Ved den netop vedtagne finanslov er der blevet bevilliget mellem 1–2 mia. ekstra til forskning, blandt andet som en del af velfærdsforliget. Forskning, innovation, iværksætteri, globalisering og uddannelse er blevet adgangskoden til skattekassen inden for de seneste år, og de fleste politikere står i kø for at love mere til globaliseringspuljer og uddannelse. Selv folk med et liberalt sind finder det let, at tale for flere subsidier til forskning og uddannelse. Forklaringen på, at man ønsker flere midler til forskning lyder, at forskning og innovation er nøglen til fremtidens samfund. Derfor har flere EU lande også fundet det nødvendigt, at opsætte arbitrære mål som Barcelona målsætningen, der har som mål, at 1 % af BNP skal være offentlig forskning og udvikling.
Hvad private virksomheder må gøre for at overleve i en verden, der uden tvivl er blevet mere globaliseret, vil jeg ikke beskæftige mig med, og det er heller ikke denne teksts formål. Til gengæld vil jeg forklare hvorfor statsforskning eller statsstøttet forskning ikke er vejen frem. Men først vil det værre en idé, at se på forskning i Danmark.
I Danmark bruger staten 11,1 mia. (2003) af vores penge på forskning og udvikling. Herfra går langt de fleste, ca. halvdelen, til universiteterne, resten af pengene er fordelt på flere andre puljer. Af de sidste penge er det især pengene til forskningsrådene der er interessante, da det er dem der kan søges om. Det er også her, at en del af de 2 mia. fra årets finanslov bliver afsat til.
Der findes to forskningsråd i Danmark, det frie forskningsråd (DFF) og det strategiske forskningsråd (DSF). Hvor DFF giver midler til frie ansøgninger fra forskere, så giver DSF midler inden for nogle politisk prioriterede områder. Her bliver der nedsat en programkomite når politikkerne finder et område interessant at forske i. Det kan nævnes, at lige nu finder staten Fødevarer og Sundhed (sammenhæng mellem fødevare, medicinresistens, livsstil og sundhed samt alternativer til dyreforsøg), Energi og Miljø (vedvarende energi), ikke-ioniserende Stråling (mobiltelefoners indvirkning på børn og unge) samt Nanovidenskab og – teknologi, Bioteknologi og IT interessant.
Hvor vil jeg hen med dette? Jeg vil blot pointere, at statsstøttet forskning aldrig bliver objektiv, der vil altid være en politiker der ønsker penge til et bestemt område, og får det. Selvom om mange (de fleste) af pengene i Danmark går til fri forskning (dvs. midler der ikke mærket et specielt formål), finder vi det stadig nødvendigt at bruge penge på noget, vi tror, vil gavne den økonomiske vækst.
Det frie marked er langt det bedste til at allokere ressourcer til forskningsprojekter, som vil give profit, og afvise dem som bare er spild af penge. Når professorer sidder i disse komitéer og beslutter hvem der skal have penge til forskning (om det så end er DFF eller DSF), ved de ikke om det er det bedste sted at anbringe penge til forskning. De har kun deres faglige ekspertise indenfor deres felt og ikke viden om hele markedet. Så derfor vil en stor del af pengene selvfølgelig ikke ende ”de rigtige steder”.
En anden negativ indvirkning statsforskning har, er at den sætter retningslinjer, så som for hvad god forskning er, hvornår den er seriøs, hvornår den er dokumenteret ordentlig, og hvad formålet er. Især det sidste er vigtigt, for når nogle emner er politiseret, og der er beskrevet hvad, der skal forskes i, ligger der ofte et formål bag det. Langt det meste af verdens nyskabelser og udvikling er sket af individer, som har forsket på deres egne vegne. De største opdagelser er oftest sket når man har forsket i noget helt andet, end det det er endt ud i. Derfor er statens krav, regler osv. en hæmsko for den fri forsknings muligheder.
Et af argumenterne for statsforskning er, at projekter med lang tidshorisont ikke kan udføres af private, da de vil mangle penge, som følge af at der ikke vil være nok risikovillig kapital til sådanne projekter. Hvis et projekt ikke kan finde penge på det fri marked, så er det ikke holdbart og så er løsningen ikke, at lade staten bruge pengene på det, det bliver forskningen ikke bedre af. Måden en forsker med et langt projekt, vil kunne udføre sin forskning på, kunne fx være en ansættelse på et universitet, her kunne han samtidig undervise noget af tiden. Megen forskning er gennem tiderne også blevet udført på freelance basis. Forskere, der brænder og lever for deres arbejde, som udvikler idéer og siden hen sælger dem.
Her vil det også være en klar fordel med private universiteter. Når universiteter er private skal de i langt højere grad konkurrere om de studerende, dvs. levere de bedste forhold for de studerende, levere et studium med efterfølgende jobmulighed osv.
For at et universitet kan levere disse ting, skal der værre gode og respekterede undervisere og forskere tilstede, netop derfor vil der finde en høj grad af forskning sted på universiteterne. Pengene vil komme fra virksomheder som har interesse i forskningen. Virksomheder vil sponsere universiteter for at lokke studerende til dem bagefter og derved få højt kvalificeret arbejdskraft. Dette sker allerede i Danmark, et eksempel herpå, er Nykredit der netop har doneret 1 mio. til fri forskning inden for finansiering til institut for økonomi ved Århus universitet. Ligeledes har Lundbeck fonden doneret 20 mio. til et nyt institut for kvantefysik ved Århus universitet. Ligeledes foregår mange phd-uddanelser som et samarbejde mellem en privat forskningsinstitution fx NOVO og et universitet. Skræmmeforestillinger om tobaksfirmaer, der får bestilt rapporter med bestemte formål er tom luft, hvilket anset universitet vil lægge forskere til det?
Men selv forskningsprojekter med lang tidshorisont kan klares privat og udenom universiteterne. Mange virksomheder fungerer i dag som forskningsfirmaer, der lever af at levere nye forskningsresultater, som større firmaer kan bruge til at udvikle nye produkter. Verden er fuld af eksempler på virksomheder der laver god, fri forskning.
En anden tanke bag, at statens skal subsidiere forskning er at der findes et vist socialt optimum for forskning. Dette kan markedet ikke opfylde, da det er et offentligt gode med positive eksternaliteter. Altså, samfundet efterspørger en vis mængde forskning, men hvilken? Staten har simpelthen ingen mulighed for at vurdere dette, på grund af forskningens karakter. Man ved ikke hvad grundforskning fører til, derfor er det også ret svært, at sætte mål for mængden af efterspurgt forskning. Det vil blive rent gætteri, med andre ord, staten kan ikke beslutte hvor meget der skal forskes. Lad virksomheder og personer selv bestemme den ønskede mængde penge, der skal spenderes på forskning.
Mange derude vil så komme med påstanden, at vi ikke vil havde haft GPS, Internettet eller andre teknologiske fremskridt, hvis det ikke var for f.eks. USA’s kæmpe summer af tvangsopkrævede penge, der bliver skudt i militær og rumfart. Nej, det kan da godt være vi ikke havde fået det, men måske havde vi fået noget der var bedre eller noget helt andet, det er jeg ikke i en position til at sige. Men i stedet for at være endt i statens rumprogram, så havde pengene været i borgernes lommer, til at investere i lige det der er brug for.
Men hvad kan staten så gøre for at fremme forskning og udvikling? Til en begyndelse kunne den, privatisere universiteterne, lade udgifter til forskning være fradragsberettigede, fjerne bureaukrati, sænke skatterne og ellers bare blande sig helt uden om markedets virke.
Kilder til tal og inspiration, Videnskabsministeriets rapport, Science, Technology, Government af Murray Rothbard (1959)
Er statsstøttet forskning en god idé?
