Danwatch

På søndag den 23. august deltager jeg i en paneldebat, der er del af arrangementet ”fair-trade” i Fælledparken. Her skal jeg debattere med folk fra en organisation ved navn Danwatch, bag hvem står bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp og Forbrugerrådet. Danwatch beskriver selv deres formål som at være ”den dybdeborende journalistiske vagthund, der sætter nye dagsordener ved at dokumentere konsekvenserne af danske og multinationale virksomheders investeringer, indkøb, handel og produktion i udlandet. Det er organisationens primære formål at sætte fokus på udnyttelse af arbejdskraft og naturressourcer i udlandet, herunder udviklingslande, B.R.I.C.S.-landene og øvrige lande, der huser danske arbejdspladser, investeringer, produktion og handel.
Der er næppe tvivl om, at min rolle bliver at være bærer af ”kyniske og onde holdninger”. En rolle jeg som hvid mand omkring det halve århundred, med passende overvægt og manglende hårpragt vist passer perfekt til. At jeg så samtidig er økonom lægger i denne sammenhæng sikkert blot til ondskaben. Der er utvivlsomt masser af gode mennesker med de varmeste følelser for verdens fattige, der bakker op om Danwatch og organisationerne bag. Desværre ville resultatet, hvis man fulgte deres ideer være en katastrofe for verdens fattige – og i det omfang alle de ”smukke ord om ”etisk og social ansvarlighed og blablabla” rent faktisk kan diktere danske virksomheders ageren i den 3. verden, medfører det blot at deres konkurrenceevne svækkes. Dermed er der fare for at de udkonkurreres af andre landes multinationale selskaber. De kunne f.eks. komme fra Taiwan, Kina, Korea, Brasilien, Indien eller andre nuværende eller tidligere udviklingslande, og det ville næppe gavne de arbejdere, hvis velbefindene ligger Danwatch så meget på sinde.
Lad det være sagt med det samme, Danwatch lider under, at de ikke forstår helt fundamentale økonomiske sammenhænge. Eller rettere, i den udstrækning der er tale om afløseren til drømmen om en socialistisk verdensrevolution, hvorefter markedet sættes ud af kraft og ”alle gode kræfter” uegennyttigt arbejder for den fælles sag (hvilket som bekendt altid har indebåret, at man har lovet himmerige og skabt helvede på jord) ikke ønsker at forstå helt fundamentale sammenhænge, hvilket er lig med ikke at ville acceptere menneskets grundlæggende natur.
For at illustrere denne pointe tager jeg udgangspunkt i kampagnen”fair mobil” – hentet fra Danwatch hjemmeside. Kampagnen skal sikre bedre forhold for de arbejdere, der i bl.a Kina og Filippinerne indgår i produktionen af mobiltelefoner.
På Danwatch hjemmeside kan man læse, at ”MakeITfair har afleveret flere tusinde underskrifter til de største producenter af mobiltelefoner. Det sker på vegne af forbrugere, der ønsker større hensyn til arbejdstagers rettigheder i de lande, hvor telefonerne produceres.” og senere, at ”opbakningen til denne kampagne viser, at forbrugerne er begyndt at blive mere bevidste om, hvor deres mobiltelefoner kommer fra, og at der er efterspørgsel på fair producerede telefoner”
Denne udtalelse bør få alle alarmklokker til at ringe. Den viser at det ikke er talforståelse, der tynger personerne bag organisationens hjemmeside. Det viser sig, at den opbakning til kampagnen, der omtales, består i at 8000 europæere har skrevet under på kravet om ”fair” mobiltelefoner. Det svarer til at ca. 100 danskere har skrevet under!
Der er heldigvis heller ingen grund til at have dårlig samvittighed over købet af mobiltelefoner, tværtimod. At produktionen af mobiltelefonener i siden 1990erne er flyttet fra I-landene til primært at blive produceret i Asien, ikke mindst Kina, har formentlig i sig selv hjulpet flere mennesker ud af absolut fattigdom end verdens samlede ulandsbistand.
Vi har i løbet af især det sidste kvarte århundrede (heldigvis) oplevet en voldsom reduktionen i andelen af mennesker, der lever i absolut fattigdom. Især i Kina er fattigdom blevet reduceret, og det er ikke ulandsbistand eller gode mennesker med varme følelser for verdens fattige, der har sikret denne udvikling. Det har derimod det ”onde” marked, hvor virksomhederne i deres evige jagt på profit (og overlevelse) til stadighed søger at minimere deres omkostninger.
Denne simple sammenhæng, der igennem historien igen og igen har vist sine evner til at skabe velstand, hvor der før kun var fattigdom. Skabe forbrug, hvor der før var knaphed, går desværre ganske hen over hovedet på de organisationer der står bag Danwatch, initiativer som MakeITfair osv. Her tror man tilsyneladende, at velstand er noget man kan regulere og lovgive sig til gennem minimumslønninger og fagforeningsmagt.
I takt med at lønningerne stiger i f.eks. Kina – resultatet af de seneste årtiers ”hæmningsløse” udnyttelse af den billige arbejdskraft – kigger virksomhederne sig om efter nye lande at etablere deres produktion i. Derved får også disse landes arbejdere og borgere gavn af de profithungrende virksomheder, mens forbrugerne (og det er ikke kun os i de rige lande, men heldigvis også i stigende grad i den 3. verden) kan få billige mobiltelefoner, eller som det står i den rapport, “Silenced to deliver”, som Danwatch linker til.
”Growing demand for mobile phones in emerging markets explains much of the recent growth. Today, more phones are shipped to countries in Asia, Central and Eastern Europe, the Middle East, Africa and Latin America than to the more mature markets that richer countries constitute.”
Rapporten som bl.a. er finansieret af EU (det vil sige af os) og den svenske kirke, gør sig ellers først og fremmest bemærket ved, at dens forfattere vist heller ikke rigtigt har forstået hvordan vækst og udvikling sikres, eller hvordan markedet fungerer. Formentlig fordi rapporten har det eneste formål, at propagandere for mere fagforeningsmagt og fremstille de involverede arbejdere som stakkels ofre for mobilproducenternes udnyttelse. Ikke på et eneste tidspunkt overvejer forfatterne bag rapporten, hvad det ville betyde for forbrugerne, hvoraf de fleste skal findes i mindre velstående samfund, hvis priserne på mobiltelefoner steg (hvilket vil være konsekvensen af, at man følger rapportens opfordringer).
Andetsteds i rapporten skriver man, næsten med en forarget tone;
”Since 2003, the Pearl River Delta has experienced a labour shortage, especially with regard to low-skilled migrant workers. According to the Hong Kong based organisation China Labour Bulletin, this has lead to the fact that workers have started to “vote with their feet” and move from one factory to another in a hunt for better conditions and higher wages.”
For alle der kender bare en smule til økonomi, viser ovenstående, at markedet virker og velstanden stiger. Det ses blot ikke af forfatterne bag rapporten. De mener åbenbart, at det er for dårligt, at arbejderne skal være om sig for at kunne opnå bedre løn og arbejdsvilkår. De fatter heller ikke på noget tidspunkt, at derved udviser arbejderne samme adfærd som virksomhederne gør.
Problemet med rapporten, Danwatch og deres trosfælder er selvfølgelig, at de aldrig helt har forstået svaret på det grundlæggende spørgsmål om, hvorfor vilkårene er så meget bedre her. Skyldes vores høje levestandard brave fagforeninger og deres kamp for den lille mand? Det tror folkene bag Danwatch muligvis, men det har den økonomiske videnskab for længst vist er noget sludder. Hvad der driver indkomstudvikling (og fordeling) og den generelle velstand, – ud over innovation osv. – er grundlæggende udbud og efterspørgsel på arbejdskraft og effektivitetsudviklingen, og det gælder uanset, om man har en stærk eller svag fagforeningstradition.
Hvad der er mulig ved lovgivning og fagforeningsmagt er at tilgodese nogle udvalgte grupper i en økonomi på bekostning af andre. I vores del af verden ender taberne på sociale ydelser, mens de i mindre udviklede dele af verden finder arbejde i den uformelle sektor, hvor vilkårene er signifikant ringere end i den formelle del af økonomien.
Tilsyneladende har Danwatcvh heller ikke meget styr på levevilkårene i Kina, og formentlig heller ikke i resten af den tredje verden. Således kan man finde følgende udsagn på deres hjemmeside:
”Over halvdelen af de telefoner, der benyttes rundt om i verden, produceres i Kina. Her arbejder migranter ifølge makeITfair op til 12 timer om dagen og tjener kun knap 3,50 kr. i timen, hvilket ikke er nok til at dække deres basale leveomkostninger.”
Hvis man tjener ca. 3,5 kroner i timen i Kina er det jo ikke det samme, som at tjene 3,5 kr. herhjemme. Hvis vi som (en grov) aproximering bruger Economist ”BigMac” index, ryger vi allerede op på, at 3,50 krone i Kina svarer til ca. 7 kroner her, og så ligger McDonalds prisniveau formentlig i den øvre ende i forhold til det generelle indenlandske prisniveau i Kina. Vi kan derfor roligt gå ud fra, at de kinesiske arbejdere tjener mindst hvad der svarer til 7 kroner i timen i Danmark.
Det er efter hjemmelige forhold selvfølgelig ikke mange penge. Men uanset at Danwatch påstår at man ikke kan overleve for pengene, så kan man pege på, at det er der så alligevel en hel del, der gør. En del af dem formår endda at sende penge hjem til landsbyen, hvor de kommer fra. Sammenligner man derudover med FNs fattigdomsgrænse, så ligger arbejderne klart over denne, med en daglig indtægt på ca. 15 USD. Jeg medgiver, at der naturligvis skal tages højde for, hvor mange mennesker der skal forsørges af denne indkomst, hvilket dog lige i Kinas tilfælde ikke bør udgøre et problem.
Det gælder formentlig også i Kina som i andre udviklingslande, at løn og arbejdsvilkår generelt er bedre hos multinationalke selskaber, ligesom forholdene i eksportorienterede sektorer er bedre end sektorer der primært afsætter på hjemmemarkedet, og at forholdene i den formelle sektor er bedre end i den uformelle sektor.
At man opnår bedre løn og arbejdsvilkår i multinationale selskaber skyldes ikke nødvendigvis/kun, at de har et større hjerte, men primært to simple forhold; For det første efterspørger man typisk bedre kvalificeret arbejdskraft, og dernæst ved man at man i det pågældende land, hvor man etablerer sig måles efter en anden standard end nationale selskaber. man kan ganske enkelt ikke slippe af sted med at gøre de samme ting som disse. Endelig findes der lande, hvor der lovgivningsmærssigt åbentlyst stilles andre og hårdere krav til udenlandske virksomheder end nationale (gælder f.eks. på miljøområdet i Kina).
Sagens kerne, hvilket folkene bag Danwatch åbentlyst ikke har forstået, er at når arbejdsvilkårene er dårlige skyldes det, at der er tale om fattige lande. Måske skulle Danwatch og ligesindede interessere sig lidt mere for at sammenligne arbejdsvilkårene for få årtier siden i f.eks. Taiwan eller Hong Kong. For slet ikke at tale om Sydkorea, der var et af verdens absolut fattigste lande i 1950erne, hvor vilkårene for arbejdere var lig med de fattige lande, som Danwatch bruger som eksempel i dag. De burde reflektere lidt over, hvorfor forholdende mon er blevet så meget bedre.
Jeg forventer ikke at overbevise nogen på søndag, men hvis blot jeg kan så en kim af tvivl vil jeg være tilfreds. Hvad angår Danwatch, er der her tale om en komplet ligegyldigt organisation, der ydermere hvis den fik magt som den har agt, primært er til skade for jordens fattige og vores egne internationale virksomheder. Om sidstnævnte kan vi med temmelig stor sikkerhed sige, at de ikke forringer løn og arbejdsvilkår i de lande de opererer, tværtimod.
Man kan læse mere om Danwatch på danwatch.dk, hvor man også kan hente rapporten ”tusindevis af forbrugere forlanger fair mobil”.