Formidlerne og litteraturen

Gyldendals direktør Johannes Riis er en mærkelig mand. På den ene side vil han som forlagsdirektør gerne agere på markedet, men på den anden føler han sig som litterært dannet person hævet over betingelserne for et frit marked. Denne dobbeltmoralske indstilling udlægges så i visse kredse som en stærk holdning: her er en mand, der idealistisk går på barrikaden for en forsømt kulturindustri. Det er i hvert fald det indtryk, man får af Jyllands-Postens benovede referat af den årlige reception på Gyldendal d.30. september.
Johannes Riis er utilfreds med meget. Han bryder sig ikke om, at boghandlerne driver forretning som forretning. Han udtaler sig nedladende om bibliotekernes inddragelse af it, og han angriber DR for at begrænse personaleforbruget. På det punkt støttes han af en litterær journalist, der mener, at DRs nedskæringer næsten er ”som i Cambodja, hvor de slog alle folk, der havde briller på ihjel.” Den bemærkning kan vist godt få førsteprisen for fornærmet klynkeri.
Men for at vende tilbage til virkeligheden kritiserer Johannes Riis også kulturministeren for ikke at give støtte til formidling af svært tilgængelig kunst, og som sit afsluttende trut i trompeten kritiserer Johannes Riis politikerne for at lade velfærdsdebatten dreje sig udelukkende om materielle forhold og ikke det, som han kalder åndelig velfærd. Man kunne tro, at det sidste begreb refererer til noget kirkeligt, hvis det i det hele taget betyder noget. Men ganske som politikere taler om velfærd som noget, der kan vejes af og hældes på poser, er det ud fra sammenhængen klart, at med sit ny slogan ønsker Gyldendals direktør subsidier til den del af kulturlivet, der ikke kan stå på egne ben.
Den slags klagesange er jo ikke nogen nyhed, men det særlige ved denne er, at Johannes Riis fokuserer på formidlernes betydning for kulturen. Det ville have været kønnere, hvis Gyldendals direktør havde fremhævet producenterne, for det må jo være dem og aftagerne, der er hovedpersonerne.
Det er en gammel historie, at producenterne får for lidt for deres arbejde. Det har de altid gjort. Ariosto kunne i hvert fald ikke tjene til sit eget underhold ved at skrive et originalt og vittigt digt som Orlando furioso (1516). Han var derfor nødsaget til at finde en mæcen, som han smigrede på det mest skamløse i sit epos, og hertugen af Este satte trumf på sin underbetaling af digteren ved også at svine ham til privat.
Heldigvis forsvandt mæcenatet som kulturel institution, og digteren kunne træde frem som sig selv på det fri marked. For nogle var det en frihed, for andre en fornedrelse. Man har fundet det urimeligt, at John Milton i 1667 fik £5 for Paradise Lost. Vi er nogle, der betragter det digt som det største kristne epos, der findes, og værdigt at blive sidestillet med Homers eper. Men boghandleren ville altså ikke give Milton mere end £5, og boghandleren havde nok ret, hvis spørgsmålet var om markedsværdien. For litterær værdi er noget ganske andet og ækvivalerer ikke med markedsværdien. For at udligne forskellen har man så genindført mæcenatet i den demokratiske form, der hedder kulturstøtte.
Kulturstøtte til kunstnerne er ikke emnet her, men man kan dog godt finde det udemokratisk, at flertallet skal tvinges til at støtte en kultur, der kun interesserer et mindretal, og så måske i virkeligheden heller ikke dem. Mellemlaget har jo det samme forhold til kulturen som til kirken: Det er da meget godt, den er der, men de vil nu ikke selv ulejliges for meget og i hvert fald ikke selv betale det, det koster. Det er her, at formidlerne kommer ind. De skal nemlig overbevise os, ikke blot mellemlaget, men os alle, den gemene hob, de mange, om at vi ikke kan undvære den kunst eller kultur, der reelt interesserer så få.
Nu er der helt bestemt ikke noget i vejen med at være formidler. Nogle kan ikke lade være. Andre vil gerne have noget for det. Det er der heller ikke noget i vejen med. Så Gyldendal kan jo bare ansætte de formidlere, som de mener, de har brug for. Men det er her, det går i stykker for Johannes Riis. Og det er derfor, han introducerer sit dumsmarte slogan ”åndelig velfærd.” Han vil nemlig ikke selv betale for formidlingen. Derfor sender han heroisk opgaven videre til staten. Måske ved han ikke, at selv om god litteratur er et samfundsanliggende, er den ikke en statslig opgave. Måske ved han det godt, men han ved i hvert fald, at han aldrig vil tjene en krone på et genialt digt som Orlando furioso.
Det er da også for trist, at ingen gider købe, endsige læse, Ariosto, og her ser nogle så det demokratiske mæcenat som løsningen. De mange skal beskattes, så formidlerne kan fortælle de få, hvilke bøger, de bør læse, hvis de skulle få tid. Det gør de nok ikke, og heldigvis bliver det hverken Gyldendals direktør eller kulturministeren, der løser problemet med formidlingen af usælgelig men uvurderlig litteratur. Det har et lille land som Danmark slet ikke råd til. Kan man f.eks. forestille sig, at Gyldendal og kulturministeriet kunne udgive et højt berømmet digt som Gottfried af Strassburgs Tristan und Isolde ? Overhovedet ikke. Det ville slå bunden ud af statskassen på Gyldendal og kulturministeriets præmisser.
Det kræver sin mand at løse sådan en opgave, dvs. både at oversætte de næsten 20.000 vers fra middelhøjtysk og dernæst at få oversættelsen ud. Den sidste del af opgaven er den letteste, og den som Gyldendal først ville give op overfor. For Johannes Riis` sippede bemærkning om, at bibliotekerne er ”en slags it-maskinstationer”, får ham og hans bekendtskaber ved Gyldendals reception til at lukke øjnene for, at nettet allerede har løst de opgaver, der er uoverkommelige for både Gyldendal og kulturministeriet, uanset hvor meget de plyndrer den jævne mand over skatten. Derimod har en germanist i Oregon, Lee Stavenhagen, på egen hånd oversat Gottfried af Strassburgs digt og lagt det ud på nettet. Hermed er Lee Stavenhagen både producent og formidler i sammen person og har sat det demokratiske mæcenat i det rette lys som en både uretfærdig og forældet institution. Så med nettet behøver de kulturelt bekymrede ikke længere at synge med på de samme gamle klagesange. De kan formidle, kommentere og analysere lige så mange svært tilgængelige tekster, de har lyst til. Ingen holder dem tilbage, og kun the sky is the limit.