Du troede nok, at USA invaderede Irak for at fjerne en farlig diktator og indføre demokrati? Ikke helt: USAs militær har påtaget sig en lidt mere kompliceret opgave. Det prøver at opbygge en ny økonomi, hvilket aldrig før er lykkedes nogen uden hjælp fra et levende marked.
Fallujah, Irak, har stort set ikke nogen økonomi. USA bombede den i smadder for et par år siden. Fallujah har ikke rent vand. Stedet er fyldt med murbrokker. Der findes elektricitet, omkring 4 timer om dagen, men man kan ikke forudsige hvilke 4 timer. Prøv at tænk på hvordan dit liv ville være under sådanne forhold.
USAs militær har påtaget ansvaret for genopbygningsopgaven, hvilket de har gjort i hele Irak, 90% af alle projekterne er forsinkede gang på gang. Men i Fallujah har USA lovet at 80% af alle husstande vil få rent vand inden efteråret. Og som noget helt utroligt har USA lovet at skaffe trådløst internet til alle. Bare husk ikke at drikke vandet mens du surfer.
Hvad vil alt dette komme til at koste? Et par millioner dollars. Eller måske nogen milliarder. I får besked, når projektet er færdigt.
Distribution af vand kræver elektricitet, men USA har på en eller anden måde ikke været istand til at få elkraftværkerne til at levere strøm. Folk køber deres egne generatorer, men disse kræver brændstof. Der er mangel på brændstof på grund af flere faktorer: Supermagten der omstyrtede Saddam har ikke været istand til at raffinere olien fra Iraks undergrund, og heller ikke få den distribueret, og den benzin der er tilstede bliver solgt til meget lave og kontrollerede priser. Disse priser bliver blandt andet håndhævet ved at USA arresterer sortbørshandlere.
Der er således både gennerelle og specifikke problemer ved den centrale planlægning som USA forestår i Irak. The generelle problem går igen i al socialistisk planlægning. Tænk på Stalins forsøg på at bringe elektricitet til Ukraine, et “progressivt” initiativ lidt ligesom Bushs plan om at modernisere Irak. Det var den ene katastrofe efter den anden, hele tiden understøttet af af politisk tyranni og død.
Hvorfor virker central socialistisk planlægning ikke? Produktionsmidlerne er ikke på private hænder, så derfor kan der ikke foregå markedsudvekslinger og udvekslingsrater kan ikke blive fastlagt. Dette betyder at man ikke kan fastslå profit og tab. Uden profit og tab er der ikke nogen måde hvorpå man kan bedømme udbyttet af forskellige måder ressourcer kan udnyttes på. Der er således ikke nogen økonomi i ordet bogstavelige betydning.
Lad os forestille os at der er en begrænset mængde benzin til rådighed. Skal den anvendes til at drive lastbiler der kører murbrokker væk, til at drive entreprenørmaskiner der kan bygge nye kraftværker, eller skal den bruges til at transportere byggematerialer til nye skoler og veje? Der er ikke nogen måde hvorpå man kan fastlægge hvilket valg der giver det største afkast. Og det samme går igen for alle ressourcer. Hvad skal prioriteres? Det ender med at blive en tilfældig beslutning truffet af centralplanlægningen. I dette tilfælde ender tilfældighedernes spil med at Fallujahs beboere kan sidde og se hjemmevideoer på youtube.com og samtidig ikke kan drikke vandet uden at blive smittet med en dødelig sygdom. Og sammenligningen med Ukraine ligger lige for: udbredelsen af elektricitet midt i hungersnød.
Prisfastsættelsen, eller kalkulationsproblemet som Mises kaldte det, vil altid dømme ethvert forsøg på central planlægning til at fejle. Det vil endda umuliggøre at gennemføre et projekt fra start til slut, da de fleste goder kræver mange led i produktionsprocessen. Selv med Stalins hær og hemmelige politi var det ikke muligt at producere ordentligt korn. Produktionsprocessen er alt for kompliceret til at blive styret af noget så inkompetent som statsligt bureaukrati.
De specifikke problemer ved central planlægning under en undtagelsestilstand, er forbundet til den måde hvorpå USA har valgt at gribe sagen an. USAs regering har udliciteret de fleste af opgaverne til private virksomheder. Ud af de 18 milliarder dollars kongressen har bevilliget siden 2003 er de 90% gået til private firmaer.
Dette vil måske øge effektiviteten, men det overkommer ikke kalkulationsproblemet. Beslutningen om hvad der skal produceres, hvor meget og hvornår (kernen i alle økonomiske spørgsmål) bliver stadig truffet af regeringen og ikke af private virksomheder. Firmaet, den specifikke opgave er udliciteret til, hverken ejer eller sælger det, der bliver produceret. Den laver hvad den bliver bedt om, og modtager betalingen.
“Privatiseringen” af Iraks genopbygning er således ikke et skridt imod markedsøkonomi, imodsætning til hvad højrefløjen påstår (begejstret) eller hvad venstrefløjen påstår (med foragt). Det tilfører bare extra problemer i form af nepotisme og korruption der udspringer af beslutningerne om hvem eller hvad der skal have pengene.
En af de firmaer der har tjent mest på Iraks genopbygning har været Halliburton, et firma med velkendte politiske forbindelser i det meste af Bushadministrationen. De manglende penge, budgetoverskridelser, og ufærdige projekter er langt om længe blevet for meget selv for hæren, der opsiger deres ekslusive kontrakt med Halliburton.
Men hvem vil overtage opgaven? Flere firmaer med forbindelser på højeste sted såsom Lockheed Martin og Northrop Grumman.
Mises kunne i 1920 sikkert forudsige Sovjetsocialismens fremtid:
“Der vil være hundreder eller tusinde fabrikker igang. De færreste af dem vil producere varer klar til brug; det meste af det der bliver produceret vil være ufærdige varer samt varer til videre forarbejdning. Alle disse bekymringer vil være indbydes forbundet. Enhver vare vil gå igennem en serie af stadier før den er i en brugbar tilstand. I det endeløse møje og besvær i denne process, vil administrationen være uden midler til at teste bæredygtigheden. Administrationen vil være ude af stand til at afgøre hvorvidt en given ressource har tilbragt for lang tid i produktionsprocessen, eller hvorvidt arbejde og materialer er gået til spilde under produktionen”
På samme måde kan vi sikkert forudsige fremtiden for USAs socialistiske planlægning i Irak. Milliarder vil blive brugt, og hundreder af projekter vil være i gang. De fleste vil ikke blive til noget. Trods endeløst møje og besvær, vil militæret være uden nogen midler til at teste om dets beslutninger er bæredygtige. Militæret vil ikke være istand til at afgøre hvorvidt det, der bliver bygget eller gennemført, var økonomisk fornuftigt.
Vi kan tilføje følgende til Mises række af forudsigelser. Bomber vil stadig dræbe folk. De overlevende vil stadig lide ubærlige afsavn. Der vil ikke være en stabil central regering. BNP vil ikke nå førkrigsniveauet før om mange år, hvis nogensinde. Vandet vil stadig være beskidt i Fallujah, elektricitetsforsyningen vil ikke være stabil, og der vil ikke være nogen der surfer på Internettet.
Oversat af Felix Heyn-Johnsen fra Soviet-Style rule in iraq?.
Irakisk styre i sovjetstil
