Jeg skal gerne erkende, at min indsigt kommer fra virksomhedsdrift, og som sådan kan virke naiv. Dog har min gang på denne jord lært mig, at intet sjældent bliver bedre, end de mennesker der skal passe det. Gode muligheder bliver til intet blandt ignoranter, mens middelmådige teknologier sagens kan rejse sig til mastodonter hvis ledet rigtigt. Ledelse er ydermere typisk mere afhængig af praktisk berøring end teoretisering. Derfor tager jeg fat i følgende faktum, og vil forsøge at ændre dette: Hvorfor har så få folketingspolitikere praktisk erfaring udenfor politik med sig inden de bliver valgt?
Økonomisk teori lærer os, at mennesker validerer deres situation og forventet fremtidig situation i forhold til incitamenter og forventning om udbytte. Udbytte kan udtrykkes objektivt, såsom penge, men værdi er altid subjektiv – eller relativ om man vil. En krone ekstra i timen er mange penge for en ufaglært, men næsten intet for en milliardær. Vi skal altså tilsigte et system hvor der er et positivt udbytte ved at være folkevalgt, ligegyldigt nuværende livssituation, hvis vi ønsker reelt demokrati.
En påstand er nemlig, at udbyttet er skævt således at særlig folk uden erfaring udenfor politik, samt offentligt ansatte på lavere niveauer, ser et stort afkast ved en folketingsplads, hvor privatansatte ser et ganske lille eller negativt.
Hvis vi undlader at validere den magt man opnår som politikker, og forudsætter at den enes lyst til at påvirke samfundet er lige meget værd som den andens, så står vi tilbage med to incitamenter for at gå ind i politik: 1) Løn og 2) Omtale.
Sidstnævnte kan både være positiv og negativ, så den er altså et risikobaseret afkast. Ligesom ”likviditeten” herfra kan have meget forskellige renteudvikling. Eller på godt dansk: Det kan både være en fordel og en ulempe at være kendt, og det på forskellige tider og steder.
Det faste afkast er altså alene lønnen – så lad os nøjes med at se på denne.
Den skal holdes op imod offeromkostninger ved forbigået anden karriere, samt investeringen i at blive valgt.
Vi står altså overfor et regnestykke hvor de 720.000 i årsløn er meget attraktiv for en skolelærer eller studerende på SU, men ikke er tiltalende for en mellemleder i erhvervslivet (som jo har erfaring udenfor det politiske og offentlige).
Derudover er det en udfordring, at man ikke lønner efter kvalifikationer i Folketinget, som man jo gør andre steder.
Som god finansieringsuddannet vil jeg også lige kommentere på inflationen. Denne skat uden repræsentation, kan i ekstreme tilfælde tiltrække folk til Folketinget, da dette selvregulerer sin løn, og må siges at være teoretisk tættere på viden om fremtidig inflationsudvikling.
Vi står altså overfor et grundlæggende demokratisk problem, nemlig at dem der betaler mest til samfundsfesten, og som sandsynligvis ville have flest kompetencer til at lede det fornuftigt, ikke har en stor motivation for at indgå i Folketingsarbejdet.
Løsning
Derfor foreslås det, at indføre en aflønning i Folketinget baseret på et gennemsnittet af de sidste to års skattepligtige indkomst op til en grænse på måske 2 mil. Det vil sige en studerende ville få omkring 10.000 om måneden, og en person med lang færdiggjort uddannelse og 5-årig karriere i erhvervslivet måske 60.000. Endelig foreslås det, at folketinget i valgperioden ikke inflationsreguleres i lønnen.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.