Krig øger altid statens magt over samfundsøkonomien og Golfkrigen [1991] er ingen undtagelse. En af præsident Bushs [sr.] første handlinger var således via en overordnet befaling at give sig selv total kontrol over en hvilken som helst industri eller virksomhed, skulle han finde det nødvendigt i forhold til krigsindsatsen. Han kan nu beslaglægge hvad end han vil, uden hensyntagen til kontrakter eller de retmæssige ejere og deres kunders behov.
Denne fremgangsmåde blev flittigt benyttet under begge verdenskrige, samt koreakrigen. For eksempel beslaglagde de bevæbnede styrker jernbaner, kommunikationsmidler, skibe og kul. De tillod de normale ledelser at forsætte deres virke, men underlagde dem Washington, D.C. Privat ejendomsret blev reelt set ophævet.
Siden anden verdenskrigs afslutning har den amerikanske regering brugt hvad der i vor tids købekraft svarer til omkring 10 billioner dollars på militære anliggender. Det er omtrent to år af den aktuelle produktion – som hvis hver eneste amerikaner holdt op med at arbejde i to år.
Med en udenrigspolitik der var forankret i forfatningen, ville de fleste af disse penge have været tilgængelige til private investeringer. Men fordi de ikke var det, er vi i dag et meget fattigere land.
Krig betyder også øget statslig kontrol over arbejdskraften, primært igennem værnepligten. Soldater hvis tjenestetid var ved at udløbe blev, ensbetydende med en delvis værnepligt, forhindret i forlade militæret.
Krigsøkonomien betyder at staten overtager private ressourcer og mennesker. Dette ville være indlysende uden krigen. Lad os forestille os at præsidenten, uden anden autoritet end sig selv, pludseligt udvidede statens magt over økonomien. Folk ville få meget mindre frihed og skulle betale meget højere skatter. Befolkningen ville føle sig groft krænkede. Men under en krig accepter folk velvilligt en overordnet overtagelse af stort set en hvilken som helst del af økonomien.
Selv en sejr kan være problematisk. Skulle Irakkrigen ende med at blive set som en storslået bedrift, vil det gøre det mulig for politikerne at plukke os for endnu flere penge.
Historisk set har krig været afgørende i forhold til at udvide statens magt i alle retninger. I særdeleshed lærte kommando-økonomien under de to verdenskrige folk at benytte staten til at opnå deres personlige mål og underminerede derved modstanden mod bureaukratiseringen ved gøre at amerikanerne mindre villige til at protestere.
Og det er ikke bare krigsmaskineriet der aldrig vender tilbage til sin tidligere størrelse, det er også alle andre aspekter af staten der bliver styrket. Under anden verdenskrig påstod bureaukratier som kun havde meget lidt med krigen at gøre – Indenrigsministeriet og landbrugsministeriet, for eksempel – at de var centrale i krigsindsatsen, så deres budgetter ville blive øget og deres aktiviteter kunne udvides. De beholdte alle deres nye funktioner efter krigen var afsluttet.
Den vigtigste konsekvens af krig er den ideologiske forandring. En succesfuld krig øger statens status. I tilfældet Golfkrigen vil en succes medføre en endnu mere interventionistisk udenrigspolitik. Som den neokonservative Ben Wattenberg formulerer det, medfører sejr “større indenrigspolitisk støtte til fremtidige tiltag”.
I den udstrækning befolkningen tilskriver sejren til en vellykket indsats fra statens side, jo mere vil deres tiltro til andre statslige løsninger stige. Det er vanskeligt at argumentere for at staten ikke kan administrere en national energi politik, når den ser ud til at køre en Ny Verdensorden.
Vi er nu langt mindre frie end vi var i 1939, i vid udstrækning takket være krig. Livet i en garnisons stat har også påvirket det amerikanske folks politiske karakter. De er mere som får, der nemt ledes til at støtte op om statslige tiltag – indenrigspolitiske og internationale.
Se på den seneste lov om børnepasning. Engang betragtede de fleste amerikanere børnepasning som noget som ikke vedkom staten. I dag støttes statslig børnepasning af kongressen og præsidenten, og modstanderne brugte ikke engang principielle argumenter.
Indtil neutralitet endnu engang bliver det centrale princip i udenrigspolitikken, er der intet realistisk håb for at afvikle statslige indgreb på den indenrigspolitiske front. Men alligevel øger Bush udgifter og skatter for at finansiere en Ny Verdensorden, i stedet for at skære ned på dem.
Denne wilsonske fantasi er lige så meget en ønskedrøm som en centralt kontrolleret økonomi er det. Fremtidens udgave er verden bliver den samme verden som vi altid har haft – med konstante kalejdoskopiske forandringer. Hvis præsidenten virkelig tror at han kan påtvinge andre lande en “ny orden”, betyder det at købe dem eller bombe dem. Ingen af delene er konsistente med den republik som The Founding Fathers forestillede sig.
Som James Madison skrev i 1795: “Af alle den offentlige friheds fjender, er krig måske den der bør frygtes mest… Krig er hærenes forældre; fra disse udvikler sig gæld og skatter; og hære og gæld, og skatter er kendt som midler til at bringe de mange under herredømme af de få.”
Oversat af Jonas Vognsen, 2006.
Artiklen er første gang bragt i marts 1991 udgaven af “The Free Market.”
Nogle af krigens andre omkostninger
