Er demokratiet frihedens fjende?

[Advarsel! Som en undtagelse til den redaktionelle linje kan der i denne artikel forekomme lovprisninger af demokratiet. Så er du advaret. red.]
I Liberators fyldige arkiv kan man finde mange guldklumper, der, trods tidernes gang, stadig har formålet at bevare deres værdi. En artikel jeg snublede over for nogen tid siden er af Kjeld Flarup og den handler om demokrati – eller en overdosis af demokrati, for at være mere korrekt:
Med indførelse af demokratiet har vi aldrig haft større indflydelse på love, politi og militær. Men takket være selvsamme demokrati har indflydelsen på vores egen tilværelse aldrig været mere begrænset. Et uhæmmet demokrati har faktisk vist sig at være mere totalitært end det system som det afløste.
For en praktisk synsvinkel kan man ikke afskrive muligheden for, at demokratiet er et værn for menneskers frihed; endsige kan være en katalysator for større garantier for frihedens opretholdelse. Men sat på spidsen harmonerer det totale demokrati selvfølgelig temmelig ringe, med den totale frihed. Vil man derfor det demokratiske system samtidig med at man vil friheden, må man gøre det klart med sig selv, dels hvad man vil opnå med selve styreformen og dels, hvordan styreformen overtid skal forholde sig til de to nok mest grundlæggende politiske filosofier: Filosofien om magt og filosofien om frihed.
Lidt skitseret kan man sige om frihedsfilosofien, at dens dyrkere ønsker at leve deres eget liv præcis som de selv ønsker det. De vil ikke have at andre mennesker blander sig i deres sager, ligesom de ikke selv vil blande sig i andres sager. Er man derimod tilhænger af magtteorien vil man gerne blande sig. Magtteoriens tilhængere mener, at friheden er som en bjørn der skal tæmmes og danske efter en fløjte. De vil rette menneskers liv og levemåde ind i visse prædefinerede baner med indbyggede pseudovalgfrihed, for derigennem at opnå et samfund, i fuld harmoni med den til enhver tid værende plan.
Magtfilosofien har unægtelig været (og er) meget udbredt igennem den menneskelige historie, og da kært barn har mange navne kender vi den bl.a. som totalitarisme, nazisme, socialisme, kommunisme og socialdemokratisme. Alle er de betegnelser, hentet fra den kollektivistiske lortespand med tvangssolidaritet, åndeligt fordærv og vulgæraltruisme som deres adelsmærker.
Det lyder jo egentlig ikke ret godt. Det er det heller ikke. Men spørgsmålet er, om man, i hvert fald i en praktisk forstand, helt kan afskrive brugen af magt. Forestiller man sig et objektivt onde, hvis udryddelse ikke afstedkommes af den enkelte eller af civilsamfundet alene er det nødvendigt at finde på løsninger, som er baseret på magt eller trusselen om at bruge magt.
Min påstand er således den, at en statsmagt til en vis (omend lille) grad er en praktisk nødvendighed og at en sådan en, for at være så lidt indgribende som muligt, skal yde de mennesker den omfatter så stor indflydelse som overhoved muligt.[1]
Demokrati overfor folkestyre
Selvom ordene demokrati og folkestyre ret beset betyder det samme, tillægger jeg dem en forskellige praktisk betydning. Grunden til at jeg gør dette er, at mange demokrater har en tilbøjelighed til at ville demokratiet i en så ekstrem grad, at demokratiet bliver mere end blot et styre af folket, ved folket og for folket.
Således betyder ”demokrati” for mig to ting:
1. Et politisk og politiseret system, som har til formål at erstatte civilsamfundets frivillighedsbaserede samfundsorden med et statsligt tvangsbaseret, kontrolleret af netop det politiske system selv.
2. En blankocheck: Demokratiet er et argument i sig selv; det kan retfærdiggøre enhver handling, hvad end den er rationelt funderet eller ej, og det kan henkastet benyttes som begrundelse for stort set alt… ”der var jo tale om en demokratisk proces”
I bogen ”Hvorfor Demokrati” definerer den kendte danske filosof, socialdemokrat og selvmorder Alf Ross da også demokrati, som:
idealtypen [på en statsform], i hvilken de politiske funktioner med maksimal intensitet, effektivitet og ekstensitet udøves af folket ad parlamentarisk vej. [2]
For lige at tage den her, så skriver Ross også om ”frihed”:
Frihed! Der er næppe noget andet ord, der anvendes så ekstravagant, lovprises og besynges i så høje toner, og samtidig er så blottet for klart og bestemt betydningsindhold, som ordet frihed… Netop fordi betydningen er så luftig, ladet det sig anvende til så meget. Frihed er et af disse suggestivt ladede fanfare-ord, der anvende smere til at vække følelser i brystet end tanker i hovedet.[3]
Til Ross’ forsvar skal det så siges, at han rent faktisk benytter sig af det negativt definerede frihedsbegreb – omend det udvandes når han sidestiller ”social tvang” (altså noget socialvidenskabeligt mumbo-jumbo) med ”tvang-tvang”.
Friheden er netop kendetegnet ved folkestyret, sådan som jeg forstår det. Folkestyret er et system der er langt mere rent og jomfrueligt end demokratiet. Det er karakteriseret ved at være et organ der løser konkrete problemer og ikke et selvopretholdende system. Fordi det har sin rod i folket og ikke i systemets mænd, fungerer det side om side med civilsamfundet og hverken kan eller vil erstatte det.
Kongeriget Danmark, som det er i dag, er et demokrati i min forstand. Det er lidt mere bøvlet at finde eksempler på moderne folkestyrer, men jeg vil umiddelbart henvise til Schweiz og til New Hampshire. Disse to steder har en i forhold til os nærmest ekstrem grad af medindflydelse udenom de ”normale” politiske processer. I Schweiz er det f.eks. borgerne i nabolaget der stemmer om, hvorvidt en lokal beboer skal have statsborgerskab; igennem folkeafstemninger kan man også fastsætte skatter og hvor der skal bygges motorveje!
Jeg foretrækker imidlertid at tænke mig tilbage til det Amerika, ingen af os kommer til at opleve mere: Til tiden omkring den store frihedskrig mod briterne. Herom kan man læse side op og side ned i Murray Rothbards fantastiske bogserie om USA’s tidlige historie: Convieved in Liberty. Dette Amerika var præget af samfundsstrukturer men en nærmest uhørt ideologisk og moralsk afklarethed; med frihed og enorme muligheder for den enkelte og med et stærkt civilsamfund til at hjælpe dem i nød.
Helt kort om staten og civilsamfundet
Staten er en konsekvens af magtfilosofien og er kendetegnet ved at være et væsen, der har monopolistisk ret til og mulighed for, at tvinge menneskerne indenfor staten til enten at gøre eller at undlade en given handling – uanset hvad menneskets personlige holdning måtte være. Fra folkeretten kan man udlede en forståelse for statens funktion, gående på, at den fungerer som borgernes beskyttelsesagentur og til en hvis grad som et agentur, der kan gennemtvinge kontrakter.
Civilsamfundet er en samlende betegnelse for de mange forskellige typer af sociale samarbejder, mennesker frivilligt indlader sig på. Det er disse sociale samarbejder, der virker som limen i samfundet, og via samarbejdet opnår de samarbejdende flere fordele: De får viden en viden om hinanden, som de kan bruge til at forudsige fremtidige handlinger og når de kan det, kan de koordinere deres aktiviteter i fremtiden. Civilsamfundet kan derfor i sit indhold måske komme til at minde meget om staten. Brandslukningsopgaver er traditionelt set ordnet herigennem, ligesom ordensmagten også sagtens kunne udgå herfra.
Men når det kommer til midlerne (tvang overfor frivillighed) og til måden (planlægning overfor ”kaos”) er der gevaldig stor forskel. En stat kan ikke bare sådan planlægge sig ud af et problem. Igennem civilsamfundets sociale samarbejder, kan der imidlertid opstå endog yderst fordelagtige sociale konstruktioner, retsregler, traditioner m.v., som helt uforudsete konsekvenser af almindelige menneskelige handlinger. Forudsætningen for denne spontane orden er dog, at der er en privat ejendomsret og at denne private ejendomsret kan blive og bliver beskyttet.
To modeller for statens opståen – Nozick og Hayek
Det er en del af det kollektivistiske sindelag at de holdninger man har, rækker helt tilbage i tiden til stenaldermanden, som efter sigende levede i et ur-kommunistisk samfund. Dette er selvfølgelig noget sludder og vrøvl; blot fordi man havde det, som vi i dag ville kalde sameje, betyder det ikke, at man også havde et socialistisk samfund. Det er også historisk tåbeligt at sige som Robert Nozick gør det i Anarchy, State & Utopia, at at staten er blevet undfanget på omtrent den samme måde, som Jesus/Horus.
Ifølge Robert Nozick er minimalstaten opstået på ruinerne af ”ultra-minimalstaten”, der igen er opstået på ruinerne af en anarkisk orden. Kombineret med von Mises kan udviklingen skitseres nogenlunde således:
1. Mennesket lever i fuld frihed og komplet anarki. Alle rettigheder er intakte. (Ja, vi antager at man har rettigheder…)
2. Nogle mennesker krænker andre menneskers rettigheder for at opnå større lykke for dem selv.
3. Mennesket føler sig utilpas med risikoen for at blive rettighedskrænket og indser at han kan konfrontere rettighedskrænkere ved at være alene
4. Via civilsamfundet danner mennesker frivillige sikkerhedsagenturer og frasiger sig i samme ombæring retten til selvforsvar
5. Sikkerhedsagenturerne har succes, da ”kunderne” nu kan bruge tid på det som de er bedst til og overlade sikkerheden til nogle hyrede bøller, der er bedre til at slå ned på angreb
6. Over tid og indenfor en afgrænset geografi opnår de forskellige sikkerhedsagenturer de facto monopoler på rettighedsopretholdelse
7. For at tilfredsstille sine kunder indgår de forskellige sikkerhedsagenturer aftaler med hinanden med det formål, at løse eventuelle konflikter selskaberne imellem, som er opstået fordi en kunde i et selskab angiveligt har krænket en kunde i et andet
8. Derved opstår der en art domstole og appeldomstole
9. Samfundet har derved ændret sig fra at være en anarko-kapitalistisk orden til at være en ultra-minimalstat, indeholdende en art politi og en art domstolsvæsen. De små samfund indgår, qua behovet for sikkerhed, i en art føderation med hinanden
10. Igennem stadig større koordination sikkerhedsagenturerne imellem, opstår der en fælles civilret, som alle mennesker vil være omfattet af
Anarchy, State & Utopia er en fortrinlig bog, fyldt med detaljer og en god humor. Ikke desto mindre kan den kritiseres og det er den også blevet af Murray Rothbard i en anmeldelse fra 1970’erne (som er genoptrykt i The Ethics of Liberty). Rothbard kritiserer bl.a. Robert Nozicks manglende historiske forståelse: Der er simpelthen ikke nogen som helst stat, der er opstået som Robert Nozick forestiller sig.
Når Robert Nozick taler om beskyttelsesagenturer lyder det meget nobelt. Men sandheden er jo, at for at det hele skal kunne passe, må et sådant agentur kunne forestilles at bestå af f.eks. de 20 største bøller i lokalområdet. Tænk på Syditalien… Men hvad er det netop, som karakteriserer mafiaen – og for den sags skyld også Dronning Margrethes forfædre? De har ikke opnået deres rolle som beskyttere ud fra aftaleretlige konstruktioner, men gennem vold, tvang og magt. Dronning Margrethe er dronning i Danmark fordi at hendes forfædre var de værste og ondeste bøller i riget; dem som var så gode til at gøre ondt, at de kunne tiltvinge sig hele riget.
Hos F.A. Hayek finder man derimod et synspunkt, som harmonerer langt bedre med menneskets historie. Selvom menneskesamfund er komplekse udviser hver en af os en vis regelmæssighed i den måde, hvorpå vi forsøger at opnå lykke på. For os selv at se, er vores handlinger måske tilfældige. Ikke desto mindre stemmer den måde jeg handler på ofte overens med den måde andre mennesker selv handler på og dermed forventer jeg vil handle. Selvom konsekvensen heraf ikke er nogen koordineret fælles handlemåde, forekommer der at være tale om netop dette.
I et lille samfund er det nemt at koordinere sine egne handlinger med andres. Hverdagen er ensartet for individerne og præferencerne må antages at være nærmest de samme. Sådan er det ikke i vores komplicerede samfund, hvor vi flere gange dagligt møder mennesker, med komplet andre præferencer end vores egne. Derfor har vi svært ved at beregne os frem til, hvordan andre mennesker vil handle. For at modvirke denne umulighed er det nødvendigt for et samfund at have nogle fælles normer. Nogle deciderede lovregler er der ikke nødvendigvis talt om, men alligevel normer der er så faste, at A, der handler med B, med rimeligt sandsynligt kan tænke sig til, at B vil foretage handlingen X og indfri deres aftale, frem for at gøre de normstridige handlinger Y og Z.
Essensen i Hayeks argument er, at sådanne normer findes og at de har en så kompleks natur, at de ikke kan efterlignes eller planlægges. Frie mennesker i et frit samfund kan fint overleve uden statens indblanding når bare de overholder normerne. Men da der altid vil være nogen som foretrækker ”den nemme” (her normstridige) vej, er det nødvendigt at der værnes om normerne, og at mennesker kan tvinges til at følge normerne ud fra devisen: When in Rome, do as the Romans. Frem for at have selvbestaltede politimænd overfører man gradvist tvangsudøvelsen til et sikkerhedsagentur i form af en såkaldt stat, som derefter har det som sit primære formål, at sikre samfundsnormernes efterlevelse.
Fra begrænset statsmagt til et uhyggeligt demokrati
Uanset hvor staten er kommet fra er én ting sikkert: Den er her og vi kan alle sammen mærke den.
Socialister og andre mennesker med kollektivistisk-altruistiske tilbøjeligheder rejser for deres indre blik stadig en knyttet næve og tænker: Lækkert, hvor er det dejligt at vi alle skal løfte i fælles flok, at kun dem der kan yde, skal yde, selvom alle har en ukrænkelig ret til at nyde. Ikke som så med liberalisten og individualisten. Som sådan har han selvfølgelig ikke noget imod at man løfter i fælles flok eller at man yder efter evne og nyder efter behov – lige så længe altså, at det sker på fuldkommen frivillig basis.
Der er her tale om komplet forskellige opfattelser af, hvad der er retfærdigt. I historisk perspektiv har den liberale kamp altid handlet mest om, at sikre alle mennesker lige ret for loven; at retsstaten blev oprettet og opretholdt. En lige ret for loven håndhæves med magt, og til tider med vold, af staten eller beskyttelsesagenturet, om man vil og den suppleres ofte, at moralske eller samfundsmæssige normer, som civilsamfundet udstikker og som mennesker frivilligt vælger at følge. Ifølge F.A. Hayek, er den sidstnævnte frivillige underkuelse det, som man mere populært kan kalde for ”den demokratiske ånd”.
Som liberal har man intet imod disse regler al den stund at de er frivillige. Vælger man således at følge en religiøst doktrin om ikke at dyrke sex før et såkaldt ”ægteskab” eller at betale tiende afgiver man i og for sig en del af sin frihed. Men fordi det er en selv, som har foretaget en afvejning af fordelene og ulemperne ved at følge og ikke at følge denne regel, er der intet odiøst i, at mennesker foretager sådanne handlinger.
Lighed for statens (eller igen: beskyttelsesagenturets) regler er et liberalt princip. Det er den eneste form for lighed, som kan retfærdiggøres i en liberal forstand. Således har liberalisme og den frihedsorienterede filosofi intet at gøre med andre former for lighed – værende sig af social eller økonomisk karakter.
Herved når man hen til en af de vægtigste påstande mod liberalismen: At liberalismens stræben efter lighed for loven fører til uligheder på andre områder. Og påstanden er korrekt. Men som liberal skal man ikke skamme sig over den. Tværtimod er det netop uligheden på alle andre områder, der har ført til at liberalismen, sammen med det markedsøkonomiske system, har vist, at netop disse to koncepter er dem, der maksimerer mest mulig lykke blandt samfundets individer. Og ville det egentlig ikke også være lidt sært, om den frihedsorienterede filosofi ikke netop skulle vise sit værd igennem netop ulighed? Hvis resultatet således var alt andet en ulighed, ville hele formålet med en individualistisk filosofi forsvinde.
Når man har besluttet sig for, at der skal være lige regler for alle individer indenfor samfundet forekommer det vel næsten naturligt, at spørgsmålet om lige medbestemmelse i lovgivningsprocessen bringes på banen.
Rent teoretisk forekommer det logisk, at man har en medbestemmelsesret. Hvis et samfund består alene af individer, vil fællesbeslutninger også skulle træffes af individerne selv. Hvem skulle ellers kunne gøre det? Historien har imidlertid vist, at bøller og konger har det med at se stort på individers indflydelse på deres eget liv og lykke, men i egeninteresse krænker andre menneskers rettigheder.
Det er på medbestemmelsesområdet, at liberale og demokrater kan finde fælles fodslag. Den liberale hylder friheden og er imod at andre skal bestemme over ham. Hans historiske mission har været at begrænse statsmagten så meget som han overhoved kan. Den ortodokse demokrat er derimod komplet ligeglad med frihed; for ham er det en arbitrær størrelse. I stedet fokuserer han på det, som han mener, er mest vigtigt: Den offentlige opinion.
* Demokratens fjende er den autoritære stat.
* Liberalistens fjende er den totalitære stat.
Demokraten og liberalisten er enige om, at hvor staten skal benytte sit tvangsmonopol, bør dette ske gennem et flertalsstyre. Men hvornår dette så er tilfældet er der delte meninger om. Demokraten mener at så mange beslutninger som muligt skal inddrages i en demokratisk proces, medens liberalisten mener, at der er klare og tydelige grænser for, hvilke spørgsmål, som kan og bør underkastes en demokratisk proces.
Konsekvensen af en uenighed som denne resulterer i to forskellige syn på autoriteter: Demokraten tror på populationssuverænitet medens liberalisten tror på personlig suverænitet – f.eks. gennem et selvejerskab.
Den bedste løsning blandt disse to liberalistens: Når flertalsstyre bliver et mål i sig selv for den menneskelige handling, og beslutninger får karakter af at være ufejlbarlige, bliver de selvsamme beslutninger i sig selv arbitrære og menneskefjendske. Når alle mennesker handler i deres egeninteresse for at opnå lykke, kommer de også til at skulle handle i andre menneskers egeninteresse og der opstår en spontan ordne i samfundet.
Murray Rothbard har fremført en ganske rammende kritik overfor en liberal-demokratisk samfundsorden. Med udgangspunkt i sin anarko-kapitalisme har han et sæt rationelle argumenter i sin værktøjskasse, som han underkaster både Nozick og Hayek for.
Hayek anklages at åbne op for en stadig større stat, når Hayek ikke vil definere hvilke former for tvang, han konkret mener, at en stat aldrig må kunne udføre. Heri har Rothbard helt ret; Hayeks problem er ganske klart, at han vælger at tage udgangspunkt i samfundet som det er og forefindes, og definerer sin liberalisme ud fra et synspunkt om en spontan orden, frem for rettighedsliberalismen. Men ud over at konstatere at der er en uenighed på dette punkt er der ikke så meget at gøre – dertil er de to udgangspunkter for forskellige.
Til Nozick siger Rothbard, at det demokratiske flertalsdiktatur altid vil kunne underkue mindretallet. Dette var jeg også selv inde på under punktet ovenfor og jeg har meget svært ved at følge Nozick når han siger, at en udvikling hen imod et flertalsdiktatur vil kunne ske uden at krænke folks rettigheder.
Murder is murder, theft is theft, whether undertaken by one man against another, or by a group, or even by the majority of people within a given territorial area. The fact that a majority might support or condone an act of theft does not diminish the criminal essence of the act or its grave injustice.
Og hvem skal så egentlig tage beslutningerne?
Skal det være alle menneskerne selv og direkte eller skal der være tale om et indirekte repræsentativt folkestyre? Og hvis man vælger det sidste, kan de personer der har valgt en repræsentant så også fyre ham, når han ikke repræsenterer deres holdninger?
Med sin kritik rammer Rothbard plet når han siger, at der er en konkret og mærkbar fare for, at der vil opstå markeder for politiske holdninger, og at folkestyret over tid vil blive stadig mere procesorienteret; at det vil udvikle sig til et demokrati som det danske. Fokus fjernes fra de objektive onder og politikere og embedsmænd begynder at handle i egeninteresse.
Konklusion?
Liberalisten har gode valgmuligheder, hvis han vælger at ville definere sin egen livsopfattelse i nogen lunde overensstemmelse med en af de heri anførte tankegange. Selv er jeg i en lidt splittet situation idet jeg egentlig godt kan lide ideen om, at mennesker er født frie og er i besiddelse af et uindskrænket selvejerskab. Men samtidig ved jeg jo godt, at tingene er som de er og at et argument mod en stat eller et demokrati på baggrund af en deduktion fra selvejerskabet, blot er en påstand der er udledt fra et arbitrært begreb. Jeg kan med andre ord ikke foretage det leap of faith, som en konsekvent tro på selvejerskabet kræver.
Dernæst er det mig meget imod, at et objektivt onde ikke skulle kunne løses indenfor rammerne af et folkestyre, dersom civilsamfundets institutioner ikke havde den fornødne kapacitet eller formåen til at løse problemet. Bevares, både demokratiet og folkestyret er frihedskrænkende så længe de agerer ved brug af tvang. Men hvis valget står mellem det at løse et problem via tvang og så borgerkrig, så tror jeg nok, at jeg vælger at løse problemet i menighed.
Men er det ikke en slippery slope? Jo! En gigantisk en af slagsen.
Det er også derfor, at jeg har en komplet afsky overfor det danske demokrati. Det ville være langt bedre, om vi havde f.eks. en Schweizisk model; eller måske endda gjorde som Friedman jokede med: Undlod at vælge nogle repræsentanter overhovedet og i stedet lod tilfældigheden styre via en lodtrækning over navne i telefonbogen!
Mere realistisk ville det nok være om man for en gangs skyld tog sig sammen og fik sat nogle fornuftige begrænsninger på statsmagten. Forarbejdet er endda allerede gjort for os: De engelske levellers lavede i 1647 ”An Agreement of the People” som sagde, at den engelske statsmagt skulle styres af en folkevalgt forsamling på 400 medlemmer, valgt af folket, og uden nogen som helst kompetence til at krænke de frihedsrettigheder, som aftalen garanterede. Staten skulle ikke kunne lovgive om religiøsitet, indføre monopoler, opkræve en række skatter. Der var fuld lighed for loven og man få dødsstraf, hvis man (parlamentet inkluderet!) forsøgte at ændre forfatningen og krænke frihedsrettighederne. Alle embeder var valgte og man havde posten for kun ét år.
I min verden er der her tale om noget af det bedste stykke lovgivning – der desværre aldrig blev til noget.
Demokratiet er blevet en fast del af vores virkelighed. Men hvis vi kan få vendt systemet på hovedet og sikre os selv et reelt folkestyre og garanterede rettigheder, vil vi kunne komme et godt stykke hen ad vejen. Tænk engang, hvis vi rent faktisk kunne leve i et samfund, hvor ulemperne ved at have overgivet noget af sin frihed til fællesskabet blev opvejet af fordelene?
Der er bare rigtig langt igen, før dét vil ske.
—–
[1] I den forbindelse vil jeg henvise til bloggen The Hairpin Bend, der har publiceret et par rigtigt fornuftige indlæg om præferenceutilitarisme og den såkaldt Gyldne Regel.
[2] Alf Ross, Hvorfor Demokrati, s. 117
[3] Alf Ross, Hvorfor Demokrati, s. 126