Da jeg overvejede at være Venstre utro

”Jeg tvivler” sagde hun og kiggede på den gamle, der sad og drak kaffe i lænestolen. Om det var tingenes tilstand eller blot den tiltagende metaltræthed, der prægede hans manglende svar, var uvist. Hun fortsatte ihærdigt ”Jeg tvivler på os. For ni år siden lovede du mig, at skatten ikke ville stige og at servicen samtidig ville blive bedre i riget. Du lovede mig, at du ville tage hånd om sagerne i krisetider og ville lade friheden flyve. Men hvor er resultaterne blevet af?” Han kiggede på hende med matte øjne og rejste sig pludseligt med en kraft, der var en rigtig mand af hans slags værdig ”Du skal ikke tvivle. Vi lovede hinanden at stå sammen i medgang og i modgang. Du ved, hvor du har mig og du ved ikke, hvad den anden kan give dig!” Hun skuttede sig under hans ord. For han havde ret, den gamle. Ideelt set. I den seneste tid havde hun små-flirtet med ham den unge og smarte med alle de nye løfter, der lød endnu bedre end dem, som den gamle gav hende i sin tid. Den unge ville endda sænke skatten og skære i den offentlige sektor. Det lød som guld i hendes ører. Den gamle forstod hende og sagde ”Jeg forstår, at du falder for hans charme, selvtillid og smukke gyldne hår, men tænk på hvad vi har sammen. Historie for eksempel. Vi har stået sammen i dårlige tider og festet sammen i de gode. Derimellem har vi lavet alt rugbrødsarbejdet sammen. Fordi vi tror på friheden”. Hun tænkte længe over hans ord og så værdien af deres fælles historie. Hvordan de havde kæmpet, slidt, grædt og leet. Fordi de troede på en sag der var større end de to. Alligevel lå ideen om den unge med de gyldne lokker i hendes underbevidsthed og hun vidste det var tid til forandringer.
Ovenstående fortælling udspringer det faktum at en del tidligere Venstremedlemmer, herunder undertegnede, enten har meldt sig ud af partiet, eller overvejer ”utroskab” ved at stemme på Liberal Alliance til næste valg.  Jeg kunne fortælle den gennem-ævlede historie om hvordan Venstre de seneste mange år i tiltagende grad udviser træthed i geledene og man derfor med rette kan stille spørgsmålstegn ved om Venstre er Danmarks liberale parti. Men den historie kender vi alle.
Men hvad kan Liberal Alliance give alle os afhoppere, eller utro parti-soldater? LA har en interessant nyhedsværdi og giver gode muligheder for indflydelse, da partiet er relativt nyt og der er få medlemmer. Samtidig erklærer LA klar liberal politik, i forhold til V og liberale meninger vil måske bedre understøttes der. Og hvad kan Venstre så? Venstre har en lang stabil historie, hvorimod LA i højere grad præges af nye kræfter (og hvor stor er gennemslagskraften da, når rugbrødsarbejdet begynder for alvor?) Jeg spekulerer over om LA bare vil være et sidespring i et ellers langt forhold til Venstre og blot være den lette løsning på et større problem? Samtidig tænker jeg over, om vi kan regne med, at LA kan klare mosten i modgang, som jeg ved Venstre trods alt kan. ”Med Venstre ved du hvad du har”, men det ved vi stadig ikke helt med Liberal Alliance.
Og hvad så? Vi vil vel alle sammen gerne være på vinderholdet, og det er vel i bund og grund det, som det handler om? Og hvorvidt vi som liberale tror, at vi vinder i Liberal Alliance eller i Venstre kommer nok dybest set an på, om man tror på stabilitet, historie og (falmede) resultater eller om vi tror på den nye bevægelse med flagrende lokker, tro på fremtidens liberale samfund og provokerende udmeldinger, som virker friske og fornyende. Hvor løsningerne ligger afhænger af synet på vejen dertil. I bund og grund er vi nok i høj grad enige om målet. Ideologisk set. Personligt har jeg haft store overvejelser om ovenstående og jeg ved, at der er mange som jeg, der spekulerer over om medlemskabet af Venstre overhovedet er noget værd længere. For mig var en skilsmisse med Venstre nødvendig og jeg vil indtil videre heller ikke tiltrækkes af partiet med de flagrende lokker og spændende løfter.
P.s. nogen siger det er umuligt at melde sig ud af Venstre, medmindre man dør, men en skilsmisse kan også være hård og partiet holder vel blot krampagtigt fast i det der var. Trist, når det nu var skidt.