Den elskede og hadede Fidel Castro har endelig besluttet sig for at resignere fra posten som statsleder i Cuba. Siden 1959 har Fidel Castro fulgt den kommunistiske tradition og styret Cuba med jernhånd. Det var ellers ikke hvad der lå i kortene fra starten. Før magtovertagelsen havde Fidel Castros plan været, at der skulle afholdes frie valg inden atten måneder fra magtovertagelsen. Efter magtovertagelsen blev spørgsmålet om frie valg mødt med kommentaren: ”Valg! Med hvilket formål”? Det kan dog ikke undre det store, at løftet om demokrati blev sløjfet til fordel for massehenrettelser af politiske modstandere og tidligere støtter kort efter kuppet. Faktisk kan jeg ikke lige nævne en socialistisk revolution hvor demokrati har fulgt efter.
Ikke overraskende var det den Cubanske middelklasse der støttede revolutionen. Fuldstændig som man kan se at det er den danske middelklasse der støtter socialistiske partier som SF, S, V, K og DF. Alligevel var der 50.000 af disse selvsamme cubanske middelklassestøtter der drog i eksil kort efter overtagelsen. Selv fagbevægelserne ville ikke støtte Castros styre. Måske hang det sammen med en generel holdning til, at fagvægelserne ikke måtte stille krav. Tidsskrifter og aviser blev lukket så der til sidst næsten kun var det kommunistiske tidsskrift ”Hoy” tilbage. Gennem de første år anslås det at mellem syv- og titusinde personer blev henrettet. I fængslerne blev tortur hyppigt brugt. Folk der havde fobier blev udsat for disse. Et eksempel på disse fobitorturmetoder var en kvinde der var angst for insekter der blev låst ind i et rum med kakerlakker over det hele. Den psykiske tortur var særlig udbredt og skinhenrettelser var en af de foretrukne metoder. Metoderne bliver stadigvæk brugt i Cubanske fænglser idag, hvor vækning af fangerne finder sted hver halve time, og fængselsceller huser helt op til toogfyrre fanger. Alt sammen noget der er medvirkende til at fangerne mister begrebet om tid. At miste begrebet om tid er faktisk en af de værste former for tortur, men man hører ikke venstrefløjen og kultureliten fordømme det cubanske styre. Til gengæld hører man dem i overflod fordømme når vestlige krigsmagter har en kvindelig forhørsleder til, at forhøre en mandlig fange. Grædekonerne har ligefrem dobbeltmoral skrevet i panden med neonlys. I nogle fængsler smører flere fanger sig ind i afføring for at undgå voldtægter. Arbejdslejre er ikke kun et fænomen kendt fra nazismens repetoire. Også på Cuba blev de brugt. Her blev de blot kaldt for ”Granja”. Arbejdstiden er omkring femten timer om dagen og vagterne bruger gerne deres bajonet til at øge ”moralen”. På et tidspunkt var der så mange fanger på Cuba der arbejdede i disse Granjas, at en fængselsinspektør erklærede, at straffefangerne udgjorde den vigtigste arbejdsstyrke. Castros styre har også fundet en metode til at holde alle andre politiske tanker i skak. I hvert boligkvarter er der stikkere der holder øje med hvad alle laver. Fuldstændig som man kendte det fra østtyskland før murens fald. Det skal dog så lige siges til Castros forsvar at han gennemførte sit forslag før østtyskland, så meget kan man sige om ham, men en wannabe er han ikke. Folk der måske kunne være en politisk modstander bliver angrebet af lokalbefolkningen under opsyn og arrangeret af politiet. Deres huse bliver ødelagt og de bliver udsat for verbal og fysisk vold, blandt andet i form af stenkast. Hvis man ikke kan finde folk blandt de øvrige beboere der ønsker at deltage kontakter man voldsmænd fra omkringliggende kvarterer og byer.
I 1980’erne var der hundrede femogtyve tusinde cubanere der fik tilladelse til at få udrejsevisum. En stor del af disse var dog sindsyge og forbrydere som Fidel Castro gerne ville af med. Forbryderne og de sindsyge havde vist sig at være blevet et større og større problem for Cuba. Mange af disse valgte at tage til USA som man også kan se i filmen ”Scarface”. Sidst i halvfemserne var to millioner cubanere i eksil. Dette ud af en befolkning på elleve millioner. Herefter begyndte man så småt at holde op med at føre tal på dette område. Man regner med at cirka et hundrede tusinde personer i Cuba har stiftet bekendtskab med lejrene, fænglserne eller lignende.
Det ser nu endelig ud til at Castros regime er ved at være forbi. Han har overladt magten til sin bror Raul Castro og Fidel Castro selv er tættere på sit livs endeligt end nogensinde før. I skyggen af Fidel Castro og hans kommunistiske Cuba sidder millioner af cubanere i eksil, sandsynligvis med et spinkelt håb om, at de kan vende tilbage til et cubansk demokrati i deres levetid. Dette er Fidel Castros arv.
"Nekrolog" for Fidel Castro
