Godt på vej

[David Karsbøl skrev februar 2001 om hans frygt for, at Danmark bevæger sig i den forkerte retning, og at vi mister endnu mere af vores frihed. Siden fik vi en borgerlig-liberal regering, og så skulle man tro, at udviklingen vil vende. Læseren må afgøre, om tingene er værre eller bedre.]
Sociologen og socialisten, Leopold Galicki, skrev engang i Politiken, at nazismen var værre end kommunismen (er). Galicki mente, at “kommunismen var et smukt projekt og en hjerteropflammende ideologi, mens nazismen var en ideologi, et politisk program og en opskrift til at begå masseforbrydelser.” Men Galicki gik galt i byen. De allerfleste mennesker, som stemte på eller sympatiserede med Hitler, vidste intet om, at Hitler senere ville begå masseforbrydelser.
Nazismen var derfor for mange mennesker andet end en opskrift til at begå massemord, og for disse mennesker har den utvivlsomt været lige så smukt et projekt og hjerteropflammende ideologi, som kommunismen og dens ideer er for Galicki og hans ligesindede.
Følgende er et uddrag af Det Tyske Nationalsocialistiske Partis program vedtaget den 24. Februar, 1920 i München:
“We ask that the government undertake the obligation above all of providing citizens with adequate opportunity for employment and earning a living. The activities of the individual must not be allowed to clash with the interest of the community, but must take place within its confines and be for the good of all. Therefore, we demand: …an end to the power of the financial interest. We demand profit sharing in big business. We demand a broad extension of care for the aged. …. The government must undertake the improvement of public health – by protecting mother and child, by prohibiting child labor, by the greatest possible support for all clubs concerned with the physical education of the youth. We combat the … materialistic spirit within and without us, and are convinced that a permanent recovery of our people can proceed from within on the foundation of the commen good before the individual good;” Kilde: Die Nationalsozialistische Dokumente 1933-45; red. af Walther Hofer. Frankfurt am Main: Fischer Bucherei, 1957 pp 29-31.
Mon ikke Galicki – og med ham i øvrigt en foruroligende stor del af den danske befolkning – kan erklære sig enig i mange af de og hjerteropflammende holdninger, der blev fremsat af nazisterne i deres program i 1920?
Og nu kommer vi til kernen af diskussionen. Er kommunisme og nationalsocialisme i virkeligheden to sider af samme sag? Både nazismen og kommunismen er kollektivistiske i deres tankegang og har derfor smukke intentioner på alle menneskers vegne, hvorfor de kræver en samordning af samfundet – en ensretning, så ingens individuelle interesser kolliderer med almenvellets.
Nazismen og kommunismens tanker kan sammenfattes i en ideologi, som vi kan kalde kollektivismen. Begge de to ideologier hviler på ideer, som skal virkeliggøres i en politisk indretning af samfundet. Midlerne for både nazismen og kommunismen kan kategoriseres i følgende grupper:
1) Et stort og omfattende velfærdssystem, hvis støtte alle samfundets medlemmer skal gøre sig fortjent til ved samfundsnyttig adfærd.
2) Politisk kontrol af kunst, kultur, uddannelse og samfundet i det hele taget.
3) Udryddelse af anderledes tænkende (jøder, kulakker, kontrarevolutionære, kapitalister etc.).
4) En militant organisering af samfundets enheder og politisk kontrol af disse – ned til mindste detalje (oprettelse af ungdomskorps, sportsforeninger, korporative virksomheder etc.).
5) Afskaffelse af den private ejendomsret eller dramatiske
indskrænkninger i dispositionsretten over egen ejendom.
Disse midler har været gennemgående i alle samfund, som har kaldt sig socialistiske eller fascistiske, men de værdier, som er blevet dyrket i kollektivistiske samfund har også slående ligheder, hvadenten de er blevet kaldt socialistiske eller fascistiske. Fælles for de forskellige samfund ligger opfordringen fra lederne eller politikerne til at opofre sig for samfundets skyld og lade hånt om egne behov. Med andre ord: spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land. Det kollektivistiske værdisæt kan sammenfattes således:
1) Had rettet mod sociale afvigere og individuel formåen. Under kollektivisme er statsmagten stærkt centraliseret, og de fejl, som regeringsindgreb uvægerligt medfører, bliver forklaret ved hjælp af syndebukke. Oftest bliver virksomhedsejere og foretagsomme entreprenører udpeget som dem, der forårsager et samfundsmæssigt svigt gennem egoistisk forfølgelse af egeninteresser. Propagandaen kan også være rette mod andre ”samfundsafvigere”, som har en seksualitet, religion og moralske værdier, flertallet ikke kan identificere sig med.
2) Nationalisme. Ensretning gennem statslig propaganda tager sit udgangspunkt i, at individualisme er statsskadelig – og derfor samfundsskadelig. Den kollektivistiske stats totalitære væsen skal fortløbende legitimeres gennem propaganda om hjemlandets ufejlbarlighed og fortræffelighed i forhold til andre lande. Derved bliver andre lande og deres værdier automatisk kategoriseret som moralsk anløbne, asociale, egoistiske osv.
3) Fremmedhad. Den kollektivistiske stats omfattende velfærdssystem er den væsentligste kilde til fremmedhad. Mennesker med en anden hudfarve, religion, påklædning osv. er lettere at identificere som gruppe, hvorfor de som regel bliver offer for den kollektivistiske propaganda. Immigranter med særlige karakteristika er desuden nemmere at karakterisere som parasitære ved henvisning til deres benyttelse af velfærdsstatslige ydelser. Under velfærdsstatens planøkonomi og omfordeling bliver samfundets goder knappere, hvorfor der opstår en uproduktiv politisk rivalisering om dem. I denne rivalisering er det nemmest at beskylde etniske minoriteter, som i forvejen er udsatte, for egoistisk optræden mv.
Mens disse værdier har været gennemgående for samfund med totalitære stater, er det forstemmende at se, hvor stor udbredelsen af dem ligeledes er i dagens Danmark. Udbredelsen af grupper, som i den offentlige sfære ønsker at fremme en totalitær samfundsudvikling er i dag så udbredt, at det ikke tillægges noget betydning i medier overhovedet. I vidt omfang kan disse grupperinger pro fecto siges at have medierne til deres fri disposition. Her tænker jeg ikke blot på miljødebatten, hvor assymetrien mellem den gode og dårlige nyheds muligheder for at komme på forsiden på udmærket vis er blevet pointeret af Bjørn Lomborg.
I dag er det stort set umuligt at åbne en avis, uden at skulle se på advarsler imod individets selvbestemmelse samt forslag til nye statslige indgreb. Ønsket om ”udbredelsen af demokrati” til de yderste led i samfundet har fået skiftende regeringer til at oprette et hav af råd og nævn, som skal tjene til at legitimere yderligere statslig intervention.
Disse råd og nævn, hvis formænd ofte høres i medierne, udpeges overvejende af politikere, hvorfor det ikke kan undgås, at medlemmernes dagsorden er biased til fordel for staten. Finansieringen af organisationerne taler yderligere herfor. Det ligger implicit i finansieringen, at såfremt rådene fortsat ønsker offentlig støtte, må de producere konklusioner og anbefalinger, som understøtter den statslige regulering – samt kvalificere behovet for yderligere regulering.
Denne udvikling er bekymrende set med individualistiske øjne, og det bliver stadig vanskeligere at trænge igennem den offentlige debat med saglige og velfunderede forsvar for markedsløsninger på problemer skabt af statslig intervention – såvel økonomiske problemstillinger som menneskelige.