Mere end folkeaktivisme

Indledning
Jeg længes inderligt efter at leve i et rigtigt frit samfund, ikke bare at forestille mig en teoretisk utopi i fremtiden eller opnå små trinvise forbedringer i min frihed. Jeg har i mange år advokeret entusiastisk for frihed under den vage forudsætning, at det rent faktisk hjælper vores sag at advokere. Men for nyligt begyndte jeg at arbejde fuld tid på at prøve at skabe frie samfund, og det har ændret mit perspektiv dramatisk i forhold til dengang, hvor jeg yndede at sidde i lænestolen og filosofere.[1] Mit nye perspektiv er, at det at advokere, hvilket mange libertarianske individer, grupper og tænketanke gør (inklusive mig selv, desværre), er fuldkommen spild af tid.
Argumenter har forfinet vores principper, og akademisk forskning har hjulpet vores forståelse, men de har ikke fået os tættere på et faktisk libertariansk samfund. Vores debatter udspringer ikke fra en planlagt strategi, men fra en intuitiv “folkeaktivisme”: Et instinkt til at forsøge at opnå politisk indflydelse gennem personlig interaktion, der stammer fra vore jæger-samler-dage, hvor al politik var personligt. Men i den moderne verden er dårlig politik et resultat af menneskelig handling, ikke menneskeligt design. For at ændre på den dårlige politik skal vi forstå, hvordan den stammer fra menneskelig interaktion, og derpå forandre nettet af incitamenter, som driver opførslen. Forsøg på direkte at få indflydelse på mennesker eller idéer uden at ændre incitamenterne, som for eksempel det amerikanske Libertarian Party, Ron Paul-kampagnen og akademisk forskning, er derfor ubrugelige til at opnå frihed i den virkelige verden.
I dette essay vil jeg beskrive vores vildledende instinkt, præsentere nogle principper for den incitamentbaserede tilgang til sagen og derpå beskrive nogle af de taktikker til at opnå reform, som den foreslår. Det er mit håb at overbevise de tapre sjæle, som knokler ufortrødent for friheden, så de også kan arbejde mere effektivt.
Ligeledes vil jeg gerne blankt erkende, at mens jeg kritiserer folkeaktivisme, så er det stadig ofte drivkraften bag mine egne handlinger. Det er et instinkt, der ligger dybt, og det er svært at rette op på – jeg bestræber mig stadig på at overvinde det, og jeg ser det i verden, fordi jeg ser det i mig selv.
Hvad er folkeaktivisme?
Vore hjerner er på mange specifikke områder tilpasset det jæger-samler-miljø, som den blev udviklet under, og som på mange måder adskiller sig enormt fra den moderne verden. Tag for eksempel udbredelsen af fedme: Vi spiser i overensstemmelse med forældede instinkter, så vi propper os før hungersnøden, der aldrig kommer, i stedet for at tilpasse os vores nye verden med kalorierig mad i overflod.
På samme måde har mange personer en intuitiv “folkeøkonomisk” forståelse, der medfører en række intuitive præferencer, fx tilbøjelighederne til at være anti-udland og for at skabe mere arbejde for enhver pris. Det kan vises, at disse overbevisninger er forkerte, allestedsnærværende, med en stædig immunitet over for argumenter og kan forbindes med aspekter ved den præ-agrarkulturelle økonomi, hvilket peger stærkt på, at de er en evolutionær tilpasning. Mens økonomisk litterære libertarianere gladeligt spidder personer, der bruger folkeøkonomiske argumenter, så engagerer vi os hele tiden i det, som jeg vil kalde folkeaktivisme.
I menneskets tidlige stammer var antallet af personer i hver enkelt sociale struktur tilstrækkeligt lille til, at enhver kunne ændre på politikken. Hvis du ikke kunne lide, hvordan bøffelkødet blev fordelt, så kunne du foreslå et alternativ, opbygge en koalition omkring det og faktisk få det gennemført. Samtykket fra dusinvis af allierede var nok for at få succes – alligevel er det de samme instinkter, der nu driver vores handlinger, når succes kræver samtykke fra millioner. Når vi læser i avisen, at vi skal betale for endnu en bankpakke, så reagerer vi ved at beklage os til vore venner, foreslå alternativer og forsøger at opbygge koalitioner, der vil reformere. Denne primatopførsel er lige så god til at reformere moderne politiske systemer, som vores instinktive forkærlighed for sukker og fedt er til at få os til at spise næringsrigt.
Folkeaktivisme fordærver politiske bevægelser vidt og bredt. Det får aktivister til at tale for meget, debattere for meget, missionere for meget, og det får dem til at handle for lidt i den virkelige verden. Vi bygger koalitioner af stemmeberettigede for at forsøge at influere eller erstatte stammens politiske og intellektuelle ledere i stedet for at ændre incitamenterne, der gælder for hele systemet.
Dette er ikke grund til at fortvivle. Lige modsat: Det giver stort håb. Det indebærer, at libertarianske aktivister mislykkes med at skabe libertarianske lande fordi, de bruger deres kræfter forkert – ikke fordi opgaven er umulig. Ved at benytte analyse i stedet for instinkt kan vi måske finde en bedre løftestang og et bedre sted at stå, hvorfra vi kan forsøge at gennemføre den arkimediske præstation.
Principper for realistisk aktivisme
Verden er kompleks, og der er mange principper, som kan bruges til hjælpe os med at reformere, så jeg vil kun omtale de vigtigste.
Magt har inerti
Som libertarianer synes jeg, det er nemt at se, at incitamenter gør en forskel. Det er sværere, men meget vigtigt, at se, at det enorme gab, der er mellem libertarianske principper og den nuværende størrelse og omfang af staten, er empirisk bevis på, at magt også gør en forskel. Politikere er demonstrativt, konsistent og til enhver tid eksperter i at beskytte den politiske klasses magt. For de fleste libertarianere er dette moralsk illegitimt, men moral har desværre meget ringe indflydelse på magtens realitet.
Hvis vi skal videre fra at filosofere på barstolen og på blogs for at ændre verdens magtstrukturer, så skal vi acceptere, at magtligevægten har en væsentlig inerti. Vi kan ikke ændre den med håb og harme alene – vi har brug for nøje planlagt handling.
Demokrati er ikke svaret
Demokrati er den nuværende industristandard for politiske systemer, men det passer desværre dårligt til et libertariansk samfund. Det har væsentlige systemiske mangler, som belyses andetsteds, og det byder på særlige problemer for libertarianere:
1) De fleste mennesker er ikke libertarianere. David Nolan siger, at undersøgelser viser, at maksimum 16% af den amerikanske befolkning er af libertariansk overbevisning. Nolan, som er manden der grundlagde Libertarian Party tilbage i 1971, opfordrer nu libertarianere til at opgive strategien med at få valgt deres kandidater! Selv Ron Paul, som efter libertarianske standarder var enormt populær, og som afholdt sin kampagne i en tid med en enorm modvilje mod etablissementet, havde aldrig den ringeste chance for at vinde nomineringen. Da han stod stærkest, stod han til at få 1,6% af de delegerede til det republikanske partis nationalkonvention. Der er ganske enkelt ikke nok af os til at vinde et valg, medmindre vi på en eller anden måde fokuserer vores kræfter.
2) Demokrati har en iboende modvilje mod libertarianere. Kandidater forsøger at sikre sejren ved at sælge fremtidige politiske tjenester, der kan skaffe dem midler og stemmer til deres valgkamp. Libertarianere (og andre ærlige kandidater) som ikke vil misbruge deres position kan ikke give tjenester væk, og de har derfor færre midler at føre valgkamp for, og de er derfor fra starten stærkt handicappede ved et valg.
Libertarianere er en minoritet, og vi underpræsterer, når der er valg, så det er håbløst at forsøge at vinde valg.
Forårsaget opførsel
Betragt disse tre niveauer af politisk abstraktion:
1. Politik: Specifikke love.
2. Institutioner: Et helt land og dets retslige og politiske system.
3. Økosystem: Alle nationer og miljøet, som de konkurrerer og udvikles i.
Folkeaktivisme behandler politik og institutioner som resultatet af specifikke menneskelige hensigter. Men politik er i det store hele forårsaget af institutioner, og institutioner er forårsaget af det globale politiske økosystem.
Institutioner, ikke politik
Jeg mener, at libertarianere (inklusive mig selv) spilder enorme mængder energi på at finde løsninger, som aldrig vil blive implementeret eller blot have indflydelse på politik. De er ikke nødvendigvis libertarianske løsninger – ofte forsøger de at nå flertallets mål på en effektiv måde. Vi forfølger den intuitive folkeaktivistiske tilgang, dvs. vi foreslår planer til vores stamme. Men problemet er desværre ikke, at vore magthavere ikke har gode idéer, men at demokrati er en mangelfuld metode til at vælge imellem dem, fordi politikere også agerer efter incitamenter. Så mens vi kunne diskutere i flere uger, hvordan vi stimulerer økonomien mest effektivt, så er effektivitet ikke det primære kriterium, som lovgiverne vælger deres politik efter.
Libertarianere bruger mange af vore ressourcer på at dissekere den første politik og foreslå alternativer. Men at agitere for en bestemt politik er ligesom at beklage sig over en pris – og at glemme, at den er blevet sat af udbud og efterspørgsel. Mens politisk analyse bestemt er et interessant emne, så er det omtrent lige så nyttigt til at forbedre den politiske performance, som fiksering af priser er til at forbedre økonomisk performance. Omend de ikke er helt uden gevinst,[3] så føles politiske debatter langt vigtigere, end de rent faktisk er. Vores kognitive bias forudsætter, at vores stemme betyder lige så meget som et individs i en Dunbarsk jæger-samler-stamme, og således kommenterer vi på nationale anliggender med en tilsvarende passion – selv når ingen lytter. (Nu forstår du blogs og samtalerne i baren!) Disse debatter fungerer som en illusion, der distraherer os fra de mere fundamentale strukturreformer, som faktisk ville give os frihed i vores livstid.[4]
Økosystem, ikke institutioner
Stater er bare endnu en industri, hvor lande tilbyder services til dets borgere, men industrien har nogle uheldige egenskaber. Det er et geografisk opdelt monopol, og siden al land er taget, så har industrien en enorm opstartbarriere. For at starte en ny stat bliver du nød til at vinde over en eksisterende, hvilket betyder, at du skal vinde en krig, et valg eller en revolution. Og industrien har en udpræget grad af kundefastholdelse: Der er barrierer, der gør det svært at emigrere og immigrere, og det at skifte land har både store finansielle og følelsesmæssige omkostninger. Disse karakteristika resulterer i en industri med en forfærdelig mangel på konkurrence, så det er ingen overraskelse, at de eksisterende organisationer har en tendens til at udnytte deres kunder i stedet for at innovere for at tiltrække dem.
Denne analyse er dejlig fri for moralsk debat og har klare praktiske implikationer: Hvis problemet er et marked uden konkurrence, så er løsningen at gøre det mere kompetitivt. Den afslører også håbløsheden af strategier, som ikke løser dette problem, som fx at forsøge at vinde kampen på idéer. Det er tiltalende og nobelt, men ineffektivt. Uden konkurrence vil vore institutioner generere dårlig politik, der gavner den politiske klasse, ikke politik der repræsenterer konsensus hos akademiske økonomer. Vi har brug for mere konkurrence mellem stater, ikke flere akademiske skrifter eller offentlig eksponering.
Et eksperimentelt økosystem
Før jeg blev introduceret til sammenhængen mellem lovgivning og økonomi, gik jeg ud fra, at den største udfordring ved at etablere et godt samfund var at blive enige om en moral og et sæt værdier. Derpå skriver du blot lovene ned, og du er færdig. Det viser sig dog, at selv hvis vi er enige om et sæt definerede rettigheder, så findes der ingen nem måde, hvorpå der derfra kan udledes love og håndhævningsmekanismer. Implementeringen er ikke en triviel detalje, det er den svære del! For at gøre tingene værre, så er det at designe politikken en nem sag. Når vi ser, at den dog udspringer fra institutioners handlemønster, går tingene fra at være svære til at være umulige (så de tager lidt længere).
Fordi vi har ingen a priori viden om hvilken slags stat, der er den bedste, kræver jagten på det gode samfund både eksperimenter såvel som teori – at prøve mange nye institutioner for at se, hvordan de virker i praksis. Det kræver, at institutionerne indlejres i et system, som tillader, at de nemt kan skabes, testes og sammenlignes. En statsindustri med en lavere opstartsbarriere, og hvor det er nemmere at skifte udbyder, vil give plads til denne konstante eksperimenteren på lille skala.
Dette system har en række fordele:

• Det skaber specifikke, virkelige eksempler, der kan peges på, når egenskaberne ved forskellige systemer debatteres. Hvor mange millioner af ord fra akademiske skrifter om fordelene ved frie markeder skal der til for at veje lige så tungt som de to ord “Hong Kong”?
• Potentielle kunder hos det nye system kunne rent faktisk opleve det fysisk og følelsesmæssigt i stedet for som en mental abstraktion, hvilket er langt mere virksomt, når personer skal overbevises. For borgerne i USSR kunne et enkelt besøg i vesten overvinde adskillige års sovjetisk propaganda.
• Det sætter fortalerne for et alternativt system (som libertarianisme) i stand til at leve deres drøm meget tidligere, fordi de har kun brug for at samle en lille gruppe for at eksperimentere med deres nye samfund i stedet for at overbevise en hel eksisterende nation (hvilket måske aldrig vil ske).
• Det giver en vedvarende evolutionær proces, hvor samfund lærer med tiden og ændres i takt med verden omkring dem.
• Det forudsætter ikke, at der er ét slags samfund, der er bedst for alle. Folk kan forsøge at leve deres idealer uden at tvinge dem ned over hovedet på andre. Det omfavner ikke blot adskillige varianter af libertarianisme, men også andre mål og metoder til at skabe et godt samfund.

Ødemarkens rolle*
Som Bryan Caplan siger:[5] Når du arbejder med eksisterende institutioner, så er strukturel forandring og politisk forandring det samme, for du kan kun ændre strukturen ved at implementere en politik. Kun ved at starte fra bunden, kan du skabe en bedre struktur uden at skulle overkomme indgroede interesser, som har en tendens til at bekæmpe innovation, fordi det indskrænker deres magt. Historisk har ødemarken fungeret som en ramme for denne eksperimenteren.
Der er positive aspekter ved dette behov for en ødemark, for der er en mængde mennesker (der pt. er ganske frustrerede), for hvem trangen til at pionere er et grundlæggende instinkt. Jeg skælder ofte ud på dårlige instinkter, men det er meget lettere at arbejde med instinkter frem for imod dem, så det er rart at have ét på vores side!
Desuden er de første skridt til at indtage en ny ødemark at komme frem med en idé, sprede den og bygge en koalition af mennesker, som er klar til at udleve den – den samme procedure og det samme instinkt som folkeaktivisme. Forskellen ligger i strategien med rent faktisk at implementere visionen med det antal mennesker, man med rimelighed kan få med, i stedet for en strategi der kræver millioner af samtykkende, før der kan gøres noget i praksis. Problemet er ikke instinkterne, det er at adlyde dem uden at genevaluere, om de passer til den moderne verden.
Teknologi er langt vigtigere end retorik
Overvej de relative effekter af Zero Population Growth-retorikken versus P-pille-teknologien på at ændre befolkningsvæksten i verden. Den er monumental. Teknologi ændrer incitamenter, hvilket er en langt mere effektiv metode til at opnå omfattende forandring frem for at bekæmpe menneskers bias eller ændre deres holdninger. Desværre er teknologi også en meget nyere spiller i den menneskelige historie end retorik, og det er derfor en meget mindre intuitiv strategi.
Alternativer til folkeaktivisme
Free State Project
Målet med FSP er at få 20.000 frihedsaktivister til at flytte til den amerikanske delstat New Hampshire. Indtil videre har 9.000 meldt sig og 700 har taget skridtet og er flyttet. Selv disse få har været i stand til at vælge 4 ud af de 400 statsrepræsentanter, hvilket gør det plausibelt, at alle 20.000 kunne få en væsentlig indflydelse på den førte politik i staten.
Jeg har min tvivl omkring mængden af frihed, som FSP vil være i stand til at sikre, fordi de fleste restriktioner og skatteregler er indført på føderalt niveau, og fordi spørgsmålet om delstaternes rettigheder blev sat ret godt på plads i 1865. I stedet for at åbne en ny ødemark, så befinder de sig på land, der er optaget og kontrolleret af den mægtigste militærmagt i verden. De opererer desuden indenfor det traditionelle demokrati med dets mangler.
FSP er dog stadig bevidst udviklet som en reaktion på, at de hidtidige forsøg på at gennemføre libertarianske reformer til dato er fejlet, og det er en stor forbedring i forhold til folkeaktivisme. Det koncentrerer vores styrker i stedet for at være afhængig af en storstilet libertariansk bevægelse, som aldrig vil komme. Det baseres på øjeblikkelig handling: At praktisere vores principper i dag for at demonstrere, at frihed virker, i stedet for blot at prædike i det uendelige.
At være indenfor USA begrænser den opnåelige frihed, men det begrænser også sværhedsgraden, så dette er en god mulighed med lav risiko og lille belønning.
Kryptoanarki
Denne ide, som blev foreslået i Tim Mays “Crypto Anarchist Manifesto” helt tilbage i 1988, går ud på, at anonyme digitale valutaer ville kunne begrænse statens magt kraftigt. Mens computer- og netværksteknologi har udviklet sig enormt, siden den blev skrevet, så har digital valuta ikke haft sit gennembrud, og digitale transaktioner synes at have haft størst indflydelse på musikindustriens salg, ikke på “evnen til at beskatte og kontrollere økonomiske interaktioner,” som May forudsagde.
På trods af den digitale krypterings matematiske elegance, så er den analoge verden hjemsted for det meste af forbruget og indtjeningen, hvilket derfor kan beskattes og reguleres. Desuden er den fysiske verden en ramme for kontrol – ligegyldigt hvor sofistikeret en avatar er, så vil det se virkeligt skidt ud med en kniv mellem skuldrene på dens bagmand.
Mens internettet har været et stort skridt på vejen mod en mere virtuel livsstil, så vil vi ikke i den nære fremtid flytte hele vores liv ind i cyberspace. Med tiden vil flere af Mays forudsigelser blive opfyldt, men det vil ske langsomt og for en begrænset del af menneskets affærer. Cyberspace er dog et langt mere kompetitivt, anonymt miljø, der er sværere at beskatte og regulere, så at fremme det er en måde hvorpå frihed kan accelereres ved brugen af teknologi.
Markedsanarkisme
Beskrevet i bøger som Machinery of Freedom er dette et system, hvor private konkurrerende selskaber definerer, dømmer og håndhæver loven. Det er en løjerlig og smuk idé, som det er umuligt at beskrive på retfærdig vis på kort plads, delvist fordi det i så høj en grad er et forsvar for menneskelig handling i stedet for menneskelig design. Dets geniale logik løser smukt alle problemer med, hvordan der skabes en institution, som genererer effektive politikker. Og det er et økosystem, ikke blot en institution: Det genererer mange retssystemer gennem konkurrence, innovation og imitation.
Desværre er der ingen oplagt trinvis vej til sådan et samfund. Dets fortalere tilbyder et svagt håb om, at staten på en eller anden måde vil glide væk, men som observeret tidligere, så siger erfaringen, at magt er god til at gentage sig selv. Anarkisme er kun værd at vende tilbage til, hvis vi på en anden måde kan få en politisk tabula rasa. For eksempel…
Seasteading
Seasteading er mit forslag til at åbne havene som en ny ødemark,[6] hvor vi kan bygge nye bystater til at eksperimentere med nye institutioner. Det vil gøre opstartsbarrieren til at starte en ny stat dramatisk lavere, fordi selv om havplatforme er dyre, så er de stadig billige i forhold til at vinde en krig, et valg eller en revolution. En lavere opstartsbarriere betyder mere eksperimenteren på et lille niveau. Endvidere har det flydende hav en unik natur, som gør, at byer kan bygges på modulær facon, hvor hele bygninger kan kobles fri og flyde væk. Denne fysiske mobilitet uden fortilfælde vil tillade os at forlade et land uden at forlade vores hjem, hvilket øger konkurrencen mellem stater.
Dette er en plan, der bygger på øjeblikkelig handling og ikke på håb eller debat. Det gør brug af de mennesker, vi har nu, i stedet for at prøve at konvertere masserne, og det undgår de indgroede interessegrupper ved at flytte til ødemarken. Vigtigst af alt øger det den jurisdiktionelle konkurrence. Det vil ikke blot skabe et nyt land, men snarere et helt økosystem af lande, der konkurrerer og innoverer for at tiltrække borgere. Som ethvert marked vil trial-and-error-processen generere løsninger, vi end ikke kan forestille os – men som vi ved vil være bedre for kunderne.
Det er langt fra sikkert, at seasteading får succes, men vi står over for et svært problem, og der er ingen nemme løsninger. To af de største farer er omkostningerne og farerne forbundet med det maritime miljø, samt chancen for at stater vil blande sig. Sidstnævnte er en systemisk risiko for enhver reform (hvis de vil blande sig i en ny by på havet, så er intet sted sikkert[7]), men førstnævnte er en særegen risiko, som kan diversificeres væk, hvis seasteading var en del af et portefølje af frihedsprojekter.
Jeg grundlagde The Seasteading Institute for at fremme denne strategi, så hvis du er interesseret i at lære mere, så se vores website, FAQ og bog.
Konklusion
Hvis en brøkdel af den passion, tankevirksomhed og kapital, som spildes på libertariansk folkeaktivisme i stedet blev anvendt på mere realistiske strategier, så ville vi have en meget bedre chance for at opnå frihed i vores livstid. Vi må overkomme vores instinkt for at missionere og i stedet bevidst analysere vejene til reformer. Uanset om du er enig i min analyse af de specifikke strategier eller ej, så vil min tid ikke være spildt, hvis jeg kan få flere libertarianere til at stoppe med at banke hovederne mod demokratiets incitamentstruktur, at stoppe med at beklage sig over, at folk er blinde over for magtens misbrug, mens de selv er blinde over for magtens stabilitet, og til at tænke over, hvordan vi kan skabe systemisk forandring udenfor indgroede magtstrukturer, der realistisk kan føre til en friere verden.
—————–
[1] Dette var i essensen et skifte fra at kigge langt væk fra til at kigge tæt på, se Robin Hansons diskussion af forskellen i “A Tale of Two Tradeoffs” og “Abstrakt/Distant Future Bias”. Forskellen dækkes også i Daniel Gilberts “Stumbling On Happiness”.
[2] Mancur Olsons The Rise and Decline of Nations er een kilde. Det nyeste arbejde på området er mig bekendt Bryan Caplans “The Myth of the Rational Voter”, den dækker dog kun et område af demokratisk svigt.
[3] Politisk analyse er ikke uden fordele. Det hjælper folk med at forstå, hvor mangelfuld den eksisterende politik er, hvilket er forudsætningen for at se, at institutioner er mangefulde. At forstå institutioners mangler hjælper os med at forstå markedet, som frembringer dem. Processen hjælper vores økonomiske forståelse, og afvejningerne som ethvert samfund må lave. Politisk analyse er vigtigt som et grundlag for vores forståelse, men vi har masser af grundlag – nu skal der bygges oven på.
[4] Dette er Free State Projects motto, et vidunderligt kampråb.
[5] Det er politik hele vejen ned, med undtagelse af seasteading.
[6] Bemærk også at rummet har endnu mere mobilitet end havet og langt flere ressourcer, plus det diversificerer mennesket væk fra sten nummer 3 [fra solen, LBO], hvilket er ekstremt vigtigt. Havet er altså blot den næstsidste ødemark.
[7] Nogle mennesker argumenterer for, at et stærkt forsvar mod eksisterende stater er et andet svar, fx ved hjælp af masseødelæggelsesvåben. Denne løsning har nogle problemer: 1) Pionerarbejde kan gøres trinvist, mens folk der næsten har atomvåben kommer i store problemer. 2) Selvforsvar løser ikke nogen af de systemiske problemer, som nuværende stater har. 3) At kunne forsvare sig selv mod de stærkeste eksisterende nationer er en kæmpe opstartsbarriere. Af disse grunde vil den ekperimenterende verden, som vi vil have, sandsynligvis ikke opstå, hvis stater jævnligt vil blande sig i små eksperimenterende samfund.
[*] [“ødemark” oversat fra “frontier“, der betegner området omkring civilisationens grænse. Jeg kender ikke et bedre ord på dansk, LBO]
Mere læsestof
Jeg startede for nyligt en blog kaldet “Let A Thousand Nations Bloom” med Jonathan Wilde og Mike Gibson, der handler om at forbedre markedet for stater. Vi tager gerne imod gæsteindlæg.
Jeg kender kun til få værker, som direkte omhandler dette emne og tager gerne imod andre referencer. Her er nogle af dem, jeg kender:

• Ken Binmore: Game Theory And The Social Contract Volume I, Volume II.
• Bruce Benson: The Enterprise Of Law: Justice Without The State.
• Patri Friedman: Seasteading: How To Homestead The High Seas
• David Friedman: Machinery of Freedom. (Disclaimer: David er min far.)
• Hans-Hermann Hoppe: Democracy, The God That Failed
• Albert Hirschman: Exit, Voice, and Loyalty: Responses to Decline in Firms, Organizations, and State
• Arnold Kling: Competitive Government vs. Democratic Government (PDF)
• Mencius Moldbug’s blog Unqualified Reservations, for eksempel Against Political Freedom eller resuméet Condensed Moldbuggery (Mencius overdriver konstant, så hav saltbøssen parat)
• Mancur Olson: The Rise and Decline of Nations, start med Phillip Greenspun’s long review.

Oversat af Lasse Birk Olesen, 2010. Bragt første gang i Cato Unbound april 2009.