2620 Happiness

Liberator kan som de eneste præsentere det helt nye drama ”2620 Happiness”, som foregår i og omkring et socialt boligbyggeri i 2620 Albertslund på den københavnske vestegn:
Billedet kører fra et nærmest globalt ”googlemap-shot” og hurtigt ned i gadeplansniveau. Vi bliver introduceret til en af seriens hovedpersoner, Britta. Med en smøg i kæften kører hun på cykelstien hjem til boligblokken. Cyklen, som er noget halvgammelt møg, er en hun har ”lånt” engang, hun skulle hjem fra stationen; det regnede og hun gad altså ikke lige gå de sidste 300 meter hjem.
Nyt billede. Vi ser en rodet lejlighed indefra. Der er støvet, og det ser ikke ud til, at der er blevet gjort rent ganske længe. Askebægeret på stuebordet er flydt godt op, og ved siden af de tomme pizzabakker flyder det med øldåser og flasker. Det ringer på døren, og en mand går hen for at åbne. Frank, hedder han. Britta går ind ad døren, godt forpustet efter cykelturen. ”Jeg havde kraftedme glemt mine nøgler” siger hun. ”Tak for at du gad lukke op”. Manden gryntede lidt vrissent. Det var ikke første gang, hun havde forstyret hans middagssøvn denne tirsdag. Frank og Britta havde boet sammen i mange år. De havde også tidligere været gift, men så fandt de ud af, at de begge kunne få mere i overførselsindkomst, hvis de blev skilt. Så det gjorde de. Frank boede derfor officielt hos en kammerat, som også har andre venner boede de facto i sin lille etværelseslejlighed. Det kostede kun et par kartoner smøger om ugen.
”Han er et dumt svin!”, råbte Britta. ”Hvem”, blev der svaret. ”Ja, ham – sagsbehandleren. Han vil stadig ikke give mig førtidspension, selvom jeg har været nede hos ham hver anden tirsdag de sidste fire år for at be’ om det.” Britta var midt i 30’erne, men havde aldrig rigtig haft et fast arbejde. Efter folkeskolen havde hun haft et par småjobs, men ellers havde det meste af tiden gået med on-and-off aktivering og støttet beskæftigelse. De seneste fire år havde hun dog slet ikke arbejdet. Først var undskyldningen piskesmæld, derefter stress og nu endeligt nedslidning.
Frank klør sig i skridtet. De forvaskede cowboy-bukser var efterhånden ved at blive godt ulækre i netop dét område. Ølskvatter, makrelsalat, lidt yoghurt og en smule leverpostej var blevet tværet godt rundt. Og det var vist også et stykke tid siden, bukserne sidst var blevet vasket. Både Britta og Frank lægger sig på sofaen, og diskuterer højt om de skal se 12-nyhederne eller det sidste nye afsnit af ”Horton Sagaen”.
Der klippes væk fra lejligheden. Vi får et panoramabillede over hele området. Den ene efter den anden betonbygning står som et minde om de socialdemokrater, som i 50’erne og 60’erne gjorde op med ”liguster-facismen” ved at bygge disse DDR-inspirerede konstruktioner. Farverne grå, brun og okkergul bliver kun afbrudt af den megen graffiti. Kameraet suser ned i gadeplan. En mand går i et roligt tempo ned forbi indkøbsbutikkerne. Han er klædt i en krøllet skovmandsskjorte, en lædervest og et par gamle lyse jeans. En kasket skjuler hans fedtede hår, mens hullet i træskoens næse afslører, at han også har hul i de – engang – hvide tennisstrømper. Han åbner i mørkebrun dør og går indenfor i bodegaen.
”Goddav, Torben” lyder det fra det meste af forsamlingen på 12-15 personer. De fleste af dem var mænd, men der sad dog et par ikke så nydelige kvinder på et par barstole henne i hjørnet. ”Hey mand, hva så mand?” lød det fra Torben. Alle var i godt humør denne dag. Det var nemlig ”Happy Tuesday”, dvs. den første tirsdag i måneden, så alle havde fået tanket godt op på kontanthjælpen. Eller for de heldige – førtidspensionen.
Vi ser nu et flashback: To måneder tidligere. Palle – en af gutterne fra knejpen – havde fået tilkendt førtidspension. Det var blevet fejret på behørig vis med smørrebrød og othellokage. Snapseflasken havde endda gået på omgang. Humøret var hørt.
Tilbage til nutiden. Efter at have hilst på de fleste af ”drengene” og skaffet sig en kold pilsner i hånden, går Torben hen mod én af damerne for enden af baren. Han siger ikke noget, men løfter blot let på sig ølflaske som hilsen. Hun nikker. De havde ikke så meget at sige til hinanden; ingen af dem oplevede nogensinde noget specielt, og det som kunne sige var blevet sagt så mange gange før. ”Går det godt, Dorthe?”, fik Torben endeligt sagt. ”Tja, nogenlunde tror jeg”, svarede hun. ”Men ungerne kommer sgu hele tiden rendende. Det er pisse irriterende!” ”Ungerne” var de tre børn, Dorthe havde fået med tre forskellige mænd. To drenge og en pige. Torben kunne vist nok godt være far til den ene, men det var nu ikke officielt. Alle børnene var blevet tvangsfjernet og sat på en institution. Når det kom for at besøge Dorthe, var det mest for at spørge om penge eller nasse smøger. Den ældste var 11 år.
Dorthe var også gal på kommunen, fortalte hun. Nu hvor børnene var blevet tvangsfjernet havde det skåret i hendes børnepenge. Det betød han hun måtte sige farvel til den store tv-pakke og var gået over til rul-selv smøger. Hun havde ellers prøvet at fingere en dårlig ryg, de sidste gang hun var på socialkontoret. Det havde virket for en af hendes venner, som ikke blot havde fået højere overførsel, men også var blevet sygemeldt på ubestemt tid, så socialrådgiveren ikke kunne komme og genere hende i tide og utide. To fluer med et smæk.
Efterhånden som aftenen skred frem, blev stemningen til stadighed mere højrøstet. Fuldemandsnakken om alt og ingenting gik frem og tilbage. Alle havde øjensynligt forstand på alt fra nanoteknologi til international politik. Det store samtaleemne var dog stramningen af kontanthjælps- og dagpengereglerne. Flere af dem, der stadig havde koner, var blevet ramt af kontanthjælpsloftet. Nu måtte de ligefrem søge job eller ligefrem – oh jammer, oh ve – gå på arbejde engang imellem. ”Det er de fucking rige ultraliberalisters skyld” sagde én. ”Det tænker kun på sig selv, og hva’ fanden bliver der så til overs til os andre”. ”De pisser på vores følelser og tvinger os til at arbejde”, sagde en anden. Ingen sagde dem imod. Alle synes det var for groft at blive tvunget i arbejde.
Kl. 22 gik Torben hjemad. Han slingrede voldsomt og kunne dårligt se ud af øjnene. Han var ikke den eneste på vej hjem. Flere steder kunne man se børn på 10-12 år i gang med at følge deres mødre hjem fra diverse bodegaer. Således lignede alt sig selv. Klokken var 22.15 da Torben faldt omkuld i sofaen. Han sov til kl. 11 næste dag – han skulle jo alligevel ikke noget.
—-
Den ovenstående historie er naturligvis ikke sand. Det er frit opdigtet fra fantasien. Men den kunne sagtens beskrive virkeligheden i mange københavnske forstandskommuner, eller for den sags skyld mange andre steder rundt omkring i Danmark. Alligevel er der fuldstændig usandsynligt, at der nogensinde vil komme en tv-serie, som ville beskrive underklassen på denne måde. Man kan levende forestille sig det ramaskrig, der ville komme fra såkaldte meningsdannere og socialdemokrater af alle partier, når det første afsnit havde rullet hen over skærmen. ”Det er at træde på folk, som ligger ned” ville den venstreorienterede førstegrædekone, Mette Frederiksen, råbe ud fra den første og bedste ølkasse hun kunne finde.
Det er bare spøjst, at vi så ofte skal se film om overklassen, der er sagtens kan have masser af snert af sandheden, men er ligeså kliche, som fortællingen ovenfor. Senest har serien ”2900 Happiness” rullet over skærmen på TV3. Her har man mellem det dårlige setup, de platte replikker og det formidabelt dårlige skuespil kunne se, at overklassen i virkeligheden er nogen dumme intrigante svin, som inderst inde har et dårligt liv. Selve titlen på serien skal jo forestille at gøre grin med livet i Hellerup. Før det kunne filmen ”Rich Kids” fortælle os, at ungdommen i forstæderne nord for København propper sig med narko.
Spørgsmålet nu bare ”hvorfor”? Hvorfor er det, at vi altid skal se, at overklassen i virkeligheden slet ikke er, hvad den ser ud til? Hvornår kommer filmen om den enlige alkoholiske mor, som prøver at snyde sig til mere kontanthjælp? Eller den deltidsansatte, der nøje planlægger sin arbejdstid, så han/hun ikke tjener for meget til at kunne få supplerende dagpenge. Man ser naturligvis film om underklassen, men den underliggende tone er konstant, at det ikke er deres – altså de impliceredes – skyld. De er ofre for et eller andet: Arbejdsløshed, uheld, tilfældigheder, misbrug. De skal – og fortjener – hjælp. Af Samfundet (skal skrives med stort); naturligvis!
Så er det nemmere at gøre grin med og forhåne de rige. Her kan den indre svinehund rigtig få lov til at parre sig med janteloven. Du skal ikke tro, du er noget; du skal ikke tro, du har det bedre end os. Det er typisk dansk, og det er sørgeligt. Man holder indirekte hånden over en taberkultur, mens man straffer arbejdsomme og produktive mennesker. Det er ligeså sørgeligt, som det er uretfærdigt. Vi kan kun glæde os til at Atlas Shrugged bliver filmatiseret!