I august 2001 stod navnet “Det Liberale højre” på listen over godkendte navne i indenrigsministeriet. Det lykkedes ikke dette parti at samle underskrifter nok, og der er ikke i dag nogen der bruger dette navn, så det er slettet af listen igen.
Kigger man på listen over godkendte navne i dag, så forekommer bogstavskombinationen liberal ikke, og det på trods af at der både er et parti der hedder “Liberale Demokrater” og et der blot hedder “Liberalisterne”. Disse har søgt om godkendelse for h.h.v. 2 år og ½ år siden, og begge er blevet afvist.
Hvordan kan det være at Liberale højre kunne godkendes, mens Liberale demokrater ikke kan? Det mest nærliggende svar er, at der i mellemtiden er kommet en ny indenrigsminister. Der er altså ikke noget galt med partinavnene, men indenrigsministeren ønsker blot at lægge disse nye partier hindringer i vejen, da de må anses som en trussel mod ministerens eget parti.
Det forlyder nu at begge sager er blevet overdraget til justitsministeriet, da indenrigsministeren må anses for at være inhabil. Men fakta er jo at Venstre ministeren helt seriøst mener at ingen andre partier må hedde noget med liberal. Og ministeren har også holdt et nyt parti hen i 2 år og forhindret det i at starte det i forvejen enorme arbejde med at indsamle underskrifter for at stille op til folketinget. Den slags udemokratiske metoder kunne man forvente i lande der ikke har nogen demokratisk tradition, ikke i Danmark der har haft en demokratisk grundlov i over 150 år.
Et medlem af Liberalisterne i Greve stillede ved kommunalvalget i 2005 op under navnet “Liberalt Centrum” fordi borgmester Rene Milo, fra Venstre ja, ikke ville godkende navnet Liberalisterne. Men da Liberalt Centrum tidligere havde været godkendt kunne han ikke slippe uden om.
Det hører med til historien, at partiet Liberalisterne opstod i kølvandet på at Anders Fogh Rasmussen under valgkampen i 2005 afsværgede liberalismen. Bl.a. i protest mod dette blev Liberalisterne lidt senere dannet, men så sandelig også fordi Venstre ikke på nogen måde kan siges at være liberalistisk.
Alligevel, så har Venstre gjort indsigelse mod navnet Liberalisterne. Hvis man går ind på venstre.dk, så står der ikke “Danmarks Liberale Parti”. Sagen bliver endnu mere interessant når man går op og tager søgefunktionen og skriver “Danmarks liberale parti”, da kommer der kun een side frem, hvor dette navn står fuldt ud! Og det er et dokument som beskriver dannelsen af Venstre i 1870! Venstre kalder sig altså ikke for Danmark Liberale Parti mere, de er reelt blot Venstre! Derfor kan der umuligt være nogen risiko for at et parti der kalder sig for noget med liberal kan forveksles med Venstre.
Det er også lidt mærkeligt at de radikale kan kalde sig for ”Det Radikale Venstre”, der er da immervæk et endnu større forvirring mulig, da Venstres reelle navn jo direkte indgår i det navn. Det er altså et fortilfælde der siger utroligt meget om at partinavne udemærket kan have ret så væsentlige dele til fælles.
Tænk også på det enorme sammenrend af partier på venstrefløjen der opererede i 80’erne, der var der ikke noget problem at de allesammen var socialister. Og hvorfor gjorde socialdemokratiet ikke indsigelse over Liberale demokrater, eller Centrum demokraterne, demokrati indgår da i begge navne. Er det bare Venstre der ikke bryder sig om fair play?
Men jeg forstår heller ikke Venstres modstand mod at få et rigtigt liberalistisk parti. Anders Fogh kæmper jo en brav kamp for at overbevise vælgerne om at han ikke er liberal, så han kan blive genvalgt. Hvad vil da være mere oplagt end et parti som Venstre kan pege på og sige, liberalisme det er ikke os, se det er de der forfærdelige nogen.
Kan de nye partier så ikke bare finde nogle andre navne hvor Venstres statsmonopol på ordet liberal ikke indgår. Nej – altså når partiets ideologi er liberalisme, så skal det også være muligt at give partiet et navn der afspejler dette. Alt andet er ren bananrepublik. Specielt Liberalisterne er opstået fordi Venstre ikke er liberalt, derfor er der ikke noget mere naturligt end at kalde partiet for noget med liberal, når det er det som man ønsker at lægge vægten på.
Jo, Anders Fogh har ret, liberalismen er politisk død i Danmark. I hvert fald sålænge den nuværende regering sidder, for den forbyder simpelthen andre partier at kalde sig for liberal. Venstre og specielt Lars Løkke Rasmussen har et forklaringsproblem.