Svaret på overskriften: Som helt klart udgangspunkt, nej. Og lad mig lige tilføje et “!”.
Er man liberalist, vil man vende sig imod lovgivning om arbejdstider og mindsteløn. Det vil man fordi, man som liberalist 1) ved at markedsøkonomien er det økonomiske system, der a) er mest naturligt for mennesker, da det “efterligner” menneskelig adfærd, og b) er det system, der sikrer den mest effektive målopnåelse (målet er almindelig menneskelig ”lykke”), samt 2) fordi lovbundne regler på området ændrer på helt almindelige og allerede indgåede ansættelsesaftaler. Aftaler som netop er indgået, fordi der er aftalefrihed.
På jurastudiets første år lærer man, hvordan aftalefriheden gennem tiden – men mest af alt indenfor de seneste 100 år – er blevet forringet mere og mere. Den mest primitive regulering — at aftaler skal holdes, med mindre de strider mod lov (f.eks. aftaler om lejemord) eller ærbarhed (f.eks. at modparten ikke overholder sin del af aftalen) — er nu om stunder suppleret af et væld af regler og ikke mindst generalklausuler, der har det tydelige formål, at lade domstolene fastsætte, hvad to mennesker har aftalt; med den twist at domstolene kan “censurere” i en aftale og f.eks. fjerne visse såkaldt byrdefulde klausuler, hvis man mener, at den ene part er mere svag end den anden. Og så er der selvfølgelig hele det nye forbrugerområde, der er baseret på en arkaisk tanke om, at man som privatperson er “svag”, når man køber en brødrister, og at sælgeren derfor skal have en ringere beskyttelse under loven, end havde han selv været privatperson; et synspunkt, der er mere socialistisk-moralsk bestemt end empirisk understøttet.
Ingen regel uden modifikation. Derfor er der, som også nævnt, en mulighed for at, at man skal kunne lovgive sig ud af uhensigtsmæssige situationer. Det er der i princippet heller ikke noget galt i. Intet samfund kunne overleve, hvis det f.eks. blev en kutyme, sådan i flæng at udtage lejemordskontrakter på hinanden. I en sådan (meget tænkt) situation, ville en lovregulering være passende. Det ville den være, fordi det a) er umoralsk at slå eller få slået et andet menneske ihjel, og b) er en nærmest naturstridig ting (læs: anti-evolutionært) sådan at slå sine stammefæller ihjel (dette gælder selvfølgelig ikke ikke-stammefæller, som det historisk set, har været i orden at dræbe).
Men der er en grænse og spørgsmålet er, hvor den skal trækkes. Et samfund er kendetegnet ved den spontane orden. Det ved vi fra Hayek. Spørgsmålet om grænsedragningen er dermed også et spørgsmål om, hvor langt vi er villige til at gå i vores indgriben i denne orden. Hvornår bliver samfundets naturlige orden unaturlig?
Antager man, at der er en konsensus om, at det ikke er i orden at slå sin nabo ihjel og bliver drab sanktioneret af lokalsamfundet gennem sædvanebestemte kutymer, så er der i princippet intet i vejen for, at man skulle “ophøje” denne sædvane til skreven lov; da skreven lov (igen pr. tradition) anses som mere tungtvejende end kutymer. Loven er jo blot udtryk for noget, der allerede gælder i forvejen.
Men hvad nu hvis vi sagde, at mennesker ikke måtte arbejde mere end 37 timer i en anden mands tjeneste. Ville dette være i overenstemmelse med de allerede gældende regler? Måske – måske ikke. Højst sandsynligt er der ikke nogle faste regler på området; arbejdstidsregler er typisk noget, som man har indført gennem lovgivning uden nogen hensyntagen til de etablerede normer. Der er flere problemer med en sådan regel:
1. Hvis der ikke er nogle regler på området har folk lov til at arbejde mere end 37 timer, hvis de enten har lyst til det, eller hvis de orker det. Hvad er der dog galt i det? Bare fordi man arbejder mere end 37 timer er der jo ikke tale om slaveri; man får jo, trods alt, penge eller andre goder for sit arbejde.
2. Hvor kommer de 37 timer fra? Er der en norm der siger, at 37 timer er særligt ideelt, det kunne måske være, at en guddom engang havde åbenbaret, at man ikke måtte arbejde i længere tid, eller er det bare et arbitrært fastsat tal? Højst sandsynligt det sidste.
3. Hvis man ikke må arbejde mere end 37 timer, vil en ansættelsesaftale imellem to personer der siger, at den ene skal arbejde 37,5 time for den anden, være ulovlig. Begge parter vil således være kriminelle og i princippet kunne straffes, hvis krænkelser er strafbelagte.
4. Det er tale om ressourcespild, hvis politiet skal lave ”dyneløfteri” i alle landets virksomheder.
5. Der er tale om et skridt på vej mod en politistat, da politiet med ét får kompetence til at foretage arrestationer af mennesker, der p.g.a. en lovbestemt ændring af lovligt indgåede aftaler nu betragtes som kriminelle. Og kriminelle skal som bekendt retsforfølges.
Der findes mange flere grunde.
Vil man have læse et konkret eksempel fra området, hvor USA’s højesteret rent faktisk gik ind og kendte noget delstatslovgivning om netop arbejdstider og mindsteløn ugyldig ud fra det liberalt kapitalistiske doktrin om aftalefrihed, skal man kigge nærmere på den såkaldte Lochner-periode.
En central dom er Lochner versus New York, hvor både sammenskrivningen (syllabus) og dommer Peckhams begrundelse med fordel kan læses. Der er tale om noget rigtigt ”guf” med gode, sunde argumenter, som kan bruges, hvis man kommer til at diskutere emnet med sine venner eller fjender.
Er det liberalt at lovgive om arbejdstider og mindsteløn?
Ja, for at lige få det på plads, så undskyld for det noget hæsblæsende tempo min lille artikel har.
Ja, for at lige få det på plads, så undskyld for det noget hæsblæsende tempo min lille artikel har.
Stimulerende artikel. Den rejser ret mange problemer. Betragtningen om aftalefrihed er vigtig. Det burde man uddybe. Især nu hvor det efterhånden tages for givet, at almindelige mennesker ikke er begavede nok til at varetage deres egen interesse, hvilket så paradoksalt slår om i et overgreb fra myndighederne mod almindelige mennesker.
Men nu lovgiver man jo heller ikke om en mindsteløn. Overensskomster er en sag mellem fagforeninger og arbejdsgivere. Men selv om der ikke findes en officiel mindsteløn ( de verserende tal er et snit af sammenlignelige overenskomster ), vil der naturligvis være et vist pres fra lokalsamfundet. Et oplagt eksempel er en sag fra i dag:
http://epn.dk/brancher/foedevarer/bryg/article2003517.ece
Stimulerende artikel. Den rejser ret mange problemer. Betragtningen om aftalefrihed er vigtig. Det burde man uddybe. Især nu hvor det efterhånden tages for givet, at almindelige mennesker ikke er begavede nok til at varetage deres egen interesse, hvilket så paradoksalt slår om i et overgreb fra myndighederne mod almindelige mennesker.
Men nu lovgiver man jo heller ikke om en mindsteløn. Overensskomster er en sag mellem fagforeninger og arbejdsgivere. Men selv om der ikke findes en officiel mindsteløn ( de verserende tal er et snit af sammenlignelige overenskomster ), vil der naturligvis være et vist pres fra lokalsamfundet. Et oplagt eksempel er en sag fra i dag:
http://epn.dk/brancher/foedevarer/bryg/article2003517.ece
@ Bo: Tak for de fine kommentarer. Ja, og så har du selvfølgelig ret i, at der ikke er nogen lovbestemt mindsteløn i DK p.t. — men mon ikke de kære politikere vil spille sådan en på banen? Det er nærliggende nu hvor man for alvor er begyndt at tale om en “officiel fattigdomstærskel” osv.
Men artiklen kunne også havde handlet om meget andet en mindsteløn. Mindstelønne var blot det eksempel der passede bedst til den dom, der henvises til afslutningsvist. Egentlig kunne man også tale om fortrydelsesret, renteregler, arbejdsmiljø, you name it.
@ Bo: Tak for de fine kommentarer. Ja, og så har du selvfølgelig ret i, at der ikke er nogen lovbestemt mindsteløn i DK p.t. — men mon ikke de kære politikere vil spille sådan en på banen? Det er nærliggende nu hvor man for alvor er begyndt at tale om en “officiel fattigdomstærskel” osv.
Men artiklen kunne også havde handlet om meget andet en mindsteløn. Mindstelønne var blot det eksempel der passede bedst til den dom, der henvises til afslutningsvist. Egentlig kunne man også tale om fortrydelsesret, renteregler, arbejdsmiljø, you name it.
Helt enig. Der finder altså en politisk påvirkning – styring? – sted uden for forskellige aftalesystemer. Der er masser af eksempler. Lønudviklingen i det offentlige. Den er et studium i sig selv.
Og netop fattigdomsgrænsen. At få fastlagt den er vigtigt – ikke for de fattige, for de har det jo som, de har det – men for de mange, der befinder sig i en relation til fattigdom – helst relativt fjernt. For dem – f.eks. SFerne i det offentlige – er det vigtigt at fastholde den relative afstand til fattigdom, og derfor holder de fast i begrebet relativ fattigdom og en variabel fattigdomsgrænse. Det er solidaritet som boomerang. For de fattige.
Og det kunne være interessant, hvis andre ville belyse den problematik, du har åbnet for, med flere eksempler.
Helt enig. Der finder altså en politisk påvirkning – styring? – sted uden for forskellige aftalesystemer. Der er masser af eksempler. Lønudviklingen i det offentlige. Den er et studium i sig selv.
Og netop fattigdomsgrænsen. At få fastlagt den er vigtigt – ikke for de fattige, for de har det jo som, de har det – men for de mange, der befinder sig i en relation til fattigdom – helst relativt fjernt. For dem – f.eks. SFerne i det offentlige – er det vigtigt at fastholde den relative afstand til fattigdom, og derfor holder de fast i begrebet relativ fattigdom og en variabel fattigdomsgrænse. Det er solidaritet som boomerang. For de fattige.
Og det kunne være interessant, hvis andre ville belyse den problematik, du har åbnet for, med flere eksempler.
Fin artikel, Nikolaj. Ikke nok med, at mange af de aftaleretlige emner i høj grad bærer præg af at være gennemsyret af socialdemokratisk tankegang, så har jeg personlig svært ved at tage den overkodificering af retspraksis, der hænder af og til, når bureaukraterne påny har fundet det nødvendigt at udarbejde (unødvendigt mange) love. Og det er ikke blevet bedre med diverse EU-direktiver.
Men efter at have set dig skrive følgende kommentar på http://www.dekanblog.sam.au.dk/?p=18 tvivler jeg nu på, at du er lige så liberal som angives på denne side, eller du har måske ændret holdning, så du ikke længere er én af de jurister, der går ind for statslegitimeret monopol? Det er ikke liberalt at lovgive om arbejdstider og min-løn, men det er saftsusme det modsatte at liberal at ville indføre restriktioner over for, hvem man, betalt, kan have med sig i retten til støtte for éns påstande. Om’er
Fin artikel, Nikolaj. Ikke nok med, at mange af de aftaleretlige emner i høj grad bærer præg af at være gennemsyret af socialdemokratisk tankegang, så har jeg personlig svært ved at tage den overkodificering af retspraksis, der hænder af og til, når bureaukraterne påny har fundet det nødvendigt at udarbejde (unødvendigt mange) love. Og det er ikke blevet bedre med diverse EU-direktiver.
Men efter at have set dig skrive følgende kommentar på http://www.dekanblog.sam.au.dk/?p=18 tvivler jeg nu på, at du er lige så liberal som angives på denne side, eller du har måske ændret holdning, så du ikke længere er én af de jurister, der går ind for statslegitimeret monopol? Det er ikke liberalt at lovgive om arbejdstider og min-løn, men det er saftsusme det modsatte at liberal at ville indføre restriktioner over for, hvem man, betalt, kan have med sig i retten til støtte for éns påstande. Om’er
@Libertador89: Fint at du hiver min gamle kommentar på Hyllebergs dekanblog frem. Det jeg skrev dengang er stadig sandt. Jurauddannelsen er, ligesom læge-, tandlæge og revisoruddannelserne f.eks. – en uddannelse der giver en adgang til nogle erhverv, som man skal opnå en tilladelse til at drive. Det har noget at gøre med, at der er tale om “professioener”, hvor tvister imellem f.eks. en advokat og en revisor ordnes udenom det offentlige retssystem og istedet afgøres i privat regi. Og der er bestemt ikke noget uliberalit heri; heller ikke i, at man ikke alle og enhver kan slå sig ned som f.eks. advokat. Alle kan derimod slå sig ned med juridisk rådgivning — men titlen advokat er beskyttet og heri ligger også en garanti til kunderne; bl.a. en garanti for, at advokaten er ansvarsforsikret. Dermed ikke sagt, at jurister ikke også skulle lave en sådan ordning og konkurrere med advokater på rådgivning – lad dem endelig gøre det.
@Libertador89: Fint at du hiver min gamle kommentar på Hyllebergs dekanblog frem. Det jeg skrev dengang er stadig sandt. Jurauddannelsen er, ligesom læge-, tandlæge og revisoruddannelserne f.eks. – en uddannelse der giver en adgang til nogle erhverv, som man skal opnå en tilladelse til at drive. Det har noget at gøre med, at der er tale om “professioener”, hvor tvister imellem f.eks. en advokat og en revisor ordnes udenom det offentlige retssystem og istedet afgøres i privat regi. Og der er bestemt ikke noget uliberalit heri; heller ikke i, at man ikke alle og enhver kan slå sig ned som f.eks. advokat. Alle kan derimod slå sig ned med juridisk rådgivning — men titlen advokat er beskyttet og heri ligger også en garanti til kunderne; bl.a. en garanti for, at advokaten er ansvarsforsikret. Dermed ikke sagt, at jurister ikke også skulle lave en sådan ordning og konkurrere med advokater på rådgivning – lad dem endelig gøre det.
Og i øvrigt, så kan du, hvis du vil, selv give fremmøde i retten.
Og i øvrigt, så kan du, hvis du vil, selv give fremmøde i retten.
@Nikolaj
Først, god artikel. Enig i dine betragtninger.
Men jeg er ikke enig i din betragtning vedr. tilladelse til at kalde sig selv advokat, læge eller revisor.
Hvorfor kunne det ikke bare lade sig gøre med, at man kunne spørge ind til en (selverklæret) advokats uddannelse og hvilke fag han har haft (og evt. karakterer)?
Staten behøver ikke at uddele licenser, til dem som de finder bedst. Det er jeg sikker på, at markedet helt fint kan klare selv.
… Ellers burde vi vel have licenser inden for alle erhverv, eller?
Igen, god artikel.
Mvh Jesper R
@Nikolaj
Først, god artikel. Enig i dine betragtninger.
Men jeg er ikke enig i din betragtning vedr. tilladelse til at kalde sig selv advokat, læge eller revisor.
Hvorfor kunne det ikke bare lade sig gøre med, at man kunne spørge ind til en (selverklæret) advokats uddannelse og hvilke fag han har haft (og evt. karakterer)?
Staten behøver ikke at uddele licenser, til dem som de finder bedst. Det er jeg sikker på, at markedet helt fint kan klare selv.
… Ellers burde vi vel have licenser inden for alle erhverv, eller?
Igen, god artikel.
Mvh Jesper R
@Jesper: Du må heller ikke tage fejl af det jeg skriver. Man kan sagtens forestille en ren markedsbaseret løsning indenfor hele retssystemet; domstole, politi, anklagere og advokater. Der findes som du helt sikkert også ved, rigtigt megen litteratur om emnet.
Problemet er — og det er derfor jeg ikke er ANCAP’er — bare, at problemstillingen er nærmest fiktiv; eller rettere: Løsningen er det, set i forhold til det samfund vi lever i.
Jeg påstår hermed ikke, at man ikke kan og bør lave samfundet om på en række områder. Det er oplagt nødvendigt. Men før man laver for meget om skal man også tænke på, samfundet er mere end en gængs kontrakt man indgår. Der er nogle traditioner (regler, som Hayek ville kalde dem) og kutymer som man nærmest altid har fulgt, og som måske er blevet formaliseret ved lov. En række af disse regler er abstraktioner over konkrete løsninger, som så har udkrysalliseret sig til principper, vi mener skal være gældende.
Advokaterne er, om noget, udsprunget af en sådan tradition. Der har altid været “skriftkyndige”, som har ageret dommere, forsvarer osv. gennem tiden. Der har været forskellige udformninger men meget af det grundlæggende har været det samme. Det var først i 1700-tallet (IIRC) man begyndte at formalisere kravene til disse personers kompetencer – noget man valgte at gøre, fordi der var for mange tilfælde af retsmisbrug, justitsmord osv. M.a.o. så var der et behov, som man løste gennem regulering. Den regulering blev så først givet ved kongelig befaling, senere ved lov og bekendtgørelse. Men reguleringen løste et konkret problem — og det er jeg stadig overbevist om at det gør.
Og det er vigtigt at anerkende, at der i princippet ikke er noget galt med lovgivning. Lovgivnignen er blot et middel til at opnå et mål – og det er et middel der bruges. Og dét at lovgive er i sig selv ikke uliberalt… Ja det skulle da lige være fordi, at man er tilhænger af den kontinentaleuropæiske og rationelt-konstruktuvistiske liberalisme, der er tilhænger af såkaldt naturlige rettigheder. Men det er jeg ikke; jeg tror ikke på det og mener, at naturrettigheder (f.eks. det, at der er et almengyldigt selvejerskabsprincip) er en hyperbole. Rettigheder er i min optik (og den er historisk begrunde) noget man tilkæmper sig – ikke noget man erkender og så vupti: der er de!
Den aftalefrihed der tales om i den dom jeg nævner i artiklen, er en frihed der er udsprunge af en due process-klausul i USAs forfatning. En ret, med støtte i en paragraf i en lov. Ikke en ret som er udledt ved Rothbardiansk deduktion.
Og dette er kernen i det hele: Jeg synes det er humbug at tale om kontraktssamfundet; en samfundstype, der har større støtte i teorien end i historien.
@Jesper: Du må heller ikke tage fejl af det jeg skriver. Man kan sagtens forestille en ren markedsbaseret løsning indenfor hele retssystemet; domstole, politi, anklagere og advokater. Der findes som du helt sikkert også ved, rigtigt megen litteratur om emnet.
Problemet er — og det er derfor jeg ikke er ANCAP’er — bare, at problemstillingen er nærmest fiktiv; eller rettere: Løsningen er det, set i forhold til det samfund vi lever i.
Jeg påstår hermed ikke, at man ikke kan og bør lave samfundet om på en række områder. Det er oplagt nødvendigt. Men før man laver for meget om skal man også tænke på, samfundet er mere end en gængs kontrakt man indgår. Der er nogle traditioner (regler, som Hayek ville kalde dem) og kutymer som man nærmest altid har fulgt, og som måske er blevet formaliseret ved lov. En række af disse regler er abstraktioner over konkrete løsninger, som så har udkrysalliseret sig til principper, vi mener skal være gældende.
Advokaterne er, om noget, udsprunget af en sådan tradition. Der har altid været “skriftkyndige”, som har ageret dommere, forsvarer osv. gennem tiden. Der har været forskellige udformninger men meget af det grundlæggende har været det samme. Det var først i 1700-tallet (IIRC) man begyndte at formalisere kravene til disse personers kompetencer – noget man valgte at gøre, fordi der var for mange tilfælde af retsmisbrug, justitsmord osv. M.a.o. så var der et behov, som man løste gennem regulering. Den regulering blev så først givet ved kongelig befaling, senere ved lov og bekendtgørelse. Men reguleringen løste et konkret problem — og det er jeg stadig overbevist om at det gør.
Og det er vigtigt at anerkende, at der i princippet ikke er noget galt med lovgivning. Lovgivnignen er blot et middel til at opnå et mål – og det er et middel der bruges. Og dét at lovgive er i sig selv ikke uliberalt… Ja det skulle da lige være fordi, at man er tilhænger af den kontinentaleuropæiske og rationelt-konstruktuvistiske liberalisme, der er tilhænger af såkaldt naturlige rettigheder. Men det er jeg ikke; jeg tror ikke på det og mener, at naturrettigheder (f.eks. det, at der er et almengyldigt selvejerskabsprincip) er en hyperbole. Rettigheder er i min optik (og den er historisk begrunde) noget man tilkæmper sig – ikke noget man erkender og så vupti: der er de!
Den aftalefrihed der tales om i den dom jeg nævner i artiklen, er en frihed der er udsprunge af en due process-klausul i USAs forfatning. En ret, med støtte i en paragraf i en lov. Ikke en ret som er udledt ved Rothbardiansk deduktion.
Og dette er kernen i det hele: Jeg synes det er humbug at tale om kontraktssamfundet; en samfundstype, der har større støtte i teorien end i historien.
Nu behøver man dog ikke være ANCAP for ikke at gå ind for advokatlicens, lægelicens osv. Milton Friedman gik i hvert fald ikke ind for det :D.
Nu behøver man dog ikke være ANCAP for ikke at gå ind for advokatlicens, lægelicens osv. Milton Friedman gik i hvert fald ikke ind for det :D.