Der findes en del skadelige, populære forestillinger om, hvordan et lands økonomi fungerer, og hvad man kan eller skal gøre for at styre den på en ordentlig måde. Mest populær (og forkert) er nok forestillingen om, at krig og massiv destruktion fra eksempelvis naturkatastrofer på en eller anden måde skulle have en positiv indvirkning på en økonomi. En anden helt forkert forestilling er, at man kan hjælpe en økonomi ved at beskytte dens industrier mod konkurrence udefra.
Men der findes en forestilling, som i skadelighed langt har overgået alle andre myter. De skadelige effekter som følge af denne myte skal alene for Danmarks vedkommende måles i mange hundredvis af tabte milliarder kroner i tabt levestandard og lavere vækst. Det drejer sig om forestillingen om, at staten skal gribe ind imod for hastigt voksende privat forbrug og lønstigninger for at undgå en ”overophedning” af økonomien. Ideen er en direkte afart af de vanvittige teorier, som John Maynard Keynes formåede at forurene den økonomiske lære med, men som ikke desto mindre blev grundigt tilbagevist i form af galoperende inflation og lavvækst i 1970’erne, hvor man konsekvent havde fulgt dem.
Denne problemstilling er nu topaktuel, for Det Økonomiske Råd (neo-keynesianismens håndlangere i Danmark) har for nylig på netop denne baggrund beklaget, at regeringens skattestop skulle stå i vejen for en skattemæssig stramning imod det skrækkelige privatforbrug og en betalingsbalance, som måske – måske ikke – risikerede at falde fra det nuværende rekordniveau (og hvad så?).
DØR’s ræsonnement går på, at pengepolitikken er bundet af vores fastkurspolitik, og at den er for lempelig til vores økonomi. Keynesiansk teori foreskriver groft sagt i denne situation, at den offentlige sektor enten skruer ned for overforbruget eller at politikere stikker endnu en skattekniv i den blødende forbrugers ryg.
Den første mulighed affærdiges nonchalant af DØR med den begrundelse, at størstedelen af den offentlige sektors forbrug er “lovbestemt”. Hvordan det på nogen måde skulle være et problem, og hvordan det skulle adskille sig fra en lovbestemt skattestramning, hører vi dog intet om. Accepterer man de keynesianiske luftkasteller, vil man derfor efter en overfladisk kradsen i problemets overflade og en sjusket anvendt udelukkelsesmetode kunne konstatere, at skattestoppet er vort egentlige problem. Heldigvis findes der dog langt mere attraktivt alternativer.
For det første bør man starte med at lukke ørerne for DØR og fjerne ethvert statsligt tilskud dertil. Hvis disse slangeoliesælgere ønsker at udbrede deres sirenesang, kan de gøre det for fagbevægelsens penge.
For det andet bør man anvende det stærke arbejdsmarked til at stramme kriterierne for sociale overførsler, så flere fandt det umagen værd at finde et arbejde. Dette vil skabe større beskæftigelse hos de private virksomheder, som i forvejen skriger på arbejdskraft, og derved holde det ”farlige” lønpres i ave.
For det tredje bør politikerne for en gangs skyld udvise ansvarlighed og holde udgifterne i ro, hvadenten disse er lovbestemt eller ej. Det burde heller ikke være umuligt at finde et par hundrede milliarder kroner i statsbudgettet, som ingen alligevel havde brug for.
For det fjerde kunne man som politiker blot vælge at holde fingrene væk, glæde sig over stigende lønninger og velfærd og lade virksomhedernes øgede lønomkostninger reducere deres konkurrenceevne, hvorved ”problemet” ville forsvinde af sig selv.
DØR’s forslag om at konfiskere privatforbruget vil i realiteten blot kanalisere resurser fra den mest vitale og produktive sektor i økonomien over i den mindst produktive og mindst nytænkende. Derved ville alle – bortset fra bureaukraterne – blive fattigere.
[Redaktionel note: Denne artikel har tidligere været bragt i Berlingske Tidende som en kommentar]
Myten om overophedning
