Velfærd – religion i ny indpakning

Integration har efterhånden længe været omdiskuteret. Det er den samme sang hver gang, og ingen ved helt, hvordan det skal komme til at lykkes. Ingen synes heller helt at vide, hvad målet er. Skal troende muslimer forlade deres tro, for at vi er i mål? Skal de spise røde pølser?  Skal de bo side om side med danskere? Eller skal de blot kunne tale vores sprog? Ingen har defineret succeskriteriet, men alle er enige om, at vi ikke er der. At dømme ud fra den store opbakning til det fremmedhadske Dansk Folkeparti, synes mange danskere ikke at kunne acceptere et multikulturelt samfund, hvor en del af befolkningen går med tørklæde eller burka og ser arabisk TV. For i Danmark har vi frigjort os fra religion – eller har vi?
Vi er ganske rigtigt ikke længere et kristent land, i hvert fald ikke i den forstand at flertallet rigtigt er dedikeret til kristendommen, men er vi helt frigjort fra religion? Vi synes i større og større udstrækning at behandle velfærdssamfundet med samme forsigtighed som med et religiøst artefakt. Velfærdsforringelser er lige så uhørt i det danske land, som Muhammed tegningerne er i muslimske lande. Danskerne tror ligeså meget på velfærd, som muslimer tror på Allah. De få, der ikke gør, udråbes som vantro, som syge. Danskerne er ikke frigjorte. Ikke mere moderne end de muslimer, de fleste danskere opfatter som låst i fortiden.
Nej, faktisk synes det danske velfærdssamfund at have overtaget religionens rolle til perfektion. Ikke bare yder den tryghed til borgeren og giver denne håb. Velfærdsstaten drager også borgeren mod en emotionel og irrationel argumentation samt gøren og laden.
Men ligesom de vestlige religioner har gennemgået en reformation, kan det danske velfærdssamfund også reformeres. Det private initiativ og personlige ansvar kan vinde over velfærdstænkningens dogmatiske frygt for prioriteringer og økonomiske realiteter – men det kræver debat. Og det er det, jeg hermed forsøger at skabe!