Schweiz: Intolerance eller markering af præferencer

Schweiz har netop afholdt en folkeafstemning, om det skal være tilladt at bygge minareter, og svaret blev nej. Nu skal jeg ærligt indrømme, at jeg ikke kender så meget til baggrunden for, hvorfor schweizerne stemte som de gjorde. Men jeg har stor respekt for det direkte demokratiske system, som ligger bag afstemningen. Først skal man indsamle 100.000 underskrifter, og dernæst skal et flertal stemme for det.
Det har jeg mere respekt for, end for hvad Pia Kjærsgaard kan få igennem ved at være det tredje ben i Venstres statsministertaburet. På et tyndt folkeligt grundlag kan man få mange forbud igennem via det repræsentative demokrati. 20% der har et skattesynspunkt, 20% der har et sundhedssynspunkt og 20% der har et indvandrersynspunkt giver 60% og dermed et flertal.
D.v.s. at et mindretalssynspunkt på 20% kan forhandles igennem til at blive trykket ned over hovedet på hele befolkningen. Her har jeg altså mere respekt for den schweiziske model, hvor det trods alt kræver 51% for at trække noget ned over hovedet på folk. Desværre forlyder det, at afstemningen kun er vejledende, så parlamentet med sine politiske rævekager kan tilsidesætte resultatet af afstemningen. Det er selvfølgelig godt, hvis man mener at et flertal af schweizerne er forkerte på den, men det er altså at tryne et stort flertal.
Helt ærligt så mener jeg, at det er forkert med et statsligt forbud mod Minareter. Spørgsmålet er så, om minareterne overhovedet har spillet nogen rolle i den afstemning. Spørgsmålet er nærmere om ikke schweizerne har taget afstand fra noget helt andet. Det er bare noget mærkeligt noget at gøre dette ved at forbyde en bestemt form for bygninger, men omvendt så er der jo ikke så mange muligheder.
Hvis man ikke kan lide nogle mennesker, så må man jo vælge dem fra, men kan man det i dagens Danmark/Schweiz? Hvis en butiksejer siger nej, det her er mit domæne “Her gælder mine præferencer, her vil jeg ikke se mennesker, der ikke respekterer disse,” så kommer staten efter ham med menneskerettighedskonventionerne.
Problemet med konventionerne er, at de egentlig kun burde forhindre stater i at diskriminere. Men i flere og flere love bruger staterne nu konventionerne til at slå egne borger i hovedet for at opføre sig diskriminerende. Klassikeren er dørmanden på et diskotek, der afviser indvandrere.
Er der noget forkert i, at en virksomhed eller et diskotek tager en holdning? Der findes trods alt tusindvis af diskoteker og arbejdspladser i Danmark, så der burde være rigeligt med plads til, at de diskriminerede kan gå et andet sted hen. Men hvad så hvis alle diskoteker og arbejdspladser afviser, ja så har vi faktisk en helt anden og mere alvorlig situation, hvor et forbud mod diskrimination ikke vil hjælpe alligevel.
Kan et forbud mod diskrimination på et diskotek modvirke, at intolerancen spredes og flere og flere begynder at diskriminere. Næppe, måske nærmere det omvendte, at forbuddet vil lade intolerancen gro i undergrunden til den pludseligt bryder ud i fuld lue. Det gode ved at tillade diskrimination, er, at så kommer den frem i lyset, så kan aviser skrive om de diskoteker, der diskriminerer, man kan spørge dem om, hvorfor de har de holdninger, og man kan arbejde kritisk med årsagerne.
Det svarer lidt til at forbyde kræft med et forbud mod at gå til lægen og få undersøgt mistænkelige knuder. Knuderne er jo kun symptomer på sygdommen, og ignorerer man disse, så bliver problemet blot større. På samme måde er forbud mod diskrimination, kun et forbud på et symptom – det får bare ikke den underliggende frustration til at gå væk.
I Sverige har man endda lagt et låg på fra den fjerde statsmagt, og mærkeligt nok så har Sverige flere nazister end det ”racistiske” Danmark. Hvis man afholder en afstemning om, hvorvidt det skulle være forbudt at have et bedetæppe i hjemmet i Sverige, så vil jeg ikke udelukke, at det ville blive vedtaget, så stor er modsætningen mellem eliten og folket ved at være.
Den schweiziske afstemning er egentligt logisk og samtidigt faretruende for et frit og liberalt folk. Hvis man ikke længere har mulighed for på det personlige plan at markere sine præferencer, så tvinges man over i en kollektiv markering, hvilket er farligt for hele samfundet.
At det blev Danmark, der blev foregangsland for en stram og på mange måder uretfærdig udlændingepolitik, skyldes muligvis vores store stat. Næsten alt er lagt ind under staten, og specielt bistandshjælpen er nok værd at bemærke. Hvor indvandrere i andre lande har været mere afhængige af deres eget netværk, så har de danske ordninger lukket dem ind i danskernes generøse kollektive netværk.
Det er værd at bemærke, at da Fremskridtspartiet i 80’erne begyndte at tage indvandrerspørgsmålet op, var det med baggrund i den voksende forsørgelsesbyrde. Men det gik bestemt ikke ud på at diskriminere på den måde, og de etablerede partier ignorerede protesten og marginaliserede nok engang Fremskridtspartiet.
Men i virkeligheden ligger der i denne modstand mod indvandringen en protest over, at den enkelte dansker ikke selv kan vælge, hvem man ønsker at være solidarisk med. Det gik lige så godt, Danmark var et homogent land, hvor man kunne være sikker på, at naboen havde præferencer som lignede ens egne. Men så kom indvandrerne og borede sig ind i fællesskabet med deres fremmede kultur og religion.
Da så disse indvandrere begyndte at blive arbejdsløse krakelerede sammenhængskraften. Hvis Danmark havde haft et andet velfærdssystem, hvor bidrag til andre menneskers var frivilligt, så ville holdningen til de fremmede have været langt mere positiv. Men fra at den fremmede var en person, som man individuelt kunne tage stilling til, om man ville sige ja til, så bliver det via den kollektive forsørgelse til statslig tvang.
Folketingsvalget i 2001 var for Danmark, hvad minaret afstemningen er i Schweiz. Hvis Schweiz ikke havde haft sine meget demokratiske spilleregler, så ville vi aldrig her i Danmark have anet, at der var et problem i Schweiz. D.v.s. udlægningen er at schweizerne er intolerante, ligesom Danmark er fremmedfjendsk.
Men i virkeligheden er det undertrykkelsen af individet på individuelt plan, der får en kollektiv reaktion frem. Og sådanne reaktioner er sjældent af det gode, ej heller særligt kønne.