Slavekontrakten

Tilhængere af velfærdsstaten har et godt argument mod alle frihedselskere. Vi har jo alle nydt godt af statens ydelser og modtaget skolegang, uddannelse, SU, lægehjælp og så meget andet. Derfor er vi fra barnsben bundet af en usynlig kontrakt der giver staten ejendomsret over os. Men gælder denne ejendomsret også vores børn?
Tænk om jeg, en slave af staten, kunne tilbyde min datter et frit liv uden slaveri. Hvis jeg nu selv betalte hver en krone af min datters uddannelse, hendes sundhed og alt hvad hun behøver. Hvilken legitim ret har staten så til at kræve skat af hende når hun bliver voksen – ingen!
Hvorfor gør jeg så ikke dette? Der er jo nok flere grunde. Den første er at min økonomi ville blive meget trang, når jeg først over skatten skal betale for at alle naboerne børn kan få gratis uddannelse, og først derefter kan begynde at finde penge til min egen datters uddannelse. Det er heller ikke så let at finde et forsikringsselskab der tilbyder total sundhedsdækning, for ikke at nævne at alle hospitalerne er offentligt finansierede. Grundlæggende så tvinger mit slaveri, min datter til også at blive slave fordi jeg ikke har råd til at købe hende fri.
Men det altafgørende argument er jo nok, at jeg ikke forventer at staten vil respektere at jeg, en slave, har frikøbt min datter. Hun skal fortsat betale skat for at dække de omkostninger som staten ikke har haft på hende. Slavekontrakten som jeg er bundet af gælder også hende, og mine anstrengelse er spildte.
Derfor holder argumentet ikke. At vi har fået gratis uddannelse og SU legimiterer ikke staten til at brandbeskatte os. For vi har jo reelt ikke valget. Hvis vi kunne købe vores børn fri, så ville der være hold i argumentet. Men argumentet er kun envejs, det binder os til staten hvis vi bruger statens ydelser. Hvis vi ikke bruger ydelserne, så er vi stadigt bundne.