Op på den grønne Raleigh!

De konservative er fremkommet med et nyt oplæg til, hvordan vi alle sammen skal ud at køre på cykel. ”Vi vil have danskerne på cyklen igen!”, forstår man af ordren på partiets hjemmeside, mens man kan betragte glade mennesker, der tramper derudaf på deres jernheste i strålende solskin, medens de smiler bredt.
Jeg kommer sådan til at tænke på Kina. Ikke noget med kommunisme, dødsstraf og sådan – nej, billeder af glade kinesiske arbejdere, der tramper af sted i pedalerne på vej til fabrikken i det solskin som partiet har bestemt den pågældende dag. I Kina skinner solen nemlig også altid, når man kører på cykel. Fuldstændig ligesom når de konservative bestemmer det.
Lad det være sagt med det samme. Jeg hader at cykle. Det er nu ikke fordi, min egen antipati overfor at dukke op til et forretningsmøde våd af sved og med en uskøn mørk stribe af kropsligt fluidum bag på bukserne på nogen måde skal smitte af på andres lyst til at bruge dette skønne transportmiddel, der åbenbart virker som en slags receptfri lykkepille.
Det er selvfølgelig mest synd for mig, at jeg ikke kan indse cyklingens positive kvaliteter, ”for cykling gavner folkesundheden”,  kan de konservative fortælle som et præludium til den økonomiske begmand, der venter alle, der enten ikke kan eller vil have del i cyklismens velsignelse. For omfordeles skal der. At det er ganske implicit i sætningen, at staten nu også er herre over borgernes krop og sjæl, ser nok de færreste.
Konservativ har jeg i øvrigt nok altid været. Af den gamle skole, tak. Jeg kan huske diskussioner om ideologi, statens og ikke mindst civilsamfundets rolle. Om lysten til at give alle mennesker friheden til at leve deres liv, som de selv ønsker at forme det.
 
I skraldespanden med nostalgien. I dag er vi åbenbart nået dertil, at de konservative med en kvalmende kollektivistisk retorik, der ikke lader socialdemokratiet eller SF noget efter,  argumenterer for, at skatteyderne skal begunstige cykler og offentlig transport og samtidig fastslår, at staten ejer borgernes kroppe.
Hvor blev retten til frit at vælge transport af? Har programskriftets forfatter hørt om den personlige frihed? Ved vedkommende i givet fald,   hvad det betyder?  Hvorfor er det statens opgave at regulere forhold der bedre kan reguleres privat? Der er flere spørgsmål end svar, for den der ikke bare smilende tramper afsted på parti-tandemen med Connie ved roret.
Jeg sparer nok mit kontingent næste gang det forfalder, for noget tyder på, man ikke bør aflevere sine penge frivilligt til de konservative. De har åbenbart ikke længere noget moralsk problem med selv at tage dem.