Originalt udgivet på adressen Iraks fald – Hvad du ikke bliver fortalt.
Voluntaristen syndikeret til Liberator

Dette er en oversættelse af en artikel på SCGNews.com med titlen ‘‘.
Til denne artikel hører også en: ‘YouTube video: The fall of Iraq – What you are not being told‘:

Lyt på dansk via YouTube:

Lyt på dansk via MP3:

http://voluntarist.dk/wp-content/uploads/2014/06/iraks-fald-hvad-du-ikke-bliver-fortalt.mp3

Højre-klik på linket og vælg ‘Gem fil som’ for at downloade MP3 fil

Irak er et land der er ved at bryde sammen i kaos, men ikke for de årsager som du bliver fortalt af politikere og mainstream media. I juni 2014 så verden chokeret hvordan islamiske millitante grupper, der opererer under navnet The Islamic State of Iraq and Syria (ISIS), overtog kontrollen med Mosul, Baiji og Tikrit i Irak og begyndte en fremmarch imod Bagdad. Fallujah har været under deres kontrol siden januar 2014.

Bemærk at de også er kendt som The Islamic State of Iraq and the Levant (ISIL)

Irakisk millitær og politi ydede kun begrænset modstand til trods for at de var langt i overtal i forhold til de islamiske millitante grupper. De fleste fra Iraks millitær og politi flygtede fra deres post og efterlod deres uniform og våben – de der ikke gjorde blev slået ihjel.

ISIS, hvis erklærede mål er at slette grænsen imellem Syrien og Irak, at etablere en islamisk kalifat, der omfatter begge lande, og at indføre Sharialov, har allerede kontrol over store områder og for øjeblikket udvider de hurtigt til nye områder.

Hvordan kunne det ske?

Dette er et meget vigtigt spørgsmål. Hvordan du svarer på spørgsmålet, vil få konsekvenser for, hvad der kommer til at ske fremover, og ikke kun i Irak. Det er derfor mediernes spindoktorer og politikerne på det kraftigste forsøger at omskrive historien, og vende realiteterne på hovedet i processen.

Der er eksempelvis folk der insisterer, at dette nu sker fordi USA og NATO ikke fik mulighed for at intervenere i Syrien.

Det er et “bekvemt” svar?

USA og NATO har arbejdet aktivt på at vælte Assad ved at finansiere og sende våben til oprørerne i Syrien siden 2011. Dette har udviklet sig til en blodig borgerkrig, der har tiltrukket Jihadkrigere fra hele verden. Det har skabt et magt-vakuum, som har gjort det muligt for millitante grupper som ISIS, Al-Qaeda og Al Nusra Front, at kunne organisere sig og etablere fysiske højborge.

USA hævder at de kun sender våben til de “moderate” oprørere hos Free Syrian Army (FSA), omend lederne herfra har oplyst at de ofte udfører fælles operationer med Al-Qaeda og dets tilknyttede grupper. ISIS var indtil for nyligt en gren af Al-Qaeda. I februar 2014 meddelete Al-Qaedas ledelse officielt, at man nu helt havde afskrevet ISIS på grund af deres brutale metoder. Det er derfor ISIS bliver omtalt som en ‘splinter group‘. Derudover så ved man helt konkret at hovedparten af finansieringen og våben fra USA og dets allierede ender i hænderne på Jihadkrigere, og USAs regering har været vidende om dette siden 2012. Dette kan man blandt andet læse i denne artikel fra New York Times (bemærk, kræver login).

Prøv selv at lægge to og to sammen, ISIS ville aldrig have fået solid fodfæste i Syrien, hvis ikke USAs regering havde arbejdet på at svække Syrians nuværende regering. Og de våben som ISIS bruger for øjeblikket… er i høj grad betalt af USAs skatteydere.

Dette handler ikke kun om Syrien, det handler også om Irak. Det bringer os til en anden ukorrekt historie, som man for øjeblikket forsøger at promovere, nemlig at dette kaos nu opstår, fordi USA trak sine styrker ud for hurtigt tilbage i 2011.

Irak er et land i ruiner og er nærmest ikke i stand til at forsvare sig selv, og man hævder det er fordi USA’s millitær blev trukket ud for tidligt. Det skyldes derimod ikke at Bush administrationen og mainstrem media overbeviste befolkningen om, at Sadam Hussein havde masseødelæggelsesvåben og ligeledes var parat til at bruge dem. Det skyldes heller ikke at USA (red: og dets allierede) invaderede Irak under falsk påskud. Det skyldes heller ikke nedlæggelse af Iraks daværende millitær og politi samt reduceringen af landet til en ruinhob i forsøget på at stoppe et efterfølgende oprør. Nej (sarkasme) det skyldes åbenbart at otte års besættelse af Irak ikke var tilstrækkeligt?

Til jer der kæmpede i disse områder i Irak, det er et voldsomt stød i mellemgulvet at måtte se ens egne ofre være forgæves, men besættelsen af Irak var aldrig noget som kunne ende godt, og Bush-administrationen var fuldt ud klar over dette. Overvej eksempelvis at set dette klip med Dick Cheney fra 1994 (Dick Cheney blev senere vicepræcident under George W. Bush).

Det var meget klogt sagt af Hr. Dick Cheney. Han forudsage præcist det rod han var med til at frembringe i 2003. Man vil endda kunne vove at sige, at hans forudsigelser var meget mere præcise, end forudsigelserne som kom fra dem, der advarede imod en invation af Irak.

Læg fremover mærke til, at de teleprompt-oplæsende mikrofonholdere fra både venstre og højre side af det politiske spektrum, alle prøver at placere skylden for krisen på andre. Men de tager fejl.

Begge fløje bærer et stort medansvar, og det går meget længere tilbage end Bush og Obama. USA har brugt sin inflydelse i Irak i meget lang tid. Faktisk var det CIA som sørgede for at Saddam Hussein kom til magten i 1963. Hvilket man kan læse mere om i denne artikel fra New York Times

USAs regering ydede også støtte til Saddam i 1980, da han gik i krig imod Iran, og det til trods for, at man godt vidste han gjorde brug af kemiske våben. Dette kan man også læse mere om i denne Foreign Policy magazine artikel.

Skruer vi tiden hurtigt frem til 1990, her var Saddam Hussein i en konflik med Kuwait over oliepriser samt grænsestridigheder og på grund af dette overvejede han at anvende millitær magt overfor Kuwait. Eftersom USA støttede Irak i krigen imod Iran, så havde Saddam Hussein ikke nogen grund til at tro andet, end at USA også ville støtte ham i en krig imod Kuwait. Men for at være helt siker, så besluttede han dog først at konsultere med Washington.

Den 25. juli 1990 mødtes Saddam Hussein med April Glaspie som var USAs daværende ambassadør i Irak. På dette møde beskrev Saddam Hussein sine problemer med Kuwait og fortalte April Glaspie, at han opfattede Kuwaits handlinger overfor Irak som millitær agression. April Glaspie svarede “Vi har ikke nogen holdning til konflikter imellem to arabiske lande, såsom jeres grænsestridigheder med Kuwait“, og hun understregede det yderligere ved at sige “Denne strid er ikke relateret til USA“. Saddam Hussein opfattede naturligvis dette som at han havde grønt lys, og han invaderede Kuwait 8 dage senere.

I en senere høring i kongressen påstod April Glaspie i Kongressen, at til trods for at dette citat var korrekt, så havde hun efterfølgende fulgt op og insisteret overfor Saddam Hussein, at stridighederne med Kuwait blev løst fredeligt.

Det er imidlertid ikke det som fremkommer i referatet fra samtalen imellem Saddam Hussein og April Glaspie, som senere er gengivet i New York Times. I henhold til dette referat sagde hun: “Vi håber at disse stridigheder er løst hurtigt“.

Måske var dette bare en uheldig diplomatisk bommert? Men det er meget tvivlsomt.

Lige så snart Saddam invaderede Kuwait, lancerede USAs regering en propaganda kampagne for at opbygge befolkningens støtte til at gå i krig. Man hævdede blandt andet at Irakiske tropper slog nyfødte børn ihjel, ved at tage dem ud af deres kuvøser på hospitalerne, og de frembragte grædende øjenvidner, der vidnede om, at de vitterligt havde set disse massakrer.

Der var imidlertid det problem, at hele historien var det pure opspin. Det havde aldrig fundet sted. Den kvinde som præsenterede sig selv som et øjenvidne var i virkeligheden datter af Kuwaits ambassadør i USA, og hendes vidneudsagn var en del af en større PR kampagne, som blev udført af en virksomhed ved navn ‘Hill and Knowlton”.

Da befolkningens støtte til at gå i krig var tilstrækkelig stor, blev historien om kuvøserne droppet, og blev aldrig nævnt igen.

USA invaderede Irak i 1991 (red: 1. Golfkrig). Igennem hele denne krig brugte USAs millitær ca. 640.000 pund ammunition med forarmeret uran. Irak var hårdt ramt, men USA lod Saddam Hussein forblive ved magten.

Krigen blev dog aldrig helt afsluttet, for USA fastholdt meget stregne sanktioner overfor Irak, som resulterede i at hundretusindvis af børn døde. Clinton fortsatte med sanktionerne igennem hele sin præsidentperiode, og Clinton og hans administration var udmærket klar over de alvorlige konsekvenser herved.

Du kender sikkert formuleringen, “de som ikke kender verdenshistorien, er dømt til at gentage den” Det er på ingen måde nogen overdrivelse.

Skruer vi tiden frem til 2003 er historien om kuvøser i Kuwait udskiftet med historier om mobile missilaffyrringsramper og ‘yellow cake uranium‘.

Og da det senere viste sig, at der ikke var nogen masseødelæggelsesvåben i Irak, så betragtede man det blot som en ubetydelig detalje.

Obama blev valgt på valgløfter om håb og forandring. Men vi har alligevel set Obama gå ind i Libyen i 2011 (bemærk, kræver login), hvilket efterlod nationen i kaos.

Før Nato fjernede Gadaffi fra magten i Libyen, da havde Libyen den højeste levestandard af alle lande i Afrika. Nu er det i stedet blevet til en krigszone.

Vi har også set, hvordan Obama har ydet finansiering og sendt våben til oprørerne i Syrien i forsøget på at vælte Assad.

Obama følger den samme drejebog, og ja, der er en drejebog.

Heldigvis er drejebogen ikke mejslet i sten. Vi kan påvirke udfaldet, og det er allerede lykkedes. Vi beviste det i 2013 da både højre og venstre side i amerikansk politik droppede deres indbyrdes skænderi og gik samlet imod Obamas forslag om at foretage luftangreb imod Assads regime i Syrien (bemærk, kræver login).

Fremgangsmåden med at bedrage og føre befolkningen bag lyset er den samme, men det er ikke hver gang befolkningen hopper på den, eksempelvis overfor millitær intervention i Syrien. Det faktum at FNs undersøger Carla Del Ponte konkluderede at det var de syriske oprørere, der stod bag angrebene med sarin-gas hjalp. Det faktum at Putin var i stand til at kortslutte USA diplomatisk hjalp. Men den mest afgørende faktor var den masive folkelige modstand, samt intern modstand i USAs millitær imod intervention i Syrien. Den herskende klasse er generelt meget tøvende overfor at lade en nation gå i krig, hvis folket og millitæret udviser stor modstand imod det Det er også derfor at sandhed altid er det første offer i en krig.

Det der sker lige nu i Irak er horibelt. ISIS udfører grusomheder imod civile i meget stor skala. Af uforklarlige årsager har Obamas administration ikke ydet umiddelbar luftstøtte til Iraks regeringshær, heller ikke efter at Mosul blev overtaget af ISIS. Grunden til at ordet ‘uforklarlige årsager’ bruges her, er ikke fordi denne artikels forfatter (red: SCGnews.com) støtter luftangreb, i stedet skyldes det at USAs millitær d. 12. juni 2014 gennemførte sit andet droneangreb i juni måned 2014 i Pakistan. Hvorfor afviser Obama at intervenere i Irak, når civile bliver massakreret, mens han slet ikke tøver et øjeblik med at benytte droner i Pakistan?

Årsagen er at forfærdelsen over de uhyrligheder, som ISIS begår i Irak, kan være lige præcis det der skal til, for at USAs regering kan skabe en bagdør ind i Syrien

Det viser sig at Obama ikke kun overvejer luftangreb i Irak, men også ønsker at de kommer til at omfatte Syrien. Lige så snart USAs millitær er i stand til frit at kunne operere inde i Syrien, så bliver det meget lettere at kunne foretage det regimeskifte i Syrien, som USA længe har ønsket.

Det er den klassiske formel. Problem, Reaktion, Løsning.

De skaber selv problemet, de lader befolkningen reagere, opbygger og forstærker forfærdelsen, og så pludselig kommer de med “løsningen”, som vil så frøene til en helt ny generation af konflikter.

For at kunne stoppe dette destruktive mønster er befolkninger nødt til at indse og acceptere den kolde og barske sandhed.

Uanset hvad USA gør, og uanset hvor længe de bliver i Irak og de omkringliggende lande, så er der ikke en lykkelig slutningen på denne historie. Det kaos vi for øjeblikket oplever her, er direkte afledt af et helt årti med USAs millitære operationer i hele Mellemøsten. Tiden er kommet til at erkende, at man ikke kan bombe sig til fred, at det ikke skaber stabilitet at udskifte et regime med et andet regime, og at man ikke løser en fejl ved at gentage fejlen igen og igen.

Hvis USA reelt og helhjertet ønsker at stoppe spredningen af islamisk terrorisme, så skulle de holde om med at finansiere og sende våben til Jihankrigere i Syrien. Det ville være et godt sted at starte.

Source: Voluntaristen syndikeret til Liberator