Politik som videnskab

Hvorfor har vi offentlig politik? Er for at politikerne kan have et fedt og prestigefyldt job? Er det for at sikre en substantiel retfærdighed i samfundet? Eller er det måske for at sikre, at politikernes foretrukne grupper kan nyde særlige fordele? Det er i hvert fald alle forhold, som har en enorm drivkraft bag politik.
I den akademiske verden har man nogle interessante og populære begrundelser for, hvorfor vi skal overlade magten til politikere. Et af dem er, at markedet ikke er perfekt, fordi der opstår såkaldte markedsfejl, som det er statens opgave at ”korrigere”. Et andet meget indflydelsesrigt argument for politik og statslig indgriben er den økonomiske teori, som den britiske økonom John M. Keynes agerede for. Keynes mente, at staten bør stimulere økonomien når der er stagnation, og dæmpe efterspørgslen når væksten er høj, for herved at udjævne konjunkturudsving. Substansen i denne teori er blevet (grundigt) kritiseret sidenhen, og denne kritik er heller ikke emnet i indeværende artikel. Derimod skal vi se på, hvordan politik rent faktisk ville se ud, hvis politik skulle bedrives med udgangspunkt i denne akademiske retfærdiggørelse af politik, og artiklen byder på en udforskning af teoriernes negative konsekvenser.
Man må forstå, at skulle politikerne faktisk opføre sig i henhold til disse argumenter for politik, ville der slet ikke ville være tale om politik, som vi kender det. Derimod ville politikerne blive en slags socialvidenskabelige eksperter, som skal træffe beslutninger med den ene finger i den videnskabelige litteratur og den anden på stemmeknappen i folketinget. Politikerne kunne aldrig snakke om retfærdighed som et argument, eller udtale ”jeg syntes…”. De kan heller ikke tænke stemme og alliance strategisk – det har jo ikke noget med sagen at gøre. Faktisk har de svært ved i det hele taget tage hensyn de krav borgerne rejser, hvis de ikke stemmer overens med disse teorier. Derimod skal politikerne være specialister i at identificere præcist, hvornår vi befinder os på toppen eller i bunden af konjunkturbølgen, eller klart identificere eksternaliteter og offentlige goder, så de kan sætte ind med de rette politikker. Folk med den indsigt må siges at have en helt særlig gave, for der er ikke andre der kan sige den slags med sikkerhed. Hvis man i nuet kan sige, hvornår konjunkturen har sine toppe og bølgedale, har man muligheden for at blive verdens rigeste. Det ville ikke kræve meget forstand i øvrigt at spinde guld på aktiemarkedet. I denne teoretiske verden skal politikerne i sandhed have en stærk knytning til det offentlige embede, hvis de forbigår denne mulighed for velstand. Uden at negligere politikernes talenter, kan man vist godt tillade sig at påpege, at teorien ikke stemmer med virkeligheden. Politikerne har ikke denne særlige indsigt, og de lader alle mulige ”irrelevante” hensyn få indflydelse.
Videnskabelige argumenter for politik har den fordel, at de fleste mennesker anser dem for mere gyldige, end tilfældige meninger eller simpel begærlighed. Politik handler i sidste ende om at tvinge andre mennesker til at efterleve den dominerende politiske koalitions vilje (i hvert fald i et demokrati). Hvis man tillægger det enkelte menneske en ret til sig selv og sit, må der også kræves en retfærdiggørelse, hvis denne ret krænkes. Her kommer videnskaben ind i billedet, for den er et stærkt argument, hævet over personlige interesser. Indbygget i disse ”videnskabelige” argumenter for politik, er imidlertid altid en væsentlig implicit, moralsk præmis: hensynet til offentlig politik vejer tungere end individets ret til sig selv om sin ejendom. Konjunkturpolitik betales, før eller senere, med skatter. Offentlige goder betales med skatter. Eksternaliteter medfører politisk definerede ejendomsforhold, i stedet for markedsdefinerede ejendomsforhold. Mange mennesker er i et eller andet omfang enige i præmissen om individet under kollektivet. Hvad man imidlertid må erkende er, at det er en moralsk præmis, ikke en objektiv sandhed. Videnskabelige argumenter har den kvalitet, at de handler om den objektive virkelighed. Hvordan noget nødvendigvis er. Herved har de en anden og højere status, end meninger og ideologier, som handler om, hvordan noget bør være. Men hvis de akademiske argumenter for staten alligevel bunder i moralske præmisser, kan man ikke tillægge dem denne særlige status. Så er det bare en kvalificeret mening [1].
Argumenterne for offentlig politik har en indbygget tendens til at føre til totalitarisme [2]. Det skyldes, at der ikke er nogen indbygget principiel grænse for omfanget af politik. Hvor lille skal en konjunkturudsvingning være, førend man skal ”pumpe penge ud i samfundet”? Hvad er grænsen for, hvilke eksternaliteter politikerne skal regulere? Hvad er egentlig et offentligt gode? Eksternalitetsargumentet er særligt interessant i denne forbindelse. En eksternalitet er, når man vælter omkostninger over på andre (negativ eksternalitet), eller nyder goder andre frembringer, uden at betale for dem (positiv eksternalitet). Argumentet er, at staten ved kompensation eller forbud skal sikre at alle bærer de samlede omkostningerne ved det de goder de nyder godt af. Hvis man smider giftigt affald i en å, vil det være en negativ eksternalitet, fordi man vælter omkostningen for forureningen over på andre, nemlig dem som bor længere nede ad åen. Mange vil sikkert finde det fornuftigt at forhindre folk i sådan en adfærd [3]. Men skal man så også forhindre støjende, lugtende eller støvende adfærd? Og i hvilket omfang? Teorien har ingen indbygget og logisk udledt bagatelgrænse, og derfor kan argumentet bruges til at regulere nærmest alt. Mennesker lever jo ikke fuldstændigt isoleret fra hinanden [4], og næsten alle aktiviteter kan siges at påvirke andre positivt eller negativt. At denne problemstilling er helt reel kan eksempelvis illustreres med de mange sundhedsrelaterede forbud og den omsiggribende sundhedsregulering.
Et af argumenterne for disse tiltag er, at usund adfærd belaster de offentlige sundhedsbudgetter, og derfor skal forbydes eller reguleres. De usunde vælter omkostningerne ved rygning, fed mad og dovenskab over på ”samfundet”. Men skal vi så også forbyde alkohol, motorcykler, sofaer, dovenskab og sex, der alle er årsag til øgede sundhedsudgifter? Det er i hvert fald en logisk følge af politikernes argumenter. Offentlige gode-argumentet bliver også kørt ud af en tangent, når der skal argumenteres for offentlige udgifter. Et typisk offentligt gode er militær. Alle i landet har glæde af forsvaret, og det koster ikke mere, selvom der kommer flere indbyggere. Det samme kan siges om gadebelysning. Men også undervisning hævdes at være et offentligt gode, fordi samfundet har glæde af vel(ud)dannede mennesker der skaber vækst og ikke opfører sig som barbarer. På den måde bliver der åbnet op for, at hvad som helst kan betegnes som et offentligt gode, bare det på en eller anden måde kan siges at komme ”offentligheden” til gode. Nydelig påklædning, at folk går i bad, hvad som helst. Der mangler en indbygget grænse for den politik, som disse teorier legitimerer.
I forlængelse af problemet med grænser for politik, kommer selvfølgelig sammenblandingen af politik og personlige interesser. De videnskabelige argumenter for politik bliver let et skalkeskjul for ideologi eller simpel berigelse af sig selv og sine (vælgere?). Det er da besynderligt hvorfor venstrefløjen så ofte er klar til at pumpe penge ud i økonomien, og altid ud i den offentlige sektor. Eller hvorfor såkaldte miljøproblemer (eksternalitetsproblemer) skal løses med alle venstrefløjens gamle kæpheste: kollektiv trafik, mindre forbrug, øget beskatning, vegetarkost – og så videre. Når der ikke er grænser for politik, kan man bruge disse teoretiske argumenter for at fremme et hvilket som helst synspunkt – uanset den bagvedliggende interesse. Mest ekstrem er måske klimadebatten, og kravet om at mindske udledningen af CO2. Idet alle menneskelige aktiviteter per definition medfører udledning af CO2, kan man med dette kort på hånden mulighed for at forbyde og beskatte alt, for slet ikke at nævne mulighederne for at give tilskud til hint eller dette CO2reducerende tiltag. Politikerne branche går ud på at tilrane sig magt og fastholde den. Konjunkturpolitik og teorierne om offentlige goder og eksternaliteter er fremragende redskaber hertil.
Opsummerende kan det konkluderes, at de argumenter for politik der her er gennemgået, hviler på et normativt grundlag og derfor ikke fortjener status som objektiv videnskab. Videre har disse teorier ingen indbygget, logisk begrænsning, og accepteres de, vil de være en evig dynamo for at give staten og politikerne mere magt – på bekostning af den individuelle frihed. Herved skubber de samfundet i en totalitær retning. Endelig kan de retfærdiggøre nærmest hvad som helst, og de er derfor et oplagt at dække for grådighed, magtbegær og særinteresser. Husk det, næste gang en politiker prøver at overbevise dig om mere regulering og højere skat.
Læs eventuelt også artiklen Markedsfejl-fejlslutninger.
———–
1. Medmindre man bygger på et praxeologisk teorigrundlag.
2. I ordets egentlige forstand, dvs. altomsiggribende
3. Et liberalt alternativ til regulering kan være bedre defineret ejendomsret
4. Man kan undre sig over, at liberale (fejlagtigt) ofte beskyldes for at arbejde med sådan en antagelse