Her følger en fordansket og forkortet udgave af det norske Friborgerforbunds FAQ:
Hvad er Friborgerskab?
Friborgerskab er retten til at melde sig ud af velfærdsstaten, på nøjagtigt samme måde som det i dag er muligt at melde sig ud af Folkekirken. Enkelt og nemt.
I praksis vil det betyde: Ingen sociale skatter = Ingen gratis velfærdsydelser.
Ingen ret til offentlig sygevæsen, skole, pension, ældreomsorg osv. Til gængæld betaler man ikke indtægts- og kapitalskat. Det kan meget enkelt gennemføres i praksis, uden store omlægninger for staten, og uden de store praktiske problemer.
Hvad med andre ydelser?
Hvad med veje, politi, retsvæsen og andre (statsmonopoliserede) ydelser, som ikke er velfærdstilbud, og som ikke er så enkle at udspalte? Som kompromis vælger man den enkle løsning: Friborgerskabet fritager kun personen fra skatter som er tilknyttet indtægter. Afgifter på varer og tjenester, hovedsageligt moms, ændres der ikke på. På den måde slipper man for et kompliceret lovsystem og det store bureaukrati med skattelettelser til særgrupper.
Indtægter fra moms vil alene være mere end rigeligt til at dække friborgeres brug af offentlige tjenester, som politi, retsvæsen, militær og veje. De fleste friborgere vil altså betale væsentligt mere til staten, end de får igen i ydelser.
Hvad med indirekte velfærdsydelser?
Nogen argumenterer for at mange friborgere (især kapitalister) kan snylte på det eksisterende velfærdssystem, ved at slippe for at betale til fælleskabet og så alligevel samtidigt nyde godt af en højt uddannet befolkning; forholdsvis lav kriminalitet og relativt få sociale problemer. Disse hævder at det kan betale sig for kapitalister at bo i Danmark, på trods af verdens højeste skatter.
Men hvis dette var tilfældet, burde danske kapitalister så ikke i gennemsnit være meget rigere end kapitalister i friere lande som Hong Kong? Eller hvad? Nej, for det er et velkendt faktum at det ikke kan betale sig at være dygtig i Danmark, sammenlignet med andre lande. Kapitalister og ressourcestærke er netto gigantiske bidragsydere til velfærdsstaten.
Kapitalisterne bidrager også indirekte enormt meget ved at skabe arbejdspladser. Selvfølgelig nyder kapitalisterne godt af en højt uddannet befolkning, men så betaler de jo så sandeligt også for det gennem høje lønninger som bliver voldsomt beskattet. Hvor mange gange mener kritikerne, at det er rimeligt for kapitalister at betale for folks uddannelse? Vi mener at det er rimeligt een gang, ved at give høje lønninger til godt uddannet arbejdskraft. Det er urimeligt at kræve mere.
Hvad hvis der ikke er nogen private ydelser og tilbud der hvor jeg bor?
Siden velfærdsstaten nærmest har haft, og til en vis udstrækning stadig har, et monopol på velfærdsydelser, findes der i dag ganske få private tilbud på markedet: Få privatskoler, få privatsygehuse, få private plejehjem osv. Hvordan løser vi denne udfordring?
Det enkle svar er at hvis der ikke findes et tilsvarende privat tilbud, så har friborgerne ret til at benytte sig af de offentlige velfærdsydelser. Men friborgere skal betale fuld, ikke-statssubsideret pris. Det er trods alt staten og det socialdemokratiske systems skyld, at der ikke findes flere private tilbud, siden disse i praksis har været forbudt. I en overgangsperiode er det derfor rimeligt at friborgere kan benytte sig af offentlige velfærdstilbud indtil markedet kommer på plads med alternativer.
Dette forudsætter et stykke arbejde for velfærdsstaten, som egentligt burde være gjort under alle omstændigheder: Nemlig at få sat et prisskilt på alle offentlige velfærdsydelser. Hvor meget koster det at sende et barn på en folkeskole, eller bruge et offentligt sygehus? Ved at få sat en pris på alle offentlige velfærdsydelser, kan det offentlige agere i det frie marked som en velfærdsyder på lige linje med private alternativer.
Men vil privat konkurrence ikke skade de offentlige tilbud?
Eller vil alle taleneterne ikke forsvinde fra de offentlige institutioner ind i det private erhversliv? Nej, al erfaring fra lande hvor det offentlige har fået konkurrence fra det private viser, at de offentlige velfærdstilbud bliver bedre af at få konkurrence. Ikke værre. Det er win-win. Prøv bare at se på Danmarks Radio. De blev ikke værre, af at der kom konkurrence fra alle kanter, om det så var TV2, Netflix eller kabel tv. Er der virkelig nogen som vil tilbage til tiden med DR1, og ingen alternativer?
Skal forældre kunne vælge friborgerskabet for deres børn?
For at gøre det enkelt og ukompliceret: Nej. Barnet skal som udgangspunkt være medlem af velfærdsstaten indtil de fylder 18 år. I denne periode, optjener de gæld til staten for alle de velfærdsydelser som barnet har benyttet sig af (skole, sygevæsen, børnehaver osv.). Den gæld må barnet så udstyres med som voksen, og betale tilbage i form af skat. Ved det 18. år, kan man så så melde sig ud af velfærdsstaten, hvis man altså vil.
MEN! Forældrene kan alligevel forhindre at barnet opbygger sig en gæld til velfærdsstaten. Dette kan de gøre, ved at betale for samtlige velfærdsydelser som barnet benytter sig af, enten ved at benytte sig at private velfærdstilbud hvor de nu engang er tilgængelige, eller at betale kontant for offentlige velfærdsydelser som barnet måtte være nødsaget til at benytte sig af. Alle regninger, som forældrene ikke betaler, bliver omsat til gæld til staten, som barnet må betale af som skat når det er blevet voksen.
Man kan måske rent instinktivt reagere på at forældrene får muligheden for at gøre barnet til en gældsslave for staten. Men det er jo så egentligt det som 99,99% af alle forældre idag vælger, igennem den tvungne velfærdsstat. Dét plejer ikke ligefrem at plage kritikerne, hvorfor denne ordning ikke burde være videre problematisk. – For ordningen er bare en mulighed for at forældre får valget om de vil have at deres børn, som alle andre børn i Danmark, skal være slaver af staten.
Skal man kunne melde sig ind i velfærdsstaten igen?
Det enkle svar er ja. For dem som har indtægter og formue, er det jo fuldstændigt uproblematisk. I få fald begynder man at betale skat som sædvanlig.
Men hvad med dem som er gået på røven, har mistet formuen og kommer slukøret tilbage til staten og beder om tryghed og støtte? For disse, skal det ikke være let at komme tilbage til velfærdsstaten. De bør kun kunne modtage et minimum af statens velfærdsydelser.
Vi regner med at det vil være yderst få af dem som melder sig ud, som faktisk kommer i sådan en situation. De har jo taget et bevidst valg om at tage ansvar for deres eget liv. Men lad os antage at det drejer sig om helt op til 5% af friborgerne. Med sådan et udgangspunkt, vil en forsikringspræmie til staten, tilsvarende 5% af det man ville have betalt i velfærdsskat, dække alle omkostninger til friborgere som har brug for støtte og vil ind i velfærdsstaten igen.
Idag er skatteniveauet i Danmark (minus forbrugsafgifter) omtrent 50%. 5% af 50% = 2,5%. 2,5 procent af indtægten fra skatter, burde altså være mere end rigeligt til at dække de tabte friborgere. Siden momsen og andre særafgifter i gennemsnit ligger langt over 20% på det personlige forbrug, er dette mere end nok til at dække de 2,5% i forsikringspræmie i tillæg til at betale for veje, politi, retsvæsen og militær.
De få slukørede friborgere som er gået fallit, og som kryber tilbage til staten, vil altså ikke koste medlemmerne af velfærdsstaten noget ekstra. De er allerede financieret af friborgernes moms.
Men vil alle så ikke melde sig ud?
Det spørgsmål er utroligt afslørende. Det antyder jo at folk bare er medlem af velfærdsstaten, fordi de tror at det kan betale sig for dem selv. Med andre ord, at de kan snylte på nogen, som betaler mere i skat end dem selv.
For det første viser tallene fra staten, at dette ikke er tilfældet. Omkring halvdelen af folk, får godt og vel lige så meget igen fra staten, som de indbetaler. For det andet er hensigten med velfærsstaten at skabe et sikkerhedsnet: Og mange ønsker sådan et sikkerhedsnet.
Med videre er vanens magt stor. Det er ved at være længe siden, at man fik lov til at melde sig ud af folkekirken. Men alligevel er et flertal af befolkningen stadig medlem af folkekirken. Så man kan nok regne med, at et flertal af danskerne også om 30 år, vil være medlemmer af velfærdsstaten.
Bliver regningen større for dem som bliver tilbage?
Hvis de 20-30% mest frihedshungrene borgere melder sig ud af velfærdsstaten, bliver velfærdsregningen så ikke meget større for dem som bliver tilbage? Måske, måske ikke. Det er klart at de som trækker mest af læsset i dag og får mindst igen af staten, har størst motivation til at blive friborgere. På den måde bliver regningen større, for dem som bliver tilbage.
Men samtidig er det jo også sådan, at friborgere skaber store værdier. De kan på mange måder betragtes som frihandelspartnere som bor i Danmark, istedet for i Kina. Vi har i Danmark nydt utrolig godt af billig kinesisk arbejdskraft i mange år, i form af billigere varer. Og dét, uden at vi betaler velfærdsydelser til Kineserne, og uden at de betaler skat i Danmark. De har utvivlsomt bidraget til at gøre os alle sammen rigere.
På samme måde vil handel med friborgere også gøre danskere rigere. Så selv om skatten måske vil stige, vil real lønningerne følge med. Alle tjener mere på den her løsning.