”Dræb spekulanterne”! Dette opråb har man hørt ved hver eneste fødevarekrise gennem verdenshistorien. Sagt af demagoger, som tror, at spekulanter forårsager død gennem hungersnød ved at hæve fødevarepriserne, og støttet vidt og bredt af de store masser af økonomiske analfabeter. Denne form for tænkning – eller rettere ”anti-tænkning” – har tilladt diktatorer at indføre sågar dødsstraf for fødevarehandlende, der tog højere priser under fødevarekriser. Og det uden den mindste protest fra dem, som sædvanligvis interesserer sig for frihedsrettigheder.
Sandheden er dog, at spekulanterne slet ikke forårsager sult og fødevarekriser: De forhindrer dem. Og frem for at beskytte folks liv, er det diktatoren, som må bære hovedansvaret for at skabe fødevarekrisen til at starte med. Derfor er det generelle had mod spekulanter så fjernt fra retfærdigheden, som man overhovedet kan forestille sig. Vi kan bedst se dette ved at indse, at spekulanten er en person, der køber og sælger varer i håbet om at tjene en profit. Han er den – for at bruge et kendt udtryk – som køber billigt og sælger dyrt.
Med hvad har det at købe billigt, sælge dyrt og tjene store profitter at gøre med at redde folk fra at sulte? Adam Smith forklarede det bedst med læresætningen om ”den usynlige hånd”. Ifølge denne læresætning ”forsøger hver person at benytte sin kapital, så hans udkomme bliver af den størst mulige værdi. Han forsøger generelt ikke at forøge den offentlige velfærd eller er klar over, hvor meget han i givet fald gør det. Han tænker kun på sin egen sikkerhed, sin egen vinding. Han bliver ledt som af en usynlig hånd til at fremme et formål, som overhovedet var en del af hans intention. Ved at fremme sin egeninteresse fremmer han ofte samfundets, endda mere end når han virkelig prøver at fremme den generelle velfærd.[1] ” Den succesfulde spekulant tænker derfor kun på sin egen nytte uden at vide eller interessere sig for, at han samtidig fremmer den fælles nytte.
For det første mindsker spekulanten effekterne af fødevarekrisen ved at opmagasinere mad, når der er meget, i håbet om at tjene en profit. Han køber og opmagasinerer mad frem til den dag, hvor der er mindre af den, hvilket gør ham i stand til at tage en højere pris. Konsekvenserne af hans aktiviteter er vidtrækkende. De virker som et signal til andre i befolkningen om at gøre det samme som ham. Køberne bliver ansporet til at spise mindre og gemme mere, importørerne til at importere mere, landmændene til at forøge deres produktion, entreprenørerne til at bygge opmagasineringsplads og købmændene til at opbevare mere mad. Ved at opfylde læresætningen om ”den usynlige hånd”, forårsager spekulanten – igen drevet at et ønske om profit – at mere mad bliver opmagasineret i tider med rigelige forsyninger end ellers, hvilket derigennem formindsker effekterne i de magre år i fremtiden.
Der kan dog gøres indsigelser om, at disse gode konsekvenser kun vil forekomme, hvis spekulanter har ret i sine forudsigelser. Hvad nu hvis han tager fejl? Hvad hvis han forudser, at der vil være rigeligt – og ved at sælge, opmuntre andre til at gøre det samme – og nogle magre år derefter vil komme? Er han ikke i dette tilfælde ansvarlig for at øge dybden i fødevarekrisen?
Jo. Hvis spekulanten tager fejl, vil han være ansvarlig for en hel del skade. Men der er stærke kræfter på spil, som har en tendens til at eliminere inkompetente spekulanter. Derfor er den fare, de udgør, og den skade de gør, mere teoretisk end reel. Spekulanten som gætter forkert vil lide et alvorligt økonomisk tab. Ved at købe dyrt og sælge billigt vil han give misinformationer til økonomien, men dette skaber samtidig et kæmpe hul i spekulantens tegnebog. En spekulant kan ikke forvente at gætte rigtigt hver gang, men hvis spekulanten tager oftere fejl, end han har ret, vil han efterhånden miste sin kapital. Han vil derfor ikke kunne vedblive med at være i en position, hvor han kan forøge alvorligheden af fødevarekrisen gennem sine fejl. Den samme aktivitet, som skader samfundet, vil automatisk også skade spekulanten og derigennem forhindre ham i at fortsætte sine gerninger. Til enhver given tid vil de eksisterende spekulanter derfor sandsynligvis være ganske dygtige og hermed til gavn for samfundet.
I kontrast til dette står de statslige organisationer, når de forsøger at overtage spekulantens hverv i at stabilisere fødevaremarkedet. De forsøger også at styre efter den fine linie mellem at opmagasinere for meget og for lidt. Men hvis de tager fejl, er der ingen mekanisme til at luge ud. En statsansats løn stiger og falder ikke i takt med succesen på det spekulative marked. Siden det ikke er hans egne penge, som vil blive tabt eller tjent, har bureaukraten kun et lille incitament til at styre deres spekulation. Der er ingen automatisk og konstant forbedring i bureaukraternes akkuratesse, som der er for private spekulanter.
Den ofte fremførte indsigelse er, at spekulanten får madpriserne til at stige. Men hvis man følger hans aktivitet nøje, vil man dog se, at den samlede effekt snarere er en stabilisering af priserne.
I tider med overflod, når fødevarepriserne er usædvanlig lave, køber spekulanterne. Han fjerner noget mad fra markedet og får derved priserne til at stige. I de magre år, som følger, bliver den opmagasinerede mad sendt ud på markedet, hvilket får priserne til at falde. Selvfølgelig vil mad være dyrere under en fødevarekrise, og spekulanten vil sælge til en højere pris, end han købte for. Men mad vil ikke være så dyrt, som det ville have været uden denne aktivitet! (Man bør samtidig huske på, at spekulanter ikke forårsager fødevaremangel, der sædvanligvis er et resultat af, at høsten er slået fejl eller andre naturlige eller menneskeskabte katastrofer).
Spekulantens effekt på fødevarepriserne er at flade dem ud. I tider med overflod, opkøber og opmagasinerer spekulanten mad, hvorfor prisen stiger. I tider med fødevaremangel, når fødevarepriserne er høje, sælger spekulanten og får priserne til at falde. Dermed tjener han en profit. Dette er ikke ondskabsfuldt. Tværtimod. Spekulanten udfører en værdifuld service.
Så i stedet for at ære spekulanten, bliver han forhånet af demagogerne og deres håndlangere. Men et forbud mod fødevarespekulation har samme effekt på samfundet som at forhindre egern i at samle nødder til vinteren – det fører til sult.
[Oversætters note: Walter Block vælger i dette essay at fokusere på fødevarespekulanter. Måske fordi hungersnød giver et stærkere indre billede end en prisstigning på en tankstation, måske fordi bogen oprindeligt er fra 70’erne. Det ændrer dog ikke ved, at argumenterne og konklusionerne kan føres over på stort set alle andre markeder. Husk det til den næste gang, hvor en forgrædt do-gooder står på tv og klager over, at denne eller hin vare er blevet fordyret pga. ”de onde spekulanter”.]
[1] Adam Smith: Wealth of Nations, s. 243.
Oversat af Erik Kofoed, 2009.
Et forsvar for spekulanten
