering ikke har mod på at gennemføre en skattereform, der gør det mere attraktivt at arbejde samtidig med, at den finansieres ved at øge arbejdsudbudet ved at skære i de sociale ydelser for de, der i dag ikke har et incitament til at arbejde. En liberal skattereform, der baserer sig delvist på en forventning om, at arbejdsudbudet stiger ville føre til hundredetusinder af flere tilfredse skatteydere og selv de ’kritiske’ journalister vil kunne mærke en betydelig reallønsfremgang. Antallet af jobs vil stige og en privatisering af AF, hvor medarbejderne i fremtiden fik bonusser for at få kunderne i arbejde, i stedet for at få løn for at holde dem i arkiverne, ville hurtigt kunne få de bedst kvalificerede i arbejde og modbevise, ’at der ikke skulle være jobs nok’.
Men gennemførelsen af liberale reformer ville kræve mod og selvtillid og ikke mindst troen på, at det virker og kan sælges til befolkningen. I den sammenhæng er det derfor vigtigt at give skattelettelser til de lavtlønnede og derved få DF med i forliget. På den vis kan socialdemokraterne isoleres og udviklingen hen imod, at DF bliver det største Socialdemokrati cementeres (en meningsmåling viser, at DF nu får 16 % mod Socialdemokraternes 22%). Det ville også tvinge de Radikale til at udskifte Lykketoft-klonen, Marianne Jelved, med en progressiv liberal formand.
Danmark står i en unik situation med gode økonomiske nøgletal, som bør udnyttes til at gennemføre seriøse skattelettelser, kombineret med stramninger på rådighedsreglerne, som det sås for de under- 25-årige og som med et snuptag de facto afskaffede ungdomsarbejdsløsheden.
I stedet for at bruge energi på at forbyde det nye parti Liberalisterne at være det som Venstre burde være stolte af, burde regeringen privatisere og liberalisere i langt højere grad.
Tag eksemplet Statens Bilinspektion, der for få år siden var et bureaukratisk og oven i købet korrupt offentligt foretagende, hvor man som uskyldig bilejer blev indkaldt til syn midt i arbejdstiden. Selv samme privatiserede virksomhed reklamerer i dag med, at man bare kan køre forbi, når man har tid vel at mærke, og få ordnet sit bilsyn. Hvor ville det være skønt om regeringen turde være sådanne successer bekendt og påbegynde den lange march mod friheden, i stedet for som Jens Rohde senest, at hylde en efterlønsordning, der blot venter på at blive udfaset. Man bliver efterhånden helt nervøs for om Liberalisterne vinder en en eventuel retsag mod Venstre og at Socialdemokraterne derefter skynder sig at navnebeskytte deres varemærke, mens tid er.