Hver skattekrone sundhedsfascisterne bruger på at fortælle dig, hvordan du skal drikke, spise, ryge, kneppe, sidde, stå, gå, åbne vinduerne, blive væk fra stranden og hvad som helst ellers – er en krone de bruger på at tænde modstandstrangen i de frihedshungrende danskere.
På Facebook har modbevægelsen “Stop sundhedsstyrelsens hetz mod fest” nu vundet flere tilhængere end den kampagne, den er en protest mod. Modbevægelsens stifter Kenneth Dahlin var på P3 tidligere i dag og brugte ordet frihed (spol frem til 44.30) og annoncerede et gilde mod Sundhedsstyrelsen. Fest for frihed – sådan! Jeg tillader mig også at genoptrykke hele pressemeddelelsen fra bevægelsen fra i går:
—
Unge vinder over fest-dræbere
I uge 40 påbegyndte Sundstyrelsen en kamp for mindre alkohol til unges fester. Men de mange offentlige kampagnemillioner ser nu ud til at være spild. De unge VIL feste, uanset hvor smarte myndighederne prøver
at være.
Sundhedsstyrelsens Stop før 5 kampagne må idag se sig slået af en gruppe unge der ikke vil finde sig i statens formynderi længere. I dag har protestgruppen på Facebook (Stop sundhedsstyrelsens hetz mod fest!) 2000 flere medlemmer end Stop før 5 (16281 medlemmer og Sundhedsstyrelsen har 14151) Samtidigt er stop før 5’s væg plastret til med klager fra vrede unge.
”I dagens Danmark må man ikke længere noget. Forbuds Danmark kalder svenskerne det. Man skal ikke ryge, for hver cigaret skader dig. Du må ikke drikke mere end en halv liter sodavand, ikke mere end 21 eller 14 genstande alkohol om ugen og da maks 4 på een gang. Og så er det for resten HELT forbudt at ryge en joint. Hvornår holder det op?” Spørger den 25 årige Kenneth Dahlin, der står bag gruppen; “Stop Sundhedsstyrelsens hetz mod fest!”
Der hvor forbudene holder op, starter formaningerne: I dag skal du som god samfundsborger spise mindst 300 gram fed fisk om ugen, de skal så supplere de seks stykker grønt du skal spise om dagen. Husk nu at motionere 30 minutter om dagen.
”Alle disse regler er sat op af myndighederne, men jeg kender ikke en eneste der overholder dem. Den Danske formynderstat kommer konstant med formaninger over for dens befolkning og det er vi rigtigt mange der er træt af. Vi ved alle at der er ting vi skal passe på her i livet, men vi har ikke brug for en statslig moder der kigger os over skulderen. Sundhedsstyrelsen kunne forsøge at indgå en dialog med os, men vælger i stedet at formane”, udtaler Kenneth Dahlin.
Firmaet, der står bag Stop før 5-kampagnen, har tidligere sagt, at de gerne ville dialog med de unge. I kampagnen har de benyttet Facebook, lavet en iPhone app og peppet de med lidt humor.
“Selvom indpakningen er smart, så er og bliver hovedbudskabet et forbud. De kan unge sagtens gennemskue. Selv logoet er en hånd der nærmest tvinger dig til at stoppe og de har ikke engang svaret på noget af kritikken på deres væg. Så dialog på Facebook virker ret halvhjertet”, udtaler Kenneth Dahlin, der kan prale med en levende debat på de unges protest-gruppe.
—
Skrid mor – det er mit værelse!