CEPOS og libertarianeren

[I juni bragte vi en kritisk artikel af Jan Madsen om CEPOS’ behandling af finanskrisen, der kunne få en til at tvivle på, hvorvidt man som libertarianer overhovedet kan støtte CEPOS. Martin Ågerup argumenterer her for, hvorfor man alligevel bør.]
Skal man som anarkistisk minimalstatstilhænger støtte CEPOS? Det spørgsmål er jeg blevet bedt om at svare på. Lad mig først bemærke, at det jo selvsagt ikke er det samme at være anarkist/anarko-kapitalist og minimalstatstilhænger. Personligt stiller jeg mig tvivlende overfor, om et samfund helt uden stat vil kunne fungere i praksis. Men jeg anerkender, at en anarko-kapitalistisk samfundsindretning ikke er nogen teoretisk umulighed og er meget velbeskrevet af for eksempel Murray Rothbard og David Friedman.
Som bekendt var det samfund, som Anders Fogh Rasmussen beskrev i sin minimalstats-bog faktisk ikke nogen minimalstat. Det var tværtimod et samfund, der fortsat havde en temmelig stor og magtfuld stat. På samme måde vil minimalstatstilhængere kunne hævde, at CEPOS heller ikke argumenterer for en egentlig minimalstat, hvis man med dette begreb forstår en stat, som udelukkende beskæftiger sig med statsmagtens kerneydelser: beskyttelse af de ydre grænser (forsvar) og borgernes rettigheder (politi og retsvæsen). I min bog, Den retfærdige ulighed, gør jeg mig for eksempel til talsmand for, at statslig omfordeling kun har sin berettigelse, når det drejer sig om omfordeling til (voksne) mennesker, der ikke kan klare sig selv. Derfor taler jeg for afskaffelse af en lang række ydelser, såsom efterløn, folkepension, børnecheck, statsstøtte til arbejdsløshedsforsikring, kontanthjælp m.v. Men jeg taler for en bevarelse af førtidspensionen.
Den klassiske liberalisme argumenterer for, at al velgørenhed baseres på private, frivillige initiativer. Derfor er mit forslag om at bevare statslig støtte til personer, som ikke kan klare sig selv vel nærmest at betegne som en socialliberal position. At den i den nuværende samfundsdebat karakteriseres som ”ultraliberal”, viser blot, hvor kollektivistisk vores samfund er blevet (og hvor dårligt kendskab de fleste journalister, politikere og samfundsdebattører har til idehistorie).
Personkredsen omkring CEPOS, heriblandt centerråd, bestyrelse og medarbejdere, er selvfølgelig ikke enige om alting. Det der forener os er ønsket om et samfund, som i højere grad baseres på personlig frihed, personligt ansvar, privat initiativ og en begrænset statsmagt. Det er min overbevisning, at det er en ganske stor udfordring overhovedet at standse den nuværende udvikling, som på en række parametre bevæger sig i den forkerte retning. Hvis det skal lykkes, kræver det, at alle, der deler visionen om, at statsmagten i hvert fald ikke skal fylde mere, bestemme mere, indskrænke borgernes frihed og personlige ansvar mere og opkræve flere skatter, på forskellig vis samarbejder. Lad os bare kalde dette samarbejde for en ”bevægelse”.
CEPOS er et resultat af et sådant samarbejde og en spiller i denne bevægelse. Det samme er Liberator, Libertas og COIN. Bevægelsens forskellige aktører er ikke enige om alt, men der er meget, vi er enige om. Uenighed er ikke på nogen måde mærkeligt eller et problem. Der findes næppe noget parti, nogen forening eller klub, hvor medlemmerne er enige om alt. Der er heller ikke nogen grund til at forsøge at skjule uenigheden. Tværtimod. Den idepolitiske diskussion er relevant og nødvendig. Den borgerlig-liberale bevægelses styrke er netop, at den – i modsætning til kollektivisterne og socialisterne – baserer sig på et logisk, gennemtænkt fundament af principper. Derfor er det vigtigt, at den interne diskussion og kritik er levende, herunder også kritikken af CEPOS’ arbejde. Det er vigtigt, at vi hele tiden bevarer en selvkritisk tilgang. Har vi fat i den lange ende? Bør vi justere kursen? Har omverden ændret sig på en måde, som kræver en ny tilgang?
CEPOS er en policy-orienteret tænketank. Vi søger at sætte en ny dagsorden i samfundsdebatten med det formål at få gennemført friheds- og vækstorienterede reformer af vores samfund. Dermed tager CEPOS sit udgangspunkt i den eksisterende samfundsorden og ikke i et muligt fremtidigt idealsamfund. Der er intet i vejen med at diskutere mulige fremtidige idealsamfund. Det er blot ikke CEPOS’ primære rolle. Adam Smith beskrev, hvordan det fri marked opnår effektivitet igennem specialisering. Denne lære bør man også tage til sig på ideernes markedsplads. Forskellige aktører indenfor den borgerlig liberale bevægelse har forskellige roller. CEPOS har (primært) specialiseret sig i at være en policy-orienteret tænketank. Det indebærer også at medtænke, hvad der er politisk muligt netop nu.
Lad mig kort opridse de udfordringer, vi står overfor: Antallet af offentligt ansatte bliver ved med at vokse, borgernes frihed og retssikkerhed indskrænkes på nye områder, for eksempel i terrorbekæmpelsens og ”folkesundhedens” navn, antallet af personer på overførselsindkomster stiger, skattetrykket forbliver verdens højeste (og formentlig vil udvise en stigende tendens igen, når den nuværende økonomiske krise er overstået) og statsmagten udvider sit virkefelt til nye områder.
På alle disse felter forsøger CEPOS at trække i den modsatte retning. Hvis man som anarko-kapitalist eller som minimalstatstilhænger synes, at et lille skridt i den rigtige retning eller forhindringen af et lille skridt i den forkerte, er en god ting, er der gode argumenter for at støtte CEPOS – både i overført betydning og med sponsorbidrag. Vi har efterhånden mange personlige sponsorer, og ethvert bidrag øger vores mulighed for at påvirke samfundsudviklingen. Endvidere sender det et signal om, at et betydeligt antal almindelige mennesker slutter op om vores arbejde. Læs mere på www.cepos.dk og www.blivsponsor.nu.