New York skulle være en fantastisk by, diversiteten, dynamikken, storheden, forskellene, mulighederne, det er der alt. Har desværre ikke selv besøgt byen, en fejl). For ligesom at understrege at det er en fejl, så læser jeg så en artikel i City Jounal der fortæller New Yorks stolte historie gennem en lang række af entreprenører, lige fra Jeremiah Thompson der startede de første fragtruter efter en ruteplan, over William Havemeyer’s sukkerraffinaderier, til 70’ernes finansielle innovationer.
Desværre er nutidens New York i problemer da virksomhederne lider under en stor regulerings byrde. Der vises i et større perspektiv, at netop de byer der har mange iværksættere er de byer der vokser og blomstre (det, også temperaturen i januar og uddannelse), og regulering er ikke ligefrem vand på iværksættermøllen.
Konklusionen i artiklen lyder:
Great American cities were never built by their governments; the true heart of a city is the entrepreneurial energy that it contains. That rule applies especially strongly to New York, a city that will never be a good place for firms that want to stand still and produce as cheaply as possible. Rather, New York’s survival hinges on coming up with new ideas and new businesses. For centuries, Gotham thrived on the entrepreneurial energy of people like Jeremiah Thompson and A. E. Lefcourt. The task ahead is to ensure that it remains a place where new ideas can blossom and where new businesses can start.
Vil anbefale at man giver sig tid til at læse hele artiklen her. Den er især vær at læse for dens fantastiske fortælling om New York, men den kommer også med glimrende eksempler på erhvervsstøtte der er gået galt, for eksempelt som med 90’ernes erhvervsstøtten i Japan:
Twenty years ago, in the flush of Japanese economic expansion, America saw a vogue for Japanese industrial policy, which consisted of aggressively supporting particular firms through a Ministry of International Trade and Industry (MITI). But when researchers actually examined MITI, they found that it picked losers: the firms that the ministry backed did worse than the ones that proceeded on their own. That MITI was staffed with the best and brightest of Japan stands as a warning to any government that wants to play venture capitalist.
På trods af dette lader det ikke til, at Japan har lært af dette (eller at nogen andre lande har lært af dette), da der er en stigende mængde støtte ordninger verden over med præcis samme mål som MITI; at vælge fremtidens vinderindustri.
The Economist: Picking winners, Saving Loosers (Aug 2010)
Apropos dette (tror jeg på vej ud af en sidevej nu, håber i bærer over med mig), så var jeg var for nylig til et foredrag med en svensk teknokrat der mente, at den rette vej til mere innovation var ved at subsidiere såkaldte SME netværk (SME: Small and medium sized entreprises). Ideen var, at der var bedre mulighed for at innovere når forskellige virksomheder fra forskellige industrier interagerede. Dette skulle staten så stå for, selvfølgelig! For virksomhederne har jo ikke stort nok incitament til at innovere og øge deres profit (han stod seriøst og lukkede ovenstående ud, virksomheder har ikke incitament til at innovere, Sverige er åbenbart langt tættere på socialisme end jeg hidtil har antaget.) Herefter brugte han så en halv time på at forklare hvilke reguleringer der skulle til for at virksomhederne ikke snød med subsidierne (jeg udvandrede herefter, en halv time for sent).
Hvis dette er de magthavende teknokraters bedste bud på at skabe et “vindersamfund”, en “videnskultur” eller “indsæt selv politiker kliche” så er vi langt tættere på afgrundens rand end vi er på tidligere tiders New York!
På trods af dette lader det ikke til, at Japan har lært af dette (eller at nogen andre lande har lært af dette), da der er en stigende mængde støtte ordninger verden over med præcis samme mål som MITI; at vælge fremtidens vinder industri.
The Economist: Picking winners, Saving Loosers (Aug 2010)
Apropos dette (tror jeg på vej ud af en sidevej nu, håber i bærer over med mig), så var jeg var for nylig til et foredrag med en svensk teknokrat der mente, at den rette vej til mere innovation var ved at subsidiere såkaldte SME netværk (SME: Small and medium sized entreprises). Ideen var at der var bedre mulighed for at innovere når forskellige virksomheder fra forskellige industrier interagerede. Dette skulle staten så stå for, selvfølgelig! For virksomhederne havde ikke stort nok incitament til at innovere og øge deres profit (han stod seriøst og lukkede ovenstående ud, virksomheder har ikke incitament til at innovere, Sverige er åbenbart langt tættere på socialisme end jeg hidtil har antaget.) Herefter brugte han så en halv time på at forklare hvilke reguleringer der skulle til for at virksomhederne ikke snød med pengene (jeg udvandrede herefter, en halv time for sent).
Hvis dette er det bedste bud på at skabe et “vindersamfund”, en “videns kultur” eller “indsæt selv politiker kliche” så er vi langt tættere på afgrundens rand end vi er på 1800 tallets New York!