Hvert år producerer vi mange tusinde love i Danmark. Mere end halvdelen af dem er inden for skatteområdet.
Vi letter indkomstskatten – men opfinder nye skatter for at finansiere lettelserne. Det betyder, at det danske skattetryk, trods de gode intentioner fra skifterende regeringer, i praksis ikke har ændret sig siden starten af 2000-tallet.
Skiftende regerings kreativitet i forhold til nye skatter er imponerende.
Blandt de mere kuriøse kan nævnes:
- En skat på nødder som luksusspise (som de eneste i verden)
- En skat på luften i softice (også svært at forestille sig andre lande kopiere)
- Skat på sikkerhedsudstyr i biler
Og mange flere.
Men hvilken er den værste?
Det spørger vi her 5 selvstændige om.
Hvis disse virksomhedsejere kunne fjerne én skat – hvilken ville det da være?
Vi giver ordet til:
Jesper Hvejsel – Made4men
For mig ville det handle om hvordan man med en afgift kunne sikre vores samfund fremadrettet, og overraskende nok vil jeg ikke vælge indkomstbeskatningen.
Nej i stedet vil jeg vælge selskabsskatten.
Det er for mig at se en af de mest ødelæggende beskatninger – det gør at virksomheder i stedet for at bruge pengene på at vækste og blive større skal betale dem i skat. Det kunne eventuelt dækkes ved at forhøje udbytte beskatningen til at dække. For mig handler det om at investere i DK og i væksten, og det gør vi ikke ved at give det offentlige pengene.
Jesper Hvejsel er medstifter og direktør i Firtal Web. Webshops under Firtal Web som Made4men.dk sender over 150.000 pakker om året og beskæftiger et tocifret antal mennesker.
Kenneth Jørgensen – Studenterguiden
Jeg finder det meget oplagt, at man fjerner restriktionerne på det beløb, man må tjene ved siden af sin SU som studerende. Mange studerende er særdeles erhvervsaktive, og der findes samtidig iværksættere, som driver en sund og fornuftig forretning ved siden af deres studier. Det giver i min optik meget lidt mening, at straffe produktive og arbejdsomme studerende, som gør en ekstra indsats.
Der skal selvfølgelig stilles hårde krav til at man er studieaktiv, så der ikke snydes med SU’en.
Kenneth Pedersen er medindehaver af Studenterguiden.dk, der hvert år besøges af hundredetusindevis af studerende i jagten på studietips.
Halfdan Timm – Billigeflybilletter
Ud fra økonomiske perspektiver kan vi ikke forsvare at have topskat i Danmark.
Selvstændige planlægger deres løn lige op til det punkt, hvor de betaler topskat. Resten bliver liggende i virksomheden eller trækkes ud af landet, således den øverste beskatning ikke aktiveres.
Da Frankrig indførte en millionærskat, flygtede de rigeste franskmænd til Belgien, Spanien og Italien. Alene i Belgien kunne den franske avis L’Echi spore 17 milliarder euro (!) fra franske milliardærer.
Hvilket punkt på Laffer-kurven der er den rigtige, er en videnskab. Men det er ikke hvor topskatten ligger i dag.
Halfdan Timm er partner i Obsidian Digital og indehaver af en af Danmarks største rejseportaler i form af BilligeFlybilletter.dk.
Emil Blücher – Huma
Et af de største problemer, er alle de små forpligtelser som der er, når man skal ud at ansætte for første gang. Kommer man eksempelvis til at indberette løn for sent til en medarbejder, uden at lave en nulindberetning, vanker der fluks en bøde på 800,- kroner.
Problemet er ikke de 800,- kroner i sig selv, men hele den tankegang som er med pisk frem for gulerod. Kombineret med et hav af forskellige sociale lønomkostninger, og omkostninger når en medarbejder går på barsel, gør det bare at mange folk vælger at bruge freelancere frem for egne ansatte.
Og hvad måske er endnu værre, at folk aktivt fravælger kvinder grundet potentielle barselsomkostninger – også selvom at sidstnævnte ikke er lovligt.
Emil Blücher er direktør og medstifter i Huma.dk, der producerer og sælger rengøringsartikler- og udstyr primært til dansk erhverv.
Dennis Drejer – Rito
Jeg synes man bør fjerne selskabsskatten for virksomheder under 5 år, for på den måde at have mulighed for at reinvestere så meget som overhovedet muligt. Det vil give nogle mere solide virksomheder og sikre, flere når deres 5 års fødselsdag.
Dennis Drejer er direktør i Rito.dk, der er en af Danmarks største butikker inden for garn- og hobbyartikler. Dennis Drejer er tidligere omtalt i bl.a. Finans.dk og MX.dk.