Venstreanarkisme – et misforstået ideal.

Et ofte misforstået ideal er venstreanarkisme, i hvert fald i blandt mange anarko-kapitalister. Det faktum, at de fleste af filosofferne i denne tradition, har bekendt sig til socialismen og været stærke modstandere af kapitalismen, har fået mange anarko-kapitalister til at vende sig fuldstændig imod bevægelsen – mange på et alt for løst grundlag. Denne artikel vil prøve at give et objektivt indblik i venstreanarkismen.
En lille indledning:
Den moderne anarkistiske tradition startede som udgangspunkt med Proudhon’s skrifter – han var samtidig den første, der valgte at benytte betegnelsen “anarkist”. Han er meget kendt for citatet “Property is theft”. Hvad ikke mange ved er, at Proudhon også senere skrev, at “Property is freedom” – han mente ikke, at disse to citater modsagde hinanden. I disse to citater indgår nemlig forskellen i mellem besiddelser og ejendom – en vigtig del af venstreanarkismen. Han mente, at udnyttelse igennem ejendom var tyveri, dog mente han også, at arbejderen havde retten til at bære den fulde frugt af sit arbejde; de besiddelser det medfører.
Han var ikke tilhænger af et statsejet produktionsapparat, men derimod et produktionsapparat ejet af arbejderne selv i forskellige co-ups. Samtidig skal den socialistiske egen overbevisning ses i historisk kontekst. På denne tid var definitionen ikke den samme, som de fleste er bekendt med i dag; definitionen ændrede sig i takt med Marx’s perverteret syn på verden – denne gang henviste det til teorier, der prøvede at løse arbejder problemet; omhandlende udnyttelse og undertrykkelse. Proudhon skrev i “System of economic contradictions side 263” om en statssocialist – Louis Blanc – på daværende tidspunkt
M. blanc is never tired of appealing to authority, and socialism loudly declares itself anarchistic; M. Blanc places power above society, and socialism tends to subordinate it to society; M. Blanc makes social life descend from above, and socialism maintains that it springs up and grows from below; M. Blanc runs after politics, and socialism is in quest of science. No more hypocrisy, let me say M. Blanc; you desire neither Catholicism nor monarchy nor nobility, but you must have a god, a religion, a dictatorship, a censorship, a hierarchy, distinctions, and ranks. For my part. I deny God, your authority, your sovereignty, your judicial state, and all your representative mystifications”
Et citat som det ovenstående viser i alt sin tydelighed den store modstand der herskede imod statssocialismen fra Proudhon’s side af. Proudhon anså ikke en gang statssocialismen, som rigtig socialisme, da han mente, at statssocialismen ikke opfyldte de krav socialismen stillede og heller ikke løste de problemer socialismen så. Hvilket samtidig også fortæller os, hvor stor modstanden havde været fra Proudhon’s side imod den socialisme vi ser fra forskellige erklæret socialistiske partier i dag. Derfor må det anses som en voldsom stor fejl, hvis socialister af den Marxistiske skole, eller andre statssocialistiske skoler anvender Proudhon til at forsvare deres politik, da han var mere imod denne bevægelse end noget andet.
Dette viser dog også med alt tydelighed, at der dengang herskede en kamp i mellem to forskellige socialistiske retninger med modsatrettede mål; den ene ønskede fuldkommen frihed, frie markeder og en ende til alle monopoler og statsgivet privilegier; den anden ønskede et stort monopol og anså markedet som den største fjende. Den ene var den anarkistiske tradition der hovedsaligt tog udgangspunkt i Proudhon’s skrifter på daværende tidspunkt og den anden var statssocialismen. Herunder kan igen ses et forsvar af de frie markedskræfter og et angreb imod en centralstyret økonomi. “System of economic contradictions 232-3”:
How much does a product sold by the state administration cost? How much is it worth? You can answer the first of these questions: you need only call at the first shop you see. But you can tell me nothing about the second, because you have no standard of comparison and are forbidden to verify by experiment… business, made into a monopoly, necessarily costs society more than it brings in”
Dette citat påviser med stor tydelighed, at Proudhon ikke mente, at staten var i stand til at allokere resurser effektivt. Disse citater og de generelle holdninger de anarkistiske socialister på daværende tidspunkt besad, underbygger min påstand om, at det socialistiske ståsted skal ses i historisk kontekst og at det ville være idiotisk at bedømme traditionen udfra den definition vi besidder af socialismen den dag i dag.
First international:
Denne bevægelse er helt central i forståelsen af socialismens udvikling og de forskellige grene i perioden. Bevægelsen var en anarkistisk, socialistisk og kommunistisk bevægelse. First International kongresserne blev afholdt fra 1864-1876. Kongressernes og dets medlemmers mål, var en løsning af arbejderproblemet; udnyttelse og undertrykkelse fra den herskende klasse: forskellen lå i hvordan disse skulle løses.
I starten var gruppen mest præget af tilhængere af Proudhon’s værker; dette syn dominerede uden tvivl diskussionerne på kongressen i de første år af dets levetid. Dette skinnede klart igennem på Geneve kongressen i 1866 og Lausanne kongressen i 1867; dominansen i 1867 skyldtes dog hovedsaligt fraværet af Karl Marx, der arbejdede på de sidste kapitler af hans bog “Kapitalen”.
Senere hen blev de Marxistiske idéer dog mere og mere dominerende, hvilket ledte til flere og flere konfrontationer i mellem anarkisterne med – på dette tidspunkt – Bakunin i front og Marxisterne.
Klimakset nås ved Haag kongressen i 1872. Her rejser Bakunin sig op og kalder Karl Marx’s idéer for autoritære og fremsiger samtidig, at ville et marxistisk parti nogensinde komme til magten, ville konsekvensen være uhyrlig; endda muligvis værre, end den herskende klasse man havde kæmpet imod; dette ledte til eksklusionen af Bakunin og andre anarkister fra First international.
” If you took the most ardent revolutionary, vested him in absolute power, within a year he would be worse than the Tsar himself. – Bakunin i bogen – Anarchism: From Theory to Practice side 25-26 – Daniel Guerin.
Dette udgør et utrolig vigtig vendepunkt i den socialistiske tradition. Herefter var der erklæret evig krig i mellem de to. Anarkister var, dog en del af den bevægelse der hjalp bolchevikkerne til magten i Rusland. Dette samarbejde endte dog hurtigt, herefter kæmpede anarkisterne for at ende bolchevik regeringen; dette medførte, at anarkisterne også endte med at blive jaget; landforvist; eller i værste fald slået ihjel.
Den anarkistiske tradition
Hvad skete der efter Proudhon? Ja, bevægelsen blev hovedsaligt delt i 2 hovedbevægelser. Den ene var den kommunistisk-anarkistiske bevægelse og den anden var de individualistiske/mutualistiske anarkister. Af hovednavne i den kommunistiske tradition kan nævnes Mikhail Bakunin, Petr Kropotkin og Johann Most. Den individualistiske/mutualistiske tradition indeholdte folk som Henry David Thoreau, Voltairine de Cleyre, Lysander Spooner og Benjamin Tucker, Josiah Warren, Max Stirner m.fl. Benjamin Tucker stod blandt andet bag det anarkistiske magasin “Liberty”, hvor de fleste individualistiske anarkistiske værker på denne tid blev samlet.
A man won’t steal, ordinarily, unless that which he steals is something he cannot as easily get without stealing; in liberty the cost of stealing would involve greater difficulties than producing, and consequently he would not be apt to steal. But suppose a man steals. Today you go to a representative of that power which has robbed you of the earth, of the right of free contract of the means of exchange, taxes you for everything you eat or wear (the meanest form of robbery), — you go to him for redress from a thief! – Voltaririne de Cleyre – The Economic Tendency of Freethought (1890).
 Hvilke mål besad disse? Det er meget nemt, at misforstå disses selvudråbte socialisme som tidligere proklameret. Før Karl Marx perverteret begrebet, var det som allerede skrevet et meget bredt koncept. Tucker selv mente, at det henviste til forskellige teorier, der skulle løse arbejder problemet, hvilket også var den originale definition.
Dette var i stil med Proudhon også en bevægelse, der advokerede fuldkomne frie markeder, på trods af det socialistiske ståsted, da man mente, at staten umuliggjorde, at arbejderen kunne bære den fulde frugt af sit arbejde.
Grundlæggende hævdede man, at det var statsmonopoler på land, penge, samt statsgivet privilegier, licenslove, reguleringer, ip love mm. der umuliggjorde, at arbejderen kunne bære den fulde frugt af det udførte arbejde. Den manglende konkurrence på kapitalen medførte et nedadgående pres på lønninger, da muligheden for at blive selvstændig var ufattelig lille; omkostninger for store og forskellige reguleringer gjorde det umuligt; alt dette for at støtte den kapital ejende klasse; alle privilegier hertil givet af staten. Dette skabte naturligvis en kæmpe gruppe af lønarbejdere; en kæmpe gruppe af lønarbejdere til et produktionsapparat centraliseret i hænderne på de få.
Dette system ville naturligvis være berigende for nogle. Det ville naturligvis være i kapital ejernes interesse, at det forblev således. Profitten blev hold kunstigt oppe, grundet den manglende konkurrence. Alt dette grundet interventionen fra statens side. Uden stat ville det ikke være muligt. Det de så var et nærmest monopoliseret kapitalapparat, der berigede de få på bekostning af de mange; en cyklus der ultimativt ville centralisere hele velstanden i hænderne på de få. Tucker udtalte også:
” The most perfect Socialism is possible only on the condition of the most perfect individualism” – Citat I “Demanding the impossible s. 390 Peter Marshall.
Man anså udnyttelsen som en umulighed på et fuldkomment frit marked. Det frie marked ville naturligt skabe et tryk mod ligevægt. I dette tilfælde ville det medføre et pres imod produktionsomkostningerne i producentens tilfælde, grundet det voldsomt stigende konkurrence og et pres imod den naturlige løn – det producerede produkt – til den pågældende arbejder, grundet det svindende antal lønarbejdere. Den fornyet konkurrence på kapitalapparatet ville medføre et marked, hvor selvstændige handlede med hinanden; et marked, hvor lønarbejde næsten var afskaffet og et marked, hvor retfærdigheden var opnået – arbejderen ville modtage den fulde frugt af det udførte arbejde. Undertrykkelsen og udnyttelsen ville være stoppet.
Det faktum, at man i det venstreanarkistiske spektrum skelner i mellem besiddelser og ejendom betyder også, at ikke benyttede land, huse mm. bør frit kunne overtages af folk der kunne benytte disse, hvilket også bunder i, at man anser alt værdi der ikke er optjent igennem arbejdskraft, som udnyttelse. Denne modstand skyldtes dog også, at den man mente, at gav man absolut ejerskab over knappe resurser, ville friheden hos ikke ejere af land bliver elimineret.
Angående lønarbejde er der dog opstået den diskurs, at disse filosoffer ønskede at bruge magt imod lønarbejde og ønskede at afskaffe det af lovens vej igennem magt; denne diskurs er måske sand for visse dele af det anarkistisk kommunistiske spektrum, men ikke i den individualistiske/mutualistiske anarkistiske tradition. Man havde blot en tro på, at det ikke ville opstå under fuldkommen frie markedsvilkår, da incitamentet til dette ville være forsvundet; ingen mand ville være tvunget ud i et lønarbejde for opretholde sin eksistens. Tucker skrev bl.a. i et svar til Kropotkin og Most:
“But the minute you remove privilege, the class that now enjoy it will be forced to sell their labor, and then, when there will be nothing but labor with which to buy labor, the distinction between wage-payers and wage-receivers will be wiped out, and every man will be a laborer exchanging with fellow-laborers. Not to abolish wages, but to make every man dependent upon wages and to secure to every man his whole wages is the aim of Anarchistic Socialism. What Anarchistic Socialism aims to abolish is usury.”- Market not capitalism s. 270 – “should labour be paid or not?”
Som det tydeligt kan ses i ovenstående citat, er hvad man ønsker at gøre op med udnyttelsen. Ikke selve lønarbejdet. Man ønsker at fjerne privilegier og andet fra den herskende klasse. Man ønsker ikke at fjerne noget med magt.
Der hersker dog i denne tradition også en modstand imod profit. Modstanden i den individualistiske/mutualistiske tradition imod profit kommer fra “labour theory of value”. Grundlæggende tilskriver “labour theory of value”, at den fulde værdi af et produkt er relateret til den mængde arbejdskraft der er nødvendig for at producere produktet, eller at fremskaffe dette. Den anarkistisk/mutualistiske tradition byggede deres udnyttelses argument på denne. For var det arbejdskraften der skabte værdien og havde folk retten til hele frugten af sit arbejde, måtte de naturligt eje det producerede produkt. Dette var dog ikke tilfældet, da arbejderen ikke var i stand til at købe sit eget produceret produkt tilbage for den løn de modtog; det er her tyveriet og udnyttelsen kommer ind i billedet.
Det er grundet dette, at denne del af det anarkistiske spektrum skelner i mellem besiddelser og ejendom. Ejendom, som i ejerskab over produktionsmidler, ville naturligt medføre udnyttelse af andre menneskers arbejdskraft og umuliggøre, at disse kunne bære den fulde frugt af deres arbejde; den overskudsværdi der tilfaldt kapital ejeren ville ikke være rettelig anskaffet, da den ikke bundede i ”arbejde”.
“as an awakening agent, as an agitating force, the beneficent influence of a strike is immeasurable. . . with our present economic system almost every strike is just. For what is justice in production and distribution? That labour, which creates all, shall have all.”
 – Benjamin Tucker – Liberty #19
 Et andet problem er også, at under de nuværende og daværende markedsomstændigheder, hvor de store kapital ejere er beskyttet af den statslige regulering, licenslove, monopoler, IP, diverse handelsblokeringer mm. er selvstændighedens vej besværliggjort, hvilket gør, at man er nødsaget til at sælge sin arbejdskraft for mindre end den er værd for at fastholde egen eksistens, hvilket muliggøre udnyttelse jvf. “Labour theory of value”.
“Labour theory of value” er et synonym til den subjektive teori om værdi, hvor priser bestemmes på markedspladsen.
Konklusion:
Det skrevne stykke gør det klart, at definitioner er vigtige. Mange misforstår den venstreanarkistiske vision og sætter sig muligvis aldrig ind i det skrevne, grundet det faktum, at disse anså sig selv som socialister. Grundlæggende vil mange anarko-kapitalister erklære sig uenig i dele af det skrevne, grundet det tætte bånd til “Labour theory of value”, dog bidrager den venstreanarkistiske tradition med utrolig mange gode guldkorn. Den venstreanarkistiske tradition burde anses som “fellow travellers” og ikke modstandere på trods af de enkelte uenigheder. Områder, hvor de to bevægelser overlapper er større, end hvor de skilles. Der er flere enigheds punkter i mellem venstreanarkismen og anarko-kapitalismen, end i mellem anarko-kapitalismen og den min-arkistiske tradition. Naturligt bør anarko-kapitalister distancere sig fra den mainstream liberale bevægelse. Intet er der at gøre i politik og ligheden er heller ikke stor nok, da den mainstream liberale bevægelse ikke anerkender de fleste af de problemstillinger, anarkismen rejser.
Meget af uenighederne står i brugen af forskellige begreber. Den venstreanarkistiske definition af kapitalisme går i retning af dette “namely, as a state-supported monopoly of social capital (tools, machinery, etc.) which allows owners to avoid paying workers the full value of their labour”, hvilket distancerer sig voldsomt fra den definition, som anarko-kapitalister benytter, hvilket kan betyde at anarko-kapitalismen er navngivet forkert. Uden tvivl er det bedre for sagen, at snakke om frie markeder i stedet for kapitalisme.
” “it is a glorious word, much abused, violently distorted, stupidly misunderstood, but expressing better than any other the purpose of political and economic progress, the aim of the Revolution in this century, the recognition of the great truth that Liberty and Equality, through the law of Solidarity, will cause the welfare of each to contribute to the welfare of all. So good a word cannot be spared, must not be sacrificed, shall not be stolen.”  – ”Markets not capitalism” s. 145.
Sjovt er det dog, at de anarkistiske socialister ikke anså den statssocialistiske bevægelse, som rigtige socialister; det kan også tydeligt aflæses i det ovenstående citat af Benjamin Tucker; ham mente, at de havde ødelagt begrebet. De løste ikke arbejderproblemet. Det samfund de ville ende med at bygge, ville være mere totalitær, end det nuværende. Faktisk udtalte Benjamin Tucker i en privat samtale i 1930, at den kapitalisme man så i det mindste var til at tolerere, hvilket ikke kunne siges om socialismen og kommunismen.
“The matter of my famous ‘Postscript’ now sinks into insignificance; the insurmountable obstacle to the realization of Anarchy is no longer the power of the trusts, but the indisputable fact that our civilization is in its death throes. We may last a couple of centuries yet; on the other hand, a decade may precipitate our finish. … The dark ages sure enough. The Monster, Mechanism, is devouring mankind. Citat I “Men against the state” –James J martin
 –  Benjamin Tucker
– Sebastian