Med den forudsætning, at den økonomiske vækst i USA vil ligge på omkring årlige 3% (hvilket nok er optimistisk), mens den i et frit samfund på en seastead vil ligge på 8%, tegnede Patri Friedman for nyligt nogle grafer for, hvordan ens indkomst kan forventes at se ud, hvis det koster henholdsvis 75% og 90% af ens indkomst at flytte på en seastead. Forskellen mellem 3% og 8% lyder måske ikke umiddelbart af meget, men da udviklingen er eksponentiel gør det en enorm forskel over tid.
Som det imidlertid blev påpeget, så er det ikke interessant, hvor meget man tjener ét år. For det hjælper fx ikke noget, at jeg tjener 1 mio. kr. året inden jeg dør, hvis jeg alle år forinden kun tjener 10.000 kr. Meget vigtigere er det, hvor stor ens samlede indkomst i løbet af livet er.
Derfor fandt jeg et udtryk for den samlede livsindkomst i Danmark fra en bestemt alder samt for den samlede livsindkomst på en Seastead i forhold til faldet i indkomst ved at flytte. Denne graf viser altså, at under de førnævnte forudsætninger for økonomisk vækst, og hvis man forventes at dø som 77-årig (gennemsnitslevealderen i Danmark), så kan man flytte på en seastead og afstå den givne andel y af sin indkomst ved alderen x og stadig forvente at komme til at tjene det samme i løbet af sit liv.
(Matematikken kan ses her som et Maple-worksheet, hvis man vil.)
Det er en meget lovende graf! Som 20-årig kan man gå ca. 85% ned i løn og stadig komme til at tjene det samme, som 30-årig ca. 80%, som 40-årig ca. 70% og som 50-årig ca. 55%. Kan man slippe med mindre end den andel, som grafen angiver, kan man, fordi udviklingen er eksponentionel, forvente at komme til at tjene en stor portion mere.
I går fyldte The Seasteading Institute i øvrigt 1 år. Tjek deres årsrapport ud, bliv medlem i det nyoprettede program, læs Patri Friedman i Cato Unbound om hvad seasteading kan som traditionel libertariansk strategi ikke kan, og, hvis du har en arkitekt i maven, design din egen seastead i konkurrencen, som undertegnede har arrangeret. Der er kun to uger til deadline.