Amerika, den dydige

[Tale af Claes G. Ryn ved det 40. jubilæumsmøde i The Philadelphia Society. Mødet blev afholdt 30. april-2. maj 2004 i Chicago. Claes G. Ryn var formand for selskabet fra 2001-2002.]
Jeg spiser ganske tit frokost på en McDonald’s restaurant i en af Amerikas mest velstående og prætentiøse forstæder, lige uden for Washington, D.C. Beboerne i området har et ambivalent syn på tilstedeværelsen af en McDonald’s i deres lokalområde – det underminerer deres image – så restauranten er gemt bort i et lille indkøbscenter, og den er næsten umulig at finde for fremmede.
Jeg ankommer helst lige efter klokken 10.30. Jeg står meget tidligt op, og før klokken 11.00 er min McDonald’s stadig stille og rolig. Jeg spiser og læser i fred. Senere kommer mødre i luksuriøse firehjulstrækkere med deres småbørn og, hvis skolerne er lukkede, også ældre børn. Nogle highschool-elever dukker op. Om lørdagen har mange fædre McDonald’s-pligten, og der kommer også ældre børn. Min franske café forvandles til et galehus. Især i nærheden af legeområdet hæves støjniveauet betragteligt. Når jeg er sent på den, har jeg lært at lukke ørerne for larmen, men nogle gange betragter jeg fascineret begivenhederne. Ved skranken skriger småbørn i klapvogne, hvis deres forældre ikke giver dem pommes fritter hurtigt nok. Ældre børn kravler på stole og borde eller farer rundt og råber, mens de venter på, at mor eller far bringer dem maden. Mødre og fædre jager rundt, ængstelige for deres prinser og prinsesser. De trøster de grædende og undskylder overfor lille Ashley og Eliot, at det har taget dem så lang tid. Jeg har nu lært at kende forskel på gråden fra et barn i sorg og på den plagende gråd fra et barn, som ikke gider vente eller ikke kan tåle et nej. Ved legeområdet – “helvedeshullet” – er det tydeligt, at leg uden at kaste sig selv rundt og lave en masse larm slet ikke er rigtig leg. Nogle gange kommer der så gennemtrængende skrig fra legeområdet, at de asiatisk-amerikanske børn kigger på deres forældre i forskrækket overraskelse. Respekt for voksne synes ukendt. I begyndelsen blev jeg forarget, men børnene efterligner jo kun forældrene, som igen efterligner deres forældre. For de voksnes vedkommende så taler de med høje gennemtrængende stemmer, nogle på mobiltelefoner, som om ingen andre samtaler i lokalet betyder noget. Scenen udstråler selvoptagethed og mangel på selvdisciplin.
Jo, dette billede har alt at gøre med amerikansk udenrigspolitik. Dette er den opvoksende herskende klasse i Amerika. Den udgøres i stigende grad af mennesker, som er vant til, at den omgivende verden servicerer dem. Hvis andre går imod deres ønsker, så får de et raserianfald. Kald det den imperialistiske personlighed – hvis “forkælet møgunge” lyder for groft.
Men selvfølgelig, denne opvoksende elite har vidunderlige styrker. Er dens voksne medlemmer ikke højt uddannede – angående historie, filosofi, geografi og verdens begivenheder – og mestrer de ikke adskillige sprog? Rejser de ikke vidt omkring og har et indgående kendskab til andre lande og regioner i verden? Er de ikke sofistikerede kosmopolitter, klædt på til at styre et imperium?
Undskyld sarkasmen. Jeg er helt klar over, at en anden type amerikaner stadig eksisterer. Denne amerikaner har karaktertræk, der er helt modsat dem, som udstilles på McDonald’s. Tidligere beundrede amerikanere selvbeherskelse, beskedenhed, ydmyghed og gode manerer. De var faktisk opmærksomme på arvesynden. De frygtede det selvoptagede ego, hos sig selv og hos andre. Amerikanere fra tidligere tider betonede nødvendigheden af at holde øje med den menneskelige naturs mørkere potentiale, som løssluppet kunne anrette skade på både det enkelte menneske og på samfundet. De håbede, at moral ville lægge bånd på selvophøjelsen i det private liv, på samme måde som magtdelingen i USA’s forfatning ville inddæmme den kun alt for menneskelige higen efter magt. Personlig selvkontrol og forfatningstankegang var kun forskellige aspekter af det samme forsøg på at betvinge det glubende ego. Mennesket kunne ikke betros ubegrænset magt.
De gamle amerikanere var ikke så tåbelige at forsøge at udrydde viljen til magt. Intet godt kunne opnås uden magt i en eller anden form. Men de anerkendte den store fare, hvis viljen til magt blev adskilt fra dens legitime formål, og hvis den undslap kontrol.
Landsfædrene gik ud fra, at hvis forfatningen skulle virke, så måtte dens institutioner bemandes af mennesker, som rummede dens ånd. Disse mennesker måtte være velvilligt indstillede overfor dyder som selvbeherskelse, respekt for loven og en villighed til at gå på kompromis. De måtte have, som jeg kalder det, en konstitutionel personlighed. Ånden fra den skrevne forfatning kom fra den uskrevne forfatning, d.v.s. det religiøse, moralske og kulturelle liv, som havde gjort amerikanerne modtagelige for forfatningstankegang i første omgang. Forfatningen kunne ikke overleve uden karaktertræk, som landsfædrene håbede ville være udbredte. Alle kender Benjamin Franklins svar til kvinden, som spurgte, hvad Forfatningskonventet havde resulteret i: “En republik, hvis I kan bevare den.” Den primære årsag til, at den amerikanske forfatning i dag blot er en skygge af sit gamle jeg, er at den ikke kan opretholdes uden den konstitutionelle personlighed.
Det nye imperialistiske ego vrider sig fri af det gamle amerikanske jeg og de tilhørende konstitutionelle indskrænkninger. Trangen til selvophøjelse har forvandlet en begrænset, decentraliseret amerikansk statsmagt til en national superstat, som har givet viljen til magt en rækkevidde, der langt overstiger den værste frygt fra anti-føderalisterne. Det tiende tillæg til forfatningen, denne skudsikre garanti mod upassende udvidelser af den centrale magt, er et dødt stykke papir som så meget andet i forfatningen. Beslutningstagere I Washington blander sig i stort set alle aspekter af livet i Amerika. Men end ikke magt i denne målestok kan stille en sult, som er umættelig. I dag har den i sinde at dominere hele verden.
Selvfølgelig præsenterer viljen til at dominere sig ikke på den måde for verden. Den klæder sig i godgørenhedens og uselviskhedens fraser. Der er altid en ny grund til at statsmagten skal gøre gode gerninger. Jo større omsorg, jo større er behovet for at placere magt i hænderne på de omsorgsfulde. Det er, selvfølgelig, kun et tilfældigt sammentræf, at denne godgørenhed uvægerligt bemyndiger de godgørende. Viljen til at dominere forklæder sig så godt, at den næsten snyder de magtsøgende selv.
De franske jakobineres idéer tilvejebragte en overvældende retfærdiggørelse for at udøve ubegrænset magt. Som tilhængere af Rousseaus tanker, var jakobinerne ikke tilfredse med at reformere historisk udviklede måder at leve livet på. “Frihed, lighed og broderskab” krævede en radikal omkalfatring af samfundet. P.g.a. rækkevidden og storslåetheden i opgaven måtte jakobinerne samle al magt hos dem selv og håndtere oppositionen med hårdhændethed. Det var det gode mod det onde, og alt det gode var på én side – deres side. Jakobinerne kaldte sig selv “de dydige”. I det 20. århundrede tilbød deres kommunistiske arvtagere en endnu mere blændende retfærdiggørelse for udøvelsen af ubegrænset magt.
Selvom det klassiske og kristne syn på menneskets natur er udhulet, så har den store stat stadig et dårligt ry i Amerika. At udfordre forfatningen i fuld åbenhed er fortsat risikabelt. Derfor har amerikanere, som er tiltrukket af den jakobinske ånd, forsøgt at omdefinere de amerikanske principper, så de blev mere tjenstvillige for viljen til magt. De har fremlagt en ny myte – myten om Amerika den Dydige – ifølge hvilken Amerika er et enestående og nobelt land, som er kaldet til at genskabe verden i sit billede. Myten tilvejebringer en ny overvældende retfærdiggørelse for at dominere andre.
I lang tid har man forsøgt at overføre amerikansk fædrelandskærlighed til et nydefineret, jakobinsk Amerika, som skulle repræsentere et radikalt brud med vestlig tradition. Ifølge Harry Jaffa “var Den Amerikanske Revolution udtryk for det mest radikale brud med traditionen … som verden havde set.” “At fejre Amerikas grundlæggelse er … at fejre revolution.” I Jaffas øjne var den amerikanske revolution måske mildere end “de efterfølgende revolutioner i Frankrig, Rusland, Kina, Cuba og andetsteds,” men den var “det mest radikale forsøg på at etablere et frihedens regime, som verden nogensinde havde set.” Et sådant genopfundet Amerika blev grundlagt på ahistoriske, angiveligt universelle principper, der kan opsummeres i ord som “frihed”, “lighed” og “demokrati”. Disse principper, lyder det fra de nye jakobinere, er ikke kun for amerikanere; de er, som Allan Bloom insisterede på, “anvendelige overalt” – et budskab som George W. Bush gentager i dag.
De franske jakobinere udpegede Frankrig som frelsernationen. De nye jakobinere har udpeget Amerika. Amerikas store, godgørende sag er at udrydde ondskab på jorden. Denne sag giver appetitten efter magt det moralske dække, den så gerne vil have. Én slags universalistisk ideologi, kommunismen, er blevet erstattet med ideologien for det amerikanske imperium, og scenen er sat for en ny periode med korstog. Når neojakobinere, hvadenten de er Demokrater eller Republikanere, former den amerikanske udenrigspolitik, så kan Amerika og verden forvente en æra med langvarig konflikt.
Kan noget mål appellere mere til viljen til magt end at gøre en ende på ondskab? Opgaven er ikke alene enorm, men endeløs. Ingen konservativ har behov for at få fortalt, at der ikke kan gøres “en ende” på ondskaben; Rousseaus forestilling om menneskets grundlæggende godhed og hans vision om det nye samfund er ødelæggende hjernespind fra en barnlig fantasi. Ondskaben kan til en vis grad tæmmes, som landsfædrene vidste, men selv søndagsskoleelever forstod i gamle dage, at der ikke kunne gøre en ende på den. Man spekulerer på hvorfor, hvis Amerika er kaldet til at gøre en ende på ondskaben, man ikke i samme omgang også kan gøre det af med fattigdom og sygdom.
Reflekterer de nye jakobinere mon nogensinde over det bemærkelsesværdige tilfælde, at de lever på præcist det tidspunkt i menneskehedens historie, hvor den eneste rigtige politiske model endelig blev opdaget, og at de, yderligere, kom til at leve i netop det land, som rummer denne model og er kaldet til at skænke den til resten af verden? Nej, den slags spørgsmål plager ikke ideologer, som argumenterer for en forudfattet konklusion: at de skal lede et væbnet amerikansk verdensherredømme – for menneskehedens skyld, selvfølgelig.
Ordet “imperium” lyder endnu ikke helt rigtigt i amerikanske ører, så de nye jakobinere forsøger at undgå at lyde for begærlige. Men selv når der foregives beskedenhed, har viljen til at dominere svært ved at holde masken – som da Ben Wattenberg sagde, nej, nej, nej, vi amerikanere vil ikke “erobre verden.” Vi vil kun sikre, “at verden er åben over for vores værdier.”
Argumenterne for dristig amerikansk udfarenhed er velkendte: Vi lever i en farlig verden fyldt med modbydelige regimer. Terrorisme er en alvorlig trussel mod Amerika og vores allierede. Amerika må, som verdens eneste supermagt, spille en ledende rolle i verden.
Men hvorfor blive ved med at gentage det åbenlyse? Ja, verden er farlig; det har den mere eller mindre altid været. Som andre lande må Amerika være parat til at forsvare sig selv og sine legitime interesser – selvfølgelig – og som en supermagt må Amerika ganske rigtigt bære en tungere byrde end andre lande. Heraf følger ikke, at Amerika skal påtvinge resten af verden sin vilje.
Men den 11. september ændrede alt, udbryder neojakobinerne. Nuvel, ikke helt alt. Den menneskelige tilværelse har ikke ændret sig. Frygtelige begivenheder annullerer ikke behovet for de personlige kvaliteter og de sociale og politiske strukturer, uden hvilke viljen til magt bliver vilkårlig og tyrannisk. Desværre gav 11. september den imperialistiske personlighed endnu et påskud for at undvige begrænsningerne.
Amerikansk enegang i udenrigspolitikken er udtryk for, at man vender ånden fra forfatningstankegang og magtdeling på hovedet. Ligesom man inden for landets grænser skal imødekomme andre interesser, så skal stater internationalt kontrollere og balancere hinanden. Den forestilling, at Amerika ved bedre end alle andre nationer og har ret til at diktere vilkårene for dem, afslører en monumental indbildskhed. Det garanterer også, at andre nationer vil se et behov for at væbne sig selv blot for at opnå beskyttelse mod amerikansk bølleadfærd. Den muslimske verden syder allerede af fjendtlighed. Kina, som længe har opfattet vestligt herredømme som utåleligt og allerede er hårdt ramt af nationalisme, kan forventes at reagere på amerikansk udfarenhed med en betragtelig udvidelse af sin militære magt. Hvis de nuværende tendenser fortsætter, så vil tiden snart være moden – om 50 år måske? – til en rædselsvækkende kinesisk-amerikansk konfrontation.
For kristne er den største synd hovmod. Før dem advarede grækerne mod de store farer ved indbildskhed og overlegenhed. Hybris, sagde de, bryder med ordenen i kosmos og påfører mennesker stor lidelse. Det inviterer Nemesis. På det apollinske tempel i Delfi opsummerede to indskrifter den rette indstilling til livet. Den ene lød “Alt med mådehold”, den anden “Kend dig selv”. At kende sig selv betød vigtigst af alt at vide, at man ikke var en af guderne, men blot en dødelig. Hvad angår de gamle hebræere, så læser vi i Salomons ordsprog (16:18): “Hovmod går forud for fald, overmod forud for snublen.”
For de nye jakobinere har sådanne opfordringer til ydmyghed en ejendommelig tone af noget alt for gammeldags. Hvorfor skulle de, som ved, hvordan menneskeheden skal leve, stille spørgsmål til deres egne idéer eller deres ret til at dominere? Verden har brug for “moralsk klarsyn”, ikke forvirring. Mange af de, der former Amerikas og verdens skæbne i dag, er netop den slags frygtelige forenklere med urimeligt opsvulmede egoer.
Hvor forskellig var dog den personlighed som formede det gamle Amerika og fødte forfatningen! I 1789 udråbte George Washington takkefest for alt det gode skænket af den almægtige Gud til det amerikanske folk. Han bad sine landsmænd om at forenes og “mest ydmygt tilbyde vore bønner og anmodninger til den store Herre og hersker over nationer og bønfalde Ham om at tilgive vore nationale og andre synder.” Dette er stemmen fra det Amerika, som går bort. I dag er det i stadig højere grad Ashleys og Eliots imperialistiske personlighed, der bliver slupppet løs på verden.
Oversat af Ole Birk Olesen, 2005.
Originalversionen kan læses på lewrockwell.com.