Vejen til den store depression er brolagt med fristelser

I sin tid som finansminister har Lars Løkke Rasmussen sagt: ”Hvis man ud fra en økonomisk betragtning er imod euroen, så byder logikken også at fastkurspolitikken er forkert. Det ville gavne den danske debat om euroen at erkende og fastslå denne kendsgerning.” Denne skarpsindige analyse hilses velkommen.

At gøre fastkurspolitikken til genstand for en rationel debat er hvad Danmark har brug for.

16126262429_c9e412097a_nationalbanken

Når politikerne og bankerne sænker renten til under den ”naturlige rentesats” i opkonjunkturer boomer forbrug, og arbejdsløsheden tordner ned i takt med at borgerne øger gældssætningen, og fordi der er rigelig med likviditet til rådighed, ser ingen derfor nogen som helst grund til ikke at spinde guld på at jobbe gældsbyrderne op. Det gælder både politikere og banker…

At begå en fejl er menneskeligt, men at gentage den samme fejl er direkte dumt.

Politikere verden over lægger nu hjernerne i blød for at finde alternative måder at skrue op for pengemængden, måske de hellere skulle lade være med det, men det er jo fristende at forsøge at gentage gårdsdagens succeser. De mange ekspansive økonomiske tiltag på verdensplan foretages for at forhindre den igangværende nedsmeltning, der langsomt men sikkert skrider frem.

I Danmark har Venstres erhvervsordfører Jakob Jensen nu fået den ide, at slagte Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) og sende godt de 50 milliarder kroner i tvangsopsparede midler i omløb. Det er fristende at lade det ske allerede til efteråret – tanken er så at det skulle forøge forbruget og dermed sænke ledigheden – men pengemængden er i dag bare ikke for lille, den er for stor.

At slå bunden ud af endnu en pengetank og sende ekstra 50 milliarder i omløb vil blot øge M3 pengemængden, men det vil blive på bekostning af at de løbende poster og at valuta(u)balancen øges.

Men ja, der vil ryge valuta for nogle tusinde ekstra flade og måske 5-6.000 ekstra ugers ferie ud af landet. Det er vanskeligt at forestille sig hvordan det skulle have en gunstig effekt på ledighedskurven.

Pengene vil primært blive anvendt til styrke den private krisebuffer: Nedbringning af gæld, opsparing, samt til marginale reparationer af likviditetskilder (Nedbringning af kontokortordninger o. lign.)

Det hilses velkommen at politikerne er indstillet på at frigive endnu en portion af vore surt tvangsopsparede midler – jo før desto bedre. Men det er en tanketorsk af rang at forestille sig at det skulle have en dæmpende effekt på ledighedskurven. Tricket med at pumpe pengemængden op virkede i går, men ikke mere. Det virker ikke, fordi vareomsætningshastigheden og pengeomløbet er bremset op – man kan ligefrem høre hvordan det hviner på vækstsporet, mens økonomien bremser op.

Mens politikerne skændes om hvorvidt det er bedst at bygge plejehjem eller slagte pengetanke, stopper vareudvekslingen mere og mere op. Erhvervene affolkes og ledighedskurven er knækket den gale vej – det sker fordi både politikere og borgere har brugt pengene på forhånd. Interesseorganisationerne LO og DI kan hurtigt blive enige om at regeringen skal slå spunsen ud af statskassen. Det er bare ikke det der skal til …

Væksten den skabes når det du og jeg gør, omsættes til værdi i en økonomisk transaktion. Det er netop kernen i den økonomiske krise som verden har bevæget sig ud i. Udvekslingsmekanismen har fejlet. Produktionen fører ikke mere til vækst, og de mange stimuluspakker som verdens nationer pumper ud i økonomierne udhuler selve det fremtidige handelsgrundlag.

De mange statslige subsidieringer af de finansielle sektorer er fundamentalt set et uvæsen som forstærker økonomiens skrøbelighed, og forhaler den tid der går, før de nødvendige produktivitetsforandringer kan tage sin begyndelse i den finansielle verden. Der er heller ikke langt fra bankpakker til vækstpakker og videre til stimuluspakker – det er skruen uden ende. Staterne forvrider hermed konkurrencevilkårene og driver subsidieringen i vejret.

Erhvervsorganisationer og økonomiske vismænd råber ikke desto mindre på vækstpakker og skattenedsættelser. Men det er at gøre regning uden vært. Der er kun én ting der kan løse krisen:

At landene begynder at handle med hinanden, og derved sætte de økonomiske udvekslingsmekanismer i gang igen.

Hvis vi på højkonjunktursiden foretager skattelettelser for at styrke væksten – svarer det til at trykke flere penge, og da pengemængden ikke afspejler udvekslingen af varer og tjenesteydelser sker nøjagtigt det modsatte – væksten bliver udhulet …

I lavkonjunkturen vil væksten ikke blive styrket fordi forøgelsen, der skulle komme fra skattelettelserne ikke går ind pengeomløbet; men anvendes til at nedbringe gæld eller øge opsparingen.

Vismændene træder nu hinanden over tæerne, for at give politikerne den nødvendige politiske ammunition til at sætte dansk økonomi på grund. Selv Nationalbankdirektøren foreslår nu at bruge flere penge. Når vismændene holder op med at være økonomiske – og anbefalingerne bliver rent politisk funderet – tangerer rapporterne rent spin.

Men de politiske fikseringer får de faktiske målsætninger fremkaldt i rådene til beslutningstagerne. Når de skarpeste knive selv skærer i grundlaget for overhovedet at opretholde tilliden til vismandsinstitutionen skinner formålet desto klarere frem:

Bestillingsarbejde af bedste skuffe …

I sin tid som finansminister har Lars Løkke Rasmussen sagt: ”Hvis man ud fra en økonomisk betragtning er imod euroen, så byder logikken også at fastkurspolitikken er forkert. Det ville gavne den danske debat om euroen at erkende og fastslå denne kendsgerning.” Denne skarpsindige analyse hilses velkommen.

At gøre fastkurspolitikken til genstand for en rationel debat er hvad Danmark har brug for.

Denne debat er også nødvendig, når eller hvis Danmarks pengepolitik skal ændres, så den bliver i stand til at føre landet ud af den nuværende økonomiske krise og videre frem.

Vejen til økonomisk fremgang og finansiel stabilitet går nemlig ikke gennem deponering af den danske pengepolitik i EU.

Politikerne skal holde sig for øje at straffen for at lægge politikken fra sig i EU uden at lytte til vælgerne er at vi dømmer jer ude …

En langvarig krise vil helt af sig selv få indlånsbalancerne i de tilbageværende finansielle institutter til igen at blive positive og øge iværksætternes kapitalkræfter til den næste optur.

Jeg kan derfor kun vedvarende henstille til at beslutningstagerne kigger fremad på forudsætningerne for Danmarks økonomiske og finansielle stabilitet.

Reel økonomisk fremgang kan kun opnås igennem produktivitetsforbedringer, investeringer i produktionsapparatet, kapitalkoncentration hos iværksættere og uddannelse. Ligesom at den finansielle sektor skal gennemgå; omstruktureringer og tilpasning til produktivkræfter og kapitalbehov, hvis den økonomiske politik skal kunne føre til varig forbedring af den finansielle stabilitet.

Den faste valutakurs blev indført for at signalere overfor omverdenen, at der var klare mål for den danske valuta. At kronen blev låst overfor D-marken og senere euroen, blev valgt for sikre at valutabalancen ikke blev ramt af kapitalflugt, som skulle værnes med høje renter. Der er andre måder at signalere fasthed på end at låse valutaen blindt. Forudsigelighed, klare målsætninger og rationelle forventninger kan rummes i en valutafasthedspolitik.

Hvis man tager den vægtede kurs af Special Drawing Rights fra IMF, eller af alle verdens valutaer, som korrelerende indeks i forhold til vækstmål, inflation og betalingsbalancens løbende poster, f.eks. hvert dag, hver måned, hvert kvartal eller hvert år – det er egentlig ret ligegyldigt – bare det er forudsigeligt og hensigtsmæssigt og evner at skabe en rationel forventning til at valutaen har en fornuftigt vægtet relativ kurs og er stabil…

Kursen klikker op og ned i faste (små) bevægelser i et forventet udsvingsbånd – og da vi både sælger og køber vil det blot være et spørgsmål om at finde balancepunktet, som meget vel kan forskyde sig med konjunkturerne.

Men man kan sige at problemerne med at lande økonomien elimineres, når højden i markedet – den rigtige altitude – derved korreleres ind i kursen.

Man skal holde sig for øje at fastkurspolitikken virker på grund af, at rationelle forventninger til den danske økonomi netop kan bekræftes på grund af fastkurspolitikken. Da den blev indført var valuta- og betalingsbalancen et stort problem. Det er det ikke i dag. Det kan det dog blive hvis ikke regeringen får dæmpet forbruget og strammet op på finanspolitikken i forhold til den forværrede konkurrenceevne…

En fastlåst kurs er en simpel løsning – ligesom skattestoppet – og hvis det ikke har en skadelig virkning på økonomien, er det nemt at skabe en rationel forventning til. Nu er den nemme løsning brugt, men den har heller ikke nogen gunstig virkning på den samlede økonomi mere.

Pengemængden er forøget i opkonjunkturen, så den passer til aktivitetsudvidelserne. Væksten har skabt de resultater, som i dag er afspejlet i den relativt lave ledighed og de store velfærdsforbedringer, som udgør det økonomiske fundament for den samlede økonomi.

Imidlertid er konjunkturerne nu vendt og vi sidder nu fast i en stærkt forøget pengemængde og den høje beskæftigelse, som den samlede eksportevne har frembragt. I opkonjunkturen har vi desuden haft en høj aktivinflation med store prisstigninger på kapitalgoder, som fast ejendom og aktiekurser.

Recessionen har sænket pengeomløbshastigheden, de negative forventninger til den økonomiske udvikling har øget interessen for at nedbringe gæld og øge opsparingen. Ligesom at investeringshorisonten er forøget, da deflationen – de faldende priser på aktiver og kapitalgoder – forstærker de negative indenlandske forventninger. (Indgreb som SP frigivelse og skatte- og afgiftsudsættelser balancerer blot M3 pengemængden i en lavere omsætningshastighed, og øger den private sektors krisebuffer – det er ikke at kimse af – men det giver kun en halv vind).

Den faste valutakurs som har tjent os så vel er nu ikke mere en fordel, fordi vor valuta i dag er en af de få, som ikke er faldet i værdi, da den er bundet fast krydset til euroen.

Euroøkonomien befinder sig heller ikke mere på et optimalt stade, da konkurrenceevnen i hele Europa lider under den kraftige volumenforøgelse i de Atlantiske økonomier, fordi rationelle forventninger til kursmål og inflation er det store mantra i den europæiske centralbank. Euroen fremstår derfor heller ikke længere som et realistisk alternativ til kronen. Den store størrelse på euroøkonomien medfører bare at den får en særlig TUNG landing.

Hidtil har det været således, at hvis vi accepterer en kraftigt stigende pengemængde, har vi kunnet styrke beskæftigelsen på grund af aktivitetsudvidelserne. Men sådan er det ikke mere.

En kraftig vækst i pengemængden, som anvendes modcyklisk vil på kort sigt styrke samfundets vækst – problemet er bare eksporten ikke længere kan trække valuta i kassen på grund af den forringede konkurrenceevne.

Hvis man vælger et finanspolitisk indgreb, der nedsætter pengemængden, som i sin tid med kartoffelkuren, bliver det på bekostning af væksten og en høj arbejdsløshed.

Vælger vi en forøgelse af den lukkede økonomi i det offentlige igen, i en situation hvor vi i forvejen har verdens højeste skattetryk og verdens mest forgældede befolkning – på grund af aktivinflationen – ender vi op i en situation, hvor vi kvæler erhvervslivet og alt initiativ udgår fra økonomi- og erhvervsministeriet …

Naturligvis er multiplikatoreffekten ikke uvæsentlig, men vi kan ikke leve af at indløse panten på regeringens flasker …

Det er derfor vigtigt at der også sker en tilpasning, hvor vi vælger om vi vil have en eksportdrevet samfundsøkonomi, eller om vi skal leve af at grave de flasker op som regeringen fylder med penge…

En devaluering som fastholder valutakursen r e l a t i v t er ikke flydende, men et rationelt mål som kan forventes af en nation, som holder økonomien i orden.

Man opnår det samme ved at øge pengemængden på kort sigt, men inflationen vil på kort sigt gøre det af med fordelene og på langt sigt forstærker det blot lavkonjunkturen og trækker os ud i depressionen – forstærket af forventningen til de faldende aktivpriser (deflationen).

Arbejdsløsheden kommer helt af sig selv, når eksporterhvervene affolkes og produktionen falder – det svarer til at en bil uden støddæmpere kører ud på en bumpet vej. Det kommer hurtigt til at rasle sammen. Fastkurspolitikken har direkte kurs mod en hård landing.

En flydende valutakurs er heller ingen rar løsning, da det indebærer muligheden for at renterne flyver i vejret og drukner økonomien i øgede renter og det er også den sikre vej til en høj arbejdsløshed og faldende afsætning, fordi det bare er en anden måde at forværre konkurrenceevnen – det tager bare lidt længere tid.

Den tredje vej er en valutafasthedspolitik, som også er forudsigelig, har klare målsætninger og ligeledes kan tilfredsstille rationelle forventninger.

Vi skal gøre en videnskab ud af at trimme økonomien så eksportevnen ikke går tabt. Men forudsætningen er at omverdenen ikke taber tiltroen til valutaen.

Tiltroen til valutaen bygger både på økonomiske og psykologiske faktorer.
Klare signaler om de langsigtede mål som pengepolitikken skal føre til, samt hvilke værktøjer, der skal anvendes. Hvordan og hvornår vekslekursen på en valuta klikker op og ned, er tillidsskabende elementer og kan ligesåvel skabe rationelle forventninger til valutaen som en fast valutakurs.

Photo by News Oresund

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password