Kvinder, kærlighed & kapitalisme

Søren Viuff skriver om den smukke feminine kapitalisme.

e834b80e28f7093ecd0b470de7444e90fe76e6d31ab317419cf3c3_640_gold-heart

Det er skide let at være mand og kapitalist. For vi må jo godt fremstå som profitmaksimerende og kyniske skiderikker, der smadrer ned igennem byen i vores store, bezinslugende motherfucker-bil, alt imens vi griner hånligt af CO2-tåberne og de ”sultne”, dovne, taber negere, muhaha! Nogle kvinder (og mænd) finder endda den slags adfærd og attitude meget sexet, lidt dirty og machoagtig.

Sådan er det dog ikke for kvinden, som har anderledes svært ved at passe ind i forhold til ovenstående stereotyp. Kapitalisme og kvindelighed går på en eller anden måde ikke rigtig hånd i hånd med hinanden, fordi det forventes af kvinden, at hun er blid, omsorgsfuld og kærlig i modsætning til kapitalismens ofte rå, ubarmhjertige og rationelle facon.

Dette udgør også et problem for kvinden, der bekender sig til kapitalismen, da vi mænd, på nær den 1% der er syge sadomasokistiske freaks, ikke tænder på kvinder, vi opfatter som hårde og kyniske. Dermed ikke sagt, at en kapitalistisk kvinde ikke kan score, selvfølgelig kan hun det, men hun gør det unægtelig meget lettere for sig selv, at opretholde sin kvindelighed, ved at læne sig op af Villy Søvndals skulder eller associere sig med en anden, mere blød og vattet ideologi eller politisk gren. Ingen vil nemlig stille spørgsmålstegn til hendes kvindelighed i sådan et tilfælde.

Dette forklarer også den store koncentration af kvinder i de venstreorienterede partier og manglen på samme i miljøet omkring dette magasin, Cepos og andre forsvarere af kapitalismen. Den kapitalistiske scene er med et pænt ord tørlagt for patter. Kun i de borgerlige ungdomspartier som VU og KU kan en nørdet polit, jur eller oecon fyr med lidt held score en anden nørdet polit, jur eller oecon pige. Så er man som fyr på punani-jagt gør man klogt i at investere sine ressourcer et andet sted, da det ikke ligefrem er i dette forum, at der sker noget ”instant hot action” på den front. Hot gay action derimod, uhh la la la…

Men uanset om man er ude efter punani-action eller ej, så er det et kolossalt problem, at kvindelighed og kapitalisme er så dårligt et match. For hvis ikke kvinder kan identificere sig med kapitalismen, hvordan bliver den så nogensinde en bredt accepteret idé, hvilket må være grundpræmissen for, at vi får skabt en friere verden? At tro at kvinder i højere grad vil påtage sig kapitalismens rationelle og hårde ansigt er en håbløs strategi, hvor det at ændre kapitalismens ansigt, nok vil være en del lettere at overkomme.

For nok hviler ideen om kapitalisme på et fundament af rationalitet, men er den virkelig kynisk, ubarmhjertig og hård, som mange påstår? Er det ikke blot en facade, som den er blevet givet, og som mange kapitalister også selv har bakket op om, for at distancere sig fra ”alt det der hippie-fis”?

I mine øjne er kapitalismen utrolig feminin og omsorgsfuld! Når du først får løsnet dens slips, knappet skjorten op og dens velstrøgne bukser falder ned til jorden, og den står der helt nøgen og lige til at sætte tænderne i, så gemmer der sig en helt anden historie, end den der umiddelbart kan aflæses på overfladen.

Selve essensen af kapitalismen beror jo netop på, at man belønner de, som er i stand til at gøre den størst mulige forskel for andre mennesker, så de fortsat kan gøre dette. Kapitalismen er social og næstekærlig af natur, og giver netop ikke plads til de, som udelukkende plejer deres egne åbenlyst selviske interesser. For at klare sig på markedspladsen, må man have skarpt øje på andres behov, og kun ved at løse og pleje disse, bliver du belønnet. Kapitalismen i sin reneste form får hvert enkelt menneske til at yde deres absolut bedste for at forbedre andres liv.

Hvor socialismen institutionaliserer omsorg, gør kapitalismen omsorg og næstekærlighed til en personlig ting, der frit udveksles imellem mennesker, hvormed der udvikles en kultur, hvor folk ikke bare tager ansvar for sig selv, men også føler et personligt ansvar for hinanden. Selv Grundtvig, fællesskabets fader, var modstander af statens institutionelle omsorg i sin tid. ”Man overskærer kærlighedsbåndet, som er det eneste, der til gavn kan forbinde de rige med de fattige. Man føder dovenskaben, så flittigheden må sulte” sagde han om grundlovens fattigbestemmelse. Han forstod nemlig, at det gode og næstekærlige fællesskab ikke er noget, der kan sættes i system af staten, men noget der opstår imellem mennesker og kræver et personligt engagement og ansvar for hinanden.

Vi har bare glemt at fortælle andre og os selv, hvor god kapitalismen i virkeligheden er, og har dvælet for længe ved udsagn som ”Greed is good”. Men sandheden er jo, at kapitalister ikke er en døjt mere egoistiske end socialister. Den ultimative egoist (i ordets gængse betydning) må jo netop være en person, der finder det retfærdigt, at andre skal betale for, at han eller hun foretager sig noget, som kun har værdi for denne ene person og ingen andre. Omfavner man derimod markedet, så vil man altid skulle afveje egne behov overfor andres. Ret solidarisk, vil jeg faktisk mene.

Som kapitalister må vi genfinde de næstekærlige og feminine værdier. I stedet for at tage afstand til det hippieagtige, bløde og omsorgsfulde med en rationel og kalkulerende attitude, må vi omfavne det og give kapitalismen det menneskelige ansigt, som ideologien fortjener. Kvindelighed og kapitalisme hænger nemlig utrolig godt sammen, og jeg ville ønske, at der var flere, både kvinder og mænd, der tog teten og fortalte om den kærlighedshistorie, som kapitalismen er i forhold til mennesket og fællesskabet. Kun på den måde får vi erstattet det sørgelige solidaritets-diktatur, kaldet den danske stat, med sand næstekærlig, frihed og kapitalisme.

Guldhjerte Photo by GDJ (Pixabay)

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password