Eller hvorfor jeg siger: ‘hellere coke end kanon’
Danmark kan i høj grad argumenteres at være socialistisk. Vores offentlige sektor er den største i verden i forhold til BNP. Vores ineffektive offentlige sundhedssystem afkræver, at jeg skal beslutte hvordan andre lever, og hvilke valg de gør med den krop der burde være deres. I et forsøg på at rede ”vores” helbred bestemmer politikere hvor folk må ryge. Mange steder i Danmark skyder grupperinger på hinanden udelukkende fordi staten også vil bestemme hvad folk må ryge. Hver måned bliver et mindretal af nettoskatteydere fastholdt i slaveri for at forsørge et flertal af offentligt ansatte og andre skattemodtagere. Danmark har involveret sig i krige som egentlig ikke kommer os ved. Statsunderskudet vokser og vokser, alt imens produktiviteten daler. Vi har fået en generation af offentligt ansatte som ikke ser deres hverv som varetægt af en hellig ed, men derimod at vokse den offentlige sektor… Eller som Weber vel ville sige: Skabe mere vold. Ja, listen den er lang på eksempler på den danske socialisme.
I 1987 fremførte den eminente amerikanske økonom Robert Higgs i bogen Crisis & Leviathan et interessant argument. Det går på, at staten vokser i kriser (såsom krige), men at den ikke går tilbage til sin oprindelige størrelse efter krisen.
I 2008 kom den venstreorienterede Naomi Klein op med samme tese – ganske vist i en bog der var proppet med faktuelle fejl, misvissende, og generelt udviste en fuldstændig tilsidesættelse af verdens faktiske forhold (men hun blev rig på sine velmenende læsere, så hatten af for det fru Snake Oil)
Imidlertid må det siges, at disse teorier kommet under pres i Danmark. Dette fordi den offentlige sektor voksede jo under fred (sådan da) og fremgang. Måske er argumentet derfor mere, at for at ondskab skal sejre, så kræver det at gode folk lader det. Hermed menes politikkeres stiltiende accept af en større stat, frem for at kæmpe en kamp for borgerlig frihed.
Traditionelt har vi kaldt den borgerlige fløj den ansvarlige, netop fordi det var dem der talte imod det onde fælles slaveri, og i stedet for individets frihed til at finde egen lykke. Derfor fik den blå fløj lov at reagere i gode tider og tider der krævede eller gav mulighed for besparelser. Vi kan konstatere at den nuværende såkaldt borgerligt liberale regering har fejlet i dette. De har ladet staten vokse – hvad er dens naturlige tendens, da den, modsat private virksomheder, ikke møder grænser for den marginale værdi udtrykt i profitmarginer. Faktisk er det værre… Regeringen har været meget hurtig til at benytte statens vold til at begrænse den personlige frihed – eksempelvis gennem lukning af Christiania, 24 års regel, og kulturkanon.
Men er jeg i min tese ikke modsvaret af den røde opposition til regeringen? Ikke synderligt. Socialisme handler mere om midler mere end mål, og bare fordi man deler midler, er man jo ikke nødvendigvis enig i målet. Det gælder for konkurrerende forretningsfolk, og det gælder for socialister. Grunden til at de røde ikke er glade for regeringens socialisme, er simpel og banal. For det første, fordi det ikke er dem der bestemmer, og for det andet, fordi socialisme ikke virker, og man kan jo ikke lide at få at vide man ikke har ret.
Jeg tror ikke at abstrakte kollektiver findes, så jeg giver ikke Venstre eller Konservative som partier skylden for denne forfærdelige udvikling. Jeg peger i stedet direkte på de enkelte ministre. De har fejlet, og de er ikke værdige til at repræsentere os frihedsorienterede. Næste valg vindes kun på at fremsætte en langsigtet liberal vision for et lille land i en stor global verden. En vision bygget på det økonomisk ansvarlige, og det private initiativ, og med individets ret til at forme sin egen lykke som eneste mål – Hvad enten den er at gå i jakkesæt, hættetrøje, eller måske begge dele.
Så kære medliberale, støt ikke de to partiers pampere. Glem deres synder, og råb: ”Hellere coke end kanon!”
Danmark er socialismens genfødsel, og det er i øvrigt Regeringens skyld
