Connie Hedegaard og en masse andre lægger i stigende grad op til forcerede, kostbare tiltag overfor menneskelig udledning af CO2. Det er problematisk, når opvarmningens størrelse og indre sammenhæng ikke er gennemskuet, ikke nyder særlig statistisk tyngde og allerværst; at forskeres data og saglige problematiseringer står overhørte og uløste tilbage. Hvis politiske tiltag, ikke foretages på gennemarbejdet datagrundlag med de uenige fronter sat op mod hinanden og endevendt på saglig vis – bliver beslutningerne pr definition draget på et irrationelt eller snævert interessegrundlag. Dét kan siges at være udemokratisk og etisk uforsvarligt og er bl.a. en miljøministers ansvar at sikre sig imod.
Det er derfor skuffende at se bl.a. Connie Hedegaards lidet metodiske fremgang i forhold til CO2-tiltag. Den synes ikke særligt præget af oplysning, fornuft og demokrati, men snarere flokinstinkt (løbende efter af Al Gore og amerikanske senator John McCain) og konkret tænkning (Connie Hedegaard føler “det batter noget” at se indlandsisen smelte (Berl. T. 11.12.06)).
Miljøministeren udtrykker selv sin håndtering af CO2-tiltag således: “Den tidligere præsident Al Gore har sagt, at hvis man har et sygt barn og får ordineret en behandling af en læge, så går man ikke til 10 andre læger for at finde en, der siger `bare tag det roligt´. Vi kan ikke vente på, at eksperterne bliver 100 procent sikre eller enige.” (Metroexpress 02.02 2007).
Udover at det er et gennemskueligt og kortsigtet ledelsestrick eller bare hysteri, at tale om pludselig travlhed, når der har været CO2 udledning i 100 år og en stigning på dog kun 0,6 grader globalt, som ikke kun menneskeudledt CO2 kan have forårsaget, er hendes udtalelse endvidere dybt problematisk på anden vis.
For hvis man ikke vil sikre et nogenlunde sagligt, ukontroversielt grundlag for en teori, antager man implicit, at en teoris blotte eksistens og logik og “håndplukkede datamateriale”, er tegn på dens gyldighed. Men når det drejer sig om komplicerede fænomener (f. eks. klimaet), hersker der det paradoksale forhold, at det ikke er særligt svært, at danne nogle enkle, “let fattelige”, logisk sammenhængende teser, som kan bekræftes af hober af brudstykker af data og som pr. natur er tunge at modbevise, fordi de er så upræcise.
Dette forhold er grundstof indenfor statistik og videnskabsteori (bl.a. behandlet, fra en lidt anden vinkel, af videnskabsfilosoffen Karl Popper). Teorier på et sådant udviklingsstadium, afgjort af deres struktur og ikke deres alder, er derfor ikke særligt brugbare og CO2-teoriens problem ligger således deri, at den smidigt anerkender, at CO2 højest er en delfaktor for opvarmning, men samtidigt intet siger, endsige beviser, om graden af CO2s indvirkning på temperaturen, som jo må være hele grundlaget for graden af politiske indgreb. Det behøver ikke betyde, at tesen er fortabt, men det betyder, at den fortsat videnskabsteoretisk ikke adskiller sig væsentligt fra religion og at det vil være irrationelt og uetisk at konkludere og handle herud fra.
Først og fremmest må det som minimum forventes, at teorien kan håndtere saglige problematiseringer med egen saglighed. F. eks. skal CO2- og klimamodellerne tilpasses alle aktuelle klimadata og perspektiver, som er logiske og statistisk signifikante. Disse data og teorier skal inkorporeres i klimamodellerne præcist og logisk og skal kun kunne afvises efter ny metodisk afprøvning eller logisk argumentation, som ikke kan modsvares. Ved et relativt enkelt og isolerbart fænomen, som f. eks. sygdom grundet en bakterie, kan det være hurtigt arbejde at danne signifikans og udrydde kontroverser.
Ved komplicerede fænomener, som klima, er det et større arbejde. Men arbejdet skal gøres. Ellers er risikoen for tilfældighed højere i forhold til andre problemer og det demokratiske grundlag ikke tilstede. Under alle omstændigheder er det ren politisk spild og fråds med videnskabelige ressourcer at ignorere logisk sammenhængende, statistisk underbyggede klimateorier og data, og holde disse ude af de samlede klimamodeller, som med relativt få midler, tid og debat mellem forskere, inklusiv økonomi-uddannede forskere (uden politikere) kunne inkorporeres i klimamodellerne..
Det er vigtigt, at der er denne åbenhed om alle saglige vinkler. Det har funktion af en nærmest darwinistisk fungerende naturlig hæmning af forskergruppers uimodsagte frihed til at udvikle og påberåbe sig dommedagsteorier, hvortil der kan findes masser af bekræftende “tegn” (men som kan være forkerte eller stærkt overdrevne) og som, med let hånd, kan bruges til at forudsige grusomme følger, hvis ikke der sker særlige indgreb.
Derfor er det normalt også således, at man i Danmark undersøger og forlanger sikre, ukontroversielle beviser for forholdene, inden man indfører tiltag med større omkostninger, økonomiske såvel som menneskelige. For at tage udgangspunkt i Al Gores og Connie Hedegaards egen ovenfornævnte metafor om “det syge barn”, er det med en meget `konservativ´ tilgang og på baggrund af statistisk sikrede resultater, at man vurderer politiske tiltag i relation til sygdomsbehandling i befolkningen (eksempelvis: ny medicinering, diverse fostertests, pneumokok-vaccine, AMD, HPV-virus, undersøgelse ved mistanke om kræft, scanninger ved hovedtraumer, etc.).
Der spares mange lægelige tiltag væk, med henvisning til, at virkningen er for lille, sat i forhold til omkostningerne eller at der ikke er ordentlig sikkerhed for effekt. Spørgsmålet hviler hermed tungt, hvorfor CO2 skulle undtages en ellers gængs, både videnskabelig og demokratisk metodisk ordnet fremgangsmåde. CO2-temaet er vel ikke mere “helligt” eller vigtigere end almindelige, nulevende menneskers liv og helbred?
Og hvis det ikke er CO2, der forårsager nogen særlig opvarmning?
Et videre, både praktisk og etisk problem er den manglende sikring af, at disse tiltag har den korrekte og mest effektive form, såfremt der virkelig er vildere vejr på vej fremover. Hvad nu, hvis klimaet kun påvirkes relativt lidt af menneskeudledt CO2, men styres grundlæggende af andre faktorer og dermed uundgåeligt vil medføre omkostninger i form af voldsommere vejrs hærgen? En hærgen, som ikke kan stoppes med afgifter og anden menneskelig indblanding i fh. til CO2, men som må overleves ved hjælp af flere dæmninger og tilsidesættelse af ressourcer til reparationer efter storme, etc.?
Hvis vi bruger en masse ressourcer på at begrænse CO2 med energikilder udviklet på en dyr og forceret vis, som med længere tid, kunne være udviklet langt mere økonomisk og hensigtsmæssigt, vil tiltagene føre til tab af ressourcer, der ville have været nødvendige for andre typer indgreb, generel levestandard og udbedring af ustoppelige vejr- og stormskader, sygdomsbehandling, drikkevand etc., senere hen. Det ville i så fald være tragisk. I tillæg ville det fortsat være en hån mod demokratiets borgere.
Konkret forslag til demokratisk metode
Connie Hedegaard har i sin debatteren ikke refereret til alment, let tilgængelige samlede data eller grafer, der danner et minimum af fundament for graden af CO2´s effekt, med inkorporation af de alternative klimateorier og problematiseringer. Derimod har hun enøjet og gentagende refereret til FN-rapporten (med forskelligt rettet dokumentation), samt udtalelser fra en mand, der formelt og øjensynligt ej heller reelt har kendskab til videnskabelig metode og statistik, Al Gore.
Hun burde ellers kende til kilderne for saglig problematisering af CO2´s effektstørrelse. Hendes egen regering har doneret midler til forskere, der eksempelvis bringer en helt anden, og statistisk tungere og mere ukontroversiel forklaring på klimaets bevægelser, såsom Henrik Svensmark og Bjørn Lomborg, som forudser langt mere beskedne proportioner af opvarmning grundet CO2, og der findes endvidere en del andre metodisk habile forskere, der ligeledes problematiserer proportionerne og den voldsomme politisering (Jørgen-Peder Steffensen, Niels Bohr Instituttet, Dommedag aflyst, ISEN – en sladrehank).
Det bevidner blot at Connie Hedegaard har ret, når hun mener at have travlt. Hun har et stort stykke arbejde foran sig, førend hun kan anbefale nogen som helst omkostningsfulde tiltag (måske var det lettere helt at skifte argumentation for de samme tiltag). F. eks. kunne hun have travlt med at nedsætte et udvalg af habile forskere, der er omhyggeligt udvalgte ud fra kriterierne, saglighed og alsidighed. Således at både forskere, der argumenterer videnskabeligt for CO2teorimodellen såvel, som alle de andre saglige klimamodeller, medtages. Disse forskere skal med det nødvendige arbejde af diskussion og argumentation, inkorporere alle vinkler og data til en samlet model, med den usikkerhed, der tilhører og udarbejde en samlet aktuel konklusion, ligesom man (forhåbentligt!) gør med alle mulige andre offentligt betalte behandlingsformer. En sådan konklusion vil hvile på et noget tungere grundlag og også være af uformindsket relevans, dersom den måtte konkludere noget helt andet, endnu mere eller endnu mindre.
Ministerjobbet er vel først og fremmest “repræsentantskab i et demokratisk system, med visse grundprincipper” – frem for spåkone, der læser i sne og smeltende is. Trods en eventuel “fristelse” for uspoleret at kunne nyde “det fine selskab” af de Radikale, visse foredragsholdere, senatorer og FN´s konfliktsky klimapanel, er en ordnet, rationel metode, herunder redelig og saglig folkeoplysning, nu engang det, der forebygger bedst mod masseneurosens faldgrupper og omvendt det eneste en minister bør kunne stilles til ansvar for.
CO2-teoriens proportioner – en masseneurose?
