Er forskning vejen frem i en krise?

Ordet forskning, med dets variationer og kombinationer (forskning og udvikling eller den mere moderne forskning, udvikling og teknologisk innovation) synes som regel at være et af de fundamentale elementer, for at en nation oplever økonomisk vækst. Sjældent er det, iblandt de mange politiske taler og forskellige retoriske fremgangsmetoder, at denne idé ikke dukker op – illustreret bedst i de forskellige procentsatser af BNP som der diskuteres og fremlægges til formålet forskning.
Uden genrens tvivl, dukker der ustandseligt nye produkter og ydelser op til tilfredsstillelsen af vores behov. Ikke blot dette, men at disse forbedringer som tjener klienten bedst muligt, tillader også at virksomheder har lavere produktionsomkostninger.
De forskellige opskrifter som skabes i politiske kredse, til fordel for forskning som et fundamentalt element i forsøget på at overvinde krisen, virker som, i princippet, at være på den rette vej. Ikke desto mindre, påstanden må uddybes, da vi kan observere at selvom en stor grad af forskning finder sted, er dette ikke ensbetydende med økonomisk vækst.
På denne måde, under den kolde krig, fremlagde Sovjet Unionen en betragtelig andel af dets BNP til forskning og udvikling, en ca. 2 % i 1990, hvilket er en procentsats meget højere end i andre lande, som Spanien. Til trods for dette, var udviklingen langt under niveau sammenlignet med andre lande, hvor de havde en mindre andel sat af til forskning, og den økonomiske vækst fandt ikke vejen frem. Manglen af produkter på markedet var så markant, at folket tilbragte store mængder af tid, for blot at stå i kø, til de mest basale goder.
Derfor kan forskning ikke anerkendes som værende den eneste faktor, som påvirker et lands udvikling. For at forstå den rolle som forskning spiller, må denne, altså forskning, analyseres under de samme parametre som i hvilken som helst anden investering. Det vil sige, hvis tidspunktet er inde til at investere, og der analyseres parametre som udgangspunkt for retur på investeringen, endvidere omkostningen og alternativer, når det drejer sig om forskning, skal de samme beregninger foretages. Det vil intet nytte, hvis et firma forsker i en teknologi som vil kunne øge dets salg med 10 % de næste 10 år, hvorefter omkostningen af forskningen fordobler den mulige stigning af salg, eller hvis den finansielle omkostning er uacceptabel. I disse tilfælde er projektet i forskning ikke kun en ulempe
, men også et vigtigt passiv.
Det samme ville finde sted med projekter i forskning sponsoreret af det administrative offentlige. Hvis fordelene som tillades at opnå er mindre end omkostningerne, vil disse projekter omdanne sig som last for de medvirkende, de som betaler skat, og besvære den økonomiske helbredelse. Endvidere, disse projekter har et mærkværdigt element til forskel fra de andre, og det er: mens projekter med henblik på forskning i en virksomhed overflødiggøres til dets fordel, samt dets omkostninger heri, er de forskellige statsfinansierede projekter betalt i skattepenge, hvor de som betaler ingen fortjeneste får, hvis projektet viser sig at bære frugt.
Derfor må det siges, at denne højere omkostning er negativ for de forskellige virksomheder og forbrugere som ingen gavn ser hvis projektet skulle lykkedes, hvilket bidrager negativt til at komme ud af krisen. Normalt er det, at de små virksomheder får et minimalt udbytte af projekter i forskning, men stadig bidrager de til omkostningerne.
Det er med dette som udgangspunkt, at vi ikke kan helliggøre rollen som forskning spiller i økonomisk udvikling, heller ikke til at komme ud af krisen, men at anskue det som endnu et værktøj til, som bedst bruges, når det evalueres under de samme parametre som i hvilken som helst anden investering: undersøge omkostningerne, mulige fordele/ulemper og det praktiske. I tilfælde af, at denne analyse ikke realiseres, er det ikke at det ikke vil fungere, men at det vil forværre mulighederne for at komme ud af krisen.