Ekstra Bladet, 4. maj 1972:
Jeg vil grumme gerne ind i Folketinget. Jeg tror, jeg vil kunne gøre lige så stor gavn som gennemsnittet af de 179 medlemmer, der sidder der i øjeblikket. Hvis der viser sig en mulighed, vil jeg udnytte den.
Berlingske Tidende, 20. juni 1972:
Mine synspunkter repræsenterer væsentligt mere end 1/175 af den syddanske vælgerbefolkning, og derfor må det simpelthen være det demokratisk rigtige, det må være min demokratiske pligt at søge at gøre, hvad jeg kan for at komme i Folketinget.
Berlingske Tidende, 16. februar 1971:
Den eneste måde, man kan komme i Folketinget på, er på en partibillet.
Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971:
Muligheden i dag for at komme ind i Folketinget er jo med den udemokratiske, reaktionære og ondskabsfulde og folkefjendtlige valglov, vi har, kun, at man indrullerer sig i et partiapparat. Ellers er der ingen praktisk mulighed.
Og hvis nu der var noget partiapparat – nu leger vi det – der kunne tænke sig at opstille sådan en karl som ham Glistrup, der roder op i politikernes dejlige private cirkler på Christiansborg, så skulle det være velkomment.
B.T., 21. juni 1972:
Glistrup om opstilling, da Lyngbykredsen underkendte, at Søllerød konservative vælgerforening gik ind for Glistrup med 109 ud af 136:
Partierne siger, at man bare kan møde op i vælgerforeningerne, hvis man er utilfreds. Når jeg så følger den opfordring, og resultatet bliver som i Søllerød, lukker man altså bare af. Det er en besynderlig metode over for de 109, som har indstillet mig. De repræsenterer en trediedel af kredsen. Systemet smækker døren i, når det passer systemet.
Aarhus Stiftstidende, 18. marts 1973:
Hvis man lader sig kyse ned i en rendesten i stor forskrækkelse, så kommer man aldrig videre i politik.
Berlingske Tidende, 16. juni 1973:
I forbindelse med opstillingsforsøget hos de konservative i Søllerød:
-Jeg har givet udtryk for, at jeg vil opstille for alle de fem partier, som er repræsenteret i Folketinget i dag.
-Er den konservative partibog i orden?
-Nej, det er den ikke. Men jeg vil da gerne blive partimedlem, hvis det skal til.
Vendsyssel Tidende, 18. marts 1973:
Jeg forsøgte at fremføre mine synspunkter for de fem bestående partier, men ingen var rummelige nok, hver især har de bygget et hegn op omkring deres idéer, og derfor måtte Fremskridtspartiet startes.
B.T., 23. juni 1972:
Om den konservative afvisning:
Frygten for bare at få en halv procent frisk luft ind gennem slotsvinduerne på Christiansborg vækkede partiets landsledelse ud af sommerdvalen. Uden at spørge mig om noget som helst, iværksattes en isbjergoffensiv mod mig. Blot den del af bjerget, der synede oven vande det nærmeste par dage, var imponerende.
Frederiksborg Amts Avis, 10. august 1972:
Om opstilling som konservativ i Søllerød:
Hvis der igen skulle blive tale om en opstilling, så er mit svar: Mange tak! Jeg regner stadig med, som jeg tidligere har sagt, at jeg kan klare arbejdet i hvert fald så godt som gennemsnittet af de 179 medlemmer i tinget. Jeg har ikke megen tid, men jeg vil tro, jeg kan overkomme det. Jeg vil gerne gøre Danmark en tjeneste, mens jeg stadig har mit helbred i behold.
Ekstra Bladet, 5. maj 1972:
-Hvilket parti vil De foretrække, hvis De alligevel skulle få chancen en dag?
-Jeg er flintrende ligeglad. Der er udmærkede mennesker i dem alle. Men også tunge ender. Jeg går med lige stor glæde ind i dem alle fem. Men jeg vil reservere mig ret til at være grim ælling, uanset hvor det bliver.
-Spekulerer De på at danne et parti selv?
-Valgloven er indrettet så samfundsskadelig, at de fem partier har monopol på at få valgt kandidater. Selv udbrydere som Christmas Møller og Knud Kristensen kunne ikke klare sig alene. Desuden har jeg ikke tid til at konstruere et parti. Skal jeg vælges, må det blive for et af de repræsenterede partier.
Fyns Amts Avis, 23. august 1972:
Jeg er flere gange blevet opfordret til at starte et nyt parti, men har hidtil ønsket at foretage mit eventuelle folketingsarbejde i et af de fem bestående partier. Da ingen imidlertid ville have mig, har jeg nu taget dette skridt.
Annonce i Jyllands-Posten, 15. september 1972:
Kikser forsøget denne gang er risikoen nærliggende for, at der går mange år, før nogen på ny vil tage sig arbejdet på at danne et parti til at standse slendrianen med skatteydernes penge. Det bliver i al fald sværere og sværere, jo længere tid de mange offentligt ansatte socialrådgivere, ekspeditionssekretærer og cand. polit.’er m.fl. får til at befæste en majoritetsplacering også i vort Folketing.
Jyllands-Posten, 7. februar 1971:
Når man nu har en tilværelse, hvor man er glad og lykkelig, så … ja, der var for resten næppe nogen, der ville opstille mig eller stemme på mig, og det kunne næppe gå med mig på en arbejdsplads som Christiansborg … sådan en indavlsklub, hvor man skal være konform for at trives.
En mand, der tænker egne tanker, kan næppe gå i spand med 178 andre.
Berlingske Tidende, 23. juni 1972:
Om en henvendelse fra en SF-partiforening om opstilling:
Han sagde, at det godt kunne være, der var nogle anstødssten i disse synspunkter (støtte til den private ejendomsret og modstand mod statsejendomsret for eksempel af produktionsmidlerne), som jo afveg noget fra, hvad SF mente, men ville dog alligevel gerne høre, om jeg havde noget principielt imod at gå med SF. Og det har jeg bestemt ikke. Vi arbejder alle sammen, om vi så hedder Gert Petersen, Poul Schlüter eller Mogens Glistrup, på én ting: at vi skaber så gode forhold for så mange som muligt i Danmark.
Frederiksborg Amts Avis, 23. juni 1972:
Jeg tror, jeg vil være i stand til at få et fortrinligt samarbejde uanset hvilken folketingsgruppe, jeg måtte blive medlem af. Jeg har gennem tiderne været vant til at tilpasse mig mange forskellige miljøer. Så hvorfor ikke også i dette tilfælde.
B.T., 20. januar 1973:
Det er ingen happening. Får vi 70.000-80.000 stemmer og dermed bliver repræsenteret i Folketinget, vil de øvrige partier være hunderædde for, at vi ved det følgende valg skal få 170.000-180.000 stemmer og prøve at tillempe sig vor politik. Endelig kan situationen blive den, at VKR får 83 mandater, S og SF 82 mandater, mens vi sidder med 14 mand i midten.
Så er det bare om at forvalte vort pund og få så meget af vor politik igennem som muligt.
Ekstra Bladet, 14. april 1973:
Jeg tror, at også andre end de utilfredse vil stemme på os. Jeg er optimistisk nok til at tro, at vi får 20-25 mandater.
Af en skrivelse fra Glistrup til mulige sympatisører, dateret foråret 1973:
At sidde i Fremskridtspartiets gruppe i den kommende folketingsvalgperiode skal nok blive en oplevelse for livet, såvel hvad angår det saglige som det humørfyldte. Vi er i øvrigt indstillede på, at partiets tilhængere vil gøre alt for at lette arbejdsbyrden for folketingsmedlemmerne og på, at disse skal skære alt det overflødige tidsspilde væk, som de nuværende folketingsmedlemmer lader sig pestilere af.
B.T., 6. marts 1973:
Om annoncering efter kandidater:
Vi ønsker dygtige emner, der kan gå ind for partiet, ligesom et tandpastafirma ønsker dygtige agenter. Det system er mere fair end det nuværende. På den måde får vi folk med den bedst mulige baggrund og ikke nogen, der kender nogen.
Annonce i Jyllands-Posten, 15. september 1972:
Partiet vil derfor ikke kræve, at dets folketingskandidater følger nogen bestemt parole. Tværtimod er dets folketingsmedlemmer ene bundet ved deres overbevisning.
Partiet forventer, at dets folketingsgruppe i tinget vil fremsætte et væld af konkrete forslag med det sigte at forenkle lovgivningen massivt og kraftigt formindske den offentlige sektors papirplageri over for borgerne.
Søndags-Aktuelt, 18. marts 1973:
Fremskridtspartiet er et holdarbejde. Det må det blive med en sekscifret vælgerskare. Det er bedre at kritisere mig end slikke mig op og ned ad ryggen. Her er ikke tale om egotrip, men om oprør mod embedsmandsstyret.
Ritzaus Bureau, 31. marts 1973, referat af radiotinget:
Om partiets otte medlemmer:
Jeg har lige så lidt som dem noget at skulle have sagt. Det er partiets hundredetusinder af tilhængere landet over, der bestemmer.
Ritzaus Bureau, 14. april 1973:
-Skal en kompetent forsamling tage stilling til et program for Fremskridtspartiet inden et folketingsvalg?
-Det er noget, som diskuteres meget livligt. For mit eget vedkommende ser jeg skriften på væggen. Hvis vor forgænger Kristeligt Folkeparti ikke have fået fat i den idé, havde det parti i dag siddet med 6 mandater i Folketinget og med et Galluptal til 30 mandater. Det er udelukkende, fordi de lavede det landsmøde i maj 1971, at partiet har vanskeligheder.
Morgenposten, 18. marts 1973:
Om et politisk manifest, et partiprogram:
Det har vi ikke brug for. Vort erklærede mål er, at vi vil af med de sindssyge ting i vort samfund – indkomstskatten, papirvældet, lovjunglen. Og vi vil gøre det på et demokratisk grundlag. Alle andre mål er Fremskridtspartiet uvedkommende.
Ritzaus Bureau, 31. marts 1973, referat af radiotinget:
Om Fremskridtspartiets program:
Det er blevet vedtaget ved hundreder af dagligstuemøder og andre møder rundt landet over, ligesom det skete under frihedskampen. Vi spreder vort program, som frihedskæmperne gjorde det ved hver aften at lægge mange hundreder af breve i postkasserne til almindelige mennesker ud over hele landet.
Aarhus Stiftstidende, 8. marts 1973:
Hvis vor politik bliver gennemført af andre, kan vi kun være glade. Vi lider ikke af taburetkløe, men skal først og fremmest sætte en skræk i de andre partier.
Aalborg Stiftstidende, 15. april 1973:
Vi er fuldt ud rede til at danne regering efter et kommende valg. Men vi er også klar til at gå ind i en koalition, hvis vi får en indflydelse, der svarer til vor opbakning i befolkningen. Eneste betingelse er blot, at der sker en forhøjelse af bundgrænsen allerede den første måned – ellers vil vi ganske enkelt ikke være med. Kan vi så få de øvrige partier til at gå ind på en aktion over bundgrænsens størrelse, ville det jo være skønt.
Berlingske Tidende, 22. november 1972:
Vi arbejder skam ikke for sjovs skyld eller for den private ambition. Hvor havde det dog været personligt langt lettere at holde kæft og dermed undgå alle de lavsindede nedrigheder, man udsætter sig for, når man går i virkelig opposition til dette lands magthavere og vil repræsentere et virkeligt alternativ til dem.
Ritzaus Bureau, 14. april 1973:
Vi har ikke vraggods af hellige køer og fordomme fra gammel tid. Vi går ud i det danske samfund og peger på de tre største samfundsonder i nutiden – indkomstskatten, bureaukratiet og lovjunglen. Skal man nå noget mod disse kameler, må man samle alle kræfter – om de så i øvrigt er kommunister eller langt ude til højre, det er så inderligt ligegyldigt. Dem, der vil gøre fælles sag mod de tre onder, er bestemt ikke nogen broget flok.
Ekstra Bladet, 11. april 1973:
Ligesom Socialdemokratiet tog et spring frem i 1870 og gennem 1870erne udviklede sig til det parti, som fik flest ministerposter, sådan vil Fremskridtspartiet udvikle sig i 1970erne og ganske givet blive det parti i det 21. århundrede, der får flest ministerposter.
Aarhus Stiftstidende, 18. marts 1973:
Vi har jo den vældige fordel – modsat de gamle partier – at vi begynder med en ren tavle. Vi er ikke på noget punkt tvunget til at forsvare traditioner og ideologier. Socialdemokratiet har været pisket til at forsvare de sociale boligselskaber, Venstre andelsbevægelsen o.s.v, o.s.v. Så er der selvfølgelig den risiko, at vi begår nogle vældige vildmænd.
Ekstra Bladet, 20. januar 1973:
Fremskridtspartiet er tre sætninger. – Kildeskatten løber løbsk. Papirvældet vokser. Paragraftyranniet kvæler det gode humør. Intet andet.
Jyllands-Posten, 9. december 1972:
Fremskridtspartiet vil som bekendt udrydde de tre store kræftsvulster i dansk økonomi – indkomstskatten, bureaukratiet og lovjunglen. Kun på den måde opnås det spring fremad i nationalproduktet, som er det eneste bæredygtige grundlag for, at samfundets pensionister kan få det bedst muligt.
En skrivelse fra Glistrup til mulige sympatisører, dateret foråret 1973:
Det er Fremskridtspartiets opfattelse, at embedsmændene og gammelpartierne i disse år driver landet ud i så rædselsfulde tilstande, at det med henblik på de næste fire års folketingsarbejde er særdeles vigtigt, at der kommer så stærk en repræsentation som muligt for det parti, der frem for nogen vil papirvældet, indkomstskatten og lovjunglen til livs.
B.T., 17. marts 1973:
Af et svar til redaktør Poul Erik Søe:
Fremskridtspartiets program er ikke selvmodsigende. Det er tværtimod det eneste partiprogram, der klart oplyser, hvad man vil gøre måned for måned og afstemmer det offentliges udgifts- og indtægtstal præcist med hinanden, således at enhver kan se, at vi kan undvære indkomstskatten. Vi kan i al fald ikke beholde den i den nuværende facon, uden at vi slår umådeligt meget i stykker – menneskelige, økonomisk og trivselsmæssigt.
Aarhus Stiftstidende, 4. marts 1973:
Fremskridtspartiet befinder sig i en dimension som i fladlusens verden. – Vi foretrækker hverken det yderste venstre eller højrefløjen, de konservative eller de uafhængige. Vi vil gerne forhandle og samarbejde med alle danske mennesker, hvad enten de ligger til højre eller til venstre.
B.T., 8. februar 1973:
Vort parti hviler 100 pct. på folkestyrets grundlag, vi hylder ikke statsmagten. Naive er vi måske, men ikke demagoger.
Glistrup om politisk karriere og fremskridtspartiet
