Velfærdsstaten kræver ofre. Velfærdsstatens ofre er ikke blot en utilsigtet konsekvens af en statslig struktur, men selve dens menneskelige råstof, dens begrundelse og instrument. Ny ofre udløser ny statslige tiltag, og sådan vil det fortsætte i det uendelige.
En anden, mere moderat og mindre pessimistisk, udlægning af velfærdsstatens problem er, at da velfærdsstaten er menneskeskabt gennem politiske beslutninger, vil dens menneskelige omkostninger kunne mindskes ved strukturelle ændringer. Det er muligt at frisætte mennesker således, at de bliver frit handlende individer, der styrer deres eget liv. Individet er ikke nødvendigvis de strukturelle forholds passive offer.
Denne mere moderate og optimistiske udlægning af velfærdsstatens problem er udgangspunktet for Ole Birk Olesens kontroversielle bog Taberfabrikken. Der er grund til at fremhæve forfatterens grundholdning som moderat, for ved udgivelsen blev bogen modtaget med ukvemsord og forbandelser fra mennesker, der betragter sig selv som oplyste, og Ole Birk Olesen karakteriseret som repræsentant for det yderste højre.
Det var med stor forbløffelse, at jeg efter nogle få sider kunne konstatere, at Ole Birk Olesen ikke er ekstremist, men repræsentant for en traditionel dansk arbejdsmoral, der stadigt findes mange steder, og som var en hovedhjørnesten i den danske arbejderklasses selvbevidsthed, inden Anker Jørgensen satte det hele over styr. Efter de første tyve sider måtte jeg gnide øjnene, lægge bogen fra mig og spørge mig selv: ”Hvad helvede er der sket?”
En præst sagde engang fra prædikestolen, at ”Velfærdsstaten er nok det nærmeste, vi kommer til Guds rige”. Den udtalelse er måske forståelig, når den kommer fra en offentligt ansat, men næppe fra en præst; den bør alligevel nævnes som eksempel på den herskende fordom, at vi har det bedst mulige af alle samfund. Fordommen indoktrineres ikke kun af præster, men også af skoler og medier. Den bedste måde at komme omkring fordommen er som Ole Birk Olesen at se på velfærdsstatens udvikling de sidste halvtreds år. Der findes rigeligt med informationer og analyser af problemet, men det er først, når man som Ole Birk Olesen ser på udviklingen med en traditionel arbejdsmoral, at man bliver klar over katastrofens omfang og dens mulige løsning.
I 1960 havde ingen hverken ønsket eller forestillet sig det samfund, vi har i dag. I 1960 blev 217.000 i den arbejdsdygtige alder forsørget af det offentlige. I 2004 var det 916.000 personer. (De offentligt ansatte er ikke medregnet.) Stigningen af offentligt forsørgede er på 420 procent i en periode, hvor befolkningen voksede med 12 procent. Folk i dag vil kalde Danmark i 1960 et ultraliberalt samfund, men sådan opfattede vi det ikke dengang. I skolen fik vi at vide, at ”I Danmark er der ikke nogen, der lider nød, og hvis der alligevel er, er det deres egen skyld.”
Skønt produktiviteten er steget og sundhedstilstanden stærkt forbedret, er en meget stor del af befolkningen tilsyneladende ude af stand til at forsørge sig selv. Men det er også kun tilsyneladende, for årsagen til at så mange lever af overførselsindkomster er, at muligheden foreligger, og at dette heller ikke længere betragtes som stigmatiserende i samme omfang som tidligere. Ole Birk Olesen giver et udmærket overblik over sociallovgivningens udvikling siden 1961. Der er ingen tvivl om, at lovgiverne har haft de bedste intentioner, f.eks. den at hvis en familie fik forbigående problemer, måtte deres levestandard ikke forringes så meget, at det ville blive et problem for dem at vende tilbage til et normalt arbejdsliv. Men med dette såkaldte ”indkomstbortfaldsprincip” forsvandt også det økonomiske incitament til at forsvare eller forbedre sin egen sociale situation. Et andet afgørende forhold, som nogle anede ved velfærdsstatens indførelse, er det, som blev formuleret af den svenske økonom Assar Lindbeck, at ”velfærdsstaten kun kan fungere i samfund, hvor arbejdsmoralen er formet, før velfærdsstaten kom til.”
Men inden Assar Lindbeck udtrykte den indsigt, var ideologien bag velfærdsstaten afgørende ændret. Det var i og for sig agtværdigt, at politikerne ønskede at mindske stigmatiseringen ved offentlig hjælp, men synspunktet kom helt ud af kontrol, da man i slutningen af tresserne og ind i halvfjerdserne kombinerede det med opfattelsen, at den enkelte er et produkt af sine omgivelser og derfor ikke kan gøre for det, hvis han skader sig selv. Denne pseudo-humanitære opfattelse havde en god grobund i halvfjerdsernes mellemlagssocialisme, der manglede forbindelse til både arbejderklassen og økonomiske realiteter. For nu kunne det akademiske og halvakademiske mellemlag give sig selv en central social rolle, som det også vidste at tage sig betalt for. Et af højdepunkterne blandt mange i Taberfabrikken er kapitlet om ”Velfærdsstatens frontsoldater” eller socialrådgiverne. Hvor man tidligere så den sociale klient som et menneske, der kunne gøres bevidst om sine personlige muligheder og sit eget ansvar, blev han nu en værdig stakkel, dvs. et menneske, der ikke selv kunne gøre for det, men som i og med, at han var social klient, repræsenterede et potentiale for samfundskritik og politisk engagement. Men selvfølgelig kun som formuleret af socialrådgiveren. Denne konfuse teori havde ikke noget med marxisme at gøre, for Marx havde været hurtig til at afskrive de mennesker, der ikke kunne bruges på arbejdsmarkedet, som Lumpenproletariat. Socialrådgivernes teorier var derimod et eksempel på den form for småborgerlig mystifikation, der trivedes blandt mellemlagssocialister i halvfjerdserne, og som nu lever sit drivhusliv i præstepartiet SF og blandt gymnasiets biedermeiersocialister. Men der var en mening med mystifikationen. For selv om SF’erne ikke kan tænke materialistisk, føler de materialistisk, og de kunne nu give sig selv rollen som en neo-feudal klasse, der inden for det kapitalistiske samfunds rammer udbytter de dårligst stillede (”de svage”) under foregivende af at hjælpe dem. De kalder det ”solidaritet med de svage”, og solidariteten bringes så i stand gennem beskatning.
Den side af sagen omtales kun delvist bogen, men den bør uddybes, for vi kan ikke forstå taberfabrikken uden også at inddrage det mellemlag, der profiterer på den, personligt og økonomisk. Men Ole Birk Olesen koncentrerer sig om ofrene, og bogens sidste to tredjedel er en gennemgang af velfærdsstatens menneskelige omkostninger. Det er forfatterens tese, at velfærdsstaten er undergravende for familier, at den øger kriminaliteten, at den giver lede ved arbejde og idet hele taget øger den samlede mængde af sociale problemer. At der er opstået en lang række sociale problemer i velfærdsstatens første femogfyrre år er uomtvisteligt. Der er gamle problemer i en ændret skikkelse, og nogle helt nye er kommet til. På den anden side er det være svært at afgøre, hvor mange af problemerne der er systemskabte. Men generelt er det i hvert fald rigtigt, at personer, der modtager offentlig hjælp, har en større risiko for at få flere sociale problemer end folk i arbejde, og at risikoen mindskes, hvis klienterne får et job igen. Desuden er det materiale, som Ole Birk Olesen lægger frem, så værdifuldt, at man i det mindste bør gøre sig den ulejlighed at sætte sig ind i det, inden man afviser det af principielle grunde. For en læser uden indsigt i samfundsøkonomi (et emne som skolen altid har været omhyggelig med at holde eleverne uvidende om), er det mest interessante i bogens sidste del de seks interviews med ofre. Her får man et tydeligt indtryk af de problemer, som velfærdsstatens ”omsorg” giver virkelige mennesker. Det er skildringer af mennesker, der svinder bort som personer uden rigtigt selv at være klar over faren ved den statslige omsorg, selv om flere udtrykker ubehag ved deres egen situation. Det mest optimistiske portræt er af Kia, som måske har haft den hårdeste opvækst som barn af en alkoholiker og ti år på et børnehjem. Om det er de hårde vilkår eller andre forhold, der har gjort hende fri af den venlige stat, er svært at afgøre, men det var ikke lykkedes, hvis hun ikke havde haft den opfattelse, at ”man skal også selv gøre noget – det er den måde, man kommer videre på.”
Men er der nogen muligheder for at komme videre for den øvrige del af samfundet? Problemet er jo ikke bare, at så mange mennesker modtager overførselsindkomster, men at mange andre lader sig bestikke til at tro på, at vi er meget tæt på Guds rige her i landet. Når politikerne deler ud af andre menneskers penge med en rund hånd, er det jo under devisen ”Hvis vi skal lave det her, så er vi altså alle sammen med i det, forstået!”
Ole Birk Olesen giver i det afsluttende kapitel nogle konkrete forslag til, hvordan man kan skabe et mere menneskeværdigt og dynamisk samfund. Først og fremmest ved en ændring af beskatningen. En betragtelig forhøjelse af bundfradraget vil umiddelbart skabe flere arbejdspladser, og hvorfor skal de dårligst stillede i det hele taget plyndres af de bedre stillede? I dag står de over for valget mellem enten at blive udbyttet af staten eller at blive sociale klienter. I begge tilfælde bliver de misbrugt.
Ole Birk Olesen skriver klart, informativt og til sagen. Bogen kan læses hurtigt, men den indeholder meget mere, end der her er antydet. Det lønner sig at vende tilbage til den. Den er et slagkraftigt indlæg for et mere menneskeværdigt og dynamisk samfund.
Ole Birk Olesen, Taberfabrikken. Hvordan velfærdsstaten opløste familier, skabte en eksplosion i kriminaliteten, ødelagde arbejdsmoralen og gjorde mange andre sociale problemer større i løbet af dens første 45 år. (People`s Press 2007) 167 sider.
De svages paradis?
