Glistrups Egen Verden

B.T.,17. februar 1971:
I et sumpklima som vort fødes der hele tiden Glistrup’er. Det nytter ikke at hive en enkelt plante op. Det er jorden, der er usund.
Sjællands Tidende, 5. oktober 1972:
Jeg tør sige, at hvis der er nogen, der har sine papirer i orden, så er det Mogens Glistrup.
Aarhus Stiftstidende, 18. marts 1973:
Jeg har selv arbejdet med den danske lovgivning i 25 år, så jeg ved nok, hvad jeg taler om.
Interview med Glistrup, 16. januar 1973:
Mistænkeliggørelse og mistro har i alle generationer været de arbejdsvilkår, som bydes fremskridtsfolk.
Aarhus Stiftstidende, 7. februar 1971:
-Hvordan tror De, De ville have haft det, hvis Hitler blev helten?
-Der ville ikke have været stor forskel. Hele den myte, der nu er lavet om Hitler, nazisterne og tyskerne var nogle skrækkelige onde mennesker, hvad er det for noget?
-At drage folk til ansvar for, hvad der sker under en krig, er den rene parodi. Det er bare afhængig af, hvem der vinder. Når en krig er forbi, er Churchill en helt og Hitler en skurk.
Børsen, 18. marts 1971:
Jeg skal selvfølgelig ikke være min egen dommer. Men jeg synes selvfølgelig, at jeg kan klare alle disse hverv. Jeg påtager mig ikke en opgave, medmindre jeg er overbevist om, at jeg kan klare den.
B.T., 20. april 1972:
Man ser gang på gang, at folk, der har været ude for noget uretfærdigt, sådan som jeg føler jeg er, bliver ødelagt. Ikke af kampen mod uretfærdigheden, men af den senere kamp om erstatningen. Der skal meget til, for at jeg bliver “erstatningssyg”, men jeg vil ikke afskære muligheden for at blive det. Jeg vil ikke for penges skyld ødelægge min tilværelse. Det med at rejse erstatningskrav giver ofte en “erstatningsneurose”.
Information, 10. april 1973:
Kapitalismen er jo uinteressant og har ingen relation til nutidens problemer.
Information, 10. april 1973:
Der eksisterer et eneste skel af betydning i Danmark, og det er mellem skrivebordsarbejde og nyttigt arbejde. Der eksisterer ingen skel mellem kapitalister og udbyttede eller mellem arbejdere og arbejdsgivere.
B.T., 30. december 1972:
Jeg har været ude for så mange ulykkelige mennesker, der er blevet pint og plaget af det nuværende skattesystem. Jeg måtte kæfte op.
B.T., 17. februar 1971:
-Jeg har gået og holdt min kæft i 20 år. Nu kan jeg ikke mere.
-Er De idealist?
-Ja.
Ekstra Bladet, 20. januar 1973:
Jeg levede og lever et hyggeligt og dejligt liv. Men jeg så, hvordan tingene begyndte at glide på afveje. Det pinte og plagede mig, fordi samfundet havde givet mig en skatteretlig uddannelse. Derfor følte jeg en samfundsmæssig forpligtelse til at stå frem og skrige op. Jeg gjorde det ganske simpelt for at gøre landet en tjeneste.
Morgenposten, 11. marts 1973:
Det er i den grad en grundholdning hos mig, at alt, hvad jeg kan blive fri for at bestemme, vil jeg også helst overlade til andre.
Politiken, 4. februar 1971:
En høvding lever år efter år i vellyst. Stadig skiftende og stadig dyrere kvinder hører til dagens uorden hos ham. Alkohol og røg af alle slags frådser han i. Til sidst bliver han et opslidt vrag eller – i vor finansministers altid blomstrende sprogbrug – et skvadderhoved.
Jyllands-Posten, 9. maj 1972:
Overfladiske metoder og midler er skiftet i de 100 år, men uændret står den grundlæggende konflikt mellem de magtapparater, hvis ideologi har overlevet sig selv, og de folkefrigørelseskræfter, som bryder frem.
Berlingske Tidende, 4. maj 1972:
Hvis en ven er fristet, skal man ikke holde ham tilbage ud fra samfundsøkonomiske motiver.
Ritzaus Bureau, 14. april 1973:
-Er Glistrup en stærk mand?
-Nej, det er han ikke. Fremskridtspartiets idéer er forhåbentlig noget, der præger samfundet, Glistrup er blot som barnet i kejserens ny klæder.
Aarhus Stiftstidende, 18. marts 1973:
Jeg taler lige meget til højre og venstre, men der er den forskel, at Venstres og de konservatives vælgere – i modsætning til socialdemokraterne – er vant til at tro på, hvad deres aviser skriver. Skriver de, at Glistrup er en farlig mand og alt det der, så varer det længere, for deres læsere kommer over til os. Aviserne glemmer bare, at det er en boomerang.
Information, 19. april 1972:
Som sædvanlig er jeg den rene uskyldighed. Men De kender disse ulykkesfugle, der ikke kan gå over gaden, uden at 17 biler støder sammen.
Frederiksborg Amts Avis, 23. juni 1972:
Jeg er som en elefant i en porcelænsforretning. Jeg kommer med upolerede  meninger, og det er ikke alle, der kan lide det.
Jyllands-Posten, 7. februar 1971:
Det afgørende er, om man har en god samvittighed. Tror De, at kætterne havde kuldegysninger, når de blev brændt på bålet i trediveårskrigen? De følte allersnarest stolthed.
Vendsyssel Tidende, 18. marts 1973:
Jeg er ærlig og jeg tror, at et ærligt parti vil kunne overleve i det politiske spil.
Aarhus Stiftstidende, 4. marts 1973:
Når man har været ude for så megen bagvaskelse og forfølgelse, som jeg har , så er det faktisk godt at have det bornholmske granitsind.
Søndags Aktuelt, 18. marts 1973:
-Er de martyr?
-Det ved jeg ikke. Men der er ingen tvivl om, at hvis en historiker om 100 år skriver en disputats om Glistrup-fænomenet, vil jeg blive fremstillet som martyr.
Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971:
Når dette en gang er glemt, og jeg sidder alene og grå tilbage, så vil det varme min tilværelse, når jeg blader den store stak af sympatibreve igennem. Det er noget, jeg er meget, meget taknemmelig for.
Jyllands-Posten, 7. februar 1971:
-Jeg har det, som man kalder et grundfæstet livssyn.
-Gående ud på hvad?
-At livet allerede har givet mig mere lykke og tilfredsstillelse, end hvad jeg kunne fortjene. Ligemeget hvad der er sket, eller hvad der vil ske. … Det har virkeligværet et liv på solsiden.
B.T., 20. april 1972:
Jeg vil vove at sige, at der er få i Danmark, der er så pertentlige med at have sin selvangivelse i orden som jeg. Hvis jeg har fået en flaske rødvin for at holde foredrag, kommer den på selvangivelsen, og hvis jeg er ude at spise på restaurant, trækker jeg ikke regningen fra.
—
Jeg handler 140 pct. Rigtigt over for skattevæsenet – men det er til gengæld også det, man forlanger af mig i modsætning til andre.
Holbæk Amtsavis, 15. april 1972:
Jeg skrev i 10-12 år saglige artikler om skattespørgsmål i juridiske fagskrifter, men derved kom der ingen dialog i gang med politikerne. Men efter tre minutter i TV skete der i hvert fald noget.
Ekstra Bladet, 20. januar 1973:
Den omstændighed, at jeg ikke betaler skat, har sikkert været med til at gøre samfundsmæssig gavn. Der er rejst debat om skatteproblemerne. Jeg har ikke været med til at betale 10 meter ekstra motorvej, en ekstra etage på en eller anden ambassade eller en ny kanon til militæret – men min manglende skattebetaling har været med til at aktivere samfundsdiskussionen i dette land.
Ekstra Bladet, 20. januar 1973:
-Er De ikke en legal skattesnyder selv?
-Jo.
-Er det særlig moralsk at være det?
Ja. I det nuværende samfund er det i allerhøjeste grad moralsk.
B.T., 20. januar 1973:
Ved ikke at betale skat er jeg med til at åbne folks øjne for, at skattesystemet er galt. Det tror jeg gør mere samfundsmæssig gavn end de to meter motorvej, min skat kunne finansiere. Desuden er det ikke noget særkende for mig. Der er mange andre, som ikke betaler skat. Jeg skriger bare lidt mere op om det.
B.T., 12. december 1972:
Om Lyngby-Tårbæk skattevæsens fastsættelse af trækprocent 62 på Glistrups a-indkomst:
-Måske kommer jeg til at betale lidt à conto skat – men når året er omme, får jeg pengene tilbage fra skattevæsenet.
Jeg låner bare endnu flere penge, så jeg får et endnu større underskud, hvorefter jeg igen får negativ indkomst – og så skal jeg have pengene tilbage fra skattevæsenet. Dem kan jeg bruge til at afbetale lånene med.
Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971:
Det eneste, jeg personligt i dag har med skatten at gøre, er nu, hvor jeg bliver nødt til at rende rundt med frikortet på mig og vise det frem, hver gang jeg er til bestyrelsesmøde et eller andet sted og skal have udbetalt honorar.
Ekstra Bladet, 3. april 1972:
Mit frikort (1.420.907,75 – trækprocent 37) er jo kun en lille flig af et samlet hele. Der er i dag flere millionærer end nogen sinde, der har frikort.
—
Jeg har ikke det mindste imod at være Prügelknabe. Finansminister Henry Grünbaum må godt hænge mig ud, hvis blot det fører til nedbrydning af det tåbelige viktorianske hemmelighedskræmmeri, der er omkring folks indtægter og skattebilletter.
B.T., 2. november 1971:
Javist, og hver gang, der kommer en ny sløjfe på skattelovgivningen, bliver det sjovere at være Glistrup. Meget egoistisk sagt er jeg meget taknemmelig for alle de mange ting, der efterhånden indføres. Hvis bruttotrækprocenten indføres, vil endnu flere blive jaget op til skatterådgivning.
Politiken, 19. april 1971:
Det, som adskiller mine skatteforhold fra tusinder af ligestillede, er imidlertid ikke skattens størrelse, men derimod offentliggørelsen deraf.
Berlingske Tidende, 17. august 1972:
Skulle jeg opnå en fodnote i historien, er det vel, fordi jeg har belært ikke bare millionæren, men også fabriksarbejderen om, hvordan han skal løse sine skatteproblemer.
Ritzaus Bureau, 14. april 1973:
-Hvordan går det til, at en driftig advokat med en blomstrende forretning giver sig i kast med noget så lidet givtigt som politik?
-Det er fuldstændig svarende til, hvis man har en speciallæge i kolera, som går ud og slår sin græsplæne og hygger sig, mens der er en koleraepidemi i den by, hvor han bor. Han tænker så, hvorfor skulle jeg udsætte mig for at få en af de patienter der – eller skal jeg bare have det rart? På samme måde er jeg det menneske, der her i landet har min uddannelse i indkomstskatteret, og når man så ser, hvorledes indkomstskatteudviklingen forløber, så siger jeg, at jeg må se, hvad jeg kan gøre.
Aktuelt, 19. april 1971:
Når man i 20 år har beskæftiget sig med sagførervirksomhed, kommer man uvægerligt ind i mange forhold, hvor man kan anlægge rent forretningsmæssige bedømmelser. Det er, hvad jeg har gjort. Når jeg er stødt på en god forretning, har jeg taget den, og det har somme tider været forbundet med lån til mig selv eller det modsatte. Det har skiftet meget.
Børsen, 18. marts 1972:
Pjank. Det med de 12.000 er at stikke folk blår i øjnene. Man får adskilligt mere som sagfører.
Hvis mit arbejde f.eks. er 45.000 kr. værd for selskabet, får jeg af hensyn til offentlighedens kritik de 12.000 i honorar og så 33.000 for diverse konsulentopgaver. Den praksis kan enhver gennemføre.
Men selvfølgelig er der nogle, som nøjes med de 12.000, enten fordi de ikke er mere værd, måske endda mindre, eller simpelt hen fordi de nyder magtens sødme eller forventningen om knaphulspynt.
Ekstra Bladet, 1. marts 1971:
Jeg vil gavne de svage mennesker. Jeg gør intet i min gerning, hverken i eller uden for min forretning, som jeg ikke finder absolut ærlig. Man kan glimrende finde et område, hvor man både er ærlig og legal, og det er det, jeg opererer på.
Ekstra Bladet, 29. april 1971:
Vi har den praksis, at vi har indført en fast pris for at høre på en klient og levere en afrundet vare for pengene. Det er 200 kr. Hvis klienten vil have assistance ud over dette beløb, får han at vide, at taxametret tikker. Han kan bagefter gå ud på gaden og sige: Glistrup var ikke min stil, men det kostede mig da ikke mere end 200 kr.
Information, 1. juli 1972:
Om klientkonti:
-Det er bare min pligt at råde mine klienter bedst muligt. Og i det nuværende højrentede samfund ville det være stik mod klientens interesse at røde ham til at lade pengene stå hos mig. Sådan en griset behandling vil jeg da ikke være med til, selv om jeg godt kan se, den er en vældig fordel for advokaterne.
-Hvordan det?
-Der er 2000 sagfører i Danmark. Hvis de hver har en kvart million kroner stående på klientkontoen, bliver det til en halv milliard i alt. Den slags penge er ret rolige penge for bankerne og dermed en stor fordel for dem. Hvis advokatens datter en dag skal have et lån til et hus, kan det godt være, at banken synes, den ene tjeneste er den anden værd. Jeg under skam advokatens datter den favør, men rettelig burde den tilkomme klienten.
B.T., 30. december 1972:
-Jeg har ikke noget imod sammenligningen med den franske poujadiskbevægelse. Pierre Poujade opnåede 2,5 millioner stemmer og 52 mandater ved det franske parlamentsvalg i 1956.
-Pierre Poujade fik ingen lang levetid?
-Måske ikke, men han fik sat en skræk i de gamle partier og politikere.
Jyllands-Posten, 14. september 1972:
Når vi nu sætter en kampagne i gang for at få underskrifter og bistand fra andre interesserede, så skyldes det ikke mindst den ulykkelige omstændighed, at der indtil nu i høj grad er tale om et one-man show. Vi må have fat i en 20 til 30 personer, som er villige til at lade sig opstille ved et folketingsvalg. Det er ikke fordi jeg brænder af iver efter at få mit navn i avisen, at vi nu sætter en kampagne i gang.
Interview med Glistrup d. 16. januar 1973:
Jeg er ikke partiejer, men partitjener. Fremskridtspartiets samlingsmærker er ikke enkeltpersoner, men idégrundlaget, som adskiller sig fra de andre partier ved at være udsprunget af nutidens forhold og ikke situationen, som den var i en fjern fortid. Med den udviklingshast, der har præget de sidste 20 år, ligger Adam Smith, Karl Marx og Henry George – ja også Hørup, Christmas Møller og Stauning langt tilbage i historien, og derfor er de andre partier belemret med så meget tankevraggods, at de adskiller sig distinkt fra Fremskridtspartiet.
Ekstra Bladet, 20. januar 1973:
Mine politiske karrieredrømme er inderligt ligegyldige. Det er Fremskridtspartiets idégrundlad, der er det afgørende. Jeg er kun en lille koral på vejen til at opbygge koralrevet.
Aktuelt, 11. december 1972:
Af et brev til chefredaktør Bent Hansen, Aktuelt:
Det politiske spørgsmål i dag er ikke at løse 1930ernes problemer. Nu gælder det den sidste fjerdedel af dette århundrede. Forskellen er stor. Først og fremmest markeres den af en myriade af uproduktive skrivebordsfolks fremmarch til de bedst aflønnede stillinger, anført af jurister og nationaløkonomer.
Derfor gælder kampen i dag modstand mod os, samfundets ”pæne” støtter, som opæder større og større dele af produktionsresultatet uden selv at bidrage med noget nyttigt, d.v.s. menneskelykkeskabende. Arbejderen, stuepigen og redaktøren frembringer værdier, som hjælper til, at vi føler os mere glade og tilfredse i de år, vi har her på jorden. Blanketudfyldning, skemadyrkning og andet papirpukleri, som administrationssektoren i stigende omfang vælter ud over borgerne, er ikke trivselsfremmende.
Aarhus Stiftstidende, 4. marts 1973:
Jeg forsøger at være sober og korrekt. Helt præcist prøver jeg på at undlade at foregøgle vælgerne noget som helst. Jeg har talt med mange ting, men det eneste, jeg siger, er, hvad Fremskridtspartiet vil, på hvilke tidspunkter og hvordan vi vil lindre skattetrykket osv. Hvis der er noget, som er pæredansk, så er det mit parti.
Aarhus Stiftstidende, 4. marts 1973:
Om at være stærk mand i dansk politik:
Det har jeg aldrig talt om. Jeg er helt imod Viggo Hørups princip om ”ingen højere og ingen ved siden af Folketinget”. Det skal være den almindelige vælger, der bestemmer. Princippet ingen over og ingen ved siden af folkeafstemningen er det rigtige. Ikke mindst i dag, hvor vi har et millionsamfund med fede kommunikationsmuligheder.
Vendsyssel Tidende, 18. marts 1973:
Vi vil hele tiden fortælle sandheden. Gennem lang tid har borgerne her i landet været et langt skridt foran politikerne på Christiansborg. Menigmand er væsentlig længere fremme i forståelsen end folketingsmedlemmerne.